Fem År i Skyggen af Besættelsen –
En Families Kamp for Håb og Overlevelse.
Karen Koch, født den 12. november 1918 og død den 10. januar 2015, oplevede livet under 2. verdenskrig. Da krigen brød ud, var hun 22 år gammel og boede sammen med sin mand i en lejlighed på Rubinsteinsvej 46, 3. sal til venstre.
Af Ditte Christina Koch
Besættelsen
Jeg stod på trappen og snakkede med min nabo, da postbuddet pludselig dukkede op med en alvorlig mine. “Danmark er blevet besat af tyskerne,” sagde han. Ordene ramte som et chok. Det var den 9. april 1940, omkring klokken 11, da jeg første gang hørte den skæbnesvangre nyhed. Mine tanker løb løbsk: grimt, væmmeligt og uhyggeligt. Bekymringen greb mig især, fordi min mand, Lasse, var dansk politimand. Situationen føltes både truende og skræmmende.
Overalt lød det samme budskab: Alle danskere skulle inden aften den 9. april have mørklægningsgardiner i alle husets vinduer. Jeg vidste, at det var et kapløb mod tiden, så jeg skyndte mig afsted for at købe gardiner, før de blev udsolgt. Det var ren held, at jeg fik fat i de sidste, butikken havde på lager.
Da Lasse kom hjem fra politigården, gik vi straks i gang med at hænge gardinerne op. Stemningen var tung, og samtalen drejede sig naturligt nok om dagens uhyggelige begivenheder. Men én ting ville bare ikke samarbejde: det sidste gardin. Lasses tålmodighed slap op, og i frustration sparkede han hul i det. Jeg stod målløs og vidste, at der ikke var andet at gøre end at finde et nyt. Denne gang måtte jeg gå langt, for hele byen var ribbet for mørklægningsgardiner.
Hverdagen under besættelsen
Som tiden gik, blev besættelsen stadig mere mærkbar. Mangel på varer prægede hverdagen, og rationering blev en del af livet. Lange køer ved bageren for blot ét brød var ikke ualmindeligt, og folk lærte at klare sig med det, de havde. Trods alt var tyskerne korrekte i deres behandling – vi var jo deres “spisekammer”.
19. september 1944
Den dag, jeg havde frygtet mest, kom den 19. september 1944. Det danske politi – inklusive min mand, Lasse – blev taget af tyskerne. Jeg stod nu alene med vores to små piger på 2 og 5 år, og jeg ventede vores tredje barn.
Blot otte dage før, den 11. september, havde jeg fået taget et billede af Lasse. Da jeg nogle dage efter hans arrestation fik det fremkaldt, føltes det næsten ubærligt at kigge på det. Jeg anede ikke, hvor han var, om han levede, eller om vi nogensinde ville ses igen. Hver dag ventede jeg på et brev, en besked – noget, der kunne give mig et lille glimt af håb.
En måned senere kom brevet endelig. Mine hænder rystede, da jeg åbnede kuverten. Skulle jeg føle glæde, hvis det var fra Lasse? Eller frygt, hvis det kom fra en, der bragte dårligt nyt? Lettelsen skyllede over mig, da jeg genkendte Lasses håndskrift. Brevet, skrevet på tysk for at kunne passere censuren, fortalte om den barske rejse. Sammen med de andre politimænd var han blevet transporteret under elendige forhold til koncentrationslejren Neuengamme og senere til Buchenwald i kreaturvogne.
Jeg skrev straks tilbage, også på tysk, og fortalte om børnene og livet derhjemme.
At gemme spor
Min fætter, også politimand, undgik arrestation, da han lå på hospitalet med en alvorlig sygdom. Han advarede mig om, at tyskerne kunne komme efter Lasses ting. Jeg handlede hurtigt. Uniformerne gemte jeg i en skunk i væggen, mens hans støvler blev afleveret til en skomager, der lovede at passe godt på dem. Heldigvis kom tyskerne aldrig.
En lille dreng
I februar 1945 skrev jeg endnu et brev til Lasse. Jeg fortalte ham, at han var blevet far til en lille dreng, og vedlagde et billede. Det føltes vigtigt, at han vidste, at livet fortsatte trods alt.
Befrielsen
Den 4. maj 1945 kom frihedsbudskabet. Danmark var befriet! Gaderne summede af jubel og lettelse, men for mig var glæden ikke fuldendt – Lasse var stadig ikke hjemme. Nogle dage senere kom opkaldet fra Dansk Røde Kors. Jeg kunne hente ham på Langelinie. Ordene slog mig næsten omkuld af glæde.
Da jeg så ham igen, kunne jeg se, hvor meget han havde gennemgået. Lasse var et nervevrag efter opholdet i koncentrationslejrene. Men takket være Svensk Røde Kors, der havde taget sig af de danske politimænd i Sverige i tre uger, var han fysisk i bedre stand.
Vi fejrede hans hjemkomst med naboer og børn. Selvom han havde ar på sjælen, var han stadig Lasse, og det var det vigtigste.
Et ødelagt ungdomsliv
De fem år under besættelsen stjal noget af vores bedste ungdom. Angsten, afmagten og frygten for fremtiden vil jeg aldrig glemme. Alligevel står mindet om genforeningen med Lasse som en strålende lysglimt i en mørk tid.
Web/ Søren Sol Meyer
Forord
“Dengang i 1940’erne” giver et sjældent indblik i hverdagslivet i Sydhavnen under og lige efter krigen.
I denne erindringsfortælling deler Karen Koch sine minder fra en tid præget af både knaphed og stærke fællesskaber, hvor selv små oplevelser satte sig dybt og blev til livslange billeder.
Gennem Kochs fortælling får vi et nærværende blik på barndommens rutiner, kvarterets rytme og de små øjeblikke, der formede en generation.
Hendes erindringer fungerer som et værdifuldt supplement til den lokale historie — ikke gennem store begivenheder, men gennem de stemninger, mennesker og hverdagsglimt, der tilsammen udgør Sydhavnens sjæl i 1940’erne.