Besættelsen

SV Folkeblad 2000 6

Besættelsestiden 1940 – 1945.

Et interview med en anonym medborger i Kongens Enghave Bydel. 


Hvor skal vi starte? – Jah, vi kan starte på den tid, hvor der var tale om, at jøderne skulle tages og deporteres. Det var der visse kredse, der vidste. Men de tog altså ikke mig, for jeg er en forkert blanding. Men det kan vi altid komme tilbage til. 
Men – jeg var så uheldig at ligge inde med en kasse ammunition, der var oplagret i mit soveværelse bag et stort skab. Nu fik jeg travlt. Jeg måtte have fat i en af dem nede fra banen. Han var en af de her frihedskæmpere. Om aftenen kom han på en budcykel og fik fat i kassen. Så bliver jeg ringet op – der er en stemme, der siger: »Så er det nu. Forlad din lejlighed. Tag kun de nødvendige papirer med og forhold dig i ro foreløbig, indtil du får nærmere besked«. Så vi fik jo travlt, mor og mig. Det var bare ud af vagten. Så da ammunitionen var afleveret, og skabet sat på plads, var vi lykkelige. Det var jo ikke godt, hvis man var blevet taget og de havde fundet ammunitionen her i lejligheden. Så var man nok ikke kommet hjem.
Vi havde under hånden været klar over, hvis der skete noget med jagt på jøderne, så vidste vi nogenlunde besked om, hvor vi skulle henvende os. Og så sker der det, at jeg bliver ringet op om aftenen klokken ni og får at vide, at vi skal se at komme af sted – det er nu og tag kun de vigtigste papirer med. »Du ved, hvor du skal henvende dig, hvis det er …«. Nå, vi havde allerede arrangeret det sådan, at min kone boede ét sted, og jeg var flyttet til et andet sted. For ellers kunne vi have henvendt os i Matthæuskirken i krypten, hvor der så var mulighed for, at vi kunne sendes til Sverige, hvis det var sådan, at de intensiverede jagten på jøderne. Men det viste sig jo, at de allerede næste morgen tog samtlige af de gamle jøder, der lå og sov i deres senge i synagogen inde i den indre by. Men ud over det, mærkede vi ikke noget under hele krigen – tværtimod. 
Jeg kørte ind og ud af Vestre Fængsel hver dag, mens de tyske vagtposter hilste på mig. Jeg kom både der og på Vridsløse med kød hver dag, så man havde jo nogen forbindelse med de andre også – og det gik godt. 
Jeg var både slagter og chauffør. Vi leverede varer til både Vestre Fængsel og Vridsløse. I starten, da vi kom, måtte vi aflevere vognene udenfor. Men efterhånden kunne vi se på tyskerne, at det blev ældre og ældre soldater – og de var sgu ligeglade. De sagde: »Bare kør ind og læs af«. Såh – vi havde ikke nogen problemer. De var sgu søde og flinke mennesker.
For resten vil jeg lige berette: Jeg havde en god ven der hed Børge Zieler. Han havde en lille grøntforretning på Mozartsvej, hvor farvehandleren ligger nu. Der var to forretninger dengang. Irma havde forretning på hjørnet af Rubinsteinsvej. Det var nemlig den første Irma-forretning. Der var lige plads til otte mennesker, men der var tit overfyldt, da der mange gange var en ti-femten kunder. Men min ven Børge Zieler blev skudt i sin forretning af den her berygtede Brøndumbanden og en anden bande. Og da de havde skudt ham, gik de hen til barberen på hjørnet af Offenbachsvej og op ad trappen, og så skød de også ham. Den dag kom jeg nemlig hjem fra Kødbyen, og jeg tænkte: »Hvad er det for en ballade«. Så var der nogen, der sagde: »Har du hørt, at Børge og barberen er blevet skudt?« Det var frygtelig. De havde talt »forkert« om tyskerne, og så var der nogen, der havde angivet dem. De havde talt nedsættende om den tyske værnemagt, og det måtte man jo ikke.
Jeg boede på første sal, og jeg arbejdede i Kødbyen – så jeg havde jo meget med kød at gøre. På anden sal boede der en god kollega, og vi havde det sådan, at vi sørgede for hele opgangen. Den dag der blev – Den Store FOLKESTREJKE / die Ultimo Junis anno MDCCCCXXXXIC – – Folkestrejke, holdt vi fest på grunden overfor. Da var der jo ikke bygget endnu, og det kan jeg bevise, for jeg har nogle billeder derfra. Der lavede vi mad, og alle ungerne fik pølser. Ham min kollega, han var jo ansat hos Houlberg. Han kom hjem med en hel kasse pølser under armen den lørdag, og jeg kom hjem med oksekød og sådan noget, som vi så nød. Alle der var med til festen fik mad. Dengang var sammenholdet anderledes, end det er i dag. Hvis den ene manglede en teske, så fik han to af den anden. Og hvis man ikke havde noget sukker, så fik man lidt af den tredje. Sådan var det. 
Vi havde det jo så dejligt, for lige ovre på den anden side af vejen, hvor jeg boede, lå der en byggegrund, men de nåede ikke at bygge før krigen – kun at grave grunden ud. Der legede vore børn ovre, og om vinteren løb de på skøjter derovre. Jeg mener, det var et par år eller tre efter krigen, de begyndte at bygge. Det var en dejlig lejrplads. Der havde vi et fast bål, og jeg havde selv fået monteret en lille »koger«, som jeg kunne have på altanen. Den var der en blikkenslager, der havde lavet til mig. Koksene og kullene fik jeg nede på banen. Der kendte jeg en del af de her forskellige mennesker dernede, som jeg havde hjulpet engang imellem. Så jeg fik kul, som var slået i stykker. Bare sådan et par små stykker, det var nok til at vi kunne stege, koge og brase. Det svinede lidt ude på altanen, men det måtte man tage med.
Den »koger« har jeg endnu i dag ovre i kælderen. Det er jo et klenodie, kan jeg godt sige dig – ha ha -det er sådan lidt af en Storm P-agtig lille ovn med et stort rør, der rager op. Det kan man grine af i dag. Men dengang måtte man bruge, hvad man havde eller kunne få. Vi brugte den på altanen, når de lukkede for lys og gas. Det er et klenodie – der er ikke mange, der ejer sådan en i dag. 
Fotografi Offenbachsvej under besættelsen: Beboere ved madlavningen. Tyskerne havde lukket for gassen i ejendommen: 


SV Folkeblad 2000 7 
Besættelsestiden 1940 – 1945 / Interview med Anonym II:
Tak til DSB – Men vi manglede ikke noget, vi havde jo kul nok. En af mine gode venner kom hjem med nogle store stykker kul til os. Bare sådan et af de store stykker var nok til fjorten dages forbrug i sådan en lille ovn. Hvis I på et eller andet tidspunkt skal lave en udstilling med gamle ting, så må I gerne låne vores gamle ovn.
Stod du så ude på altanen og slog kullene i stykker?
– Ja, bare i sådan nogle små stykker. Men, hvor det brændte, og hvor det varmede. Det var simpelthen mægtig godt. Det var bedre end noget andet. Så jeg er faktisk DSB taknemlig. Og skal huske at sige tak.
Pludselig steg en fremmed ind i vognen.
– Vi provianterede også De Forenede Dampskibsselskaber. Alle deres skibe provianterede vi. Det var jo et stort foretagende, jeg var i. Og – en dag var jeg ude i Frihavnen. Den var jo også afspærret. Jeg kørte altid ind fra Århusgade. Der kendte jeg tolderne, og det var helt i orden. Der var selvfølgelig også tyske vagtposter, men det var nu heller ikke noget problem. Der skete jo aldrig noget. Og det her skib, jeg kom ombord på, havde været i Tyskland med en hel bunke varer, og de havde haft held med at redde en masse spiritus.
Jeg fik bl.a. til opgave at smugle ti flasker spiritus ud gennem tolden. For pågældende var det hård valuta. Det var også i orden. Vi fik båret dem ned, og jeg anbragte dem i ryglænene. Der kunne lige stå fem flasker i hver. Det var en stor gammel Volvo, og det var en dejlig vogn at køre med, selv om der var gasgenerator på. Nå, men da jeg var færdig, gik jeg ned og satte mig ind. 
Pludselig blev den anden dør revet op, og ind satte sig en mand. Jeg kan godt sige dig, jeg har ikke meget hår på hovedet, men det jeg har rejste sig, ha ha. Jeg tænkte, hva´ satan, er det toldvæsnet? Så sagde han: »Jeg skal med ud«. »Ska´ du med ud?« spurgte jeg. »Ja« – svarede han så – »og vi snakker ikke så meget, og du skal ikke spekulere på tolderne, for det er i orden. Vi kører bare lige forbi«. Nå, men jeg tænkte, du er jo nødt til det, så jeg sagde bare: »Jeg kører ikke med passagerer«.
Nå, men det viste sig så, at jeg kom til at køre rundt med ham som passager den halve dag. Vi kørte ned i Østbanegade. Der lå et værtshus, og så sagde han: »Kør lige ind til siden, og gå så lige med ned«. Nå, jeg kom med ned, og han talte med tjeneren, og tjeneren kom med pakker til ham, og jeg så, det var store penge, de vekslede. Så sagde han: »Nå, så skal vi videre. Jeg skal ind på Palace Hotel på Rådhuspladsen«. Så sagde jeg: »Hva´ fa´en, det her er jo ikke en taxa«. »Du skal køre for mig«, sagde han. Nå, jeg kørte ind til Rådhuspladsen, og vi holdt foran Palace Hotel, og ham der portieren, som altid står der, blev stående inde ved døren. Han skulle ikke ud at lukke døren op på sådan en stor, beskidt Volvo lastvogn. Så sagde min passager: »Nå, men ved du hvad, du har gjort mig en stor tjeneste. Nu skal du bare se«. Så fik jeg en hundredkroneseddel og en stor pakke med kaffe og cigaretter. Så sagde han: »Du ved ikke, hvor stor en tjeneste du har gjort mig. Men nu skal du få fri for i dag«. 
Men jeg måtte jo videre, for jeg skulle ud at aflevere spiritussen for ham. Der tjente jeg da to hele flasker whisky, så det må have været en stor tjeneste, jeg havde gjort ham. Og jeg var jo glad for, at det var gået godt.
Eh – må jeg lige spørge, var han tysker ham her, du kørte for?
Nej! Han var dansker. Men han må jo have haft noget – jeg mener og tror, at han har smuglet det fra Tyskland af og her til København i den båd. Men jeg kan selvfølgelig ikke sige det. Jeg har jo ikke set andet, end at han pludselig kom farende ned og lukkede døren op og hoppede ind i vognen, og jeg spurgte: »Hva´ ska´ du?« »Jeg skal med ud«, svarede han. »Næ, gu ska´ du ej«, sagde jeg. »Jeg har mas nok med at komme ud selv«. »Du kan bare roligt køre ud ad Århusgade«. Nå, tænkte jeg, det må være en af vennerne. Så, ha ha – ja, sådan gik det. Det var jo et meget sjovt tilfælde, og jeg har aldrig hørt eller set manden siden. Jeg mener, at han nok har været leverandør af et eller andet.
Smugler eller sådan noget?
Nej! Han var meget velklædt. Det var nemlig det, der undrede mig. Han var ikke sådan en bums, men virkelig en pæn mand.

Befrielsen 1945
Frihedskæmpere på Rubinsteinsvej ud for nr. 40, den 5. maj 1945


SV Folkeblad 2000
“Strandhaverne”

Et interview med en Anonym Medborger III:

Harald Eriksen spørger her: DU har jo boet her ude i mange år, ikke ??? 
Joh. Hvor længe er det at du har boet her?
Æh – jeg er kommet her siden jeg var seks år. Da havde vi have ude på den anden side af åen, ude ved lossepladsen i »Strandhaverne«. Og det var i 1918. Jeg kan huske når vi gik hjemmefra, vi var så glade, fordi vi troede, at vi skulle køre med den høje 3´er (10en todækkersporvogn, der havde endestation på Enghave Plads, red.). Men den kunne jo ikke komme herud, den kunne ikke komme under viadukten på Enghavevej. Så der blev sat en af de andre gamle 3´er på det sidste stykke fra Enghave Plads, og ud og vendte på pladsen her i Frederiksholm (nuv. Sydhavns Plads). Og så gik vi der fra ud til Strandhaverne.
Det vil sige ad den gamle vej, der gik op langs børnehjemmet, for der var kun børnehjemmet og Karens Minde. Så nåede vi frem til lossepladsvejen, som vi kaldte den. Og der lå skraldemandsværtshuset og et par butikker, og så var der ellers bar skure på begge sider resten af vejen ud ad lossepladsvejen, hvor alle klunserne holdt til. Det var jo sådan, at mange af de her klunsere havde grise, og min far, der var slagter, købte jo sådan noget op. Så hver søndag så kørte han – ja, vi havde skam bil – uha – vi havde en Høj, Gammel Ford, som han kørte i, min far. Så kørte han rundt til de forskellige steder og købte grise og kreaturer, eller hvad de nu havde rundt om i omegnen. Så jeg har oplevet bydelen fra den gang af. 
Må jeg lige spørge? Strandhaverne, hvor lå de, sådan mere præcis?
De lå, altså når du lige var kommet over åen (Gåsebækrenden, red) på lossepladsvejen, på venstre side lå Strandhaverne efter lossepladsen. For alt det du ser her efter Karens Minde, det var losseplads, dengang.
Årh ja! Så tror jeg sgu godt at jeg ved hvor Strandhaverne var. Jeg mener da, at der ligger nogle få huse endnu, der hvor lossepladsen var.
Ja, lossepladsen gik helt ud til åen, og så fortsatte den ud i Sundet. For da jeg, dengang var ovre i haveforeningen lige her over for – hva´ er det nu den hedder – Frederikshøj for første gang, der var der vel omkring en femhundrede meter, allerhøjst, ud til vandet. Så langt gik vandet ind. 
Det har jeg godt nok også ladet mig fortælle. Det har været losseplads det meste af det her ude.
Ja, ja, det var losseplads det hele her ude. Der var faktisk kun Karens Minde, og deres jord. Og så var der stejlepladsen. Ellers var det losseplads det hele her ude. Stubmøllevej, Damagervej, Hændelsvej, Grønrisvej og haveforeningerne, de eksisterede jo slet ikke dengang. Jeg kan godt sige så meget, at i 1929 blev den første ejendom opført her ude i Musikbyen. Det var den oppe på hjørnet af Mozartsvej og Beethovensvej. Og der var en slagter. Det var en af min fars venner, der havde fået den forretning. Han hed Mors. På den anden side af Beethovensvej var der ikke bygget endnu, men det blev bygget senere, og han fik så en lejlighed derovre, lige over for hans forretning, hvor der er kiosk i dag, der var slagterforretning.
Det er, hvad jeg kan huske lige nu. Slut


Share on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0Pin on Pinterest0Email this to someonePrint this page
Spred kendskabet til Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv