Karens Minde

Karens Minde
Af Søren Sol Meyer og Jan Arnt, maj 2019

Sydhavnens slot i Hollandsk renæssance og bydelens allerflotteste bygning.
Karens Minde har en del ansigter som udsmykning på den del af ejendommen som arkitekt Klein stod for. De kaldes Allegoriske figurer og er med til at give bygningen sjæl og et historisk vingesus.

Byens kulturhus

Alle Sydhavnere kender Karens Minde, der lidt majestætisk ligger midt i det lille parkområde med de høje træer. 

Bygningen var tidligere institution for udviklingshæmmede, men vi havde ikke så fine fornemmelser for hvad dette betød, så for os børn i 1900 tallet var det bare Tosseanstalten uden at tænke over, hvad det egentlig betød.

Den store bygning lå dengang bag hegn og virkede lidt truende, hvor Karens Minde i dag er et åbent og indbydende kulturhus med bibliotek, cafe og et rigt foreningsliv, hvor vores Lokalhistoriske Arkiv har haft domicil fra kulturhusets start 4. maj 2001. 

Men historien om Karens Minde går meget længere tilbage i tiden. Ja, helt tilbage til o. 1799, hvor der blev opført en mindre avls- og lystgård

1795 til 1809

Ejendommen ligger på matr. 1688 lod nr. 4 på Undsgaards gamle kort fra 1795. 

Loddet var det mindste af de gamle gårde med kun 14 tdr. land. Af brandtaksationen fra 1799 kan ses, at der på ejendommen var opført et bindingsværkshus og at ejendommen er benævnt Lises Minde. 

Vi ved ikke om det var John Juhn der havde opført gården og døbt den Lise Minde. Til gengæld ved vi, at det var John Juhn, der solgte Lises Minde i 1809 til apoteker Marx Boye.   

Det gamle kort fra Marx Boyes tid viser Lises Minde ved det, der dengang hed Enghavevej – hvor Wagnersvej går i dag.

1809 til 1856 (Lises Minde) 

I 1809 rykker Marx Boye (f. 1768 i Holsten) ind på gården. Boye er apoteker og ejer på dette tidspunkt Løveapoteket i København. Han bruger gården til dyrkning af lægeurter og sortimenter til apoteket samt til botaniske studier og eksperimenter. 

Tilsyneladende har dette være virksomt, idet han sidder på gården i hele 47 år frem til 1856. 

I starten havde han en forvalter til den daglige drift, men af folketællingen i 1850 ses, at han selv boede på gården som enkemand, hvor han levede sammen med en datter, en husholderske, og to tjenestefolk indtil sin død i 1856.

Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv (KELA) har valgt at bruge det flotte Karens Minde som en del af sit logo. Logoet blev i 2017 udarbejdet af Per Echardt Hansen, som er medlem af KELA .

1856-1865 (Lystgården Karens Minde)

Næste ejer er Jacob Arnkiel, født 1823 i København. Jacob er en travl grosserer og vinhandler og boede det meste af året inde i staden, dvs. inden for Københavns volde. Han drev derfor gården som lystgård og forpagtede gården og jorden til en landbrugskyndig.

Det er under Jacob Arnkiel, at gården får sit nuværende navn: Karens Minde. Måske sker navneskiftet i 1841, da den i følge familiens bibel opkaldes efter J. Arnkiel’s mormor Karen Schmidt, som døde i 1841. Familien solgte gården i 1865.

1865-1870

Køber og den nye ejer er Haagen Valdemar f. 1812, som både var cand. jur. og oberst, og som om det ikke var fint nok, havde han også titel af kammerherre.

Haagen Valdemar var gift med Agnes Hedvig, f. 1815, Matthiesen, og de er begge født i Christiania, som var Norges daværende hovedstad. Også denne gang synes købet at være sket på grund af stedets landlige præg, og samtidig så tæt på byen, hvor Haagen har haft sit daglige arbejde.
Vi har ikke undersøgt om gården i perioden blev drevet af en landbrugskyndig forpagter, men må formode det, da jorden næppe har ligget ubrugt hen. 
Parret ejer stedet indtil 1870.

1870-1879 (brødrene Køhler)

I 1870 kom der igen nye ejere, nemlig brødrene og murermestrene Vilhelm Køhler og hans yngre bror Johan G. Køhler.

På det tidspunkt var de i gang med at anlægge det store Frederiksholm Teglværk og har næppe tænkt gården som lystgård. Snarere skal deres køb af ”Karens Minde” ses som ”monopol-køb”, nemlig at få alt jord opkøbt ”på stedet”, for at modvirke at andre forretningsfolk skal få øje på stedets muligheder. 
Tilsyneladende fandt man ikke kalk eller ler i undergrunden, da brødrene allerede ni år senere i 1879 sælger gården. 

Foto 2011. Den eneste bygning, der er tilbage fra det gamle Lises Minde/Karens Minde er dette gamle anneks, der i 1990’erne blev sat i stand. På den anden side har kommunen desværre i 2018 opført en ucharmerende toiletbygning.

1879-1895 (professor, læge og forstander Johan Keller)

Ved salget af gården i 1879 til professor Johan Christopher Henrich Rummelhoff Keller skete en voldsom ændring af gårdens formål, og der flyttede nogle anderledes beboere ind end hidtil. Nemlig udviklingshæmmede og døve. At mange af de døve så ikke var åndsvage, er så en helt anden sag, men sådan blev de set på dengang.

I 1879 bevilligede Rigsdagen et lån på 110.000 kr. så Johan Keller fik midler til ”oprettelse af et asyl for uhelbredelige åndssvage”. 
Derudover blev der også bevilget et årligt tilskud på 15.000 kr. til fripladser. 

Det var dette der satte Keller i stand til at opkøbe den gamle lystgård, der dog hurtigt delvis blev fjernet, da Keller havde ambitioner om at bygge både højere og større.
Til opgaven valgte han arkitekt Vilhelm Klein, som tegnede og stod for opførelsen af den første del af det, vi i dag kender som Karens Minde.

Karens Mindes vestfløj opført 1879 er tegnet af arkitekt Vilhelm Klein i hollandsk renæssance. Årstallet kan ses over indgangs døren Wagnersvej 19 C . Østfløjen er opført 1914 i neo- klassicistisk stil er tegnet af arkitekten Einar Thuxen. Selv om han arbejdede i en anden byggestil end arkitekt Vilhelm Kleins hollandsk renæssance, stod de to stilarter forbavsende godt sammen.
Nederst ses en del af Karens Minde på Franz Sedivys litografi fra o. 1916. Den forreste bygning med det sorte tag er den første etape fra 1880 af arkitekt Klein og bygningen bag er den store tilbygning fra 1914 af arkitekt Thuxen. Den store villa på den anden side af Enghavevej er Strandholm, hvor ejeren Kaj Hjalmar Seierøe Olsen boede indtil o. 1934, hvor den blev revet ned, så den nye boligkarré kunne færdiggøres. Den nye boligkarre, der blev opført o. 1934-35 på stedet kom derfor til at hedde Strandholmhus.

1895 til 1980

Efter Johan Kellers død i 1884 fortsatte arbejdet med de udviklingshæmmede på Karens Minde, men med nye organisation fra 1895 blev til en selvejende institution, der fra 1902 hed De Kellerske Åndsvageanstalter A/S.
Den selvejende institution fortsatte sin forsorgsvirksomhed indtil slutningen af 1980érne.

I perioden skete de store om og tilbygninger som tidligere beskrevet, men allerede i 1905 blev anstalten udvidet med en verandastue (havestuen) af træ som opholdsstue for børn. Verandaen blev desværre fjernet i forbindelse med renoveringen i 1990’erne.
I 1938 blev gartnerens tjenestebolig ledig, hvorefter det blev muligt at indrette en sovestue for 10 mandlige alumner, som patienterne på asylet blev kaldt. 

I 1943 blev tjenesteboligen, som hidtil havde været beboet af anstaltens kusk ledig. Den blev indrettet til soveafdeling for syv piger.
For at afhjælpe den store mangel på børnepladser, blev i 1949 opstillet fire røde træbarakker, som man i Kirkebæks bog kan læse oprindelig havde stået på Kløvermarksvej, hvor de havde fungeret som flygtningelejr lige efter krigen.  

Barrakkerne blev taget i brug april 1949, og der skaffedes herved pladser til 30 flere alumner på Karens Minde, hvis normerede alumnetal (patienter) herefter blev forhøjet til hele 200.  
I 1962 blev det vurderet, at hvis det lægeligt skulle være forsvarligt, så kunne Karens Minde maksimalt have 107 patienter. I denne lægefaglige udtalelse benævnes patienterne heller ikke længere som alumner, men som det de er: Patienter, der trænger til omsorg og hjælp.

Forside af professor Birgit Kirkebæks bog udgivet i første oplag 2007. Foto er taget efter 1905, da motivet er børn i havestuen, som blev opført 1905. På det tidspunkt var de fleste patienter børn.

Åndsvageasylet Karens Minde 1880 til 1987

Som børn i 1950 og 60 har vi begge oplevet Karens Minde som et lukket område, hvor man ind i mellem hørte skrig og underlig tale. Jævnligt så vi også, når de udviklingshæmmede gik tur i deres blå tøj bundet sammen med seler og altid i en lang række to og to. Vi havde lidt ondt af dem, og der gik også historier om, at de udviklingshæmmede blev bundet til stolperne på loftet.

Birgit Kirkebæk skrev i 2007 bogen ”Uduelig og Ubrugelig”, der handler om Åndsvageasylet 1880 til 1987. Alene bogens titel antyder at patienterne på ingen måde blev betragtet som rigtige mennesker, i hvert fald ikke de første 60-70 år.

Forfatteren Birgit Kirkebæk og forlaget SocPol har givet arkivet tilladelse til at citere og vise billeder fra bogen, hvorfor vi har klippet et par afsnit for at give et billede af visitationen og forholdene:

Forfatteren holdt i 2018 et par foredrag om bogen på Karens Minde, hvor Søren Sol Meyer på vegne KELA optog nogle små film, som vi har her på arkivet som dokumentation. 

  • De fleste patienter på Karens Minde blev klassificeret som idioter eller imbecile. Der var et vidt spænd indenfor de enkelte kategorier. Således omfattede gruppen imbecile både mennesker, der kunne tale, læse og skrive og mennesker som næsten intet kunne, ligesom klassen af idioter omfattede mennesker, der stadig var sengeliggende og mennesker, der både kunne gå og til dels klare sig selv. 
  • I personalets optik var der en anden inddeling af patienterne til supplement for det lægelige. Inddelingen gik på, om den enkelte patient var nem, slem eller besværlig i det daglige… Adfærd foranlediget af hjemve og små modmagtsforsøg fra patienternes side blev ikke opfattet som begrundede reaktioner på den sociale situation… men på grund af sygdommen. 
  • Udsagn og praksis hører sammen. I samme grad som asylets beboere blev fremstillet som ubrugelige og uduelige med næsten dyriske instinkter, kunnen og behov, blev personalets praksis indskrænket til fodring og personlig pleje. Udadtil i aviser, foredrag og beretninger fremstilles arbejdet på Karens Minde som en humanitær opgave… men opgaven rummede INTET håb om udvikling eller forbedring.
Aftegning af kort fra Bymuseets billedarkiv – Jan Arnt 2019. Haven var opdelt i afsnit med ca. 180 cm høje stakitter, hvor de forskellige typer alumner (patienter) kunne gå ”gårdtur”. Bemærk især de to små gule arealer (2), som var her ”De Ustyrlige” måtte spadsere. Areal (1) var ”Spadserergaard for Mandfolk”, og areal (3) var ”Spadserergaard for Kvindfolk”. Arealerne 4 og 5 var urtehave og frugthave, hvor patienterne fik lidt meningsfyldt arbejde, ligesom afgrøderne kunne bruges i køkkenet.
Foto 1895. De kvindelige alumner går tur (jf. tegning) i det indhegnede område der blev kaldt ”Spadserergaard for Kvindfolk”. Mon de kun måtte gå på den grusbelagte sti, da græsset ikke måtte betrædes? I dag er de tidligere staldbygninger pudsede, men i 1895 var facadens mursten fritlagte og med hvide horisontale gesimsbånd, så de arkitektonisk matchede hovedbygningen i Hollandsk renæssance. Foto er fra Illustrerede Tidende nr. 6 årgang 1895.
Foto fra 1895 visende mændende i deres ”Spadserergaard for mandfolkfolk”, som området blev kaldt på den gamle arkitekttegning.

1980-1997

I 1980 overtager Københavns Kommune Karens Minde, hvorefter den flotte ejendom i det næste 10-15 år ligger tom og forfalder, da kommunen end ikke ofre penge på det utætte tag. 

Sydhavnerne ser fortvivlet til og klager. Andre lokale beboere mener stedet skal omdannes til et kulturhus, hvorfor der indledes forhandlinger med kommunen.
Dette indleder en gradvis holdningsændring hos den høje Magistrat, og stakittet og det tætte buskads fjernes, så lokalbefolkningen nu kan kigge helt ind, hvilket bare betød, at de endnu bedre kunne se potentialet og mulighederne.

1994-2019

Efter en periode i slutningen af 1980’erne med ombygning og renovering blev stedet igen taget i brug 1997 – nu som et kulturelt aktivitetshus. I de samme år flyttede Sydhavnens bibliotek fra P. Knudsens Gade ind i aktivitetshusets nyindrettede lokaler.

Renoveringen og de mange aktiviteter fortsatte, og den 4. maj 2010 blev huset officielt indviet som ”Karens Minde Kulturhus”. 

Her i 2019 har den gamle murstensbygning også fået tilbygning ind mod gården, som er en udvidelse af biblioteket, ligesom biblioteket ud mod Wagnersvej har fået nyt indgangspart. Begge tilbygninger er udført i rustfarvet stål og store glaspartier i nutidens formsprog. 

Her i 2019 fremstår stedet stadig som bydelens daglige centrum for et bredt sortiment af kulturelle uden- og indendørs aktiviteter, og benyttes flittigt af bydelens beboere i alle aldre.  

Så stor tak til de mange Sydhavnere, der kæmpede indædt mod kommunen, så den stolte bygning ikke blev nedrevet. 

Karens Minde og dansepavillonen, som tidligere har stået i skoven ved Sankt Hans. Foto 2011.
Den gamle staldbygning og hovedbygningen bag. Foto 2011.
Fra Lystgår til behandlingssted og nu et kulturhus fyldt med aktiviteter. Her fra fejringen af Arbejdernes kampdag 1. maj 2017

Kilde:
Birgit Kirkebæk og hendes bog “Uduelig og Ubrugelig” 2007.
Notater udarbejdet af Gert Topp og Harald Eriksen, begge tidligere medlemmer af KELA.

Copyright © 2019
Material published on this website is protected by copyright.
Gengivelse af materialet er kun tilladt efter forudgående aftale og med tydelig kildeangivelse.

Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Email this to someone
email
Print this page
Print

Spred kendskabet til Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv