En Særlig Dag i Sydhavnen

Gennemsnitsbedømmelse:

★★★★★

Af Søren Sol Meyer, Januar 2025.  

En Særlig Dag i Sydhavnen:
Guldkystens Skæve Idyl i 50’erne og 60’erne.

Rejsen Tilbage til Barndommens Drømme ved Lorterenden og Guldkystens Skæve Idyl i 50’erne og 60’erne.

I nederste hjørne ses resterne af broen, der forbandt Pumpehusvej med Guldkysten, samt en gammel folkevogn – nu næsten opslugt af naturen, der langsomt fortæller sin egen historie.
Foto: Søren Sol Meyer 2009.

En søndag i juli 2009 havde jeg inviteret mine skønne voksne børn på en helt speciel tur til Sydhavnen – en rejse tilbage i tiden og ind i et hjørne af byen, der har været en del af mit liv, så længe jeg kan huske. Destinationen var det lille område, kendt blandt de lokale som ‘Guldkysten’ og ‘Lorterenden’. Det var et tilflugtssted for samfundets marginaliserede grupper og et sted fyldt med historie og sjæl. Jeg ønskede, at mine børn skulle opleve denne unikke del af Sydhavnen – ikke kun for at se, hvordan tingene engang var, men også for at mærke stemningen, inden denne verden muligvis forsvinder for altid.

Værestedet på Guldkysten – et fristed midt i Sydhavnens vilde natur, hvor beboerne fra Lorterenden kan samles om en kold bajer og nyde livets små glæder under åben himmel. Foto: Søren Sol Meyer 2009.

En solrig start på dagen
Dagen kunne ikke have været bedre. Solen skinnede fra en skyfri himmel og kastede sit gyldne lys over kanalerne, parkerne og de gamle, slidte facader. Vi begyndte vores tur langs Lorterenden – den lille kanal, der snor sig gennem et område, hvor mennesker med alternative livsformer har skabt sig en hverdag i campingvogne, selvbyggede skure og husbåde. Stemningen var rolig og næsten tidløs, og selvom der ikke duftede af grillet mad i Lorterenden, så havde stedet sin egen unikke aroma. En blanding af stillestående vand, gammel tang og fugtig jord hang i luften – en duft, som på sin egen måde føltes tryg og velkendt.
Mine børn, der var vant til et andet tempo og en anden struktur i deres liv, så sig nysgerrigt omkring, mens jeg fortalte historier fra min barndom. Jeg forklarede dem, hvordan vi som børn elskede at udforske området, sejle på improviserede tømmerflåder og lede efter mønter i skidtet fra Sporvognsskinneskidtskraberne. For os var det ikke bare en kanal med lidt lugt – det var en verden fyldt med eventyr, hvor fantasien fik frit løb, og hver dag bragte nye oplevelser.

Lorterenden ca. 1957 – Fotograf ukendt, billedet er fra Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkivs database.
Barndomslege ved Lorterenden
Som barn var området omkring Lorterenden og Guldkysten et af de steder, vi børn i Sydhavnen elskede at lege. Det var et eventyrligt område fyldt med gemmesteder, små skure og faldefærdige broer, der udfordrede vores mod. Vi lavede tømmerflåder af gamle paller og sejlede på den beskidte kanal, mens vi forestillede os, at vi var opdagelsesrejsende. Nogle gange hjalp vi de voksne, der boede på Guldkysten, med at bygge deres selvbyggede husbåde. Vi blev hurtigt en del af fællesskabet, hvor alle kendte hinanden. Vores hænder blev beskidte af harpiks og tjære, og vi følte os stolte, når vores små bidrag til husbådene gjorde en forskel.
Pumpehusvej, som var vejen ned til Guldkysten, spillede en helt særlig rolle i vores lege. Vejen sluttede ved den skæve bro, der forbandt Pumpehusvej med Guldkysten. Men der var også noget andet, der gjorde stedet spændende for os børn. Her, for enden af vejen, læssede Sporvognsskinneskidtskraberne deres affald af – alt det, de gennem natten havde renset op fra skinnenettet i hele København. For os børn var det som en skattekiste. Mellem skidt og møg kunne vi finde mønter, der var blevet suget op sammen med det øvrige affald.
Vi kastede os over bunken med ivrige hænder, og der var noget næsten magisk ved at finde en glitrende mønt i alt skidtet. Det krævede lidt tålmodighed, men vi vidste, at der kunne være en god skilling at tjene, hvis vi brugte et par timer. Vi delte vores fund med hinanden, lo og legede, mens solen kastede sine gyldne stråler over området. Selv lugten af skidtet kunne ikke ødelægge den glæde, vi følte.
Hver mønt var en sejr, og hver dag på Guldkysten var et nyt eventyr. For os var det ikke bare leg – det var livet, fuld af fantasi, kammeratskab og små øjeblikke, der stadig lever i minderne.
Et stemningsfuldt fotografi viser sporvognsskinneskidtskraberen i aktion for enden af Pumpehusvej. Den solide maskine står midt i sit arbejde, mens den aflæsser en bunke grus og skidt, der er samlet op fra sporene. På pladsen under Sporvognsskinneskidtskraberen ligger små bunker af grus spredt ud, og man kan næsten forestille sig Sydhavnsbørn, der senere ville komme forbi for at lede efter tabte mønter – måske til en opsparing eller en tur til slikmutter. Billedet fanger et øjeblik af bydelens daglige puls, hvor selv det beskedne arbejde med sporvognssporene har skabt små historier i kvarterets liv.
Foto: Torben Liebst

De skæve eksistenser på Guldkysten
Vores forældre var ikke altid begejstrede for, at vi opholdt os i området. De havde hørt historier om de skæve eksistenser, der boede der, og var lidt nervøse for, hvad vi kunne støde på. Men de vidste også, at tiderne dengang var anderledes – folk var mere åbne og nysgerrige. De voksne på Guldkysten passede altid godt på os børn og delte gerne deres fortællinger og erfaringer med os. På trods af forældrenes bekymringer vidste de nok inderst inde, at de mennesker, vi mødte, var ganske ufarlige, og at vi lærte noget værdifuldt om livet ved at være der.

En barndomserindring om ‘spritteren’
En af de ting, jeg husker tydeligt fra Lorterenden som barn, var, når min far og jeg gik over marken på vej til fiskerihavnen. Her passerede vi kanalen, hvor der boede en hjemløs mand – dengang kaldte vi ham en ‘spritter’. Han havde gjort et telt til sit hjem, der stod op ad et trådhegn. Hans seng var en sovepose, og han boede der i flere år, sommer og vinter, uanset vejret. Selv under de hårdeste vintre med frostgrader klarede han sig.
Det siges, at han drak sprit næsten direkte fra husholdningsflasken. Dengang kunne man fjerne denatureringsstofferne med aktivt kul, og måske var det en del af forklaringen på, hvordan han kunne holde varmen i sit telt. Det var både fascinerende og skræmmende at opleve som barn, men det var en del af Sydhavnens mange kontraster.
På billedet kan man se resterne af broen, der engang forbandt Pumpehusvej med Guldkysten. Broen var både en praktisk forbindelse og en påmindelse om den primitive, men charmerende hverdag, hvor selv et simpelt toilet langs broen havde sin plads. Fotograf ukendt, billedet er fra Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkivs database.

Den lille bro over Lorterenden
Jeg mindes også den lille bro, der gik over Lorterenden fra Pumpehusvej. Broen var gammel og ramponeret, så meget at man næsten ikke turde gå over den, fordi den knagede og svajede under ens fødder. Midt på broen havde nogen bygget et interimistisk toilet, hvor fornødenhederne røg direkte gennem et åbent hul og ned i Lorterenden. Når man stod på bredden og kiggede ud på broen, kunne man ikke undgå at bemærke de små “plump-plump”-lyde, der afslørede, hvad der foregik.

Mødet med en venlig mand
Da vi nåede området tæt ved Valbyparken, hvor Gåsebæksrenden markerer grænsen, skete der noget helt specielt. Vi faldt i snak med en ældre mand, der boede i en af de farverige campingvogne på Guldkysten. Han havde boet der i mere end 30 år og inviterede os indenfor i sin campingvogn, som var som et skatkammer fyldt med alverdens ting – gamle lamper, billeder, musikinstrumenter og bøger fra gulv til loft. Her var et sted, hvor tiden syntes at stå stille, og hvor hver genstand fortalte sin egen historie.

Indenfor i den venlige mands hjem på Guldkysten mærkede vi en hjertevarm atmosfære. Han bød os på kaffe, men vi takkede pænt nej. Mine børn lyttede nysgerrigt til hans historier og betragtede det særprægede selvbyggede hjem, der var fyldt med alverdens ting – hver genstand med sin egen historie.”
Foto: Søren Sol Meyer 2009.
En fantastisk fortæller
Den venlige mand var en fantastisk fortæller. Han delte anekdoter om livet på Guldkysten, om naboerne og om de kampe og sejre, som det lille samfund havde oplevet. Han fortalte også om, hvordan stedet fungerede som et fristed for dem, der ikke passede ind i samfundets normer – et sted, hvor man kunne finde ro og fællesskab, selvom livet ikke altid havde været let.
Mine børn lyttede og spurgte nysgerrigt ind til de mange historier. Jeg kunne mærke, at han gjorde indtryk på dem, ikke kun med sin gæstfrihed og varme, men også med sin evne til at leve et liv på egne vilkår. Det var første gang, de mødte en person som ham – en skæv eksistens i hans hjem, som de kun havde hørt om i teorien, men som nu stod foran dem i kød og blod.
Min datter Jane og min søn Jesper står og betragter de mange spændende ting, der også prægede det udendørs areal ved indgangen til hans hjem. De finurlige detaljer og samlingen af alverdens skatte skabte en hyggelig og varm stemning, der fik os til at føle os særligt velkomne. Foto: Søren Sol Meyer 2009.
Afslutningen i Valbyparken
Efter vi havde sagt farvel til den venlige mand, fortsatte vi vores tur rundt om kanalen, hvor vi langsomt gik og studerede de mange husbåde og alternative boliger, som gav området sin helt særlige charme. Mine børn var fascinerede af de kreative løsninger, de så – små skure med blomsterkasser, farverige både og hjemmelavede platforme, der nærmest bugnede af personlighed og historie.
Da vi nåede Valbyparken, besluttede vi os for at afslutte dagen ved stenen – et sted, der havde været et fast holdepunkt i min barndom. Her satte vi os i græsset omkring den, mens jeg fortalte historier om dengang, vi børn brugte hele sommerdage i parken. Jeg beskrev, hvordan stenen var et samlingssted, hvor vi udtænkte nye lege, delte vores madpakker og drømte om fremtiden.
Mine børn lyttede med store øjne, mens jeg forklarede, hvordan vi som børn kunne få timevis til at gå ved bare at løbe gennem de åbne plæner, klatre i træerne eller bygge små eventyrverdener blandt buskene. Jeg mærkede, hvordan de begyndte at forstå, at det var de simple glæder, der skabte de dybeste minder.
Solen begyndte at gå ned, og dens varme lys omfavnede parken, mens vi sad der og nød stilheden. Det var, som om tiden stod stille, og jeg kunne næsten høre ekkoet af min egen barnelatter mellem træerne. Da vi til sidst rejste os for at gå hjemad, føltes det, som om vi havde skabt en lille bro mellem fortid og nutid – mellem mine barndomsminder og deres nye forståelse af en tid, der på sin egen måde stadig levede i steder som Valbyparken og langs kanalen.
Det idylliske sommerbillede med robåden, der ligger klar til at glide ud i kanalen, står i skarp kontrast til det uflatterende navn ‘Lorterenden’. Her er det naturens skønhed og den fredfyldte stemning, der dominerer. Foto: Søren Sol Meyer 2009.

Det første billede, der møder én på denne side – en del af en collage fra Lorterenden – skildrer et idyllisk sommerøjeblik med en Folkevogn og campingvogn, der står som stille vidner om stedets særlige charme.

Billedet, der ledsager denne fortælling, viser på smukkeste vis kontrasten mellem fortid og nutid på Guldkysten. Dengang var området præget af gamle både og improviserede skure, bygget med alt, hvad man kunne finde. I dag vidner stedet om en anden slags genbrug – udslidte ting fra tidligere perioder, som stadig finder plads her. Campingvogne, biler og andre levn fra fortiden er blevet en del af landskabet og skaber en unik atmosfære, der fortæller historier fra flere tidsaldre.

I nederste højre hjørne kan man se resterne af broen, der engang forbandt Pumpehusvej med Guldkysten. Broen var både en praktisk forbindelse og en påmindelse om den primitive, men charmerende hverdag, hvor selv et simpelt toilet langs broen havde sin plads.
 
Og så er der den gamle folkevogn – et vidunderligt eksempel på, hvordan tiden og naturen har sat sine spor. Bilen, der engang måske var familiens stolthed, står nu næsten opslugt af naturen, som forsigtigt men ubønhørligt tager over. En stille påmindelse om historiens gang og områdets evne til at bevare sine minder.
Tre nøgne mannequindukker, en ensom stol og vildtvoksende natur – kunst eller kaos? Ja, hvorfor ikke begge dele! En skøn dag på Guldkysten er ved at gå på hæld, og med et smil på læben siger vi tak for, at vi måtte kigge forbi dette særlige sted. Foto: Søren Sol Meyer 2009.
Et eller andet sted er det mit største ønske, at man lader disse skæve eksistenser og deres miljø i Sydhavnens Lorterenden være i fred. For det her sted, med sine skure, sine campingvogne og sine mennesker, har en helt særlig mission, det er jeg overbevist om. Det minder os om en tid, hvor man klarede sig med det, man havde, og hvor fællesskabet var stærkere end materielle goder.
Her i Lorterenden var der plads til både BK Frem-fans og ægte Sydhavnskunst! Søren Sol Meyer 2009.

Jeg tror, vi også i dag kan lære meget af disse mennesker, som har valgt en anderledes måde at leve på end vores ofte strømlinede og forudsigelige liv. For mig har det betydet, at jeg altid har været i stand til at acceptere, kommunikere med og respektere dem. Deres valg af livsstil har givet mig en dybere forståelse for, at livet kan leves på mange måder – og at alle måder har værdi.

Når jeg ser på billedet af Guldkysten, ser jeg ikke bare et landskab fyldt med levn fra fortiden. Jeg ser et sted, hvor minder, drømme og menneskelig styrke er flettet sammen. Et sted, der fortæller historier om mod til at være anderledes, om håb midt i det enkle og om en tid, hvor frihed var mere end et ord – det var en måde at leve på.

Søren Sol Meyer

Til toppen
×
Logo

Forord

Sydhavnen rummer steder, hvor byens historie ikke blot kan læses – men mærkes. I denne erindringsfortælling tager Søren Sol Meyer os med tilbage til Guldkysten og Lorterenden, to små, men ikoniske miljøer, der gennem årtier har været hjem for skæve eksistenser, stærke fællesskaber og et liv levet på egne præmisser.

Med både varme og præcision skildrer forfatteren et stykke lokalhistorie, hvor barndommens lege, improviserede husbåde, slidte broer og farverige personligheder tilsammen udgør et unikt kapitel i Sydhavnens kulturarv. Fortællingen er ikke blot et tilbageblik, men også en påmindelse om værdien af de miljøer, der ofte ligger i udkanten af byens blik – men centralt i dens sjæl.

Dette er historien om en dag, der blev til et møde mellem generationer, minder og mennesker. En dag, hvor fortid og nutid krydsede hinanden langs kanalen, i Valbyparken og på de små stier, hvor Sydhavnens ånd stadig lever.

Udbred kendskabet til Arkivet.