The Angels

The Angels fra Sydhavnen

Af Søren Sol Meyer og Jan Arnt

Uddrag fra en artikel i Beboerbladet udgivet 1.november 2016 skrevet af Jan Arnt.

I 1960’erne havde Sydhavnen en del pop og rockgrupper, hvor The Lennons og The Bachelors var de store og kendte popgrupper, der turnerede rundt i landet. Piger spillede sjældent i grupper, men 3 seje sydhavnspiger, Annette, Kirsten og Lise-Lotte, dannede i 1966 pigegruppen The Angels.

the-angels-1
The Angels synger til et arrangement i 1967. Fra venstre ses Annette og Lotte samt forsangeren Kirsten med det mørke hår. Musikerne var fra gruppen Le Fevre.

Annette, hvorfor blev du ikke bare sangerinde i The Bachelors, hvor både din kæreste Hardy og din fætter Asbjørn Koch spillede?
Annette, der dengang hed Frederiksen til efternavn, svarer efter en kort pause: Tanken var der, men tiden var endnu ikke til sangerinder i manderock bands. I øvrigt spurgte jeg heller ikke, da jeg på det tidspunkt kun drømte om at være med i en pigegruppe og synge som The Supremes.
Heldigvis havde min kusine Kirsten Frederiksen fra Sjælør Boulevard og min veninde Lise-Lotte Lauersen fra Glucksvej samme drøm. Selv boede jeg på Rubinsteinsvej næsten over for Sydvestklubbens Ungdomsklub.

Vores forbillede var The Supremes
Vi elskede alle tre musik, og havde plader med både Cliff, Elvis, Beatles, som vi kunne høre i timevis. Mest hørte vi dog på vores favoritgruppe The Supremes. De var mega populære og i 1960’erne var de flagskibet hos Motown. Det siger måske lidt om deres popularitet i 60’erne, at de fik hele 12 førstepladser på Bilboard Hot 100 liste.
Hovedparten af vores repertoire var derfor fra The Supremes store sangskat.

the-angels2
De helt unge The Angels i pink. Kisser, Lotte og Annette.

Annette husker dem endnu, og begynder at synge et af de gamle hit ”Where Did Our Love Go”. Efter den lille sangprøve fortsatte Annette.
Vi startede med at øve os i ungdomsklubben på Rubinsteinsvej, men efterhånden øvede vi mest hjemme hos mig, da jeg havde en stor Phillips spolebåndoptager, en krystalmikrofon samt pladespilleren.
Inden vi begyndte at synge de enkelte numre, hørte vi nummeret igennem mindst 100 gange. Både for at forstå teksten og få fraseringerne ind under huden. Undervejs skrev vi teksten på papir, som vi så lærte udenad. Det at lytte og skrive den engelske tekst på papir, havde jeg allerede erfaring med, da jeg i forvejen skrev alle sangene på papir til min kæreste Hardy, der jo var sanger i The Bachelors.

Min kusine Kirsten som blev kaldt Kisser var vores bedste sanger. Det var derfor let at vælge hende som vores forsanger, på samme måde som Diana Ross var det i The Supremes.
Lise-Lotte og jeg stod så på hver sin side og sang med på omkvædene og dannede kor, som vi ledsagede med vores tamburiner.
Nogle gange optrådte vi sammen med stedets lokale bands, hvor de leverede baggrundsmusik. Andre gange spillede vi med Jean Le Fevre & The Hat Stands, som var en af de grupper, der var bedst til at akkompagnere os. Enkelte gange spillede vi også med Bachelors, så var der dømt god stemning og total Sydhavnsfest.
Flere af stederne, hvor vi har spillet, kan jeg slet ikke huske. Andre står ret klart i min hukommelse blandt andet Strandhotellet i Korsør og hotel Skarridsø i Jyderup, hvor der altid var en god stemning.

the-angels-5
Annette samt Lotte med tamburin


Vi blev sorte som Supremes
Set med nutidens øjne kunne spillestederne godt være lidt primitive fortsætter Annette.
På Strandhotellet i Korsør havde de således ikke centralvarmeanlæg i dansesalen, men nogle store gasovne, der sodede så meget, at vi som aftenen skred frem blev mere og mere mørke i ansigterne.
Fordelen var selvfølgelig, at vi i løbet af aftenen kom til at ligne de 3 sorte sangerinder fra Supremes.
Bagdelen var naturligvis, at soden satte sig i halsen, så vores stemmer blev hæse og til tider næsten forsvandt. Sjovt nok har vi senere ofte grinet af, hvordan vi næsten kunne forvandle os til negere på en aften. Ja det var dengang, man godt måtte sige neger uden, at der lå noget racistisk i det.

the-angels7

The Angels mødes igen- 48 år senere
Under mine første samtaler med Annette om The Angels, opdagede jeg, at de 3 tidligere ”Engle” stort set havde mistet kontakten, hvorfor vi fik arrangeret et møde med alle 3 i Kulturhuset Karens Minde. Et hus der kun ligger et lille stenkast fra deres gamle ungdomsklub Rubinen, hvor pigegruppen startede med at øve.
Lise-Lotte mødte jeg allerede nede på gaden, hvor hun fortalte, at hun i dag bor i Sydsjælland. Hun hed heller ikke længere Lauersen, men Christensen – men du kalder mig bare Lotte.

Hun fortæller også, at hun havde parkeret bilen ude ved Valby Parken, da hun langsomt ville spadsere gennem sit gamle kvarter, inden hun skulle mødes med barndomsveninderne. Vi støder til Annette og hendes kusine Kirsten Frederiksen, som allerede som barn blev kaldt Kisser. Kisser er også slank, hvilket skyldes sund kost og masser af motion fortæller hun. I sær golf 3-4 gange om ugen er godt for forbrændingen. Golfen spiller hun blandt andet sammen med Finn Boje, som mange Sydhavnere endnu husker, da han i en årrække var fast mand på Frems førstehold, dengang bydelens klub lå i toppen af 1. division.

Et par søde drenge reddede os
Kan du huske, lød det ofte. Heldigvis kunne de huske en del, dog ikke altid helt det samme, men forskellige personer opfatter sjældent samme situation helt ens, og slet ikke efter 48 år.
De er dog enige om, at det var Bachelors rytmeguitarist Asbjørn Koch, der skaffede dem deres første arrangementer og var skyld i, at de overhovedet kom ud af øvelokalet.
Husker du da vi sad fast ude på landevejen? Ja, og et par søde drenge, hvorefter Annette, Kisser og Lotter igen smiler indforstået inden de fortæller.
Jo, det var efter en optræden i Korsør, hvor Lottes bror skulle køre os hjem i hans røde Morris Mascot. Vi sad som sild i en tønde, men vores optræden havde været en succes, så vi sad og pjattede og var i godt humør.

Bang, sagde det pludseligt, og sekunder efter kunne vi konstatere, at baghjulet var punkteret. Vognen havde godt nok et reservehjul, men åbenbart ikke værktøj til at skifte hjulet…. Hold op, hvor Lottes bror fik på hattepulden over, at han hverken havde donkraft eller værktøj med!
Vi råbte og skreg, mens vi stod vi i vores højhælede sko og tynde kjoler på en kold, mørk og øde landevej, mens vi følte der var mindst 1000 km til civilisationen.
Måske bad vi en stille bøn om et mirakel ville ske, før vi ville fryse ihjel. Det hjalp, for pludselig ud af mørket så vi et par billygter. Bilen stoppede og ud steg et par søde fyre, smilede til os ubehjælpsomme piger, og i løbet af nul komma fem havde de sat reservehjulet på. Miraklet var sket – Tak drenge, hvem I så end var.

the-angels-6

Den ”knuste” pladedrøm
Tiden læger alle sår, men dengang ærgrede det dem, at ”englene” ikke fik vinger og kom rigtig ud at flyve.
Ja, udbryder Lotte, hvad kunne vores arrangement i Tivolis Dansetten ikke have udviklet sig til!
Og vores pladekarriere gik heller ikke helt som planlagt! Vi var inviteret ud til pladestudiet Tono i Vanløse, hvor vi skulle lave nogle pladeindspilninger.
Pladestudiet var dog ikke interesseret i, at vi skulle indsynge et nummer af Supremes, men ønskede i stedet, at vi skulle synge ”Release Me”, som Engelbert Humperdinck fik et verdenshit med i 1967.
Vi øvede det nummer, så vi selv troede, at vi kunne fortolke nummeret, men vores stemmer var for Supremes -prægede, og så røg den pladekontrakt på gulvet.
Englene er dog ikke mere kede af den ”knuste” pladedrøm end, at Lotte begynder at synge lidt af ”Release Me and Let Me Love Again”, og de to andre nynner og synger med på omkvædet. De 3 engle har stadig rytmen.

Sang også før The Angels
Alle tre piger havde sunget længe før tiden i Angels. Ja, faktisk sang vi offentlig allerede fra vi omkring 3 år fortæller kusinerne Kisser og Annette.
Når vi kørte i sporvogn, linje 3 og 11, kedede vi os hurtigt, hvorfor vi begyndte at synge forskellige børnesange. Vores favoritnummer var ”Jim og jeg var venner alle dage”.
Første gang vi sang i sporvognen klappede folk, og sagde til vores forældre ”hvor er de søde og kønne de 2 små piger”. Selv små piger på 3 år mærker hurtigt at det er rart, når folk klapper og roser en, så de næste mange gange vi kørte i sporvogn, så gentog vi vores lille happening – solede os i de andre passagerers ros.
Begge husker, at de på det tidspunkt havde ens flyverdragter og kaninpelshue – så kunne det vist ikke blive flottere!

Lotte har også haft en ”glorværdig” sangkarriere i sporvogne, eller helt præcis i linje 11, som hun ofte kørte med, når hun skulle med sin mor ind til Leda Sko på Istedgade, som moderens lavede specialsko til.
Lotte sprang dog ikke ud som 3 årig, som de to andre, men ventede til hun blev 8 år – men så startede hun også som professionel.
Første gang sad hun bare og sang, da konduktøren opfordrede hende til at synge lidt højere. Folk klappede begejstret og flere gav hende 25 øre – en formue dengang.
Den samme konduktør kørte ofte den sporvogn, som Lotte og hendes mor tog, når de skulle ind til Istedgade. Så indimellem opfordrede han Lotte til at synge. Dejlig tid husker Lotte, og jeg tjente en masse 25 ører, men jeg havde nu også sunget og optrådt helt gratis.

hardy-petersen
Hardy Petersen forsanger i The Bachelors med sin kæreste Annette Frederiksen på bagsædet.

Nød salens beundring
Pigerne kan dog stadig huske de gamle Supremes numre og ved et af vores møder, hvor vi sidder 5-6 i rummet giver Annette en prøve på superhittet ”Baby Love”.
Vi nyder sangen, og bliver alle en smule rørt over tiden, der er forsvundet.
Hvordan var det for Sydhavnens eneste pigegrupper at stå på musikscenen?
Det var skønt, siger de i kor. Drengene piftede og råbte til os, mens vi sang.
Pigerne var knap så begejstrede, men de har nok opfattet os som konkurrenter til fyrene. Ha-ha.
Lotte siger det allersmukkest, da hun stille tilføjer: Jeg kom fra et hårdt hjem, hvor min far, der var skomager, desværre også var alkoholiker. Når jeg så stod på scenen og publikum var begejstret – så følte jeg mig elsket og som Verdens dejligste pige. Det gjorde jeg bestemt ikke derhjemme, og selv når jeg fortæller det i dag, kan jeg mærke vreden.
Jeg husker endnu at mange af drengene stod lige foran scenen, og mange ville røre ved os. Andre ville have vores autografer. Jo, det var store øjeblikke og jeg nød det virkelig.
Annette og Kisser nikker bekræftende, og husker også lidt af den berusende følelse af at være eftertragtet og i centrum.

annette-plith-doebt-frederiksen
Annette Plith døbt Frederiksen i samtale med Jan Arnt på Lokalhistorisk Arkiv. Foto 2015.

Share on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0Pin on Pinterest0Email this to someonePrint this page
Spred kendskabet til Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv