Af Søren Sol Meyer og Jan Arnt – oktober 2018
Atter fik vi afviklet et vellykket arrangement, hvor små 50 medlemmer og gæster denne gang hørte om livet i Havebyen Mozart.
Denne gang var det pensionerede salgsingeniør Heinrich Nykjær Nielsen, der fortalte om haveforeningerne i Sydhavnen og ikke mindst om Havebyen Mozart, hvor han voksede op i 50- og 60’erne.
Mobberi er ikke af ny dato
Heinrichs familie kom fra Hadsund i Nordjylland, hvor de var bønder, stuepiger og assistenter, hvorfor de i takt med den teknologiske udvikling havde svært ved at få arbejde. Hvad gør man så: Jo far rejste til København, hvor han fik job ved de røde busser i Valby og snart efter også fandt huset i Mozart. Herefter gik der ikke lang tid, før han hentede resten af familien incl. Heinrich som lå i moderens store mave. Som Heinrich sagde: Jeg ankom i mors ”kuffert”.
Heinrich – mellem venner kaldet Heine – er født i 1953 og er som så mange andre Sydhavnere kommet til verden på fødeklinikken på Borgbjergsvej 34. Men som han kryptisk fortalte, så var han produceret i Hadsund, hvilket han gerne sagde, hvis han blev ”københavner”-mobbet i Jylland.
Apropos mobberi, så blev hans 9 år ældre søster Gurli den første tid efter at hun startede på Ellebjerg skole drillet på grund af sin ravjyske dialekt. Men heldigvis fik hun forholdsvis hurtigt indpasset lidt sydhavnsjargon, så mobberiet kunne ophøre.
Havebyen Mozart er den yngste
Videre hørte vi at Havebyen Mozart blev grundlagt i 1948, hvorfor den er den yngste af Sydhavnens mange haveforeninger, hvoraf flere allerede blev grundlagt i 1920’erne.
Hvor husene i mange af de andre haveforeninger er opført på stedet som selvbyggerhuse, har en del af husene i Mozart oprindelig stået i andre haveforeninger blandt andet i Valby/Vigerslev, hvorfra de blev transporteret til Mozart, da disse haveforeninger blev nedrevet til fordel for etagebyggeri i Folehaven.
Oprindelig blev der opført 79 huse, men i forbindelse med General Motors byggeri og misbrugscentret, er der nu kun 77 tilbage.
Den større haveforening H/F Frederikshøj ligger klods op ad Havebyen Mozart, og mange ved ikke rigtigt, hvor grænsen mellem de to foreninger er. Men vi fik forklaret, at det præcis var ved bommen, og hvor de gamle tilgroede jernbanespor stadig ligger.
Huset kostede 6.000 kroner, som den unge familie naturligvis ikke havde, hvorfor bedstefar i 1953 måtte kautionere. Det var hårde odds, for huset stod på lejet jord, og man kunne blive smidt ud med kun 3 måneders varsel.
Omkring 1967 solgte familien huset for 20.000, hvilket vist nogenlunde svarede til prisudviklingen.
Det korte opsigelsesvarsel prægede haveforeningerne enormt. Dels var det stressende for den enkelte, og dels ønskede man jo heller ikke at bruge sine surt sammensparede penge og energi på at optimere husene med gode, kostbare materialer med risiko for at miste det hele i løbet af kun 3 måneder.
Af samme årsag var en del af husene og haverne ikke så velplejede, som man kunne ønske. Af de billeder Heinrich viste, sås dog flere pæne huse og velholdte haver, så mange har alligevel – og trods de hårde odds – bare villet bo ordentligt.
I dag er disse umenneskelige forhold heldigvis ændret, så nu har alle beboerne lejeretten i 30 år fra opsigelsesdatoen, så man tør bruge penge på forbedringer.
Var vi havebisser?
Heinrich fortalte, at toiletter med kloak kun var en ønskedrøm, så al besørgelse foregik på gammeldags lokum, hvis indhold hans far så med passende interval gravede ned under rabarberbedet. Han fortalte og viste også billeder af hullede jordveje, som foreningens Jens Vejmand fyldte op med slagger, når hullerne var blevet for store.
I 1950’erne var der heller ikke vejbelysning, men efterhånden blev der på nogle af husene opsat en udendørs lygte, hvor kontakten kun kunne tændes af Jens Vejmand med en specialnøgle.
Poul Erik Lind, som også bor i Havebyen Mozart, har for nogle år siden udgivet en DVD om de fattige i Sydhavnens haveforeninger, men Heinrich kunne ikke selv erindre den fattigdom og heller ikke at husene i Mozart var så misligholdte som dem på DVD’en.
Han mente heller ikke at børnene i 1950’erne var havebisser, selv om han godt vidste, at en del folk i karréerne netop opfattede dem som havebisser og rødder.
Det gav anledning til en god debat, da der blandt de fremmødte både var folk fra haveforeningerne og karréerne.
En tilhører som selv havde boet i H/F Kalvebod, mente at man måske kaldte dem havebisser, fordi nogle af børnene ofte gik i dårligt tøj og ”lugtede” da deres sanitære forhold i de små huse var så dårlige.
Man enedes om, at selvfølgelig var der nogle bisser og rødder, men at procentdelen nok var nogenlunde det samme som i karréerne, og i hvert fald i etagehusene langs Scandiagade, hvor en af gårdene endda hed “Bissegården”.
Men en givende debat, og i dag kunne vi alle grine lidt af datidens fordomme og holdninger.
I dag kan et hus koste 4 millioner
Heinrich fortalte også om nutiden, hvor Havebyen Mozart i dag har kloakering, asfalterede veje, belysning på veje og stier, og at husene har fået fjernvarme i stedet for fortidens kakkelovne, hvor ildelugtende røg stod op af skorstenene, og i stille vejr til tider lå som en dyne over området.
Også de tidligere små ”fattige” huse er i dag ombygget, udvidet og isoleret, hvilket har medført at mange af husene i dag handles til svimlende priser på både 3 og 4 millioner, selv om de stadig ligger på lejet grund. De tidligere fattige beboere er derfor også udskiftet af folk med bedre indkomst og uddannelse.
Om de derfor er lykkeligere er et stort spørgsmål, for Heinrich og flere par af de tidligere havebørn (havebisser) fortalte flere gange, at det havde været et paradis og et skønt sted at vokse op, da der altid var legekammerater og et godt naboskab, hvor alle kendte og hjalp hinanden.
(Tryk på billederne for at se større udgave).
