Bente Hurup-Christiansen

Erindring fra Sydhavnen 1945 til o. 1955

Af Bente Hurup-Christiansen.
Redigeret af Jan Arnt og web af Søren Sol Meyer – maj 2017.



Bente Hurup- Christiansen har indsendt sine erindringer til KELA, hvor vi med Bentes tilladelse har fået lov til at klippe og redigere med fokus på hendes erindringer om Sydhavnen. Derudover har vi forsøgt at ændre så lidt som muligt i Bentes måde at skrive, da hendes historier taler sit eget klare sprog.


Blev døbt i trækirken
Jeg er årgang 1945 og tilbragte mine første barndomsår i Københavns Sydhavn. Mine forældre hed Frida og Arne Petersen, og vi boede på Stubmøllevej 14 på første sal til højre.


Frederiksholm barak-kirke/ gudforældre: Ellen og Helge Jensen fra Haydnsvej

Jeg blev døbt den 2. december 1945 i Frederiksholm Kirke, dengang kirken var en trækirke og lå ved Mozarts Plads. Det var pastor Friis Lassen der stod for dåben, og mine forældres venner Ellen og Helge Jensen fra Haydnsvej blev mine gudforældre.

Kjolen jeg bar, var lånt fra Helges familie og var over 100 år gammel. Ved udgangen af kirken manglede min farfar sin hat, som en må have “lånt”!

Sporvogne og lidt om ål
Min far kørte på sporvognen linje 3, og jeg husker stadig hans arbejdsnummer, som var 3354.
Linje 3 kørte fra Mozarts Plads til Strandboulevarden. På Mozarts Plads ved Glucksvej havde min far og hans kolleger “kaffestue”.


L003 042a
Linie 3 på Mozarts Plads

Når han ikke havde faste vagter, stod han ind i mellem til “disposition”, så sad han klar ved Frederiksholm (sporvognssløjfen), hvor der også var kaffe & frokoststue.
Min far oplevede meget på sporvognen, som han kom hjem og fortalte os andre. Han var ofte hjemme i pauserne, da Stubmøllevej ligger tæt på Mozarts Plads.

Engang var der en fisker der ikke havde penge til en “ligeud”. En “ligeud” er en enkelt billet i modsætning til en “omstigning”, hvor man kunne benytte flere linjer.  Min far må åbenbart havde forbarmet sig over fiskeren.
Som en gestus, lavede fiskeren sjov med min far og sagde, at han kunne få nogle ål for billetten. Min far sagde, at han ingen mulighed havde for at transportere ålene, hvortil fiskeren sagde, at min far da bare kunne bruge foret fra frakken.
Resolut rev min far foret ud af ærmet fra frakken, så ålene kunne transporteres.
Han kom hjem i pausen og gav min mor ålene.


Min far i sporvogn linje 3. Fotoet stammer fra Billed Bladet, en reklame for høreapparater.
Teksten: Jeg tager mig en omstigning til Sverige.

Min far var lidt af en spasmager, så han slap ålene løs på køkkenbordet, der snoede sig rundt på bordet. Behøver jeg at fortælle at min mor skreg op.
Han viste hende hvordan man flåede skindet af ålene, ja så har jeg ikke mere tid, du må ordne resten selv. Men min mor ventede sig med min lillebror, og havde derfor ikke meget lyst til at ordne alle de “kryb”.
Hun ringede derfor på hos naboen fru Sørensen og spurgte, om hun ville have nogle af ålene i håb om, at hun så nok slap for at ordne samtlige ål.
Fru Sørensen sagde ja tak til ålene, men kunne De ikke ordne ålene for mig, da jeg aldrig har prøvet det.

Sådan gik det til at min mor fik lært at flå ål, både til os og til naboen. Bagefter kunne vi godt grine af episoden.

Den fine dame
En anden gang kom en “fin” dame op i sporvognen og bad om, at blive “skrevet”, da hun ikke havde penge til en “ligeud”. Blokken kom frem, og min far spurgte hvilken adresse, hvortil damen svarede Stubmøllevej. Hvilket nummer spurgte min far, hvortil damen fortalte at hun boede i nr. 14″. Hvilken sal spurgte min far nu tydelig interesseret. Første sal oplyste damen. Og til hvilken side. Til højre svarede damen.
Min far kløede sig i nakken og svarede: Det var pokkers! Da jeg gik hjemmefra i morges havde vi ingen logerende. Det var nemlig vores adresse, den “fine” dame ved et tilfælde havde oplyst.


Min fars kollegaer på linje 3
En kollega til min far havde en lodseddel i Klasselotteriet, men han havde ikke råd til at forny sedlen.
En anden kollega, Ove Vallentin, der boede på Hammelstrupvej, overtog derfor sedlen.
Heldet eller uheldet ville, at den følgende gang der var udtrækning kom den store gevinst ud til den nye lykkelige ejer Ove, der brugte pengene til en udlejningsbil. Den tjente sig hurtigt hjem, så det blev hurtigt til køb af flere.
Til sidst havde pengene ynglet så meget, at han opførte Esso tanken på Stubmøllevej nr. 43.


Min fars kollegaer på linje 3.
Min far nr. 2 fra højre, ude til venstre – Gustav fra Ellebjergvej. Hans svigerfar var “luxusfisker” (rejer) fra Omø. Yderst Ove Bak ?

Med til historien er. Hver gang der blev købt ny udlejningsbil, skulle den tilkøres. Det fik vor familie del i. De fleste gange gik turen til vores familie i Odsherred, hvor Inga (som konen hed) og Ove også havde familie. Vi blev sat af i Kelstrup, hvorefter Inga og Ove kørte videre, vistnok til Rørvig. Søndag aften blev vi så hentet igen og kørt tilbage til Sydhavnen.
Hvis jeg mindes ret, tror jeg nok den kollega der overlod “sedlen” til Ove Vallentin, fik en lille skilling som trøst. Det manglede også bare!

De mange butikker
Min mor ekspederede hos bager Tørnes, Stubmøllevej nr. 13-15. Det passede fint, så kunne hun sende mig i børnehaven, som lå overfor i nr. 10, hvor den i øvrigt også ligger i dag.
Til jul kom områdets husmødre over og afleverede deres stege, som bager Tørnes stegte. Til og med fik de også en kande sky med hjem til sovsen. Bagerens bror Axel, kaldte min mor “fru Paddersen”, han talte meget jysk og var en fin fyr, erindrer jeg.
Ved siden af bageren, i nr. 11, lå en viktualiehandler, hvor vi ofte købte et lille stykke leverpostej og et pund hakket hestekød. Indimellem fik jeg også et kræmmerhus af “fedtpapir” med fedtegrever. Husker der på terrazzogulvet var strøet savsmuld.

Længere henne lå et drivhus, det var grønthandleren. Her gik jeg over og handlede for min mor, jeg skulle have et pund “jævne”, så vidste grønthandleren at det var kartofler i middelstørrelse. Agurker blev testet for bitterhed, en trekant blev skåret, smagt på og godkendt af grønthandleren. Man kunne også købe Johannesbrød, hvad man end brugte dem til. Så var lakridsrod bedre, ja faktisk datidens slik.

Jeg husker stadig damen, hun boede i en stor villa ved siden af grønthandlen. Hun var en lille tynd dame med mange rynker, lange smalle fingre og lange negle, med “sørgerande”, som min mor ville have sagt. Det kunne ikke være anderledes, men børn ser jo alt.

I gaden lå også en købmand. Husker stadig hvordan han vejede mel og sukker op i papirsposer, som han omhyggeligt og meget sirligt lukkede inden han rakte dem over til os.
Af og til hjalp min mor til i Olsens ismejeri på Händelsvej. De solgte smør fra dritler, samt krystalis, som var store isstænger, som husmødrene brugte til deres isskabe, som var datidens køleskab.
Ismejerifamilie Olsen, der bestod af far, mor, søn og svigerdatter. Sønnen Kaj var en stor nydelig mand, men pludselig blev han syg, fik knuder og døde. Det var første gang jeg stødte på den uhyggelige sygdom, cancer.

Skraldemandskroen også kaldet Café Kongens Enghave, midt i billedet.

Skraldemandskroen.
På hjørnet af Stubmøllevej og Hammelstrupvej lå Skraldemandskroen. Ud over skraldemænd kom der også lirekassemænd og andet godtfolk. Min far havde en farbror, han var lirekassemand, han tjente til livets ophold ved at spille på “kassen”. Vi skulle altid kigge efter min fars farbror, hvis vi så en lirekassemand. Mindes dog kun en enkelt gang, at vi mødte ham med sin lirekasse.

Strømpeopmaskning og et tyveri.
En periode opmaskede min mor strømper for folk, hvilket hun havde lært på Valby Strømpefabrik, hvor hun tidligere havde været ansat.
Når jeg har set TV serien Matador, og set Agnes hjem, hvor alle strømperne hængte på rad og række med små sedler med damernes navne, der ejede strømperne, så mindes jeg straks min mor og Stubmøllevej. Og ikke at forglemme den klikkende lyd af opmaskenålen, som hoppede op og ned.
Damestrømper var dyre, hvorfor der blev passet godt på dem. Men helt at undgå at de løb, kunne man ikke, men så var det, at de blev masket op.

Den følgende historie underbygger prisen og betydning af et par damestrømper, og at det ikke var alle, der havde mulighed for at købe tynde nylonstrømper.
En af nabokonerne skulle kigge efter mig, da min mor og far skulle i byen. Folk var flinke til at hjælpe hinanden dengang. Konen faldt for fristelsen, hun fandt et par nye damestrømper i min mors skab. Min mor opdagede ikke “tyveriet”.
Efter et par dage, kom konen grædende ind til min mor og tilstod sin brøde. Hendes mand havde set strømperne og bad derfor straks konen afleverer strømperne tilbage.


Frida og Arne Petersen med børnene – Jørgen og Bente. Stubmøllevej 14 1 th.

Familien i Stubmøllevej 6 og 12
På grund af strømperne, kom min mor til at kende flere familier i gaden, deriblandt en familie længere oppe på Stubmøllevej vist nok i nr. 6. Det var en familie lidt ud over det sædvanlige. Konen arbejdede i en kaffebar på Enghavevej. Manden var tysker og var flygtet fra Tyskland, som jeg forstod, fordi han var socialdemokrat. Mener at de voksne sagde, at han havde været minister og måtte flygte over grænsen, hvor han medbragte en ko, så han bedre lignede en lokal landmand. Han må have været ret dygtig, for senere blev han værkfører hos Litex i Vallensbæk.

For Litex blev han også sendt til Casablanca, hvor han startede en fabrik op for firmaet. Da han kom hjem fra Casablanca, fortalte han der var appelsintræer, hvor der hængte appelsiner så store som barnehoveder. Behøver jeg at sige at jeg var målløs.

I naboopgangen nr. 12 boede familien Andersen. Manden sad ofte og spillede harmonika.
Deres datter Rita, tog mig engang med over i deres lille kolonihave, den lå hvor Esso tanken senere blev opført (Stubmøllevej nr. 43). Ikke langt derfra lå Gåsebækrenden. Her fortalte de, der en vinter lå en død mand nede i åen, som kun blev opdaget fordi armen stak op af isen. Det virkede meget uhyggeligt på mig.


Gårdfoto Stubmøllevej 16. Jeg står øverst nr. 4 fra venstre. Min bror står nr. 1, anden række til venstre fra neden.

Cibrino spillede ofte lirekasse i Sydhavnen i 1950’erne.

Nabobørn og spillemænd.
Engang ringede det på døren først på aftenen. En lille pige med en kuffert stod udenfor. Det var en lille veninde til mig. Hun var ikke tilfreds med sine forældre, hvorfor hun hellere ville bo hos os, så kufferten var pakket. Efter et kvarters tid, kom hendes far dog op og hentede hende hjem igen, til stor utilfredshed for begge os piger.


Om sommeren kom der ofte folk i gården og spillede, nogle på sav og andre på lirekasse. Folk kastede penge ned til dem, mønterne blev pakket ind i papir og vi børn hjalp spillemændene med at samle de små pakker op.


“Moar” i vinduet.

I sommerperioden fik vi børn gamle tæpper ned i gården, så blev der lavet teltlejr.
Når vi manglede noget, så råbte vi op til vores mødre. “Moar”, det er (barnets navn), der kalder nede fra gården.

Så kom den pågældende mor frem i vinduet, hvorefter hun kastede ting ned til os.
Det kunne være kiks, en amagermad eller noget legetøj.


Min lillebror
Min lillebror blev født i 1950. Han kom til verden som “rhesusbarn”. Dvs. han skulle have skiftet blod ved fødslen. Heldigvis havde morbror Albert, den sjældne blodtype, som min bror kunne bruge.
Den dag min bror blev født, fik Albert meget travlt, med at komme til Rigshospitalet i en Taxa. Det skulle gå stærkt med blodet, har jeg fået fortalt. Husker stadig, at min mor, far og jeg gik til flere undersøgelser inden han blev født. Udover det gik min bror også til flere undersøgelser, så lægerne kunne se, om alt var i orden. Og det var det – heldigvis – takket være morbror Albert.
En anden gang skulle vi cykle ned ad Valby Bakke, så var møtrikken til cyklens barnestol gået løs, så min bror faldt direkte ned i asfalten, imedens cyklen for af sted i stor fart ned af bakken, med min bror hængende i barnestolen. Gudskelov slap vi alle med skrækken, min bror fik vist lidt småskrammer.

Ellebjerg skole og Burmeisters blomsterstade
Jeg kom i Ellebjerg Skole, hvor jeg fik Svend Sørensen som klasselærer.
Jeg fulgtes med min klassekammerat Gunnar Broholm, der var søn af skomageren på Stubmøllevej nr. 20. En af pigerne i klassen var skoleinspektør Ewald Jensens datter, en anden pige var Solveig Burmeister. Solveig boede i noget nyopført overfor os. Det var grønthandleren med villaen, der måtte vige for udviklingen, som familien Burmeister nu boede i.


Ellebjerg skole 1x 1952

Engang var jeg oppe og besøge Solveig, i lejligheden. Her sad hele familien omkring et spisebord. De var ved at lave julepynt, dvs. tynde pinde, hvor der i den ene ende blev sat en klat gips, herefter blev gipsen dyppet i en spand med enten rød eller hvid stearin. Julepynten blev solgt i deres blomsterstade på Mozarts Plads.
Jeg husker endnu, at min mor havde dette julepynt i mange år, som hun havde købt hos Burmeisters blomsterstade på Mozarts Plads. Husker også, at når det blev sat sammen med nogle grangrene, så det virkelig festligt ud.

Armod var ikke ukendt
En gang (1951) gik jeg en tur med min mor og min bror i barnevognen i Valbyparken. Vi var ude omkring lossepladsen, hvor der lå nogle træhuse. Husker det ene var et sort træhus, beklædt med tjærepap. Her stod en dame foran huset, som vi hilste på, men damen var tydeligvis fortvivlet.
Hun fortalte, at det havde regnet meget om natten, hvorfor både hun og datteren havde haft baljer med i sengen, da taget var meget utæt. Dengang var der mange fattige mennesker, hun var helt klart et af dem.

Lorterenden og Moster Cora
Min far havde en moster Cora, der om sommeren boede i en husbåd nede i “Lorterenden”. Ja det hed det beskidte vandløb, der løb ud i Kalveboderne lige nord for Valbyparken. I dag hedder det officielt Enghave Kanal.
Husker engang, hvor vi besøgte moster Cora i hendes husbåd, hvor hendes beigemelerede boxerhund lå og savlede henne i skibskøjen. Det var ikke særlig lækkert!
Hendes kopper havde hun “øremærket” med navne. F.eks. kunne hun sige til min far, her Arne nu får du “Svend Guldtands” kop. Hvem “Svend Guldtand” var, anede vi ikke. Havde indtryk af, at alle kopperne var diverse mænds faste kopper. “Svend Guldtands” kop blev skyllet nede i “lorterenden”, så var den klar til en ny kop kaffe. Det var klart for os alle, at moster Cora tilhørte “den lette brigade”, som de voksne så smukt sagde. Men et sødt menneske var hun bestemt!


Lorterenden.

Det nye hus i Hvidovre.
Senere købte min mor og far en grund i Hvidovre, af min fars kollega. Min mor og far fik så opført et såkaldt “statslånshus”. Et “statslånshus”, var et arkitekttegnet hus, der skulle opføres efter ganske bestemte regler.


Det nye hus i Hvidovre.

Vi tog ofte cyklerne fra Stubmøllevej igennem Valbyparken forbi “Flaskekroen” til Hvidovre, for at se hvor langt byggeriet var nået.
Med ekstra hjælp fra to af min fars kollegaer, “Maler Carlo” fra vores gård i Sydhavnen” og en tømrer, kunne vi omsider flytte ind i vores nye hus. Efter indflytningen fik min far længere til arbejdet, da han nu skulle cykle gennem Valbyparken hver dag til Mozarts Plads, indtil der kom busser.
Herefter skiftede min far linje 3 ud med bus linje 29, så var det for alvor slut med Sydhavnen.
Behøver jeg at sige, at livet i sydhavnskvarteret var en tryg tid for alle os.


Tv. Bente Hurup-Christiansen
Historierne er som jeg erindrer og alt er kærligt ment.
Bente Hurup-Christiansen – Brøndby Strand – 2017.

Share on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0Pin on Pinterest0Email this to someonePrint this page
Spred kendskabet til Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv