Dansepavillonen

Dansepavillonen på Karens Minde
af Søren Sol Meyer og Jan Arnt, maj 2019.

Th. Pavillonen 2011, set fra vest med Karens Mindes hovedbygning i baggrunden. Tv. aftenhygge i pavillonen.
Pavillonen 2011, set fra sydvest. De to standere på tagryggen var oprindelig flagstænger. Bemærk overbygningens (lanternens) vinduer med den elegante opsprosning i harlekinmønster.

Ved Karens Minde står den smukke ottekantede træbygning og gør sig til. Dansepavillonen kalder vi den, selv om der også sker en masse andre aktiviteter i bygningen. 
Når man ser bygningens arkitektur og placering kunne man nemt tro, at her har pavillonen altid stået – men faktisk blev den over 100 år gamle bygning først opstillet i Sydhavnen i 2002. 
Udover pavillonens specielle arkitektur, har den også en spændende kulturhistorie, hvilket har været medvirkende til at pavillonen er fredet, en fredning som allerede sket i 1992 da dansepavillonen endnu stod ved Sankt Hans Hospital uden for Roskilde.
Historien om pavillonen, hvordan den blev finansieret, om festerne og hvorfor den blev fredet og flyttet, kan læses i det efterfølgende.  

Foto o. 1958. På det venstre luftfoto af Sankt Hans hospital ses Dansepavillonen placeret nederst til højre i udkanten af den lille skov. Det er Boserupvej man ser ude til venstre. På det højre billede (stik fra 1870) mener vi, at den fritliggende bygning ca. midt i billedet i udkanten af skoven må være dansepavillonen.

Pavillonen i udkanten af skoven 

Hospitalets første bygninger stammer fra omkring år 1816. Fra starten og indtil omkring 1850 fungerede hospitalet nærmest som sindssygeanstalt med ringe og manglende forståelse for behandling af de psykisk syge, der selv om nogle både kunne skrive og regne nærmest blev opfattet som sindssyge. Der boede også en del såkaldte fattiglemmer, som ikke nødvendigvis var psykisk syge.

I takt med det stigende antal patienter blev hospitalet kraftigt om- og udbygget i sidste halvdel af 1800 tallet, og omkring år 1900 var der godt 1100 patienter indlagt. 

Dansepavillonens opførelsesår kender vi ikke præcis, men Region Hovedstadens psykiatriske hospital oplyser på deres hjemmeside, at den i hvert fald har stået der siden 1890’erne.
Andre kilder mener, at den i 1890 allerede har stået der i en årrække, da man mener at bygningen er tegnet af enten arkitekt Gottlieb Bindesbøll, der døde 1854 eller arkitekt F.F. Friis, der døde i 1865, men mere om dette senere i artiklen.     

Pavillonen blev opført som kaffe- og dansepavillon for patienterne på Skt. Hans Hospital.
Som man kan se på luftfotoet lå pavillonen smukt i udkanten af den lille skovbevoksning med udsigt til både skov og mark. 

Træpavillon blev opført som en del af behandlingen af de psykiatriske patienter, da man i sidste halvdel af 1800 tallet godt var klar over, at psykisk syge patienter også havde behov for adspredelse samt lidt fest med dans og musik at se hen til. 
Når patienterne fik besøg, kunne de tilsvarende spadsere en tur i skoven og søge ind i den idylliske pavillon for at nyde lidt kaffe og et lille udvalg af kager. Den lette og lyse pavillon i træ og glas må samtidig have været en behagelig afveksling for den daglige færden i det store hospitalskompleks med lange gange og overlæger, der ofte troede de var små guder. 

Foto 2019. Visende arealet hvor Dansepavillonen i sin tid stod ved Sankt Hans Hospital. Lige i nærheden foregår i dag omfattende nybyggeri, hvorfor arealet snart vil blive ændret.
Foto 2011. Set fra vest ligger pavillonen stadig i pagt med naturen. Det er Hestefolden man ser i forgrunden.

Rødgrødsballer og finansiering.

Som sagt var et af formålene at få et sted, hvor man kunne være lidt løsslupne og feste.
I hospitalets beretning fra 1899 kan man læse om dansepavillonen, at udover patienternes kontante beholdninger, ejede patientfonden:  
”En Dandsepavillon, Theaterdekorationer, Klaverer, Spilledaaser, Beklædningsgengstande o.l. til fælles benyttelse og underholdning for patienterne”. 

Alene ud fra rekvisitterne kan man læse, at der blev afholdt amatørteater, eller som de blev kaldt dilettantforestillinger. Disse var særdeles populære aktiviteter, da patienterne selv øvede og optrådte for de øvrige patienter og deres pårørende, hvilket har været med til at bevare den positive kontakt med det øvrige samfund. 

Blandt festerne var det årlige ”Rødgrødsbal” det mest populære, hvor der både blev sunget og danset, som en del af behandlingen for at forbedre patienternes mentale sundhed. 
Ved festerne hængte man markiser af lys sejldug op over pavillonen mange vinduer, og der blev hængt kulørte lamper op både inde og ude.

Rødgrødsballerne blev afholdt hvert år ved frugtsæsonens afslutning.
Så blev der serveret masser rødgrød og spillet op til dans, hvor den populære sangerinde Katy Bødtker i mange år var fast indslag. Katy Bødtker er mest kendt for Fiskerpigens sang fra 1957, som blev solgt i over 100.000 grammofonplader.
Katy Bødtker blev født i 1932 på Nørrebro, men havde tæt tilknytning til Sydhavnen, da hun ofte besøgte sin familie, blandt andet familien Bødtker på Offenbachsvej 33, hvor vi børn gjorde store øjne, når vi så ”kendissen”. 

Meget imponerende er Dansepavillonen opført med penge, som afdøde patienter efterlod sig i hospitalet. 
Det var hovedsageligt penge, de havde modtaget som betaling for arbejde med have- og markarbejder, maler- bogbinder-, kurvemager- og snedkerarbejde. Virkelig flot, for hel billig kan pavillonen med alle dens detaljer ikke have været. 
Man kan også læse, at der er penge efter afdøde patienter, der har udført kullempning og brændeskæring, så man må vist konkludere, at psykiatriske patienter ikke kun har ligget i sengene eller deltaget i danse og kaffekomsammener.

Interiør af den gamle dansehal, da den lå ved Sankt Hans Hospital.

Kun få dansepavilloner tilbage

Arkitekten bag pavillonen kendes ikke, men flere har skønnet, at det er den navnkundige arkitekt Gottlieb Bindesbøll (1800-1856), som kunne være en mulig arkitekt blandt andet da det var arkitekt Bindesbøll der i 1851 tegnede (det nu fredede) Kurhus til Sankt Hans Hospital. Imidlertid trak han sig fra projektet inden opførelsen af hospitalet, der blev færdigprojekteret af arkitekt og kgl. bygningsinspektør Frederik Ferdinand Friis (1793 – 1865).  

I anden halvdel af 1900-tallet kom der færre patienterne (nu kun 400 mod tidligere 1500) til Sankt Hans, og dem der kom, var generelt mere syge og tunge i sindet end før.  
Samtidig ændrede forlystelserne generelt karakter i samfundet, hvilket medførte at aktiviteterne i pavillonen langsomt ebbede ud, hvilket medførte at bygningen begyndte et langsomt forfald, da det blev svært at skaffe tilstrækkelige økonomiske midler til den løbende vedligeholdelse.  Samtidig krævede myndighederne toiletforhold, og da bygningen samtidig blev udsat for hærværk og flere forsøg på brandstiftelse, måtte der træffes en beslutning!  

I 1990’erne var man i fuld gang med at ombygge Karens Minde til kulturhus, hvor nogle innovative mennesker begyndte at tale om behovet for et dansested. 
Andre vidste, at der ude ved på Sankt Hans stod en tom dansepavillon, der endda var fredet. Voila, sagde de innovative. Naturligvis skulle den tomme dansepavillon flyttes ind til Karens Minde, og tanken blev afløst af handling og efter diverse drøftelser godkendelse hos myndighederne. 

Som altid er der først lidt hundeslagsmål om detaljer. Bjarne Weesch, som er medlem af KELA husker blandt andet, at der i efteråret 2001 var en voldsom polemik om dansehallen skulle placeres ved det nuværende hønseri eller lidt mere vestlig. Tilhængerne af den vestlige placering vandt, men forinden havde luften været fuld af trusler om hærværk og ildspåsættelse, så man i dag nærmest må ryste på hovedet. 

Dansepavillonen på Sankt Hans var en del af andelsbevægelsen og højskolerne, da det i sidste halvdel af 1800 tallet blev populært at deltage i dans og andre fælleskomsammener.
Dette skete ofte i lette træbygninger (pavilloner) opført i grønne områder, og normalt var træbygningerne uden opvarmningsmuligheder, hvorfor de kun blev brugt om sommeren. 
Den mest berømte, og langt større, er nok Søpavillonen fra 1895 på Gyldenløvsgade i København. Denne er også opført i træ med mange fine trædetaljer tegnet af den kendte arkitekt Vilhelm Dahlerup.

Søpavillonen var nu ikke opført som en dansepavillon, men var oprindelig beregnet til Kjøbenhavns Skøjteløberforening. I 1965 overtog restauratør Oscar Davidsen Søpavillonen, hvorefter der blev indrettet diskotek og danset til den helt store guldmedalje. Men helt sikkert en helt anden slags dans, end den der blev danset til rødgrødsballerne. 

Udover træpavillonen i Sydhavnen er der kun få tilbage i Danmark. En af dem (og i arkitektonisk slægtskab) er Kyllingemoderen i Almindingen på Bornholm, som blev istandsat og fredet i 2013. Sydhavnens pavillon er fra før 1890, hvor den bornholmske pavillon ”kun” er fra 1929. Konstruktionen på Kyllingemoderen er af afbarket rundtømmer, hvorfor den indvendig kan minde lidt om et langhus fra vikingetiden. Dansehallen i Sydhavnen er bygget op af høvlet firkantet tømmer med stafferinger og bemaling, hvorfor den har været dyrere at opføre. Kyllingemoderen har på samme måde som dansepavillonen i Sydhavnen været ramme om mange aktiviteter blandt andet dyrskuefester, missionsmøder, baller og private fester…Men de berømte rødgrødsballer har kun været afholdt i ”vores” dansehal.

Pavillonen flyttes i 2002

I forbindelse med flytningen af dansepavillonen fra Skt. Hans Hospital til Karens Minde blev bygningen opmålt og bygningsdelene nummeret, så de kunne genetableres korrekt efter restaurering. Selv skævheder, der var kommet til i bygningens levetid, blev bevaret. 
Samtidig blev de oprindelige farver genskabt på grundlag af farveundersøgelser foretaget af Nationalmuseet. Gulvet måtte dog udskiftes efter årtiers slid af de dansende.

Som tidligere nævnt, så hængte man oprindeligt lyse sejldugs markiser op over vinduerne. I forbindelse med flytningen til Sydhavnen udførte man store træskodder i ydervæggene. 
Disse træskodder har den fordel, at de kan dæmpe dagslyset efter behov, og samtidig gør skodderne det sværere at begå indbrud og hærværk. 
Ifølge en ældre arkitekturtegning synes de to stænger i tagryggen tidligere at have fungeret som flagstænger.
Arkitekt Christian Duch har mere detaljeret beskrevet flytningen og renoveringen i Danske Ark. Byg nr 07 årgang 2008. Her i maj 2019 har Dansepavillonen igen gennemgået en større renovering. 

Pavillonen arkitektur  

Dansepavillonen ligger solitært i Karens Minde lille parkområde lige over for en af de røde staldbygninger. Her ligger den ret markant, da man kan se alle dens otte facader. 
Pavillonen er en ottekantet aflang træbygning med en høj ottekantet overbygning, som kan karakteriseres som en lanterneoverbygning med de lodrette vinduer, hvor sprosserne danner et fint harlekinmønster. 
Pavillonen er opført på et støbt fundament og ydervæggene består af 36 stolper med lave brystninger imellem og tophængte træskodder ovenover. Sidepartierne afsluttes af halvtage beklædt med tagpap og har tagudhæng med dekorativt udskårne spær. 
I hver sin ende findes indgangspartier med dobbeltfløjede døre fankeret af søjler og med en gavl formet som trekantet frontispice. 
Midterdelen (lanternen eller lampurdelen) afsluttes af et ottekantet tag beklædt med tagpap og har to lodrette ca. 4 meter lodrette stænger i hver sin ende af tagryggen. På tidligere fotos, kan man se at disse har været flagstænger og fungeret som sådanne. 
Både det lave og høje tag er langs sternkanten er pyntet med en ”blonde”, der løber hele vejen rundt. Hovedparten af træværket er malet beige og udsmykket med stafferinger i rødt, grønt og hvidt. Skodderne er hvidmalede. Farvevalget skulle være de oprindelige farver. 
Indvendigt bæres midterpartiets synlige tagkonstruktion over vinduesrækken af 10 fritstående stolper. Også i sidetagenes lofter er trækonstruktionen fritlagt. Langs ydervæggenes lave brystninger er faste bænke.

Pavillonen tager sig nok allerbedst ud en sommeraften, når skodderne er slået op, og man kan se det oplyste rum. Samtidig opstår en dejlig symbiose mellem ude og inde, og ved musik arrangementer kan man også sidde ude og nyde musikken og dette herlige sted. Foto 2017. 

Derfor er Dansepavillonen fredet 

Danmark har ca. 7.000 fredede bygninger, hvor vi i Sydhavnen kun har én nemlig: Dansepavillonen.
I en fredningssag vægter både det kulturhistoriske og det arkitektoniske, hvor de vigtigste begrundelserne kan ses i det efterfølgende.

Kulturhistorisk er dansepavillonen interessant ved at være et velbevaret og tidstypisk eksempel på 1800- og det tidlige 1900-tals lette og festlige dansepavilloner. 
Som type er den beslægtet med et par af de få andre overleverede dansepavilloner såvel gennem sin flerkantede form, det høje tamburlignende midterparti med lysindfald og de lette materialer med træ og tagpap. Med sin lette uisolerede trækonstruktion, det festlige udtryk med lyse farver, stafferinger, den synlige tagkonstruktion, udskårne detaljer og pavillonens åbne karakter, når skodderne slås op, fortæller den historien om en bygning alene bygget til fest og fornøjelser i den korte sommertid.

Samtidig er Dansepavillonen udtryk for 1800-tallets ændrede og mere humane indstilling til psykisk syge. Hvor mange af patienterne i tidligere århundreder var blevet gemt bort under kummerlige forhold. Dansepavillonen kan ses som det ultimative udtryk for denne indstilling, hvor de syge skulle have mulighed for samvær og livsglæde i lighed med det omgivende samfunds fornøjelser. 

Den arkitektoniske værdi ligger i dansepavillonens ottekantede facon, det høje midterparti kronet med stænger, de lavere partier og den åbne karakter i brug mellem inde og ude, der viser bygningens helt særlige funktion som sommerlig dansepavillon og forlystelsessted. 
Det samme udtrykker den lette trækonstruktion, materialevalget, dekorationerne og farveholdningen. Karakteristisk er også den enkle, overskuelige bygningskrop, den symmetriske opbygning over længdeaksen, regelmæssige inddeling af facaderne og de enkle, gentagne bygningselementer hele bygningen rundt. Samtidig er funktionaliteten væsentlig med ind- og udgange i hver sin ende af bygningen, et stort åbent rum med plads til bevægelse og bænke langs siderne.   

De bærende fredningsværdier er den klare, overskuelige bygningsform med den høje midterdel, de opsprosssede vinduer og de lavere sidepartier med indgangene, trækonstruktionen og de glatte tagpapbeklædte tagflader. Dertil kommer farveholdningen og de udskårne og bemalede dekorative detaljer samt stængerne i tagrygningen. I det indre knytter fredningsværdierne sig til det store åbne rum, den synlige trækonstruktion i loft og vægge, trægulvet, muligheden for at skabe en åben forbindelse mellem inde og ude i de nedre vægflader, bænkene langs væggene og farverne.  

Foto 2019. Detaljer af dansepavillonens synlige stolpe og spærkonstruktion.

Dansepavillonen i dag  

Ud over at forskønne området omkring Karens Minde, har der de sidste 17 år været et utal af arrangementer både uden for og inde selve pavillonens store rum. Blandt andet har der været kunst og maleriudstillinger, hvor lokale kunstnere har udstillet. 
Pavillonens allerførste arrangement skete dog en søndag eftermiddag i juni 2002, hvor jazzmusikeren Elith (Nulle) Nykjær og hans Verdensorkester, i forbindelse med København Jazz 2002, gav en forrygende koncert for alle de fremmødte Sydhavnere.  

KELA har også udstillet malerier visende Sydhavnen i ældre dage af kunstneren Rudolf Helfrich. 
KELA har også ved de årlige Karens Dage, Golden Days og forårsdage vist fotografier af hvordan der så ud i det gamle Kgs. Enghave og Sydhavnen. 
Politiske møder har der også været, og heldigvis også været musik- og danseaftener, hvor ikke mindst tango aftenerne har været et tilløbstykke, hvor folk kommer fra det meste af Sjælland. 
Jo, den gamle dansepavillon er en fin bygning velegnet til næsten alle former for aktiviteter. 

Arbejdernes kampdag 1. maj 2017.
Forårsfest 2018 i Dansepavillonen på Karens Minde. Foto/film: Søren Sol Meyer.

Kilde: 
Dansepavillonens historie, af Susanne Schneider ansat i Region Hovedstadens Psykiatri. Brug og offentliggørelse af materialet er givet af Thomas Hovmøller, pressekonsulent, Region Hovedstadens Psykiatri maj 2019.

Kilde:
Region Hovedstadens psykiatriske hospital/​Museet på Psykiatrisk Center Sct. Hans. 
Foto og film: Karens Minde Kulturhus & Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv.

Copyright © 2019
Material published on this website is protected by copyright.
Gengivelse af materialet er kun tilladt efter forudgående aftale og med tydelig kildeangivelse.

Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Email this to someone
email
Print this page
Print

Spred kendskabet til Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv