Freddi Julsgart

Karens Minde, Karen Geckler & mig selv.

karen-Geckler
Forstanderinde på Karens Minde 1938 – 1958 Karen Geckler

Til Lokalhistorisk arkiv på Karens Minde.
Mit navn er Freddi Julsgart, og jeg vil fortælle lidt om Karens Minde og Karen Geckler samt området fra 1940/1950/1960 erne.
Jeg boede Sjælør Boulevard nr. 14 og 16 på 3. sal fra 1947 til 1967.

Børn fra karreen Mozartsgården 1951

Først vil jeg fortælle om forstanderinde Karen Geckler, som var forstanderinde igennem mange år på Karens Minde også i 40’erne og 50’erne.

Karen Geckler var en meget dygtig administrator. Alt, hvad man selv kunne fremstille, og alle, der kunne arbejde af beboere på Karens Minde, blev brugt til at holde budgettet i balance.
Det var alt lige fra grøntsager og frugt, høns, æg, køer til mælk, eget vaskeri og en hest til forefaldende arbejde. Alle, der kunne arbejde såvel kvindelige som mandlige beboere, skulle arbejde i gartneriet ,hvor der var ansat en overgartner.

En beboer, der hed Bernhard, ( også kaldet professoren) passede køerne og malkningen.
Ib og Arne passede hesten, en stor kraftig arbejdshest, der gerne ville sparke. Det var Arne, der kørte med hesten, b.la. over og hente slagger/aske fra fyret på Sjælør Boulevard 16.
Alle ca. 14 mandlige beboere havde hver deres opgave på Karens Minde.

Karens Minde

Karen Geckler gik en dag tur med sin hund Snip, som var en lille engelsk basset jagthund med lange ører, og der – sammen med min far – lærte jeg hende at kende. Det var omkring 1952, hvor vi var på vej hjem fra min fars kolonihave, der lå ved åen på højre hånd lige før Valby parken.

Jeg ville gerne gå tur med hunden, og det måtte jeg da gerne, og på en eller anden måde kom det i stand. Det blev et langvarigt venskab indtil Karen Gecklers død først i 1970erne, som indtil hendes død blev som en god bedstemor for mig.
Vi fik gået mange ture med Snip, og det var gerne ture på mellem 4 og 6 kilometer.

Jeg blev, som årene gik, nærmest et familiemedlem hos Karen Geckler, som var en meget varm og elskelig person privat, men holdt lidt afstand officielt og til personalet. Sådan mente hun, det skulle være, men mange mente vist nok, at hun var lidt arrogant.

Karen Geckler havde nogle principper, og de skulle overholdes. Hun var der altid og løste problemer, hvis de opstod, og det vidste personalet og beboerne.

Engang stod jeg og kælede med en kalv på et par måneder, mens Bernhard var ved at malke.
Den stod bag et par tremmer af træ i et lille indhak i stalden. Pludselig hoppede kalven over, og Bernhard gik helt i sort, og jeg fik et chok. “Hent forstanderinden, hent forstanderinden!”, råbte han, og jeg løb over og fortalte, hvad der var sket. Da vi kom tilbage til stalden, og Bernhard så forstanderinden, faldt han ned igen, og de fik sammen kalven ind båsen igen.
Et år fik man en ko fra Bornholm , og den var helt umulig i stalden – også at malke.
Da man lukkede den ud på marken bag ved Karens Minde, gik den efter manden, så at sige, for at stange ihjel, så man måtte have Falck ud at skyde den. Den var blevet sindssyg, sagde man.

Karen Geckler kunne også være kontant, hvis folk ikke var ærlige over for hende.
En sen aften da hun gik sin runde i huset, lugtede hun røg og hun mente det kom fra et af værelserne med plejepersonale. Det var forbudt at ryge og at have besøg.
Hun bankede på en af dørene, og der lugtede af røg. Hun spurgte, om der var blevet røget, men svaret var nej. Det samme svar fik hun, da hun spurgte, om plejersken havde besøg. Derefter gik hun over og åbnede garderobeskabet, og hvem sad der: En ung sømand. Plejersken blev fyret på stedet.
Karen Geckler var sygeplejerske ved fronten under 1. verdenskrig og havde i det hele taget prøvet meget i sit liv.
Under 2. verdenskrig, da det danske politi blev taget af tyskerne, fortalte hun mig , at hun i meget lang tid have gemt sin nevø, der var politibetjent, på Karens Minde. Hun var ret nervøs, når han opholdt sig udenfor på verandaen. Han undslap til Sverige senere.
Forstanderinde Karen Geckler fik en fortjenstmedalje af kongen, som jeg fik at se, og den var hun meget stolt af.

Jeg lærte som 5 årig at spise med kniv og gaffel på Karens Minde. Ved aftensmaden satte vi os til bords i spisestuen, som lå ved siden af køkkenet, og jeg fik så lov til at trykke på klokken, der hang i en snor over bordet, og så kom pigerne fra køkkenet med aftensmaden.

Uden for Karens Minde klatrede jeg og vennerne i de 3 store træer, der stod ved Sjælør Boulevards endegavl. De var højere end huset og har vel været 10-12 meter høje. Vi gik også på æblerov, hvad der var meget spændende, idet vi nogle gange var meget tæt på at blive fanget Jeg blev heldigvis ikke, men min storebror Palle blev fanget en enkelt gang, men blev ikke overgivet til politiet, da han sagde, han var min bror.

Fra venstre, Freddi, Allan, Karsten & hans lillebror, fra nr. 14 st. Hanne Rasmussen fra nr. 12 1. derefter Kirsten fra nr. 12.

Ellers var der mange børn at lege med i gården til Sjælør Boulevard -Mozartsvej-Offenbachsvej. Vi var tit i Valby parken og legede røvere og soldater, og der var altid nogle, der ville lege. Nogle var lidt mere vilde end andre. Bubi, der boede på Mozartsvej, ville se, om en paraply kunne virke som faldskærm, hoppede ud fra 2. sal og brækkede begge ben Så var der Helmuth og Willy, der affyrede skarpe skud med en pistol fra altanen på 1. sal på Mozartsvej ind over vores gård.
Hvis man ville gå til dans, var der muligheder ovre i P. Knudsensgade og ude i Valby idrætspark, hvor det var skraldemanden Børge Christiansens danseskole og ved siden af biografen på Borgbjergvej. På hjørnet ved biografen på Borgbjergvej lå en musikforretning, der købte jeg i 1963 min første el-guitar, en brugt, på afbetaling, en såkaldt spade.
Man var jo ikke så beskyttende den gang, så da jeg var 5 år, blev jeg sat på linie 3, i Kgs. Enghave, (Mozarts Plads), og der blev sagt til vognstyreren, at jeg skulle med til Strandboulevarden, hvor min mormor og morfar boede, og som stod og ventede på mig.
Dengang gik mange kvinder hjemme, så der var altid nogle til at kigge efter børnene. Efter kl 20 skulle der være ro i gården, som var lukket på 3 sider, men åben mod Karens Minde.
Det var en stor dag, hvis man om søndagen kunne få 25 øre til slik, da der ikke var råd til meget andet end mad og husleje fra ens forældre. Fodbold blev der ikke råd til at gå til ,så vi var nogle stykker, der brugte målene i Valby parken med det tøj, vi havde, og havde en almindelig bold med selv.

Alligevel havde ens forældre overskud til at give en madpakke, hvis der engang i mellem kom en arbejdsløs mand rundt i opgangene og spurgte, om man kunne undvære noget.

Sidst i 1950’erne kom der flere penge i det danske samfund, og nogle i karreen flyttede i parcelhus. Jeg husker en familie Packt i nr. 14 stuen tv, der flyttede til Klampenborg i en stor villa med amerikansk studebaker bil, og en anden i nr 12, der var frugt- og grøntsags handler, der leverede til bådene i Havnegade, og hr. Kjær i nr 16 på 2. sal th. der blev taxavognmand. Fru Kjær var kendt i hele gården, fordi hun kunne råbe højt efter børnene oppe fra vinduet på 2. sal og altid var en glad og sød dame. Hun havde børnene Alice, Hanne og Jan.

Jeg var også som barn vild med alle dyr, især hunde og heste. Så om morgenen prøvede jeg at komme ud at køre med Trifolium mælkemanden med hestene ved at løbe med mælk op til dørene. Det gjorde Allan og Erlands far, hr. Olsen i nr 10 stuen også. Han var mælkemanden, der spænede op ad trapperne med mælk og returflasker meget tidlig om morgenen. Derefter hjem og sende børnene i skole og passe konen, der ikke i mange år havde “fungeret”, vistnok på grund af en fødselspsykose.

Nytårsaften lavede vi drenge altid ballade. Vi bandt døre sammen i opgangene og ringede på, hentede mus på musemarken og kom dem ind ad brevsprækkerne og meget andet. Musene var der mange af ude bag ved Karens Minde på markerne. Vi fangede dem med hænderne og kom dem i lommen. Selv på 3. sal om vinteren kunne vi fange et par mus i fælde i skunken. Vi mente dengang, at de kunne løbe op ad nedløbsrørene. Som otteårig skulle jeg hente en 1/4 stang Is hos fiskehandleren til køleskabet, og i den forbindelse sagde min mor, at jeg skulle købe 1 pund ålefødder med. Den hoppede jeg på. Eller på apoteket: 5 stk lange farmaceuter.

Der var ikke mange, der fik lommepenge, så som 13 — 14 årig kørte jeg efter skole ind til Kalvebod Brygge og kørte som medhjælper på tur 2 med Knud Madsens hestevogne, der kørte pakker ud for Danske Statsbaner. Der var jeg lige ved at købe en af hestene for 1000,- kr. men det kostede 20,- kr om dagen at have den på stald, så det blev ikke til noget.

Det var lidt om mine oplevelser omkring Karens Minde og Sydhavnen. Det var et fantastisk sted at vokse op i grønne omgivelser og tæt på vand for enden af Karens Minde. Også i vores gård var der et stort grønt område med sandkasse i den ene ende og legeplads i den anden ende. Udover det havde vi ude på Sjælør Boulevard en kæmpe legeplads med stort klatrestativ m.m.

En lille historie om min bror:
Min bror var ikke typen, der ville slås, så han blev tit slået af andre drenge nede på legepladsen. En dag kom han op og fortalte min far, at de havde slået ham. Det blev for meget for min far, så han sagde: “Hvis du går ned og giver den største dreng nogle bank, får du 2 kroner”,( min far havde bokset som ung, så jeg tror han lærte lidt fra sig). Min bror gik derefter ned og gav den største dreng nogle bank, og efter den dag fik min bror lov at være i fred.
Da jeg altid havde haft en drøm om dyr og landbrug og om at køre med heste i mit voksenliv, flyttede jeg med familien i 1983 , efter nogle år i det grønne Kgs.Lyngby nord for København, til Sydsjælland og købte et lille landsted på 5,8 hektar, hvor vi i mange år har haft heste køer og får og alt, hvad der hører til en bondegård.

Jeg mener, at linie 3, da Karen Geckler ankom til Karens Minde, kun kørte til Enghave Plads og nogle år senere til Sydhavn Station/ Frederiksholm ved Centralcafeen. Linie 11 kørte til Kgs Enghave, og linie 16 til Enghave Plads og senere vistnok til Kgs Enghave! Mozarts plads.


Copyright © 2019
Material published on this website is protected by copyright.
Gengivelse af materialet er kun tilladt efter forudgående aftale og med tydelig kildeangivelse.