Dengang i 1940’erne

Øjenvidneberetning fra Sydhavnen,  Danmarks besættelse.

Karen Koch

Karen Koch,  født 12. november 1918,  død 10. januar 2015 levede under 2. verdenskrig, og var 22 år da krigen brød ud. På det tidspunkt boede Karen i en lejlighed på Rubinsteinsvej 46, 3tv sammen med sin mand.


Af Ditte Christina Koch


Besættelsen
Jeg stod på trappen og snakkede med min nabo, da postbuddet kom og fortalte , at Danmark var blevet besat af tyskerne. Det var den 9. april 1940 omkring kl. 11, jeg fik det at vide første gang. Mine første tanker var: grimt, væmmeligt og uhyggeligt dels fordi min mand, Lasse var dansk Politimand.

Alle steder fra lød det, at alle danskere inden aften den 9. april skulle have anskaffet sig mørklægningsgardiner til alle vinduer i husstanden. Så jeg skyndte mig ned for at købe mørklægningsgardiner, da jeg vidste at gardinerne hurtigt ville blive udsolgt. Jeg var heldig, for det var de sidste, de havde tilbage i butikken.

Da min mand kom hjem fra politigården, hjalp vi hinanden med at sætte mørklægningsgardiner op, mens vi snakkede om dagens hændelser. Men til sidst blev min mand, (Lasse) så hysterisk på et af gardinerne, at han sparkede hul i det, så jeg denne gang måtte gå meget langt efter et nyt, da der var udsolgt alle vegne.

Hverdagen
Besættelsen blev efterhånden mere og mere mærkbar, da der var mangel på alt. Der var rationering på alt, og ofte stod folk i lange køer bare for at købe ét brød. På trods af rationeringerne behandlede tyskerne os godt – vi var jo deres spisekamre.

19. september 1944
Den 19. september 1944 blev det danske politi – deriblandt min mand – taget af tyskerne. Det var det jeg frygtede mest af alt. Jeg stod nu tilbage med vores to piger på henholdsvis 2 og 5 år, og jeg var gravid med det 3. barn.

8 dage før, den 11. september, havde jeg fået taget et billede af Lasse. Jeg fik billedet fremkaldt nogle dage efter, at han var blevet taget af tyskerne. Det var en underlig følelse at se på ham hver dag uden at vide, hvor han befandt sig, eller om han stadig var i live. Det var forfærdeligt at gå i uvidenhed og ikke at have noget at forholde sig til. Jeg tænkte meget på Lasse, og ventede hver dag på et brev eller noget andet, som kunne fortælle noget.

Endelig efter en hel måned kom der brev fra Tyskland. Jeg åbnede brevet med blandede følelser. Glæde, hvis det var Lasse, der havde skrevet brevet. Frygt, hvis det var fra en af hans venner, der skrev og fortalte, at han var død.

Det var et meget kort brev, og det stod på tysk – brevet skulle være på tysk  – for, at tyskerne også kunne læse det. Jeg åndede lettet og glad op, da jeg så, at det var Lasses håndskrift. Lasse skrev til mig, at hele det danske politi under uhumske forhold, var blevet transporteret med skib til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland, hvor de havde opholdt sig 8 dage inden nogle af dem inklusiv Lasse, med kreaturvogne blev transporteret til koncentrationslejren Buchenwald.

Jeg sendte ham et kortfattet brev på tysk, hvor jeg skrev om situationen herhjemme.

Gemte tøj og sko
Min fætter, der også var politimand, men som på grund af en slem sygdom lå på hospitalet, og derfor ikke var blevet taget med til Tyskland sagde, at jeg skulle gemme Lasses uniformer og støvler eftersom tyskerne havde været efter hans (fætterens) ting.

Jeg gemte derfor Lasses uniformer i en skunk i væggen, og hans støvler afleverede jeg hos en skomager, der var så venlig at passe godt på dem, til krigen var forbi. Tyskerne kom dog aldrig.

En lille dreng
I februar skrev jeg et brev til Lasse og fortalte, at jeg havde fået en dreng. Jeg lagde også et billede ved.

Befrielsen
Den 4. -5. maj 1945 blev Danmark befriet. Det var helt fantastisk bortset fra, at min mand endnu ikke var kommet hjem. Nogle dage efter den 5. maj blev jeg ringet op. Det var en mand fra Dansk røde Kors, der fortalte, at jeg kunne komme og hente min mand på langelinje. Det var helt utroligt og vidunderligt.

Lasse kom hjem som et nervevrag efter alt det, han havde været igennem i de tyske koncentrationslejre, men han så da pæn og velsoigneret ud, da han og de resterende danske politimænd havde opholdt sig i Sverige i tre uger, hvor de fik ordentlig mad og senge at sove i af Svensk Røde Kors.

Efter Lasses hjemkomst festede vi sammen med vores naboer og børn – det var helt fantastisk at se ham igen, og trods “arene” han havde fået efter opholdet i Tyskland, var han kendelig, da han kom hjem.

Fem forbandede år af vores bedste ungdom var ødelagt. Jeg skal aldrig glemme den angst og afmagt, som jeg følte.


Web/ Søren Meyer


Share on Facebook1Tweet about this on TwitterShare on Google+0Pin on Pinterest0Email this to someonePrint this page
Spred kendskabet til Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv