Af Søren Sol Meyer, December 2024. 


Julens Magi i Sydhavnen:
Traditioner, Lys og Barndommens Glæde.

I Sydhavnen i 50’erne og 60’erne var julen noget helt særligt. For os børn var det årets højdepunkt, hvor spændingen sitrede i luften, og hver eneste dag i december føltes som en lille evighed, fordi vi ventede på juleaften. 
I vores hjem på Rubinsteinsvej gik min mor meget op i traditionerne. Hun elskede julen og havde sine egne særlige måder at gøre december magisk på. Allerede i begyndelsen af måneden begyndte hun at lave havregrynskugler, som jeg fik lov til at trille i sukker. Det var en hyggelig stund, hvor vi sammen i køkkenet tyvstartede julestemningen. Hun lavede også pebermynte-knapper med en lille chokoladeprik på toppen, som jeg hjalp med at dekorere. Nogle af lækkerierne endte hurtigt i min mave, men det var en del af traditionen.
_{Pebermynte-knapper.}

Julepynt og lys i Sydhavnen.   

På Rubinsteinsvej blev lejlighederne tryllebundet af julens magi. Vi pyntede vinduerne med lysbroer og stjerner, der kastede et varmt skær ud i vintermørket. Inde i stuerne fandt julenisser i alverdens størrelser deres plads – på hylder, i kroge og ved bordkanter. Englespillet med sine dansende figurer og den klare klang fyldte rummet med en næsten magisk stemning. Adventskransen med sine fire lys blev tændt hver søndag i december, og duften af gran fra altankasserne spredte sig, når man åbnede altandørene. Mange familier havde deres egne små juletraditioner. Hos nogle hang flettede julehjerter smukt i gardinstængerne, mens andre satte små røde lys i vindueskarmene for at byde naboer og forbipasserende en glædelig jul.

Men det var udenfor, at julens magi for alvor foldede sig ud. Når december satte ind, forvandlede Sydhavnen sig til et sandt juleeventyr. Forretningerne langs gaderne gjorde sig umage med deres juleudsmykning, og gran-guirlanderne med små lys strakte sig som en lysende tråd gennem bydelen. Alt emmede af forventning, glæde og fællesskab – det var som om, hele kvarteret holdt vejret og ventede på juleaften.
Det var dog ikke kun udsmykningen, der gjorde julen speciel. Det var måden, de forretningsdrivende gjorde en dyd ud af at skabe hygge og sprede glæde blandt kunderne. Når man købte julegaver lokalt i Sydhavnen, blev man ofte mødt med et smil og en varm kop gløgg. Nogle steder blev børn tilbudt et stykke slik, mens forældrene kiggede på varer.
Butikkerne konkurrerede også lidt om at have den flotteste pynt eller de mest kreative gaveidéer. Legetøjsforretningen Hapo på Mozartsvej var kendt for sine små elektriske togbaner, der løb gennem miniature-julelandskaber i vinduet.
Osteforretningen og slagteren på Borgbjergsvej havde en tradition med deres dekorerede vinduer i forretningerne. Alt dette gjorde indkøbsturen til noget helt særligt – en oplevelse for både børn og voksne.
Det var en tid, hvor man kendte sine lokale handlende. Juleindkøb blev ikke bare gjort hurtigt; de var en del af fællesskabet. Når vi børn kom med vores forældre, fik vi altid lidt ekstra opmærksomhed. Hos bageren kunne man få lov til at smage på honninghjerter, og hos købmanden blev der ofte lagt en ekstra appelsin eller en lille pakke rosiner i posen. Der var en personlighed og nærhed, som var svær at finde andre steder.

Juleaftenture med min far.     

En særlig tradition i december var vores aftenlige ture gennem Sydhavnen. Når mørket sænkede sig, og stjernerne begyndte at titte frem, tog min far og jeg varmt klædt ud i vinterkulden. Vi gik ad Mozartsvej, der strålede af lys fra de mange butikker og guirlander, der kastede et gyldent skær på den snebeklædte gade. Stemningen var næsten magisk – som om hele verden var pakket ind i julens varme.
Ved legepladsen på Sjælør Boulevard stoppede vi altid op hos juletræssælgeren. Her stod rækker af grantræer opstillet, oplyst af de lange guirlander med 220-volts pærer, der snoede sig over træerne som stjerner på en nattehimmel. Duften af frisk gran var næsten berusende og blandede sig med den kolde, klare vinterluft. Vi gik mellem træerne, betragtede de forskellige størrelser og grene og fantaserede om, hvilket træ der ville passe bedst hjemme i vores stue.
Min far havde altid et glimt i øjet, når vi diskuterede, om det skulle være et stort, flot træ eller et, der kunne passe i hjørnet ved vinduet. Selvom vi ikke altid købte træet den aften, var det ritualet – turen, lyset, granen og vores små snakke – der gjorde det til noget helt særligt. Det var øjeblikke fyldt med varme og glæde, som kun december i Sydhavnen kunne skabe.

Slutningen på en magisk tur.    

Vores tur fortsatte ad Borgbjergsvej, hvor lysene fra butikkerne og de pyntede vinduer kastede et varmt skær over gaden. Lyden af sporvognene, der klang gennem vinteraftenen, blandede sig med snakken fra forbipasserende og skabte en stemning, der var helt unik for december i Sydhavnen. Vi endte altid vores aftenlige vandringer ved Sydhavns Plads, hvor endnu en juletræssælger stod klar med sine smukt oplyste træer. Her stod grantræerne som en lille skov i ly af mørket, oplyst af guirlandernes bløde glød, og det føltes næsten, som om vi trådte ind i et juleeventyr.
Det var et magisk øjeblik. Vi stod ofte stille et øjeblik og nød synet – granens dybe, friske duft, træernes silhuetter mod den mørke himmel, og lysene, der blinkede som stjerner. Hele måneden var fyldt med øjeblikke som dette, små lommer af ren glæde og forventning, der fik december til at føles uendelig og helt særlig.

Når vi kom hjem, ventede varmen og hyggen os, som min mor altid sørgede for. Min far fik sin faste kop kaffe, og jeg fik en kop dampende te, serveret med lidt lækkert – måske en småkage, et stykke marcipan eller en af de hjemmerullede havregrynskugler, som hun altid havde klar i december. Bordet var pyntet med en lille juledekoration med røde lys, og duften af gran fra adventskransen fyldte stuen.
Min mor spurgte altid, hvordan turen havde været, og vi fortalte hende om lysene, sporvognene og juletræerne. Det var den perfekte afslutning på vores tur gennem Sydhavnen – en stund, hvor vi sad samlet, fyldt med varme, glæde og den særlige magi, som kun julen kunne bringe.

Julen i Sydhavnen dengang var mere end blot gaver og juleaften. Det var en måned fyldt med lys, varme og små, magiske øjeblikke, der stadig lyser klart i min hukommelse som en tid, hvor glæden var enkel, men stor.

Dagen, hvor min far og jeg skulle købe årets juletræ, var altid noget helt særligt. Allerede fra morgenstunden kunne jeg mærke spændingen i luften. Det var næsten som en lille ceremoni – vi skulle ud at finde det træ, der skulle bringe julestemningen ind i vores stue.
Vi tog varmt tøj på, for selvom solen måske skinnede lidt, var vinterkulden bidende. Med elefanthuen trukket godt ned over ørerne og hænderne gemt i vanter satte vi kursen mod Mozartsvej, hvor juletræssælgeren ventede. Gaden var fyldt med liv, lys og den velkendte duft af gran.
Hos juletræssælgeren blev vi mødt af et syn, der altid tog pusten fra mig – en skov af smukt oplyste grantræer, hver især med sit eget udtryk. Min far gik straks i gang med at studere træerne, vendte og drejede dem, mens han vurderede, om grenene var tætte nok, og om højden ville passe. For mig handlede det om følelsen. Jeg ville altid finde det træ, der føltes helt rigtigt – som om det kaldte på os.
Når vi endelig blev enige om det perfekte træ – det træ, der føltes som om det hørte til netop vores jul – blev det nænsomt bundet sammen og gjort klar til at komme med hjem. Turen tilbage var lige så hyggelig som turen ud. Min far og jeg bar træet sammen, skiftevis grinede og småsnakkede, mens vi forsigtigt manøvrerede os gennem Mozartsvej og Rubinsteinsvej.
På vejen hjem mødte vi naboer og bekendte, der smilede til os og ønskede glædelig jul, mens vi stolt fremviste årets fangst. Det var, som om træet allerede spredte sin glæde, bare ved at være med os.
Da vi kom hjem, stod min mor klar i døren med et smil og øjne, der lyste af forventning. “Lad os se, hvad I har fundet,” sagde hun altid, og vi stillede træet midt i stuen, mens hun gik rundt og betragtede det fra alle vinkler. “Det er perfekt,” sagde hun og nikkede tilfreds.
Vi satte træet i foden og rettede forsigtigt på grenene, så det stod helt lige. Duften af frisk gran spredte sig hurtigt i stuen.
Vi satte os alle sammen med en kop te eller kaffe og nød et øjebliks pause, mens vi betragtede det nøgne træ, der stod klar til at blive klædt på til jul.
Jeg kunne næsten ikke vente med at se det færdigpyntede træ, hvor lysene glimtede mellem kuglerne, og stjernen funklede på toppen. Men lige der, i det øjeblik, var alt perfekt – træet var kommet hjem, og julens magi var begyndt at fylde vores stue.

Dagen oprandt – juleaften. Spændingen i luften var næsten til at tage og føle på. Allerede fra morgenstunden var jeg fyldt med forventning, og det var umuligt at koncentrere sig om noget som helst andet end aftenen, der ventede. I stuen stod det pyntede træ og lyste op som en juvel. De mange kugler, glitrende kræmmerhuse og flettede julehjerter fangede lyset fra stearinlysene, og på toppen tronede den gyldne stjerne, der gav træet sin fuldendte pragt.
Under træet lå julegaverne allerede på plads, smukt arrangeret som en del af pynten. Jeg kunne ikke lade være med at kredse rundt om det – kigge, fornemme og måske endda ryste lidt forsigtigt på de pakker, der bar mit navn. Hvad mon de gemte? Fantasien løb løbsk, og det var en magisk del af ventetiden.
Denne juleaften skulle vi fejre sammen med mine fastre her i Sydhavnen, og det gjorde aftenen endnu mere særlig og hjemlig. I vores familie skiftedes vi til at holde juleaften hos forskellige familiemedlemmer – nogle år hos min moster i Brolæggerstræde, andre gange hos en moster på Øresundsvej, og indimellem tog vi den længere tur til Grejsdalen ved Vejle. Hver juleaften havde sine egne små variationer, fra de pyntede borde og hjemmelavede dekorationer til særlige retter eller små traditioner, der gjorde hvert hjem unikt. Men én ting var altid sikker: fællesskabet, hyggen og glæden ved at være sammen var i højsædet, og den varme stemning var noget, vi alle så frem til.

Duften af Jul og Forventningens Glæde.     

Mens duften af and og flæskesteg langsomt bredte sig fra køkkenet og fyldte hele huset, samledes familien omkring stuebordet. Her ventede et udvalg af hjemmebag – småkager med kanel og sukker, vaniljekranse. Stemningen var fyldt med varme og forventning, mens snakken gik på kryds og tværs. De voksne lo og fortalte historier fra tidligere juleaftener, mens jeg næsten ikke kunne sidde stille, spændt og fuld af forventningens glæde.

Så kom øjeblikket endelig, som vi børn havde ventet på hele dagen. Flæskestegen og anden var fortæret, sovsen skamrost, og risalamanden delt med stor forventning om, hvem der ville finde mandlen. De voksne havde nydt deres vin, og jeg havde fået sodavand, måske med et ekstra glas til ære for aftenen. Mandelgaven var blevet uddelt – til stor jubel for vinderen – og små grin gik på tværs af bordet, mens stemningen blev endnu mere munter.
Nu blev lysene på juletræet tændt, og deres bløde skær fyldte stuen med en magisk glød. Vi samledes omkring det smukt pyntede træ, og de første toner af julens traditionsrige sange begyndte at fylde rummet. Vi dansede hånd i hånd, rundt om træet, mens stemmerne blandede sig i sangen. “Et barn er født i Betlehem,” “Dejlig er jorden,” og selvfølgelig “Højt fra træets grønne top” blev sunget med hjertet, og små smil lyste op på alles ansigter.

Mens vi sang, kunne vi høre andre naboer i opgangen, som også var begyndt at synge. Deres stemmer blandede sig svagt med vores, som et ekko gennem væggene, og det skabte en helt særlig stemning. Det føltes, som om hele opgangen blev forenet i julens glæde, og at vi alle delte en fælles magisk stund, selvom vi sad i hver vores stuer. Det gjorde aftenen endnu mere uforglemmelig og fyldt med varme.

Den Magiske Juleaften: Gaver, Glæde og Familiens Varme.

Så kom det øjeblik, jeg havde ventet på hele december måned – fordelingen og udpakningen af gaverne. Spændingen, der havde bygget sig op gennem alle de små traditioner og forventninger, blev endelig forløst, da vi samledes om træet, og den første gave blev overrakt.
Min far stod som regel for uddelingen af gaverne, en opgave han tog alvorligt og med et glimt i øjet. Han var dog ikke klædt ud som julemand, men det var derimod min onkel Laus, når vi holdt jul i Brolæggerstræde. Det satte et helt specielt præg på juleaftenen og tilførte den en ekstra dimension af magi og latter, når han med dyb stemme og store armbevægelser spillede rollen til perfektion.
Papiret blev revet op med stor iver, og glædesudbrud fyldte rummet, når ønskerne gik i opfyldelse. Jeg gik straks i gang med at udforske og lege med mine nye skatte – et tog, der kørte rundt på skinner, eller måske et spil, der straks blev prøvet af mens de voksnes stemmer summede i baggrunden.
De voksne tog det hele mere afslappet, nød kaffen eller et lille glas portvin og betragtede mig med varme smil.
Det var en aften fyldt med lys, kærlighed og taknemmelighed, hvor vi alle følte, at tiden stod stille for en stund.

Julens magi havde forenet os, og mens timerne gled ubemærket af sted, kunne jeg ikke undgå at føle, at denne aften var højdepunktet på en måned fyldt med traditioner, forventning og glæde. Det var julens essens – en fejring af nærvær, familie og de små øjeblikke, der bliver til livslange minder.
Julen i Sydhavnen har altid været mere end blot traditioner; det har været en tid for fællesskab, lys og glæde, hvor hver eneste gade og vindue åndede af magi. Jeg håber, at vi i dag, som voksne og med nye generationer i ryggen, kan genopleve noget af denne varme og samhørighed, der kendetegnede juleaften i Sydhavnen.

Til alle sydhavnsbisser: Må denne jul bringe en smule af den magi, som vi oplevede som børn, og minde os om, hvor dyrebare de enkle øjeblikke i fællesskabet er. Lad os fortsætte med at værne om de traditioner, der binder os sammen, og som har gjort julen i Sydhavnen så speciel.
Jeg håber, at denne lille historie har bragt lidt varme og glæde til din december.
Med de bedste ønsker for en glædelig jul og et lykkebringende nytår,
Venligst, Søren Sol Meyer.

×

Forord

“Julens Magi i Sydhavnen” refererer primært til en lokalhistorisk erindringsartikel skrevet af Søren Sol Meyer i december 2024 for Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv.

Fortællingen tager læseren med tilbage til 1950’erne og 1960’ernes Sydhavn, hvor julemånederne i arbejderkvarteret var præget af et helt særligt fællesskab, lys i vinduerne og barndommens juleglæde.