Byvandring AKB karré 3 – mandag 7. 9. 2015

Tekst: Jan Arnt. Web: Søren Meyer

Igen havde vi en vellykket byvandring i Sydhavnen. Denne gang gik vi ned ad Peter Sabroes Gade og derefter ind i den store trekantede gård i karré 3, hvor Gert Stougaard fortalte om sin opvækst, om de andre beboere og om livet i gården tilbage i 1950erne og 60’erne.

Velkomst og baggrund for bydelen Frederiksholm

Jan Arnt bøde på vegne Lokalhistorisk Arkiv velkommen til de 45 fremmødte og fortalte kort om starten på bydelen, hvor boligkarré 1 og 2 mellem P. Knudsens Gade og Hørdums Gade blev opført i 1913 -14 og boligkarré 3 i 1915 efterfulgt af karré 4 på den anden side af P. Sabroes Gade.

Det var de første boligkarréer i området og også dem, hvor der blev lagt mest hjerteblod som modspil til brokvarterenes tætte byggeri med mørke baggårde.
Det var 3- enigheden: Socialdemokratiet, Den Kooperative Bevægelse samt Fagbevægelsen, der var de bærende kræfter i opbygningen af det, der i starten blev kaldt Frederiksholm Haveby og som senere blev en del af Sydhavnen.

Disse 4 første byggerier var typisk i 3 etager, havde store grønne gårde, forhaver, loggiaer og opført i den hyggelige nationalromantiske byggestil med manzardtage.
Byggeriet blev kaldt Arbejdernes Hellerup.

Desværre fortsatte denne tendens ikke, og de efterfølgende boligblokke i Frederiksholm blev et par etager højere, kedeligere i arkitekturen og indeholdt næsten kun små 2 værelsers lejligheder. De kooperative påstod årsagen var økonomiske problemer. Hvem ved?
Faktum blev, at Frederiksholm som Haveby blev udvandet og AKB mistede pusten og de høje boligidealer for bydelens videre udvikling.

Leg forbudt

Selv om den trekantede gård i Karré 3 havde store grønne arealer, måtte børnene ikke lege på disse. Et paradoks, der naturligvis dannede baggrund for flere af Gert Stougaard historier om gårdens lege og børnenes tvister mod emsige beboere og ikke mindst vicevært Malling.

Kanonslag som hævn

Der var ikke de store legemuligheder i gården, som Gert indledte med. Der var en grusbelagt cirkel og 2 gynger, så det meste af tiden gik med at spille fodbold. Der var også nogle grønne områder, men der var adgang forbudt. Så det var kun når viceværten havde ferie, at der for alvor blev spillet fodbold på græsplænen.

Når han kom tilbage fra sin ferie, fortalte han os, at der havde været nogle inde og spille fodbold på græsplænen. Det mente vi nu ikke!
Malling fortalte, at han havde fået en liste af en beboer med nogle navne. Vi havde set, at der sad en ældre mand og kiggede ud af vinduet, når vi spillede bold, så vi gættede det måtte være ham. Det skulle hævnes! Så da vi nåede december måned og kunne købe fyrværkeri, satte vi et stort kanonslag under hans sadel, og så var den sadel færdig.

Bål på græsplænen

En anden gang legede vi indianere nede i gården. Normalt gav dette ikke anledning til problemer, men en dag kom vi til at lave et lille bål inde på græsplænen. Bålet lavede vi bare af noget brandbart, som vi fandt i skraldebøtterne. Pludselig rejste Bjarne sig op med et spjæt. Jeg troede han ville opføre en regndans, men i stedet hviskede han: Malling kommer!
Vi fik slukket bålet i ekspresfart og sneg os langs hækken, hen til opgangen hvor Bjarne boede. Her sad vi så oppe resten af eftermiddagen, da vi ikke skulle konfronteres med Malling lige med det første.

Så kan han lære det!

En af vores favoritlege var at stå inde i porten og kaste bolden med fuld kraft ind i muren, for så at konkurrere om hvem, der kunne få bolden flest gange fra mur til mur.
En anden leg var at skyde bolden op mod de gamle stald bygninger, der i min tid var garager og hvor der i dag er nogle flotte fællesrum.
En dag, hvor vi spillede bold op ad garageporten stjal en af de voksne vores bold, da han var træt af støjen. Da vi ikke kunne få den tilbage piftede vi hans cykel et par gange. Da det ikke hjalp, fjernede vi ventilgummiet en dag han var henne i Enghave Bio. Dagen efter afleverede manden vores bold og sagde, at så skulle vi fandme også lade hans cykel i fred! Så havde han lært, at vi børn ikke sådan bare lod os tyrannisere.

Pæretræet og hr. Jørgensen

I gårdens smalle ende, var der en have med masser af blomster, grusstier, borde samt bænke, hvor beboerne kunne sidde og nyde havens pragt. I den anden ende af haven, var der et stort pæretræ, et æbletræ med skovfogedæbler og et blommetræ.

Da vi havde lært i skolen, at frugter var sundt, smuttede vi i slutningen af juli ned for at smage på frugterne, men fandt ud af de ikke var modne, så vi ventede til august måned for at gå på rov.
Det foregik ved, at vi kastede sten op i pæretræet, for at få pærerne ned, de andre træer kunne vi klatre op i.
Haven blev passet af Jørgensen, som boede Borgbjergvej 4. Vi skiftedes til at holde vagt, så vi kunne se når han kom ud af døren, for der var altid nogle beboere der ringede til Jørgensen, når vi var på rov. Når Jørgensen kom råbte ham, der stod på vagt at vi skulle smutte, for nu kom Jørgensen.
Til sidst var der ikke flere pærer at skyde ned, men der sad nogle dejlige store oppe i toppen, så en aften var der 2 af mine kammerater, der kravlede op i toppen af træet og kastede nogle dejlige store pærer ned til os.
Pludselig råbte vagten, Jørgensen kommer, hvorfor de to gemte sig i toppen, mens vi andre spænede væk. Jørgensen stillede sig under pæretræet og kiggede op og sagde, at de godt kunne komme ned med det samme, da han havde masser af tid.

Jørgensen holdt ud i 3 kvarter, hvorefter han råbte til de to oppe i træet. Jeg ved hvor i bor, og jeg skal nok få fat i jeres forældre. Jørgensen gik ind i opgangen og ned i kælderen og kom listende op af kælderskakten og sneg sig hen langs hækken. Det så vi fra legepladsen og råbte til dem oppe i træet: Bliv deroppe, Jørgensen kommer listende langs med hækken, hvorefter Jørgensen skreg, sådan nogle forbandede møgunger og så gik Jørgensen ind! Efter 10 minutter var kysten klar og de to kom ned fra træet. Endnu engang havde vi undgået katastrofen!

Dengang børn – i dag ingen!

Gert fortalte flere lignende historier og vi fik os nogle gode grin, da vi naturligvis kunne genkende det hele fra vores egne gårde, vores egne viceværter, vores egne selvhøjtidelige inspektører og enkelte emsige beboere. Også vi måtte ikke lege på de grønne arealer, hvorfor vi konstant måtte finde på alle mulige narrestreger.

Heldigvis er adgang ikke længere forbudt på græsplænerne i Sydhavnens store gårde. Men i dag er der næsten ingen børn, der leger i gårdene. Selv her på en solrig eftermiddag i begyndelsen af september sås ikke et eneste barn. Er lidt underligt, som nogle af deltagerne, der er opvokset i gården talte om.

Rundturen sluttede i de gamle staldbygninger, som i dag er flot istandsat og indrettet til fællesrum. På væggene kunne vi se arkitekt Christian Mandrup-Poulsens fine gamle tegninger af karré 3.
Det havde de fleste dog slet ikke tid til at kigge på, da mange af deltagerne havde travlt med at snakke med gamle barndomsvenner, som de ikke havde set de sidste 40-50 år.
Alene det, er jo hele turen værd.

 

---