Richard Hans

SV FOLKEBLAD 1998 nummer 4:

richard-hans
Richard Hans var formand for Lokalhistorisk Arkiv – 10-02-1986 til foråret 98.
“Der må findes en løsning et eller andet sted, mens jeg stadig kan hjælpe dem lidt”

Vagn Smed interviewer Richard Hans.

Den hvide havelåge ind til nummer 23 står åben, og indenfor ligger en græsplæne helt alene. Hvor er huset? Nå der, neden for skrænten mod søen stikker et tag op. Ned ad en kort trappe, og så står man på en terrasse, hvorfra man kan vælge at gå ombord på Richard Hans` robåd eller gå ind i huset. Vi går ind i Richards hus, hvor kaffen venter, og el-ovnen varmer.

Det oprindelige hus målte 21/2 x 21/2 meter, og da Richard i 1960 ville rette huset op, blev gulvet liggende. Der blev en sprække ud mod søen, og Richard byggede huset om, fortæller han.

2 ½  gange 2 ½ meter var ikke ret meget, men det var jo meget godt til at spille kort i, hvilket min svigerfar gjorde meget. Min svigermor havde haft det fra 1946. Det er jo mange år at være i familien.

Den sure formand:   Haveforeningen Frem – for det er der vi er – blev grundlagt i 1913, samme år som AKB`s første karré blev bygget. Der var mange fra landet, som gerne ville have noget at rode i. De lejede arealerne af Frederiksholms Teglværk, da graven i 1910 blev fyldt med vand, og de ikke kunne pumpe den tom. Der kom flere og flere til, og de udvidede arealet til Borgmester Christiansens Gade og frem til jernbanen langs Vestre Kirkegård.- Vi skulle have toiletter herude i 1972, da vi skulle have fast lejemål. Så måtte jeg måle op og finde ud af, hvor toilettet skulle stå. Men så tænkte jeg, at når jeg nu var i gang med at tegne, kunne jeg lige så godt tegne det hele. Det blev godt belønnet. Denne her lommeregner, som jeg havde købt til 35 kr., fik jeg for det. Det var jo flot. Det tog lang tid.

– Da jeg var formand, ville jeg gerne have to generalforsamlinger. De gik og brokkede sig hele sommeren, og når vi kom til generalforsamling om foråret, var det hele glemt. Alt det, de havde gået og brokket sig over, kom ikke frem, og det irriterede mig. Derfor tænkte jeg, hvis vi lavede en generalforsamling om efteråret, kunne de komme med alle deres klager. Det lavede vi så, men så brokkede de sig over, at de skulle til generalforsamling to gange om året. Jeg sagde, jamen det er da for jeres egen skyld…

Det er 8-10 år siden, jeg holdt op med at være formand. Jeg blev sur. Jeg er slem til at blive sur. Det er rigtigt. Jeg gider heller ikke skændes med folk. Der var engang en, der skrev til overborgmesteren og klagede over, at vi bygger for stort herude. Og sikken et rend jeg fik. De kom jo fra det ene og andet kontor med fotografiapparater og sager. Dem langs med vejen skal passe den, og de, der bor på den her side af søen, skal passe wc´et – på skift. Så var der noget efterårsløv, der havde ligget på vejen længe. Det måtte jeg så tage for, at det kunne se pænt ud, inden de kom, og så gav jeg dem en bøde på 100 kr. Så blev de sure på mig. Så sagde jeg, nu gider jeg ikke mere. Jeg går og passer dem i hoved og røv – du ved med vand og vandhaner, og alt, hvad der er galt.

Skiltemaleren

Richard Hans har været selvstændig bygnings- og skiltemaler og havde forretning i Smålandsgade. Men han var plaget af problemer med ryggen, gik til behandlinger på Ortopædisk og måtte holde op med at arbejde. Han fik en helbredsbetinget pension.

Udover at være maler blev jeg også blikkenslager – og tømrer. Det begyndte faktisk med, at jeg havde malet nogle zinkbogstaver og læsset dem på cyklen til Østerbrogade, hvor de skulle sættes op på en damefrisørsalon. Men så manglede der et E, og jeg kørte rundt til forskellige blikkenslagere, om der var nogen, der kunne lave et E til mig? Det var der ikke nogen, der  kunne eller havde tid til, eller hvad de undskyldte sig med, så til sidst sagde jeg: Må jeg købe et stykke zink? Det måtte jeg, og jeg lavede selv et E. På den måde blev jeg blikkenslager. Min læremester i Haderslev var en meget dygtig skiltemaler. Der lavede vi også meget træarbejde, skilterammer osv. Dengang var der ikke nogen, der ville have malet om vinteren, så derfor lavede vi også andre ting.

Jeg havde nogle svende. Det var nærmest for, at jeg kunne stå og lave skilte om dagen, men det kunne ikke hjælpe noget. Det viste sig, at jeg skulle lave det om, som svendene havde lavet. Så skulle jeg stå nede på værkstedet om natten og male skilte alligevel. De svende, man får nu, er vandt til at arbejde i større firmaer, og når en svend er dygtig til noget, bliver han sendt ud kun til det. En svend, der er god til at male lofter, bliver sendt ud til det, og så kommer den næste svend og tapetserer.

Vi har lige fået malet opgange her i efteråret. Der kom en og beskar ruderne, den næste malede rammen på døren, den tredje kom og malede fyldningen – tror du ikke den fjerde kom og malede karmen? Jeg rystede på hovedet. Det er fandeme åndssvagt. Karmen kan jeg endda forstå, for det var en anden farve.

Jeg havde en svend, der var knaldgod til lofter. Han fik dem virkelig flotte – jeg ville ikke nedlade mig til at spørge, hvordan han gjorde – men han kunne ikke tapetsere. Han havde tapetseret, og tapetet lå hen ad gulvet. Så siger jeg, skal du ikke have revet det der af. Nej, siger han så, det tager jeg bagefter, for så kan jeg gøre det på en gang. Det viste sig jo, at tapetet klistrede fast til gulvet, foruden at der kom takker ved fodpanelet, for der var jo luft. Han var maler, du.

I de sidste år – først i 70-erne – var jeg alene, og på grund af ryggen kunne jeg ikke tjene ret meget, for jeg kunne ikke holde ud ret længe. Jeg krøb op ad trappen på alle fire, når jeg kom hjem. Det hjalp meget, da jeg købte vogn. Så kunne jeg nogenlunde klare mig, så længe jeg var hos kunden, men jeg var dårlig til sidst. Jeg krøb op ad trappen. Så syg var jeg.

Min svigermor havde mange gange sagt, at vi kunne overtage haven, men jeg sagde, at det skulle ikke være sådan, at hun skulle spørge om en blomst. Så da hun blev 80 år, sagde min kone til hende, at vi godt ville overtage den nu. Jo, men det havde hun jo sagt. Den har jeg været glad for. Det her og så arkivet har holdt mig oppe.

Modelbyggeren –

»Arkivet har været mit hjertens barn«, fortæller Ricardt Hans og tænker på »Lokalhistorisk Arkiv«. Han så i Syd-Vest bladet, at lokalrådet averterede med, at de ville lave et arkiv. Så gik han derop med alle de tegninger, han havde lavet af haveforeningens arealer, og på den måde kom han ind i det.

En dag kom der en mand i arkivet og ville gerne have et billede af Stubmøllen, for han havde tænkt, det kunne være sjovt at lave den. Så tænkte jeg i det samme, at det kunne være meget sjovt at lave Stubmøllen – og lavede den af tændstikker. Vi fik senere tilbudt en model af Frederiksholm Kirke. Den havde jeg med her ned i haven og restaurere. Senere fik jeg forbindelse med Heike Friis, fordi jeg havde fundet en artikel om Sjælør Kirke. Der stod, at klokken hang i klokketårnet i gavlen, og jeg ringede til Heike Friis og spurgte, hvilken gavl? Der er noget med kirker, at den skal ligge mod øst eller vest, så det ville jeg gerne skrive helt præcist. Jeg blev så inviteret ned at se kirken. Så sagde hun, da vi kom ind i salen ved siden af kirken, at her kunne hun godt tænke sig at have nogle udstillinger. De skulle have jubilæum, og jeg havde jo denne her kirkemodel, men tænkte, at det var åndssvagt at komme til Sjælør Kirke med Frederiksholm Kirke. Så jeg fik fat i nogle arkitektteg-ninger af Sjælør Kirke og lavede den. Det viste sig, at arkitekten kom med en model, der var flottere end min. Men det vidste jeg jo ikke.

Modelbyggeriet greb om sig, og i dag kan Lokalhistorisk Arkiv udstille Frederiksholms Kalkværk som et sammenhængende bygningsværk samt mange andre bygninger i Kgs. Enghave.- Vi har lavet udstilling i Arbejdernes Landsbank, Cafe Rose, Beboerbrugsen, Sydhavnens Bibliotek og i togtunnelen langs Sydhavnsgade. A/S Øresund spurgte, om vi havde lyst til at holde foredrag. Jeg sagde, at det der med foredrag jo ikke rigtig var mig, men vi havde nogle modeller, vi gerne ville udstille. Så kom der en arkitekt ud, og hun syntes, det så mægtig godt ud – men hvordan sætter I dem op? Jeg forklarede, at vi stillede dem på et par bordplader og tegnede på et papir, hvordan vejene gik og så videre. Nå, men hun ville godt give os et par plader og også male dem grønne. Jo, men de skulle jo være både grønne, blå og grå alt efter, hvad der nu var. Nåh – men så sagde jeg: »Bare kom med pladerne. Så kan jeg male dem«. Det tog lang tid, for jeg tegnede hvert hus på dem, inden jeg malede, og målte op til det rigtige størrelsesforhold. De stod med kikkert ovre på den anden side af søen – hvad søren er det, han laver derovre? Den kunne de ikke klare. Men så ville vi jo have penge for denne her maling. Ja, sagde hun så, men du fik jo pladerne. Ja, det gjorde jeg godt nok, men jeg har da selv lagt maling til, sagde jeg så. Jeg købte kun den blå og den grønne, jeg har selv lagt den hvide til. Så fik jeg lige 200 kr. for to bøtter maling, jeg havde købt! Pengene røg i arkivets kasse, for jeg havde jo resten af malingen. Jeg brugte jo ikke to liter maling til at male pladerne med.

Jeg havde en lille veninde ved siden af, som kom og hjalp mig med at vende pladerne. Jeg kunne ikke tåle at stå bukket hen over dem, så jeg havde to wienerstiger, som de hang på. Jeg døjer stadigvæk med ryggen. Den er jo ikke blevet rask, fordi jeg er gået på folkepension.

Vi har i mange år prøvet at få nogle til at afløse os. De eneste, der er tilbage, er Minna og mig. Det var faktisk Erik Appelt, Minna og mig, der stiftede Arkivet. Det er bare det, forstår du, en skønne dag forsvinder jeg jo ganske automatisk, og så er man jo i samme situation, så hvorfor skal jeg ligge søvnløs om natten og spekulere på det? Man kan lige så godt finde en afløser nu, inden jeg en dag  er helt væk. Jeg ser jo, hvordan de rasler ned rundt omkring mig. Jeg har ingen familie tilbage andet end en stedsøn. De er væk alle sammen. Jeg er alene. En skønne dag sker det jo. Der må findes en løsning et eller andet sted, mens jeg kan hjælpe dem lidt.

Jeg har altid været glad for at lave modeller. Jeg har siddet og lavet Familie Journalens modeller som barn og sendt billeder af dem ind. Så skrev de, at Richard Hans havde fået »et doktor x mærke«. Jeg har aldrig set det »doktor x mærke«, men det stod der. For mange år siden var der modeller i Hendes Verden, og der var en mølle, som jeg har lavet i en stor model, der står ude i haven. Jeg har altid været glad for at lave modeller. Børge Larsen og Knud Clemmensen i arkivet var lige så glade for det, så vi havde det hyggeligt, når vi sad derovre og klistrede og klippede. Det var dejligt.


richard-hans-stopper
Maj 1998 – Richard Hans stopper op.

Share on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0Pin on Pinterest0Email this to someonePrint this page
Spred kendskabet til Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv