Barndommens vovestykker.
Først og fremmest overlevede vi, at vi blev født af mødre, der røg og måske tog en lille snaps til jul – selv under graviditeten. Vi sov på maven i vuggerne, der var malet med farver, hvor man næsten kunne smage blyet. Og vi blev transporteret rundt i biler uden børnesæder eller sikkerhedsseler – sommetider lå vi bare på hattehylden.

Sukker og udeliv.
Vi spiste sukker på cornflakes, mors hjemmebagte kager og masser af hvidt brød med smør. Men vi tog aldrig på, for vi var altid udenfor og legede hele dagen, fra solen stod op, til gadelygterne blev tændt.

Ingen hjelm, ingen frygt.
Vi cyklede uden hjelm og racede gennem Sydhavnens gader som vaskeægte vovehalse, med vinden i håret og skrammede knæ som vores eneste bekymring. Vi kastede os ud i livet med en fandenivoldsk frihed – ingen beskyttelseshætter på medicinflasker, ingen sikkerhedslåse på vinduerne, og ingen voksne, der hele tiden fortalte os, hvad vi måtte og ikke måtte. Vi drak vand direkte fra vandposten i Valbyparken og på legepladsen, selvom vi godt vidste, at den nok ikke var helt ren. Når vi var flere, delte vi en sodavand direkte fra flasken, sendte den rundt, én slurk til hver – ingen bakterieskræk, ingen bekymringer. Og vi klarede os fint.

Vi gik selv i skole, ad Sjælør Boulevard og over det store befærdede kryds ved Borgmester Christiansens Gade, videre langs den delvist trafikerede P. Knudsens Gade. Der var ingen, der blev kørt i skole i bil, og tanken om, at mor skulle følge os til fods, var næsten komisk – vi kunne sagtens selv. Vi lærte tidligt at færdes i byen, at passe på hinanden og at tage ansvar.

Når vi cyklede, var det ofte i fuld fart ned ad Mozartsvej, hvor vi lod os glide hen over asfalten med hjertet i halsen. Vi styrtede, slog os, rejste os igen og grinede – for det var sådan, man lærte.

Vi var børn af en anden tid. En tid, hvor asfalten var vores legeplads, og friheden lå i den friske luft og i gadens små eventyr. Et sår på knæet var ikke noget, der skulle pustes på – det var et trofæ fra en dag fyldt med leg, løb og dristige hop fra kantsten til kantsten. Vi lærte verden at kende ved at kaste os ud i den, uden frygt, men med eventyrlyst i hjertet. Ingen stod klar til at feje forhindringer af vejen for os, for begrebet curlingbørn og curlingforældre fandtes ikke. Vi faldt, vi rejste os igen – og vi blev stærkere af det.

Legepladsernes Kongerige.
Legepladserne i Sydhavnen var vores uomtvistelige kongerige. Det var her, vi herskede og udforskede verden med barnlig energi og grænseløs fantasi. På den store legeplads på Sjælør Boulevard og i Valbyparken gyngede vi højt op mod himlen, hvor det gjaldt om at være den sejeste ved at svinge sig højest. Gyngerne knirkede melodisk, og vores latter fyldte luften, mens vi konkurrerede om, hvem der kunne nå „til stjernerne”. Den høje rutsjebane var en test af vores mod, og vi klatrede frygtløst op på de massive jernklatrestativer, som føltes som bjergtoppe, vi skulle erobre. Karrusellen skulle helst have så meget fart på som muligt, så man blev bragt helt ud af balance og tumlede rundt med latteren rungende i maven.

Gadefodbold var en anden vigtig del af vores liv. Banerne blev improviseret i gader og gårde, hvor sko, mursten eller hvad end vi kunne finde, markerede målene. På trekanten ved Verdisvej blev der spillet ”land” med dolke eller kraftige lommeknive. Det var en leg, der krævede både præcision og strategi. Vi delte jorden op i felter, og med et velrettet hug i modstanderens felt kunne vi langsomt erobre mere og mere af deres territorium. Enhver sejr føltes som at erobre en hel verden. Vi legede tagfat og fangeleg, Cowboys og soldater i Rubinsteinsvej og Glinkasvejs kældre, ikke altid med viceværtens velsignelse. Og apropos viceværten, så havde han etableret et hobbyrum i kælderen på Glinkasvej til ungerne fra gården og gaden, hvor han lærte os at sætte skibe i flasker og fyrtårnspærer samt mange andre håndværksmæssige ting.

Valbyparken var også en evig kilde til eventyr. Her skød vi med bue og pil, inspireret af historier om Robin Hood og tapre vikinger. Ved parkens yderste grænse mod Hvidovre lokkede slamområderne, som var vores egen „jungle”, hvor vi kunne lege skjul og udforske ukendt terræn. Røret over Gåsebæksrendens udløb var en af Sydhavnens manddomsprøver. Vi balancerede på røret og skulle forcere pigtrådshegnet på midten – det føltes som en livsfarlig mission, men stoltheden over at klare det var ubeskrivelig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor dybt der var under udløbet, men mudderet nedenunder gjorde det hele endnu mere spændende. Vi fiskede nede ved slusen og balancerede rundt på de store glatte sten tæt ved vandkanten med fiskestangen i hånden. Sjællandsbroens kanter og buer blev en udfordring, hvor vi kravlede modigt, selvom strømmen nedenunder var stærk og farlig.

En dag ved Fiskerihavnen husker jeg særligt tydeligt. Min ven Torben Jensen og jeg, Søren Sol, var på eventyr blandt de mange både, da Torben pludselig mistede balancen og faldt i havnen. Han forsvandt hurtigt ned i vandet, men mirakuløst padlede han sig op igen, og jeg fik hjulpet ham op på kajkanten. Han stod der, drivvåd og forpjusket, mens vi begge grinede nervøst over oplevelsen. Efter chokket var vi hurtigt tilbage i gang med nye opdagelser – som om intet var hændt.

Hobbyerne blomstrede i de regnvåde dage. Nogle af os samlede frimærker og fodboldkort, mens andre fordybede sig i akvariernes verden, hvor guppyer og neonfisk skabte liv bag glasruderne. Dubletter af kort og samlerobjekter skiftede hænder med ivrig forhandling, og det var altid spændende at se, hvad kammeraterne kunne tilbyde i bytte.

Da vi blev ældre, ændrede interesserne sig. Knallerten blev omdrejningspunktet – ikke kun som transportmiddel, men som et projekt, der kunne trimmes og tunes. Vi skruede, borede ud og eksperimenterede med motorerne, alt sammen for at få lidt ekstra fart på de lange, lige strækninger i Sydhavnen.

Det var en tid, hvor regn eller sol aldrig satte grænser for eventyrlysten – vi fandt altid på noget. Barndommens lege i Sydhavnen var mere end blot underholdning – de var vores måde at skabe bånd, finde os selv og lære om verden. Alt, hvad vi havde, var vores fantasi og hinanden, og det var mere end rigeligt til at gøre hver dag til et eventyr.

Drenge- og pigelege i 50’erne og 60’erne.
Som drenge legede vi krig med vores små modelbiler – de robuste Teknos og Corgi Toys-køretøjer blev til kampvogne og jeeps i vores fantasifulde slagmarker på gårdspladsen eller i sandkassen. Det var ægte drengelege, fyldt med action, strategier og eventyr, hvor vi skiftevis var helte og skurke. Men når pigerne kom med, tog legen en helt anden drejning, og det blev noget særligt.

Sjippetovene blev også fundet frem, og vi kunne næsten ikke tro vores egne øjne, når pigerne ubesværet lavede mønstre og komplicerede spring. Selv når vi forsøgte at efterligne dem, endte vi ofte kluntet og grinende, men det var også en del af magien. Elastikhop deltog vi ikke rigtig i, det var for indviklet.


Og så var der yoyoen, hvor trissen blev sat i rotation og med små, præcise ryk løb op og ned ad snoren. Både piger og drenge mestrede yoyoens kunst og svingede den elegant rundt i den lange snor, mens de øvede tricks og imponerede hinanden.

Boldspil op ad muren med boldremser var en klassiker – her kunne alle være med, og spillet blev til en konkurrence om, hvem der kunne ramme flest runder uden at fejle. Grinet gjaldede mellem murene, mens bolden rytmisk dansede op og ned.
Og der var Flip-Flap – det magiske spil, hvor den ene spiller styrede den lille papir-kreation, mens modparten valgte et ord, en farve eller et tal.

Vi holdt vejret af spænding, mens flip-flappen åbnede sig og afslørede en opgave, en spådom eller måske en hemmelighed.


Det var et af de spil, der føltes næsten som et ritual – en sjov blanding af leg og fantasi, som kunne vare i timevis.

En anden populær leg var de små cigarkasser, som vi lavede af træ. Foran var en lille revne, hvor en hønsering kunne falde ned, og ovenpå sad et lykkehjul med farver og tal. Når man drejede på hjulet, kunne man vinde flere hønseringe, hvis man var heldig. Det var en simpel fornøjelse, men der var noget magisk over at se, hvor mange man kunne samle.

Lise, min viv, har fortalt mig, at en af hendes yndlingssysler som barn var at sidde på Mozartsvej og skrive nummerplader ned, når bilerne passerede. Drengene kunne også finde på at gøre det – måske fordi vi altid var lidt fascinerede af biler og fart.

Om sommeren satte vi fart på rulleskøjterne, der klaprede hen over de ujævne fortove, og vi udfordrede hinanden til at køre hurtigst eller tage de skarpeste sving.

Når vinteren kom, fandt vi isen i Valbyparken. Der, med røde kinder og varm kakao i lommelærken, løb vi rundt på vores isskøjter. Vi forsøgte at holde balancen på de glatte flader, og vi grinede hjerteligt, når én af os væltede. De kolde dage på isen var lige så mindeværdige som de varme sommerdage på rulleskøjterne.

Barndommens lege var ikke bare tidsfordriv – de var bånd, der bandt os sammen, små glimt af glæde og samhørighed, som stadig kan vække varme, minder om en tid, hvor alt føltes lidt mere enkelt og uskyldigt.

I disse øjeblikke forsvandt forskellen på drenge- og pigelege. Der var noget næsten magisk over de stunder, hvor vi grinede sammen, rødmende når vi fik øjenkontakt, og tiden stod stille for et øjeblik – bare os, et sjippetov og barndommens uskyldige glæde.

En barndom fuld af frihed.
Vi var mange børn på Rubinsteinsvej og Glinkasvej, børn fra store og børnerige familier – alle skønne unger og rigtig gode kammerater, der vidste, hvad ægte venskab betød. Selvfølgelig havde vi vores små konflikter; skænderier kunne opstå over en hinkesten, en bold, eller hvem der måtte tage den næste tur på rulleskøjterne. Men de små uenigheder forsvandt som dug for solen, og næste dag var vi sammen igen, som om intet var hændt. Vi var ikke bare venner – vi var som en stor, sammenknyttet familie, og jeg, Søren Sol, var stolt over at være en del af denne vidunderlige flok.

Sammenholdet i barndommens gade var fantastisk – ikke kun blandt os børn, men også mellem beboerne i de to blokke. Vi passede på hinanden, hjalp hvor vi kunne, og der var altid voksne omkring, som holdt et kærligt øje med os. Når vi legede i gården eller på gaden, kunne vi trygt løbe rundt uden bekymringer, for vi vidste, at der altid var nogen, der tog sig af os, hvis vi slog os eller havde brug for hjælp.

Lejerforeningen, i samarbejde med viceværten, sørgede for, at fællesskabet blev styrket gennem utallige arrangementer, hvad enten det var skovture, fastelavn eller andre festlige begivenheder, hvor store som små samledes og hyggede sig. Det var en tid fyldt med glæde, samhørighed og tryghed – en barndom, der satte dybe spor i hjertet.

En barndom uden grænser – frihed, fællesskab og eventyr
Vores eneste regel var enkel: “Alle kan være med.” Der var ingen, der blev holdt udenfor, og ingen, der blev efterladt alene. Uanset om man var genert, eventyrlysten, eller bare stod og kiggede på fra sidelinjen, var der altid plads. Vi var frie. Frie til at udforske, til at lave fejl og prøve igen, til at skabe vores egne små eventyr. Vi havde ingen mobiltelefoner til at distrahere os, ingen GPS til at finde vej – men vi fandt altid hjem. Ofte med græspletter på tøjet, slidte knæ og en solskoldning eller to, men altid med store smil og endnu en dag fuld af minder i bagagen.

Vores forældre stod i baggrunden med en stille visdom. De var unge under krigen, og vi var deres børn af efterkrigstiden – en tid, hvor man forstod værdien af frihed, opdragelse og fællesskab. De havde lært at klare sig med lidt, men gav os en barndom rig på oplevelser. De vidste, at barndommen skulle leves, ikke kontrolleres. Vi løb ud om morgenen med store drømme og kom først hjem, når gadelygterne tændtes, og mørket faldt på.