Af Søren Sol Meyer, Januar 2025.
Forretningslivets Guldalder i Sydhavnen:
Barndomsminder fra 50’erne og 60’erne.
Forretningslivet blomstrer i Sydhavnen
I 50’erne og 60’erne var Sydhavnen en sand oase af små butikker og forretninger, som næsten fandtes på hvert hjørne.
I 50’erne og 60’erne, da jeg var barn, blomstrede forretningslivet i Sydhavnen. Ja, der var så mange forretninger – næsten én på hvert hjørne – at Sydhavnens familier kunne vælge og vrage mellem samme type forretninger. Ismejerier, købmænd, slagtere, viktualieforretninger, fiskeforretninger, bagere osv. osv. Men selvom udvalget var stort, havde de fleste familier deres favoritter.
Foto: Torben Liebst
Købmanden på hjørnet – mere end en leverandør
Den lokale købmand var en institution, der ikke kun solgte varer, men også byggede relationer.
Hver butik havde sin egen charme og sit eget kendetegn. Købmanden på hjørnet var kendt for sin venlighed og den personlige service. Man kunne altid stole på, at han havde de bedste varer, og han vidste præcist, hvad folk i nabolaget havde brug for. Den lokale slagter var et andet yndet sted, hvor man kunne få både de klassiske udskæringer og de særlige delikatesser, som mange kun fik på højtiderne. Hos bageren kunne du næsten altid finde duften af nybagt brød, og for børnene var det en stor fornøjelse at komme der og vælge en bolle eller en småkage, som de kunne tage med hjem.
De små fiskeforretninger var steder, hvor man kunne finde friske fisk, der var direkte leveret fra havnen. Man kunne få en god snak med fiskehandleren, der ofte havde historier fra de travle dage i havnen. Ismejerierne tilbød de fineste flødeboller og is, som blev en fryd på varme sommerdage. Det var også steder, hvor man kunne købe mælk, smør og fløde, og de fleste husstande havde deres faste leverandør.
Slagtere, bagere og en smag af tradition
De lokale slagtere og bagere leverede både hverdagens fornødenheder og festens lækkerier.
De lokale butikker spillede en central rolle i hverdagen, og for mange var de mere end blot steder at handle. De var samlingspunkter, hvor folk hilste på hinanden og udvekslede de nyeste nyheder. Man kunne altid stole på, at butikkerne var en del af den rytme, der holdt Sydhavnen i gang, og de bidrog til fællesskabet og samhørigheden, som præget livet i området.
For eksempel kan jeg huske, at min mor altid handlede hos købmand Baunsøe, som lå på Trekanten ved Rubinsteinsvej og Hammelstrupvej. Det var lidt af en omvej, for selvom Købmand Hansen lå meget tættere på – faktisk lige om hjørnet på Wagnersvej – så var det altid Baunsøe, vi handlede hos. Hvorfor nu det? Tja, jeg tror, det havde noget at gøre med, at man hos Baunsøe kunne få skrevet de daglige indkøb på regning og så afregne én gang om måneden. Det var en praktisk ordning, der sikkert gjorde hverdagen lidt lettere for mange.
Kioskens facade præsenterer sig tidstypisk med vinduer fyldt af tilbud fra forretningens sortiment. Udenfor er der monteret en trækonstruktion på væggen, hvor dagens aviser og ugeblades spisesedler er udstillet. Skiltet “Telefon” viser, at man her kunne ringe mod betaling – en vigtig service i en tid før mobiltelefonernes indtog.
Jeg arbejdede som avisbud her i flere år og husker stadig de tunge tasker med Berlingske Tidende, der især om søndagen kunne være ekstra besværlige på grund af avisens mange sektioner. Det var et hårdt, men lærerigt job, som mange unge havde dengang.
Ismejeriernes søde fristelser
Ismejerierne var børns favoritsteder, fyldt med flødeboller og is til sommerens varme dage.
Når det kom til ismejeriet, var favoritten dog det, der lå på Wagnersvej – lige ved siden af Købmand Hansen. Slagter Vad og Kiosk Wagner var naturligvis oplagte valg, da de lå i samme boligblok som vores hjem. Vi kendte dem og hilste på dagligt, når vi passerede forbi – hvilket var uundgåeligt. De blev en fast del af hverdagen.
Stubmøllevej og “Den Røde Plads”, også kaldet Trekanten, lå hvor Mozartsvej, Stubmøllevej, Hammelstrupvej og Rubinsteinsvej mødes. Billedet, taget omkring 1950, viser pladsen med den gamle tømmerhandel, der lå, hvor Irma – og nu 365discount – senere kom til. På pladsen fandtes også Købmand Baunsøe, en grønthandler og en slagterforretning. I bazarbygningen (ikke synlig på billedet) lå mange små forretninger, bl.a. en fouragehandel, værtshus, bageri, ismejeri og endnu en skomager. På modsatte side af pladsen lå Schous Sæbehus.
Viktualieforretningen Jenny var en hjælpende hånd for travle familier med hjemmelavet mad på menuen.
Fiskehandlerens akvarier med svømmende fisk fangede både børns og voksnes opmærksomhed.
En af mine egne favoritter var fiskehandleren på Mozartsvej, og det skyldtes noget helt særligt. Han havde nemlig tre store kar med levende fisk, som svømmede rundt, og det var noget, der virkelig fascinerede mig. Jeg kunne stå i lang tid og bare betragte de store fisk bevæge sig rundt i det klare vand – det var som at få et glimt af en anden verden.
Det var ikke hver dag, vi fik fisk derhjemme, men når vi var på Mozartsvej, insisterede jeg altid på, at vi skulle forbi fiskehandleren. Det var næsten en fast tradition, og selv hvis vi ikke skulle købe noget, måtte vi lige ind og kigge. Min mor blev ofte hevet med derind, og selv hun måtte indrømme, at det var en oplevelse, man ikke lige glemte. Jeg tror, hun nød det lige så meget som jeg gjorde – om end hun nok mest nød at se min begejstring
Dette billede viser, hvordan en klassisk frisørsalon så ud i 1950’erne og 60’erne. Salonen var kendt for sin charme og sit tidstypiske interiør med blankpolerede stole, spejle med dekorerede rammer og et diskret duftspor af hårvand og pomade.
Selvom salonen på Mozartsvej var lidt større end den tilsvarende på Borgbjergsvej, mindede de to frisørsaloner til forveksling om hinanden. Begge var samlingssteder, hvor kunderne ikke kun fik klippet håret, men også fik opdateringer om kvarterets nyheder og lidt lokal sladder – en uundværlig del af hverdagen i Sydhavnen.
Et besøg hos frisøren var både en praktisk nødvendighed og en social oplevelse.
Når Søren skulle klippes, var valget klart: frisøren på hjørnet af Offenbachsvej. Salonen lå i den høje stue med et stort venteværelse, der vendte ud mod gaden. Dengang bestilte man ikke tid – man mødte bare op og tog plads, hvilket ofte betød, at man måtte vente længe. Frisører var nemlig en sjældenhed i Sydhavnen på den tid.
Denne salon var min favorit, og jeg havde selvfølgelig også en yndlingsfrisør. Der var to at vælge imellem: Den ene var høj og havde altid et lidt mut udtryk, mens den anden – med sine guldbriller og sit evige smil – var den, jeg helst satte mig hos.
Jeg husker tydeligt, hvordan vi børn blev løftet op og sat på et bræt, der lå på tværs af frisørstolen, så vi kom op i en passende klippehøjde. Der sad man så tålmodigt i en halv times tid, mens sakse klippede og hår faldt til gulvet. Og når man forlod butikken, var det altid med en skinnende ny César-frisure, der gjorde én lidt stolt.
Sko, skomageren og kompromisets kunst
Sydhavnens skomagere og butikker sikrede både nyt fodtøj og forlænget levetid for det gamle.
Vi skulle jo også have sko på, og skobutikkerne i Sydhavnen var ikke så mange, så vi måtte ofte tage til Borgbjergsvej for at købe sko. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg så brændende ønskede mig spidse sko, men til min store ærgrelse nægtede min mor at købe dem. Hun påstod, at den slags sko var usunde for fødderne, og efter en lille kamp blev der indgået et kompromis: en skosnude, der var sådan lidt halvspids. Tja, Søren var måske en smule halvsur – for det var jo moderne med spidse sko – men sådan var det dengang. Man måtte tage det, man kunne få.
Når skoene så blev slidte, købte man ikke bare nye. Nej, så gik turen til skomageren for at få dem repareret. Det kunne være en ny metalsnude på sålen eller hælen, eller måske en generel reparation, der kunne give skoene lidt længere levetid.
Vores lokale skomager holdt til på Hammelstrupvej i bygningen Kongsgården. Ham brugte vi altid, dels fordi han var dygtig, men også fordi han boede i samme blok som os – Rubinsteinsvej 32, 3. th. Vi kendte ham godt, og han var både flink og professionel.
Skomageren var lidt af en institution dengang, hvor ting ikke bare blev smidt væk, men repareret og genbrugt. Det var en vigtig del af vores hverdag, og skomagerens værksted med den karakteristiske duft af læder og lim står stadig klart i min erindring.
På dette stemningsfulde billede fra 1950’erne ses den populære legetøjsforretning Hapo, der lå lige ved taxiholdepladsen på højre side, kort før Sjælør Boulevard. Ifølge KRAK 1967 var butikken beliggende på Mozartsvej 27 og drevet af Anne-Lise Strømted, der også solgte parfume. Hapo var et skattkammer for kvarterets børn, hvor vinduerne bugnede af legetøj, der kunne vække selv den mest fantasifulde drøm til live.
Billedet er venligst doneret til Arkivet af Freddie og Henrik Granno, der begge er født og opvokset i Sydhavnen. Hapo huskes med glæde som en af de mange lokale butikker, der gav liv og sjæl til Mozartsvej.
HAPO og Palm-Svendsen – drengenes legetøjsdrømme
Legetøjsforretningerne på Mozartsvej og Borgbjergsvej var skattekamre for små og store drengedrømme.
Og så kommer vi til legetøjet. Det blev naturligvis købt hos HAPO, legetøjsforretningen ved taxaholdepladsen på Mozartsvej. Her har jeg lagt mange lommepenge og endnu flere drømme. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg utallige gange stod med næsen trykket flad mod HAPOs udstillingsvindue, især ved juletid. Det var magisk – et Märklin-tog kørte rundt og rundt i vinduet, gennem en lille by og et landskab, perfekt skabt til at vække juleglæden i enhver dreng. Det var højt på ønskelisten for os alle dengang.
Da jeg blev lidt ældre, voksede min interesse for elektriske legetøj videre. Jeg husker specielt den Faller-racerbane, som jeg fik – et helt eventyr! Men den blev ikke købt hos HAPO. Nej, den kom fra legetøjsforretningen Palm-Svendsen på Borgbjergsvej, som nok havde det største udvalg af elektriske tog og racerbaner i hele Sydhavnen.
Udefra så Palm-Svendsen ganske beskeden ud – en tobaksforretning og kiosk, ville de fleste sige. Men når man trådte ind og gik op ad den lille trappe til afsatsen, åbenbarede sig et sandt mekka for elektriske entusiastdrømme. Her stod hylderne fyldt med Märklin-tog, Faller-racerbaner og et væld af andre modeller og tilbehør. Det var som at træde ind i en skattekiste – rent guf for en dreng som mig!
På billedet ses min barndomskammerat gennem 69 år, Ole Vagn Koch (til venstre), og mig selv (til højre). Vi er stadig tætte venner den dag i dag. Her sidder jeg og leger med min nyindkøbte Faller racerbane – en skat, jeg havde sparet op til i lang tid. Banen blev købt hos Palm-Svendsens Legetøjsforretning på Borgbjergsvej, en sand drøm af en butik med alt, hvad hjertet kunne begære af elektriske ting og sager. Palm-Svendsen var kendt for sit enorme udvalg og de nyeste gadgets, der kunne fascinere enhver dreng i Sydhavnen.
Slikmutter på Hammelstrupvej – børnenes paradis
Slikforretningen på Hammelstrupvej bød på alt fra bolsjer til liter-softice, og Slikmutter blev en favorit blandt børnene.
Ja, vi må selvfølgelig også snakke om slikforretningerne! Min absolutte favorit lå på Hammelstrupvej, og den var noget helt særligt. Her kunne man få softice, der blev afmålt i liter – og det var virkelig noget, jeg så frem til. Papbeholderne, som softicen blev fyldt i, havde forskellige farver alt efter, hvor mange liter der var i bægeret. Det var en luksus, der især blev nydt i weekenderne.
Om lørdagen havde vi altid vores små hygge-ritualer. Det kunne være med chokoladebrud, en stor portion softice, eller min mors favorit: en hæl fra Toms Chokolade. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg glædede mig til at se, hvad lørdagens lækkerier ville være, mens jeg i smug håbede, at det blev softice eller chokoladebrud.
Slikforretningen på Hammelstrupvej blev drevet af en kvinde, vi kaldte Slikmutter. Jeg kan stadig se hende for mig, og det er ikke så mærkeligt – vi kom der jo ret ofte, ikke kun i weekenderne, men også på hverdage, når vi havde fået lidt lommepenge. Slikmutter havde altid et smil på læben, og hun vidste præcis, hvad vi børn foretrak.
Det var ikke bare slik, vi købte. Det var en hel oplevelse at stå foran disken og vælge mellem bolsjer, lakridser og alt det andet, der fyldte de mange glas og bøtter i forretningen. Og selvfølgelig var softicen noget helt særligt – en ren fest i sig selv. Hammelstrupvejs slikforretning var for os børn et lille paradis, og det er et af de steder, der står som et klart og sødt minde fra min barndom i Sydhavnen.
På billedet ses en af de tre ikoniske Bazarbygninger i Sydhavnen – denne var hjemsted for Kongens Enghave – Café & Frokoststue, bedre kendt som “Skraldemandskroen.” Her regerede Vera og Henry, der boede på Haydnsvej, og skabte et samlingspunkt for områdets arbejdere.
I bygningen fandtes også furagehandleren og cigarhandleren Viggo, der var kendt for sine to imponerende Dobermann-hunde og sin hestetrukne skraldevogn.
Hjørnet var vidne til mange livlige scener, ikke mindst de utallige branderter, der tumlede ud af kroens dør, ofte med et godt grin eller en anekdote til de forbipasserende. Et lille glimt af Sydhavnen, dengang gaderne summede af liv og karakterer!
Forretningerne i Sydhavnen var en central del af hverdagen, der skabte fællesskab og samhørighed i området.
For eksempel var der de tre bazarbygninger, der husede et væld af små forretninger. Der var Irma på hjørnet af Rubinsteinsvej og Mozartsvej, og Elvi, der solgte dame- og modetøj. Schous Sæbehus var også en fast del af bybilledet, hvor man kunne finde alt fra sæbe til små husholdningsartikler. Musikforretningen Musikas var et andet sted, jeg ofte besøgte, og her købte jeg et væld af Beatles- og Rolling Stones-plader.
Isenkræmmeren på Mozartsvej var også en uundgåelig butik, når der skulle købes gryder, pander eller andre ting til hjemmet. Kehlet var en fast del af gaden, og fotoforretningen sørgede for at forevige minderne – en vigtig ting dengang, hvor fotografier ikke var noget, man bare tog med en telefon
Molly Tekstilforretning og Arako Radio:
Handelslivets Puls på Mozarts Plads.
Molly og Arako på Mozarts Plads var også ikoniske forretninger.
Molly havde et godt udvalg af billigt tøj, og Arako solgte fjernsyn og radioer.
Frihed på To Hjul: Første Knallert fra Komet Knallerter og Cykler
Og så var der Komet Knallerter og Cykler, hvor jeg købte min første knallert, en KTM. Det var en kæmpe begivenhed i mit liv, en oplevelse jeg aldrig glemmer. Jeg kan stadig mærke fornemmelsen af at trille væk fra butikken med min splinternye knallert, som om jeg var på vej ind i en ny verden.
Komet Knallerter og Cykler var en af de forretninger, der virkelig betød noget særligt for mig, for det var her, friheden begyndte. Det var starten på en ny æra, hvor vejene pludselig blev længere, og horisonten mere tilgængelig.
Her er min ikoniske KTM Komet Super 4 fra 1968 – nærmest en motorcykel i knallertens forklædning! Dengang var det tilladt at køre to på knallerten, så længe den var udstyret med tveedsaddel og ekstra fodstøtter. Det gjorde tiden ekstra sjov, med masser af piger på bagsædet og friheden lige for fødderne.
Specifikationer:
Årgang: 1968
Mærke: KTM
Model: Komet Super 4
Transmission: Manuel
Motor: 50 ccm
Farve: Sort/Sølv
Brændstoføkonomi: City / Highway
En tid med eventyr, vind i håret og nye horisonter på hver køretur!
På billedet ses Komet Cykler og Knallerter, strategisk placeret på hjørnet af Borgbjergsvej og Sydhavnsgade. For mange unge i Sydhavnen var det her, drømme om fart og frihed blev realiseret. Det var stedet, hvor de første knallerter blev købt – ikke bare et køretøj, men en billet til en verden af uafhængighed og eventyr. Hvem kan glemme lyden af en brummende motor og følelsen af vinden i håret, når vejene åbnede sig foran én?
Sydhavnens Handelsliv: Et Kalejdoskop af Minder og Hverdagsliv
Listen over forretninger kunne fortsætte i det uendelige. Hver butik havde sin egen rolle i vores hverdag, og hver eneste af dem bidrog til det levende, summende handelsliv, der kendetegnede Sydhavnen i 50’erne og 60’erne. De var en fast del af min barndom, og mange af dem står stadig som klare minder i dag.
Min barndom er uløseligt forbundet med denne bydel, dens gader og mennesker. Barndomsvenner, skolekammerater, naboer, forretningslivet og foreningslivet – alle og alt, hvad jeg oplevede, har formet mig. Jeg er dybt taknemmelig for en opvækst fyldt med varme, fællesskab og en lykkelig barndom, som Sydhavnen gav mig.
Forord
I midten af 1900‑tallet gennemgik Sydhavnen en markant udvikling i sit lokale erhvervsliv. Et tæt netværk af små butikker, håndværkere og specialforretninger kom til at præge både økonomien og den sociale struktur i bydelen.
I denne artikel analyserer Søren Sol Meyer, gennem egne erindringer og samtidige observationer, hvordan handelslivet fungerede som et centralt omdrejningspunkt i efterkrigstidens København – og hvordan det formede Sydhavnens identitet.