Mørke Minder

 “Mørke Minder”

7. maj 1945 over Sydhavnen.
1945 over Sydhavnen.

I forbindelse med en annonce, der kørte i en række dagblade for at fortælle tidligere elever, at Bavnehøj Skole havde 50 års jubilæum, modtog skolen , et brev fra Gilbert Wilson i Kolding, der bl.a. fortalte:


»Den dag jeg husker bedst handler om den 21. marts 1945«

Såvidt jeg husker, havde vi klasseværelse på 1. sal. I hvert fald havde vi udsigt til brandstationen og jernbanen (det ved jeg med sikkerhed ifølge de mange timer, jeg længselsfuldt har stirret ud ad vinduerne til almindelig irritation for lærerkræfterne). Men den dag var vi netop kommet ind for at begynde på en time med vores engelsklærerinde. Pludselig flængedes stilheden af larmen fra meget lavtgående flyvemaskiner. Som den mest opmærksomme dreng i klassen (i den retning, altså) sprang jeg op og skreg: »Det er englændere!«
“Vrøvl!”, lød det fra flere sider, og lærerinden prøvede at overdøve med et: “Sæt jer ned!”
Men den slags bagateller kunne jeg ikke tage mig af. Jeg var allerede på vej over til vinduet, mens jeg ophidset hylede: 
“Jo, jo – det er Royal Air Force. Jeg så mærkerne lige så tydeligt!”
Resten druknede i de tumultagtige scener, samtidig med, at den uhyggelige lyd fra luftalarmen overdøvede alt med sin infernalske stigende og faldende alarmtone. Derfor hørte vi heller ikke eksplosionen på Søndre Boulevard 106. Måske overdøvede vi den også med God Save the King, som vi skrålede af fuld hals, mens vi modstræbende blev gennet ud og trampede ned i kældrenes beskyttelsesrum.

2015-09-07_1515
Billedet med tilladelse fra Frihedsmuseet.

Jeg var så heldig, at jeg netop denne dag skulle møde på Finsensinstituttet, hvorfor jeg umiddelbart efter angrebet var at finde i sporvognen, som kørte nogenlunde normalt, skønt 144 danske netop var blevet dræbt og over 300 såret. Ved den franske skole hoppede jeg af og forsøgte at trænge mig frem til det store opbud af brandbiler. Men hverken tyskerne eller vagtværnet ville lade mig komme igennem. Så jeg måtte gå igennem en del gårde, før jeg fandt et hul. Jeg blev stoppet, før jeg nåede helt frem – så jeg slap for at se ofrene. Men det var en ikke helt tilfreds dreng, der atter sad i sporvognen på vej til målet.
På tilbageturen ville jeg derfor søge at slippe ind til Shell-huset. Synet af dette forhadte sted var en herlig oplevelse, selv om den største del af begivenheden var overstået, da jeg ankom. Det var den bedste forårsdag nogensinde, og kun den 5. maj kunne overgå den oplevelse.
Nøj – hvor de altså fik no’en ordentlige no’en på frakken – de grønne svin!

Men hvad poker he’d min skoleklasse egentlig?«

BESÆTTELSESTIDEN

Det var egentlig meget begrænset, hvad besættelsen af Danmark d. 9. april 1940 kom til at betyde for skolegangen på Bavnehøj Skole.

Livet gik videre, man passede sit skolearbejde, og lærerne gjorde deres for at normalisere dagligdagen. Kun luftalarmerne skabte lidt ændringer i timerne, når skolebetjenten iførte sig stålhjelm, og eleverne blev gennet ned i ingeniørgangen, der var blevet indrettet til beskyttelsesrum.

Ikke alle kunne lide at være i kældrene, men rigtig frygt var der egentlig ikke tale om, og det til trods for at de 2 større bom bardementer af København var tæt på vores distrikt. Bombardementet af sukkerfabrikken og Shellhuset, hvor maskinerne gik så tæt ned over skolen, at en af dem ramte lysmasterne på jernbaneterrænet og tabte bomber på Sønder Boulevard.

Bavnehøj Skole fik faktisk først krigen at mærke, da skolen d. 7. april 1945 blev taget til flygtningelejr.
Det betød, at skolegangen midlertidig måtte ophøre, men hurtigt blev der skabt et nød-skema. Man fandt lokaler overalt i bydelen. Der blev for eksempel undervist i biblioteket i Lyrskovgade, i Saxoly, i Frederiksholms Kirkes krypt, i de nye omklædningsrum i Valby Idrætspark osv.
Her var så de forskellige klasser, og lærerne kom kørende rundt på Cykel imellem disse ualmindelige skolelokaler.
Imens var skolens lokaler blevet befolket af tyske flygtninge, mænd, kvinder og børn, der havde måtte forlade deres hjem og i hast flygte fra krigsskuepladsen. De levede i yderste nød og elendighed.
Hvert klasseværelse til 4 familier, ja senere blev der endda tættere belagt. Svineriet var ubeskriveligt, og sygdomme blomstrede, og hver dag hentedes døde på skolen.
Først i september måned fik vi skolen igen efter den havde gennemgået en tilbundsgående rensning.
Det blev en festdag. Flaget gik til tops i skolegården, og efter en kort tale af skolens inspektør fik eleverne fri, og lærerne holdt »befrielsesfest«, og det var i disse glade timer ideen om Bavnehøj skoles weekendhytte blev til.

Gilbert Wilson, som andet sted i jubilæumsskriftet fortæller om den skoledag han husker bedst, fortæller her om andre af sine indtryk fra tiden 1940-45:
Der er i grunden så mange »husker I?« fra dengang – både gode og grimme minder. – En af de mere morsomme var nok den dag i skoletiden, da en af vore lærere uforvarende overraskede en frihedskæmper, som skulle bemægtige sig et eller andet material på skolen.
På et af ganghjørnerne rendte de simpelt hen lige ind i hinanden til så stor forskrækkelse for frihedskæmperen, at han kom til at løsne et skud fra den pistol, han havde i hånden. Braget var ikke til at tage fejl af. Krigsbørn lærer at høre forskel. Så vi stillede spørgsmål, lige til sandheden var sagt. Men så kunne vi godt holde mund.

skraldemandskroen13-2
Zieglers Grøntforretning på hjørnet af Mozartsvej og Rubinsteinsvej. Ses tv. i billedet skråt overfor Skraldemandskroen.

En dag på vej hjem fra skole oplevede jeg et af krigens værste drab på grønthandler Ziegler. Min opmærksomhed fangedes af de hvinende bremser fra en sort limousine på den anden side af gaden (Mozartsvej). — Seks sortklædte hippofolk sprang ud af de fire døre, og løb ind i grøntforretningen, hvor hver mand sendte et skud gennem hovedet på grønthandleren. Jeg nåede ikke at reagere, før de atter var ude i bilen og hvinende kørte derfra. Jeg løb over gaden, hvor fruen og ekspeditricen nu stod foran forretningen og skreg af chok.
Midt på gulvet lå han på ryggen og sejlede i blod og hjernemasse. Jeg stirrede forstenet på hans næsebor – for han var jo min ven, som ofte stod foran forretningen og stak mig et æble eller en pære, fordi han kunne se, vi var fattige.
Det varede længe før fru Zieglers gråd fik mig til at forstå, at hun havde mistet så uendelig meget mere. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kom hjem – men i alle de år siden har den hændelse været hårdere end nogen anden, der skulle tilgives.
Efter krigen fandt man aldrig rigtigt ud af årsagen til dette bestilaske  drab. Men der er næppe tvivl om, at det var en hævn, fordi han fra sin lejlighed under generalstrejken  i juli 1944 havde piftet i fingrene, når tyskerne nærmede sig protestbålene på hjørnet ved Hammelstrupvej og Stubmøllevej. Jeg var øjenvidne, også dengang.
Jeg kan stadig høre fru Zieglers rædselsslagne stemme, da hun fortalte, at kuglerne hvinede om ørerne på dem. Det var ikke altid så nemt at være dreng dengang.
Nå, som modvægt kan jeg jo sige, at jeg også så det berømte billede med de to officerer, der bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej. Men jeg har altid undret mig over, hvor fotografen stod. Ham så jeg ikke af bare fryd.

Gilbert Wilson

Billedet viser en likvidering under Danmarks besættelse, men stammer ikke fra Mozartsvej. En kvinde og to mænd ligger dræbt på hjørnet af Solitudevej og Nørrebrogade i København, efter at tyskerne har skudt med kanon oppe fra Nørrebros Runddel under folkestrejken i 1944. Kilde: Natmus.

Share on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0Pin on Pinterest0Email this to someonePrint this page
Spred kendskabet til Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv