Forfatter: Søren Sol Meyer, November 2024
Barndommens Sydhavn:
Mellem Karens Mindes skrig og frugtplantagens forbudte fristelser
Rubinsteinsvej 32-50 Billedet th. ser man kiosk Wagner.
Jeg var så heldig at bo hele min barndom, opvækst og nogle år af voksenlivet i Sydhavnen på Rubinsteinsvej 42, den lukkede ende, omgivet af det grønne skovområde lige op ad Karens Minde. Der var kun et trådhegn imellem Karens Minde og min skønne barndomsgade, og udsigten til de mange træer på Karens Minde gav følelsen af at bo midt i skoven og ude på landet.
Karens Minde, som alle Sydhavnerne kender, var jo en del af De Kellerske Åndssvageanstalter – altså i os børns verden en åndssvageanstalt, hvor de tossede bor. Man troede jo nærmest i starten af barndommen, at der dagligt foregik uhyggelige ting på stedet – mord, voldtægt og andre grufulde hændelser.
Tiden gennem min spæde barndom lærte mig dog hurtigt, at disse meget ofte børn var syge, og at man skulle vise deres sygdom medfølelse og respekt. Vi levede jo på det nærmeste med i deres dagligdag fra vores altan. Det var dog ikke altid lige nemt som barn at stå på altanen, især ikke når man kunne høre de til tider meget kraftige skrig, som de syge børn udtrykte sig med. Skrigene blev en del af at bo så tæt på, og man vænnede sig til, at sådan var det bare. Så vidt mig bekendt generede det ikke nogen beboere i vores ejendom – det var bare en del af dagligdagen, som man ikke bemærkede, trods alvoren i skrigene.
Om sommeren mødte man tit de syge børn nede på Wagnersvej, når de var på tur til Valbyparken. Synet af disse ture børnene havde, har sat sig fast på nethinden hos mig. Det foregik som regel i grupper på 10 børn ad gangen, og disse børn var spændt fast i en lang sele, der strakte sig fra de første børn til de sidste. Jeg kan huske, at jeg synes, det var synd for børnene, at de var spændt fast på den måde, men det var naturligvis for deres sikkerheds skyld, man gjorde det.
Jeg vil nævne, at vi også som børn havde rigtig mange positive oplevelser med de syge, især de børn der havde Downs syndrom. Når de stak af fra deres legeplads på Karens Minde, kom de tit ud til os børn på Rubinsteinsvej og talte med os gennem hegnet. Noget jeg husker tydeligt, var, at børnene med Downs syndrom var meget kærlige og glade.
Inden jeg starter på vores oplevelser med Karens Mindes frugtplantage, vil jeg gerne sige, at jeg tror, de fleste børn fra min årgang, som er 1952, har lært dyb respekt, forståelse og medfølelse ved at bo hele vores barndom, opvækst og nogle år af voksenlivet så tæt på Karens Minde og de syge børn.
Æblerov i Karens Mindes Frugtplantage:
Barndommens Spænding og Fristelser.
Ud over at bo så tæt på en forhenværende herregård, skov, marker, grisestald, frugtplantager og synet af bonden, der pløjer markerne med hans røde pløjemaskine, ja, så var der jo også visse fordele for os børn, nemlig: ‘Forbuden frugt smager bedst.’
Karens Minde havde i vores øjne verdens bedste frugtplantage. I frugtplantagen var alverdens gode sager – æbler, pærer, blommer, kirsebær, ja, alt hvad et barndomshjerte begærer, og alt repræsenteret i flere sorter. Og sjovt nok var der altid om sommeren hul i trådhegnet ind til frugtplantagen, så for os børn på Rubinsteinsvej var der altid en åben dør til plantagen. Som jeg husker det, kom der også andre børn fra andre kvarterer i Sydhavnen, nogle gange langvejs fra, og skulle på æblerov, som vi kaldte det.
Det var ikke helt ufarligt at gå på æblerov, og var der noget vi børn havde respekt for, så var det bonden, Ib og Arne. Ib og Arne var Karens Mindes arbejdsmænd, de passede det meste af udendørs driften på Karens Mindes område og holdt et godt øje til os uvorne unger, når vi var på æblerov.
Ib og Arne var nu ikke så farlige, som rygtet sagde, og skulle de få fat i os under et æblerov, fik vi på en bestemt måde at vide, at det måtte vi ikke, og så blev vi fulgt tilbage til hullet, hvor vi kom fra. Hullet blev derefter lappet, og der gik ikke lang tid, før historien gentog sig.
Egentlig var det jo skrub forkert, at vi unger stjal de syge børns frugter, men som barn tænker man jo ikke så meget over følgerne af ens handlinger. Det var bare spændende at gå på æblerov sammen med vennerne, og man havde altid en gevinst med ud.
Sydhavnen:
Et Misforstået Område med Stærke Rødder
Sydhavnen har, så længe jeg kan huske, været genstand for negativ omtale. Selv prominente personer har desværre udnyttet deres status og medieplatforme til at tale nedsættende om området i deres stræben efter større anerkendelse. Jeg nævner ingen navne, men én person, der ellers havde en tæt tilknytning til Sydhavnen, har gentagne gange bidraget til en negativ fortælling om bydelen.
Denne fremstilling har efterladt offentligheden med et skævvredet billede af Sydhavnen som et sted præget af arbejdsløshed og social nød – en opfattelse, der langt fra dækker hele virkeligheden. Det er en forsimplet og uretfærdig beskrivelse af et område med stærke fællesskaber, rige historiske rødder og stolte traditioner.
Den dårlige omtale medførte ifølge rygtet, at nogle af bydelens beboere i en periode undgik at nævne Sydhavnen ved navn, når de skulle fortælle andre, hvor de boede. I stedet brugte de betegnelser som Kongens Enghave eller, for dem der boede i nærheden af de musikalske vejnavne, Musikbyen.
Dette vidner om, hvordan ord og omdømme kan påvirke en hel bydel og dens beboere.Jeg har aldrig selv bemærket denne betragtning af Sydhavnen. Min opfattelse var, at dem der boede der, var arbejdsomme mennesker, børnerige familier, der af økonomisk nødvendighed gjorde alt for at få et arbejde. Selvfølgelig var der altid nogen, der faldt ud, men mon ikke dette også kunne ses i alle Københavns kvarterer?
Jeg har altid haft en dyb kærlighed til Sydhavnen, og jeg må indrømme, at det var en fejl, vi i sin tid flyttede derfra til et villakvarter. Men dengang var vi nyforelskede, det første barn var kommet til verden, og lejligheden, vi boede i, var ikke så stor. Alt pegede derfor på, at et hus i Solrød var den rigtige løsning.
Siden vi forlod Sydhavnen, har jeg grebet enhver mulighed for at cykle derind og gå ture i kvarteret. For omkring ti år siden meldte jeg mig ind i Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv, som i dag har til huse på Karens Minde. Det gjorde jeg med det formål at medvirke til at udbrede kendskabet og fortælle historien om den skønne bydel Sydhavnen. Det er et fantastisk frivilligt arbejde, som jeg bruger meget tid på og virkelig nyder.
Mit største ønske her i mine ældre år er at flytte tilbage til Sydhavnen, men det virker desværre helt uoverskueligt. Alderens udfordringer og de tårnhøje priser i bydelen gør det vanskeligt. Derfor må jeg slå mig til tåls med at tage toget derind, når nostalgien tager over, og nyde at gå rundt i min elskede bydel.
Mange venlige hilsner og fortsat god dag , Søren Sol Meyer.
Forord
“Barndommens Sydhavn – en automatisk kladde” fører os tilbage til et af de mest markante steder i bydelens historie: Karens Minde.
I dag kender vi området som et levende kulturhus, men før transformationen var det en del af de Kellerske Åndssvageanstalter – et stort institutionskompleks, der gennem mere end et århundrede satte sit præg på både landskabet og hverdagslivet i Sydhavnen.
I denne erindringsartikel giver Søren Sol Meyer et sjældent indblik i, hvordan Karens Minde oplevedes indefra – ikke som en institution, men som et sted, der for børn i kvarteret rummede både mystik, nysgerrighed og en særlig form for tiltrækning.
Forfatterens egne minder fra området er præget af de kontraster, der kendetegnede Sydhavnen i midten af det 20. århundrede: de åbne grønne arealer, de gamle bygninger, de mennesker der færdedes dér, og den blanding af respekt, fascination og barndommelig eventyrlyst, som stedet vakte.