Forord Der findes minder, som brænder sig fast i sjælen – minder, der vækker duften af brændte mandler, lyden af klingende latter og synet af lys, der funkler i sommernatten. For os, der voksede op i Sydhavnen i 50’erne og 60’erne, var et af de mest magiske øjeblikke, når gøglet kom til byen. Gøglerne bragte en pause fra hverdagen – en verden af eventyr, hvor vi børn løb forventningsfulde omkring og spejdede efter de første tegn på liv mellem vognene. Når luftgyngerne begyndte at svinge, radiobilerne gnistrede, og skydeteltet kaldte på vores snu strategier, var det som om, hele kvarteret forvandlede sig til en stor, levende drøm. Denne fortælling er en rejse tilbage til dengang, hvor et tivoli på Spontinisvej kunne føles som verdens største forlystelsespark, og hvor magien ikke forsvandt med lysene – den blev siddende i os længe efter, at de sidste vogne var kørt videre. Måske vækker denne beretning også dine egne minder til live? I så fald, del dem gerne – for hver eneste fortælling er et stykke af vores fælles historie.
Sus i maven og latter i luften – unge mennesker nyder en tur i luftgyngerne, hvor verden for et øjeblik synes at stå stille, mens de svinger sig mod himlen.
Når Gøglet Kom til Sydhavnen
En af de mest uforglemmelige, men måske oversete begivenheder i Sydhavnen fra min barndom i 50’erne og 60’erne, var når gøglet kom til byen. Det var som om, hele hverdagen satte sig på pauseknappen, og i stedet blev vores gader fyldt med noget magisk. Jeg kan stadig mærke den sitrende forventning, når vi så de første farverige gøglervogne langsomt rulle ind og slå lejr på den store plads på Spontinisvej, lige ved siden af jernhandleren og Gåsebækrenden. Det var, som om en helt ny verden af lys, musik og eventyr pludselig åbnede sig for os. Ankomsten af Gøglerne Vi børn fulgte hele processen med store, nysgerrige øjne. Først ankom de tunge lastbiler med forlystelser, der blev stablet på ladet som et virvar af farver og metaller. Dernæst rullede de gamle, slidte vogne frem, hvor gøglerfamilierne boede. Kvinder i farverige tørklæder og mænd i slidte læderjakker steg ud og begyndte straks at sætte det hele op. Vi kunne ikke lade være med at kigge på – og når vi kunne finde et øjeblik til at hjælpe, gjorde vi det gerne. Måske fik vi så en fribillet til radiobilerne eller luftgyngerne, som belønning for vores flid.
Forlystelserne Rejser Sig Op rejste sig teltene, de enorme karruseller og de høje luftgynger, og pludselig var hele pladsen en levende eventyrverden. Boderne blev stablet op med duften af brændte mandler, candyfloss, slik-is og pølser med brød, mens gnisterne fløj omkring radiobilerne, da de blev sat op. Det var et billede, der var så magisk, at det virkede som om, verden omkring os forsvandt for en stund, og kun denne lille tivoliverden eksisterede.
Radiobiler og Skydeteltet
Min favorit var radiobilerne og skydningen. Skydning var jeg god til – jeg husker de flotte, store blomster med glimmer og masser af farver, som jeg gik efter. Blomsterne sad fast med en ståltråd, hvorpå der var påsat et kridtrør. Målet var at skyde al kridtet væk, så blomstens ståltråd blev ens hele vejen ned. Man var lidt bondesnu og ventede med at købe en ramme hagl, indtil man så en blomst, hvor der kun var en smule kridt tilbage. Der kunne opstå situationer, hvor man blev lidt upopulær – hvis sidemanden næsten havde skudt kridtet af, og man så tog ladegreb og skød den sidste stump væk. Men som regel gik det godt, og så videre til næste forlystelse med en blomst i hånden: radiobilerne.
Aftenens Magiske Lys
Når mørket faldt på, blev hele pladsen omdannet til et eventyrland. De mange lys fra forlystelserne glimtede som stjerner, og musikken blandede sig med de glade råb fra boderne. Lyden af småbørn, der grinede og råbte, fyldte luften, mens vi forsøgte at vinde på Lykkens Hjul eller vinde en bamse i skydeteltet. Og hvis vi var heldige, kunne vi lande på den helt rigtige plade og gå derfra med en lille gevinst – noget, vi kunne prale af dagen efter.
Luftgyngernes Sug i Maven
Luftgyngerne var næsten et eventyr i sig selv. Vi kaldte dem gynger, men de var nærmere en stor båd, som kunne svinge os så højt op mod himlen, at maven vendte sig. Der var noget helt særligt ved at være sammen med en ven eller måske en kæreste og forsøge at nå så højt som muligt. Det var frygten og glæden blandet på en måde, som kun barndommens eventyr kunne skabe.
Når Magien Forsvinder
Men så, en morgen, var gøglerne væk igen. Der var kun spor tilbage: flade pletter i græsset, lidt savsmuld og nogle glemsomme pølsebakker. Pladsen lå øde og stille, som om alt kun havde været en drøm. Men vi vidste bedre. For selvom lysene var slukket, og gøglerne drog videre, var magien stadig i os – som en gnist, der aldrig kunne slukkes. Hver sommer ventede vi spændt på, at de første lastbiler skulle rulle ind, og at en ny fortryllende tid skulle begynde.
Traditionen med Gøglet – En Sommeraften som i Barndommens Dage.
Nu, her i min voksenalder, sidder den barnlige spænding ved at gå på gøglet stadig i mig. Hvert år til Sankt Hans er det blevet en kær tradition for Lise og mig at besøge Mosede Fortet, fordi her er der stadig et gøgl – eller tivoli, som man vist kalder det nu om dage. Men selvom navnet har ændret sig, føles stemningen stadig som dengang i 50’erne og 60’erne. Der er noget ved den simple magi, lyset fra forlystelserne, duften af brændte mandler og de glade lyde fra mennesker, der har travlt med at prøve lykken – det minder mig om de vidunderlige sommeraftener i Sydhavnen. Det er som om, tiden står stille, og vi træder ind i en verden, hvor barndommens eventyr aldrig rigtig er blevet forsvundet.
Jeg husker, at gøglerne ofte besøgte flere steder i Sydhavnen – H/F Frederikshøj, Sydhavns Plads og selvfølgelig Spontinisvej.
Husker du noget fra dengang, når gøglet kom til Sydhavnen?
Når man taler med mennesker, der voksede op i Sydhavnen i 1950’erne og 60’erne, dukker ét minde næsten altid op med et smil: den dag gøglet kom til byen.
For mange børn og unge var det årets højdepunkt – et øjeblik hvor hverdagen forsvandt, og kvarterets gruspladser forvandledes til et lille, lysende eventyrland.
I denne erindringsfortælling tager Søren Sol Meyer os med tilbage til Spontinisvej, hvor luftgynger, radiobiler, skydetelte og duften af brændte mandler skabte en stemning, der stadig lever i hukommelsen hos dem, der var der.
Det er en fortælling om forventning, fællesskab og den særlige magi, der opstod, når gøglernes farverige vogne rullede ind og satte hele kvarteret i bevægelse.
Artiklen er ikke kun et tilbageblik – den er også en invitation til at genkalde egne minder. For gøglet var mere end forlystelser.
