Af Flemming Johansen
Om Flemming
Flemming kontaktede KELA og spurgte om vi var interesseret i hans erindringer. Ja, mon ikke og stor tak.
Siden har Flemming meldt sig ind i KELA og skrevet et notat på 18 sider om sin opvækst i Sydhavnen, som vi senere sammen med andre erindringer vil prøve at få ud i et Årshæfte.
Efterfølgende indlæg på hjemmesiden er et sammendrag af hans erindringer, men først lige en kort præsentation:
Flemming Johansen er fra 1946 og gik de første fem år på Bavnehøj Skole, hvorefter han fortsatte på Schneekloth Gymnasium i en tid, hvor kun få kom på gymnasie.
Efter studentereksamen læste han på Universitetet og blev cand. mag. i dansk og samfundsfag, hvorefter han blev lærer på Niels Brock Buisenes College og senere, samme sted, chef for de videregående uddannelser.
Flemming har tre børn og er i dag pensionist bosiddende i det småborgerlige Virum, men har som så mange andre stadig Sydhavnen i hjertet, hvilket også er årsagen til hans medlemskab i KELA, så han har mulighed for at møde gamle sydhavnsvenner, mærke bydelen og gå rundt i de gamle gader.
KELA – Jan Arnt
GÅRDEN
Når jeg i dag besøger min barndoms land og kører ned ad Borgbjergsvej i Sydhavnen, ser jeg for mig alle de gamle butikker. Den fine konditor Löwenstein, osteforretningen med bølgerne af vand ned ad vinduet og legetøjsforretningen Palm-Svendsen. Den sidste karré på højre hånd i røde mursten var min ”gård”.
Louis Piosgade 19, hvor jeg boede fra 1948 til 1968.
Her boede jeg fra jeg var to år i 1948 frem til januar 1968.
I denne store bygning med gule mursten inde i gården boede min far, mor, min storebror og storesøster og jeg til leje. Man betalte husleje hver måned ved at møde op på kontoret og aflevere sin husleje kontant, og jeg husker en gang, hvor jeg var med min mor på kontoret.
Det var den første i en måned, og min mor kunne ikke betale huslejen. Manden på kontoret var venlig, men bestemt og måtte fortælle min grådkvalte mor, at sidste frist var den 5. i måneden kl. 12.00. Vi fik åbenbart betalt, for min mor boede hos selskabet AKB frem til sin død som 95-årig februar 2017.
AKB
Arbejdernes Kooperative Byggeforening blev stiftet i 1913 med det formål at skaffe boliger til arbejdere i København og samtidig skabe beskæftigelse for håndværkere. I Sydhavnen blev den første af fjorten karréer opført i Hørdumsgade i 1913.
Vores karré nummer fem blev opført i 1922 og er beliggende på Borgbjergsvej 44 – 60, Borgmester Christiansens Gade 29 – 33, Louis Pios Gade 17 – 31 og Sigvald Olsens Gade 1 – 5.
Gadenavnene i denne del af Sydhavnen er opkaldt efter kendte socialdemokratiske politikere, således også disse fire.
BEBOERNE
Ud fra folketællingerne i 1950 og 1960 kan man se, hvor mange personer, der boede i denne karré eller ” vores gård”, som vi altid sagde.
Folketællingen den 5. november 1950 viser, at der var 340 voksne heraf 30 pensionister (9 %) og 77 børn (23 %) 34 drenge og 43 piger. I alt 417 personer.
Der var 15 selvstændige, som var forretningsindehavere, en grosserer og nogle få fabrikanter.
Der var ingen akademikere, men enkelte med en mellemlang uddannelse.
Folketællingen den 26. september 1960 viser, at der var 293 voksne heraf 47 pensionister (16 %) og 57 børn (19 %), 31 drenge og 26 piger. I alt 350 personer.
Der var tre selvstændige af samme type som i 1950 og få personer med lange uddannelser.
Overordnet kan man læse, at langt de fleste beboere var faglærte og ufaglærte arbejdere eller pensionister. Generelt var det kun mændene, der var udearbejdende, eftersom næsten alle kvinder var hjemmearbejdende og passede hjem og børn. Nogle havde dog deltidsarbejde ved siden af fx med rengøring som tilskud til familiens økonomi.
Det var helt tydeligt, at langt de fleste som arbejdede havde en typisk arbejderindkomst. Men der var også pensionister og i begyndelsen af 1950’erne en del arbejdsløse, så familiernes indkomst var ikke ret høje. Enkelte familier var nok reelt meget fattige, men de fleste klarede sig på samme lave niveau, selv om der også fandtes eksempler på forsømte børn.
BARNDOMMEN I KVARTERET
Det var en helt anden barndom dengang. Vi børn levede et barneliv meget uafhængigt af forældrene og uden overvågning med de mange gode steder at lege i dette særprægede kvarter af København. Som børn legede vi selvfølgelig meget i gården, men især om sommeren var vi tit på udflugt rundt omkring i kvarteret.
I Sydhavnen var der flere spændende områder med havnen og slusen, hvor vi badede og fiskede. Det eneste jeg husker, jeg nogensinde ”fangede” var, da min fætter Karsten og jeg opdagede en pose med smykker liggende i vandet. Vi ringede til politiet, der kom og tog smykkerne med. De var stjålet fra en guldsmed på Frederiksberg, og vi to drenge på ti år blev rost af politiet og kørt hjem i politibilen. Det var en dag, der gav status i gården!
Et par gange om året var der gøgl på Hammelstrupvej ude ved Valbyparken. Det var spændende at være dér om sommeraftenerne med luftgyngen, karrusellen, skydeteltet og spilleboderne i mørket. Ikke alle havde lov til at gå derud for forældrene, men vi sneg os selvfølgelig derud alligevel og nød at være ude i sommeraftenens mørke med lyset og støjen fra alle forlystelserne. Der var en speciel sensuel stemning. Pigerne kunne beundre de stærke drenge, der ved ”kraftprøven” med en stor kølle kunne slå en tung metalklods op, så en klokke ringede. Og drengene kunne smugkikke op under pigernes skørter, når de var oppe i luftgyngen.
Et uhyggeligt sted var Blushøjvej helt ude ved Gammel Køge Landevej. Der lå i mange år en stor sigøjnerlejr, men dér turde vi ikke atgå ud. Det var ”farlige folk, og dem skulle man ikke blande sig med”, sagde vore forældre.
Et specielt træk ved Sydhavnen var ”åndssvageanstalten Karens Minde”, ja det ord brugte vi dengang. Den lå bag Wagnersvej og rummer i dag lokalbiblioteket, kulturcenter og det lokalhistoriske arkiv. I tilslutning til institutionen blev der drevet et lille landbrug, så man var selvforsynende med grøntsager og kød fra grise og fjerkræ.
Vi så beboerne gå rundt i kvarteret med en stor spånkurv sendt i byen for at handle; penge havde de ikke forstand på, med det var aftalt med forretningerne, at de godt kunne få varer udleveret alligevel. Betalingen blev ordnet efterfølgende af institutionen. Især vakte et par midaldrende mandlige ”mongoltvillinger” i deres blå arbejdstøj opsigt hos os børn, når de hånd i hånd vandrede ned ad Mozartsvej.
FÆLLESLEGENE
”Land” var en god leg. Ved ”land” tegnede man en stor cirkel og delte den op i lagkagestykker. Hvert lagkagestykke fik så en landebetegnelse, og man meldte på skift krig mod et andet land. Man skulle løbe alt, hvad remme og tøj kunne holde til i alle retninger, og den, der var meldt krig imod, skulle så løbe ind på midten af cirklen og sige stop.
Herefter skulle personen tage tilløb og tage tre skridt og spytte så langt, man kunne. Hvis man kunne nå personen, der havde meldt krig mod vedkommende, kunne man med et kridtstykke tage noget af hans land. Især drengene var gode til langspyt.
En anden gammel tradition var sanglege, hvor vi spillede med en bold og sang til, fx
”Hvem har bolden / Det har trolden / Hvem er trolden / Det er…”, og det blev så afsløret, hvem der havde bolden.
PIGERNES LEGE
Når piger var alene sammen, spillede de bold op ad muren med to, tre og fire bolde. Karin fra SO 1 var helt fænomenal til at spille med de mange bolde.
I perioder ”hønsede” de med de farvede hønseringe, som blev kastet op mod en mur, og den der var tættest på vandt hønseringene.
Ellers tegnede de hinkeruder på fliserne i gården og hinkede efter komplicerede regler. Men også at sjippe og at danse og synge sanglege var meget udbredt i den rene pigegruppe.
Det var også populært at bytte glansbilleder og servietter, men det var nok mest om vinteren, hvor de var mere inde. Selvfølgelig legede de også med dukker, og Birgit havde et stort, fint dukkehus med mange fine møbler.
DRENGENES LEGE
Og så legede vi røvere og soldater med hjemmelavede skydevåben. En sommer blev der slået flere telte op, så de dannede en teltlejr, der fungerede som en soldaterkaserne. Det var Keld, der som ledende officer styrede lejren med hård disciplin. Flere af os fik lov til at sove i teltene et par sommernætter. Den oplevelse med at sove i teltet i mørket med nattens lyde og lege med lommelygterne levede vi længe på.
”Hej Flemming, det er Ole, kan du høre mig”, ” Ja, meget tydeligt” og vores snak gik om pigerne og lærerne.
Det var Ole og mig, der havde etableret vores ”dåsetelefon” over gården med en afstand på 50 meter mellem vores vinduer. Vi havde en tom konservesdåse hver og med den lange tynde tråd mellem dem, kunne vi høre hinanden perfekt og uforstyrret tale sammen og udveksle hemmeligheder. Et teknologisk fremskridt for os!
KAMMERATSKABET
I gården blev der ikke dannet grupper ud fra sociale kriterier. Selv om langt de fleste kom fra hjem med samme økonomiske baggrund, var der alligevel forskelle. Fx havde en distriktsleder på Carlsberg, en murer og en typograf en anderledes løn end en ufaglært fabriksarbejder eller chauffør.
Det er i dag vanskeligt at bedømme, hvor stor en rolle det dengang spillede, men det blev måske bemærket, at nogen boede mere spartansk end andre. Jeg husker endnu, hvor forundret jeg blev over at se, der hos en kammerat ikke var tæppe på gulvet. Kammeratskaberne var helt på tværs af disse forskelligheder, og ingen nævner, at disse forhold skabte skel imellem børnene. Men det blev nok bemærket.
HVAD GAV STATUS?
Hvordan var man vellidt og fik høj status blandt kammeraterne?
Det var vigtigt, at man var en god kammerat, der kunne holde på en hemmelighed og ikke sladrede til andre og slet ikke til de voksne. Nok også den, der kunne gå foran og være med til at løse problemerne og ikke var sur og tvær og formåede at tage hensyn til de svage. Nogle som Karin LP 19 var gode til at skabe en god stemning og løse konflikter.
Fysisk aktivitet gav også bonus. Den, der kunne løbe hurtigt og var god på cyklen; blandt drengene var det også vigtigt at være god til fodbold. Den stærkeste havde også højstatus, men ikke hvis han spillede op og var voldelig.
AUTORITETERNE
I skolen havde vi samme forhold til de voksne som hjemme. Læreren var autoriteten, der bestemte, og vi adlød; hvis ikke, blev man straffet med en eftersidning ”en sveder” eller en lussing. En tidligere bokser, en høj, lyshåret mand min regnelærer Garde, som var dygtig, og som vi var meget glade for, stak engang en lussing til Steen i min klasse. Dagen efter kom Garde ind i klassen med skoleinspektøren og sagde undskyld. Steen havde nemlig fået sprængt trommehinden og måtte gå til lægen. Forældrene havde klaget til skoleinspektøren, men ellers skete der ikke noget. Og på trods af det, kunne vi stadig både lide og respektere Garde. Det siger noget om tiden.
UDDANNELSE
Generelt fik børnene i disse år en bedre uddannelse end deres forældre og dermed også ofte mere velbetalte job.
Der blev færre ufaglærte, flere faglærte, enten som håndværkere eller på kontor. Og flere fik en længerevarende uddannelse; det havde stort ingen af deres forældre. Men der var forskel på pigernes og drengenes valg. Pigerne valgte i de fleste tilfælde arbejde på kontor, fx i forsikringsselskab og i kriminalforsorgen. Drengene blev oftere uddannet som håndværkere fx værktøjsmager og kleinsmed.
SYDHAVNEN I DAG
Den oprindelige del af Sydhavnen er i dag et kvarter præget af mange personer uden for arbejdsmarkedet på overførselsindkomst (kontanthjælp og folkepension) og er et af de fattigste kvarterer i København Kommune. Langt de fleste bor i lejeboliger, selv om der findes nogle andelsforeninger, og de gamle arbejderkolonihaver er nu blevet til dyre og attraktive helårsboliger for personer med middelklassens uddannelser og indkomster.
Denne tendens er endnu tydeligere i den nye del ved Sluseholmen. Der er bygget meget dyre ejerlejligheder, og de nye beboere har en meget højere uddannelse og indkomst end beboerne i den anden del af kvarteret.
Der er bygget en ny Sydhavn Skole, og det er vedtaget at bygge en ny kirke i 2019 i det nye Sydhavn sogn, da bydelen har fået mange nye tilflyttere.
Lidt firkantet kan man sige, at de traditionelle arbejdere er flyttet væk fra kvarteret og erstattet af menneskesker enten fra samfundets bund eller top.
TAK
Uden hjælp fra flere af mine gamle gårdkammerater samt KELA, havde ovenstående beretning ikke været så detaljeret, hvorfor jeg takker for hjælp til at genopfriske visse minder og kritisk læsning. En særlig tak skal lyde til Birgitte Solmose, Henning V. Jensen, Nicolas Johansen, Niels Borger og Jan Arnt.
