Samtale med postbud Helle Gritt Sommer den 18. februar 2022
Tekst Jan Arnt og web Søren Sol Meyer – marts 2022.
Helle Gritt Sommer er født 1966 og startede som postbud i Sydhavnen i oktober 1988. Det var det år, hvor de fleste af cykelpostbudene ikke længere kørte ud fra posthuset på Borgbjergsvej, men kørte ud med sydhavnsposten fra Valby Posthus og senere fra Frederiksberg posthus.
Senere kom Helle ind i pakkeposten på Bernstorffsgade, hvor hun skiftede den gule postcykel ud med en gul postbil, for nu skulle der køres pakker ud til kunderne i Sydhavnen, som hun kendte som sin egen frakkelomme.
Helle Gritt nåede at uddele post og pakker i hele 28 år og husker heldigvis sit møde med Sydhavnen og bydelens borgere med stor glæde.
Foto 1991. Helle Gritt Sommer med sin eksmand Henrik.
Når hun kørte rundt i Sydhavnens haveforeninger kunne nogle hunde godt være lidt aggressive, men det lærte man hurtigt at takle, så postbudene havde altid hundekiks i lommen. En gang Helle kom tilbage til H/F Kalvebod efter 3 ugers sommerferie, hoppede en hund rundt af glæde da hun endelig kom, og hundeejeren kunne fortælle, at hans hund i de 3 uger tålmodigt havde siddet og ventet på posten og hundekiksen. Helle gav naturligvis den glade hund et par ekstra hundekiks den dag.
Når postbudene smed aviser ind gennem brevsprækkerne var der nogle steder, hvor de kunne høre hunde, der nærmest åd og flåede i avisen. Det morede de sig over og undrede sig over, at de pågældende hundeejere stadig abonnerede på avisen. Helle husker også nogle steder, hvor hunden (og især katte) kunne finde på at stikke poten ud, når hun kom.
Postbudene havde også et godt forhold til alkoholikerne, og som Helle fortæller, så hilste de altid og sagde: “Hej post, kan du have en god dag!”
Det kunne også være morsomt, når man afleverede et postkort fra udlandet, så kunne hun gennem brevsprækken høre folk råbe, “Nu er brevet fra onkel Kaj endelig kommet!”
Når de unge skulle have brev om de var optaget på deres studie, stod nogle med åben dør og nærmest flåede konvolutten op, og så blev der enten jublet eller bandet, alt efter om man var optaget eller ej. Jo, det kunne være virkelig medlevende.
I december kørte hun og flere af de andre med røde nissehuer, der jo matchede den røde postuniform. Så blev der råbt “Glædelig jul” og børnene råbte “Der kommer julemanden!” – og det selv om man var kvindelig postbud.
Alt var nu ikke lyserødt og en skønne dag efter 28 års tjeneste kom fyresedlen til Helle og 12 andre af hendes kollegaer. Og året efter blev yderligere 10 postbude fyret. Helle var dog bedre stillet end andre, idet hun var tjenestemand og fik dermed 3 års løn som kompensation. Men det nager stadig Helle og mange andre postbude, at den digitale udvikling ødelagde det job, som de holdt af.
Foto 1993. Cykelpostbudene foran rampen på det nu nedlagte Postkontor på hjørnet af Borgbjergsvej og Gustav Bangs Gade. Fra venstre ses cykelpostbudene Mette, Jørgen Ekelund Andersen med kælenavnet Pelé, Preben Mikkelsen, lillebror Poul Ekelund Andersen, René Lund, Johny Palmline og Benny Jensen.”Epilog.
Husker med glæde og også lidt vemod om dengang, hvor vi kendte vores postbude, som kørte rundt i gaderne på deres gule postcykler iført deres unikke postrøde uniformer, og pigerne nede i gården sang:
Se min kjole, den er rød som rosen
alt hvad jeg ejer, det er rødt som den.
Det er fordi, jeg elsker alt det røde,
og fordi et postbud er min ven.