Ina Munck og hendes oldefar Vilhelm Køhler
Af Søren Sol Meyer og Jan Arnt
INA ELIZABETH MUNCH FORTÆLLER.
Oprindelig var hensigten angående interviewet med Ina Munck, at hun skulle fortælle om sin oldefar Vilhelm Køhler, der jo var stifter af Sydhavnens første store virksomhed Frederiksholm Teglværk.
Sådan kom interviewet dog ikke helt til at forløbe, da Ina kun svagt huskede sin oldefar og hans teglværk. Til gengæld huskede hun en masse om familien Køhler og fortalte mest om sit eget spændende liv med kendte mænd, der alle har været lidt usædvanlige samt hendes far modstandsmanden og ambassadøren Hans Ebbe Munck.
Samtalen handler derfor ikke kun om Sydhavnen, men mere om nogle karismatiske mennesker og livsformer uden direkte tilknytning til vores bydel.
Før vi skriver mere indgående om Vilhelm Køhler, vil vi kort introducere Inas far Ebbe Munck og den ene af hendes mænd kunstneren Bulgar Finn, som Ina Munck fortæller meget mere om i interviewet.
Ebbe Munck
For dem, der ikke lige kan huske personen Hans Ebbe Munck: Han var en af de vigtigste i kontakten mellem de danske modstandsfolk og England under besættelse. Dette førte til, at han efter krigen blev ansat ved den danske ambassade i Finland og senere (1959-1967) fungerede som ambassadør i Thailand. I sine sidste år fungerede han tillige som hofchef for dronning Margrethe. Derudover bestred han en masse poster, som Ina Munck også kommer lidt ind på i samtalen.
Bulgar Finn
Inas første mand og far til hendes børn var Flemming Johansen, der var direktør for Carlsberg Glyptoteket. Det varede dog ikke evigt, da den kendte amerikansk-hollandske kunstner Bulgar Finn (kunstnernavn Victor IV) gjorde stormkur til Ina Munck, hvorfor hun forelskede sig i den karismatiske kunstner og flyttede til Amsterdam, hvor parret i 22 år boede på en husbåd.
Denne båd solgte hun iøvrigt efter Viktors død for en slik til Arkitektforeningen, der siden har brugt husbåden som ”studie- og feriebolig” for danske arkitekter.
Vilhelm Køhler og teglværket
Havde Vilhelm Køhler ikke set mulighederne i Frederiksholms flade strandenge, var det næppe sandsynligt, at der var bygget et stort teglværk i Frederiksholm (Sydhavnen). Det var i hvert fald næppe blevet det største i Norden og ikke på samme måde og med den betydning det fik for (den delvis ulovlige) opfyldning af det lave vand i Kalveboderne. Disse indgreb fik senere betydning for både Sydhavnens byplan, udformningen af havnearealet samt de første boligkarreer.
Oprindelig grundlagde Vilhelm teglværket i 1870-71 sammen med sin lillebror Julius G. Køhler, der var murermester som sin storebror og i øvrigt også deres far.
Lillebror Julius ønskede dog at bygge huse, hvorfor Vilhelm i 1875 (kun 36 år gammel) blev enedirektør efter, at de to brødre i 1873 havde ændret firmaet til et aktieselskab, så det fremover hed A/S Frederiksholm Teglværk.
Dette fungerede fra 1871 til 1918 og lå øst for Borgbjergsvej, der dengang hed Enghavevej og gik helt ud til Gl. Køge Landevej. Teglværket lå nogenlunde over for vores gamle biograf Enghave Bio og den røde plads, der nu hedder Anker Jørgensens Plads.
Af gamle avisartikler kan man læse, at teglværket i slutningen af 1800 tallet var Nordens største produktion og bedst udviklede.
På gamle tegninger og stik kan man se, at der lå flere store ringovne til både brænding af teglsten og kalk. Ligeledes kan man se, at området var fyldt med store udgravninger efter ler og kalk, kalkbræk, som arbejderne kaldte de stor udgravninger, så det gamle Frederiksholm var hullet som en si.
Omkring 1900 var der ikke mindre end 500, der arbejdede på værket, heraf mange svenske daglejere. Til disse havde man bygget nogle arbejderboliger på et område, der blev kaldt svenskerlejren. Efter sigende blev der drukket en del i svenskerlejren. Drikkevarer, mad og øvrige fornødenheder købte de ofte i købmandsgården ”Danmark”, der lå hvor Enghavevej slog et lille sving og, hvor nu Mozarts Plads ligger.
De lidt finere funktionærboliger lå vest for Enghavevej, hvor kvarterhuset (karré 6) senere blev opført. Vilhelm Køhler og hans nærmeste medarbejdere havde kontor i den hvide bygning Frederiksholm, som de sidste 60-70 år har fungeret som børnehjem, og som i øvrigt er bydelens ældste bygning med rødder tilbage til slutningen af 1700 tallet.
Langt det meste foregik i begyndelsen med hestekraft, og man havde ikke mindre end 80 arbejdsheste, så der har også været en del staldbygninger mellem tørreladerne og alle de andre sekundære bygninger.
Vilhelm Køhler – en flot nekrolog.
Da Vilhelm Køhler døde i 1902, havde stort set alle landets aviser og tidskrifter fyldige omtaler af Vilhelms liv og virke.
Ina Munck har mange af disse nekrologer samlet i en bog og har givet os lov til at citere fra disse. Fra Nordisk Tidskrift for Lervarer og stenindustri 31.7. 1902 har vi således sakset følgende, da det også giver et godt indblik i teglværkets udvikling:
Direktør Vilhelm Køhler A/S Frederiksholm Teglværk og formand for Teglværksforeningen af 1893 afgik ved døden den 10. i denne måned. Han var en af danske teglværksindustris banebrydere. I slutningen af 60´erne købte han i forening med sin broder ejendommen Frederiksholm nær Kalvebod Strand og anlagde her et teglværk, som under hans kyndige og energiske ledelse skulle udvikle sig til det største og mest fuldkomne i Norden.
Teglværket blev anlagt i gammel stil med håndstrygning og højovn.
Vanskelighederne meldte sig straks, thi leret viste sig ubrugeligt i sin naturlige tilstand. Slemning måtte indføres, men så var råmaterialet også fortrinligt. Allerede i håndstrygningens dage udviklede værket over 20 millioner teglsten årligt.
Da det viste sig, at lerlejet hvilede på kalkbund, optog man kalkbrænding og mørtelfabrikation i driften. Dog var heller ikke kalken så ligetil at benytte, da den var stærkt gennemsat af flint og måtte sorteres skarpt og delvis læskes ved hjælp af særlige apparater.
I 1873 gik teglværket over til at blive et aktieselskab med V. Køhler som administrerende direktør. Udviklingen gik nu i retning af større alsidighed i produktionen og indførelsen af de nyeste og bedste hjælpemidler. Den første ringovn byggedes i 1874 og blev den største, der endnu var opført i Danmark.
En kalkringovn fulgte op og fejrede et ret ejendommeligt jubilæum i fjor (1901). Da havde ovnen nemlig ikke været slukket i 25 år.
I 1879 indførtes maskindriften ved siden af håndstrygningen. For at fuldstændiggøre det udvalg af lerarter, som der var brug for, erhvervedes en ejendom på Bornholm, som havde lejer af terrakotta ler samt et par mindre værker på Sjælland, som blev knyttet til Frederiksholm.
I årenes løb inddæmmedes efterhånden ca. 80 tønder land på stranden, hvorved ejendommens areal kom op på 200 tønder land, og der blev opført boliger til 150 arbejdere.
Frederiksholms Teglværk producerede nu over 25 millioner stykker; herunder blændsten, formsten, ornamenter, tagsten, ildfaste sten, fliser og glaserede varer i alle farver. Endvidere produceredes stenkalk, kalkmørtel, grus, skærver og singels.
Alene af kalkmørtel udgår der ugentlig fra værket op til 1000 læs. Sandet til mørtlen sejles ind fra Køgebugt og losses ved værkets egen skibsbro. Til transporten på landjorden har værket opstaldet 80 heste.
Direktør Køhler boede som regel på Frederiksholm om sommeren, og om vinteren var han kun derude på kontoret og de forskellige arbejdspladser. Han fulgte alt ved selvsyn, og han så kritisk på arbejdet og var derfor en fremskridtsmand.
Nekrologen slutter med ordene: Han var i alt en foregangsmand, hvis navn vil blive holdt højt i ære.
De andre aviser og fagblades nekrologer omtaler ham på samme rosende måde, og i flæng kan nævnes, at han allerede som 35 årig, efter at have været murermester ved opførelsen af Det Kongelige Teater, blev dekoreret med Ridderkorset. Livet igennem sad han i en masse bestyrelser og var oldermand i murerlauget. Ingen tvivl om at Vilhelm Køhler var en brav og flittig mand, og hvis virke for altid har sat sig spor i udviklingen af bydelen Sydhavnen på godt og ondt.
Alt materialet på denne side i form af tekster, billeder, grafik- og lyd- m.v. er ophavsretligt beskyttet.
Kopiering helt eller delvis af materiale fra siden er ikke tilladt til kommercielt brug uden Arkivets skriftlige samtykke.
Der må gerne linkes til udsendelsen. Det er dog forudsat, at det sker på en loyal måde og i overensstemmelse med gældende ret og med tydelig kildeangivelse.
Venligst
Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv
Copyright © 2019
Material published on this website is protected by copyright.
Gengivelse af materialet er kun tilladt efter forudgående aftale og med tydelig kildeangivelse.