Postbud Jørgen Ekelund

Samtale med cykelpostbud Jørgen Ekelund Andersen
Tekst Jan Arnt og web Søren Sol Meyer – marts 2022

Jørgen trådte sine barnesko på Sjælør Boulevard og bor stadig i Sydhavnen, nu på Wagnersvej med udsigt ud over H/F Frederikshøj. Allerede som helt ung startede han i 1969 med at bringe post ud på sin gule postcykel, hvilket han så trofast gjorde de næste 43 år indtil han som 60-årig i 2012 valgte at blive efterlønner. Så hvis nogen kender Sydhavnens gader og lugten fra utallige trappeopgange, så er det Jørgen.
Som yngre var han i øvrigt en ret god fodboldspiller, og en af dem der var god til at drible, hvorfor mange kaldte ham Pelé.  De sidste mange år har han hjulpet til i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsforretning på Borgbjergsvej, hvor han mest er ude at hente tøj, møbler, bøger og hvad man nu kan købe i butikken. Men man møder ham også i butikken, hvor han altid er god for en hyggelig sludder! 
Jørgen Ekelund husker heldigvis med stor fornøjelse tilbage på sin karriere inden for etaten, hvor han kan fortælle om et godt kammeratskab kollegaerne i mellem. Mange af dem ser han endnu, og en gang om året mødes de over lidt mad og snakker om gamle dage, som kun bliver bedre og sjovere med årene.


Foto 1993. Cykelpostbudene foran rampen på det nu nedlagte postkontor på hjørnet af Borgbjergsvej og Gustav Bangs Gade. Fra venstre ses cykelpostbudene Mette, Jørgen Ekelund Andersen, Preben Mikkelsen, Poul Ekelund Andersen, René Lund, Johny Palmline og Benny Jensen.


Mange af kunderne var glade og hilste, når man mødte dem på trappen, men nogle kunne selvfølgelig være lidt sure. Særlig én var ofte eddikesur, brokkede sig og sendte skriftlige klager til vores chef, postmester Sørensen. Den sure var i øvrigt revisor, husker Jørgen og fortæller om dengang revisoren ved juletid klagede over, at han ikke fik sin post kl. 8.30 som han plejede, men først et par timer senere.
“Vores postmester, som i øvrigt var venligheden selv, prøvede at forklare revisoren, at her op til jul var der ekstra mange pakker, breve og masser af julekort, som skulle ud i samme ombæring, hvorfor omdelingen tog lidt længere tid. Men det var revisoren ligeglad med og fortsatte sit brokkeri. Stakkels mand! Nå, han må være død i dag, så fred være med ham”.

De forsvundne sidetasker

Jørgen griner lidt før han fortæller: “De mange reklamer og tryksager blev jo afleveret på rampen ud mod Gustav Bangs Gade. Men hvis der var rigtig mange og tilmed meget almindelig post, så havde han hørt, at et bundt reklamer godt kunne havne i en container. Aldrig breve og postkort – kun reklamer”, som Jørgen diplomatisk deklamerer.

“Langt alvorligere var det dog, da en af kollegaerne, som boede på Vesterbro blev anholdt af politiet, efter at han havde røget lidt for meget af det ”sjove” tobak. Da de undersøgte hans lejlighed, fandt politiet ikke mindre end 27 grønne sidetasker – du ved, de sidetasker vi havde hængende bagerst på hver side af vores cykler.
Det værste var dog, at i nogle af taskerne lå endnu breve, som ikke var kommet ud til kunderne. Men det kom de så, dog med lidt forsinkelse, hvilket dengang ikke var så normalt som i dag, hvor Postnord står for brevombæringen.
Det gode ved politiets aktion var også, at vi fik opklaret mysteriet om, hvor alle de forsvundne sidetasker var blevet af”.

“En tipsklub havde vi postbude også. Engang kom min datter Tina til at smide konvolutten med tipskupon og penge i den røde postkasse i stedet for at aflevere konvolutten i kiosken på Händelsvej. Vild panik og vi hastede ned for at vente på postkassetømmerne, så vi kunne få konvolutten med pengene og tipskuponerne. Men det var strengt forbudt for en posttømmer, at rode rundt i brevene – og at udlevere breve var nærmest fyringsgrund, hvorfor jeg måtte med ind på hovedkontoret for at få udleveret konvolutten med de dyrebare tipskuponer og haste tilbage for rettidigt at få dem afleveret i kiosken. Problemet var jo, at hvis kuponerne havde givet en Tolver og en masse penge, så havde jeg jo stået i evig gæld til de andre. Men selvfølgelig vandt vi ikke noget, men det kunne jeg jo ikke vide på forhånd.”

Vi hjalp med andet end post – og ”sikke en fest”

Det var ikke kun breve og småpakker postbudene kørte ud med, men også rigtige penge ikke mindst, når der hver den første i måneden skulle afleveres folkepension til alle dem, der ikke selv havde mulighed for at komme på postkontoret. På sådanne dage kunne der godt være mange tusinde kroner i vores sorte skuldertasker. Engang havde en af postbudene helt glemt, at han bar rundt på de mange penge og var taget “ud i bylivet”, som Jørgen Ekelund diplomatisk fortæller. Men heldigvis skete der ikke noget og pengene blev afleveret til de rigtige – blot en smule forsinket.
I øvrigt var det at køre ud med penge til pensionisterne en god opgave for postbudene, da mange af de ældre ikke var nærige med lidt drikkepenge.
Men som Jørgen fortæller, “så havde vi jo faste ruter, hvor vi lærte vores kunder at kende, og jeg har f.eks. i mine 20 år tit været inde og få en kop kaffe, og ofte har jeg også lige skulle ordne en eller anden praktisk opgave, som f.eks. kunne være at udskifte en pære, der sad lidt højt eller flytte en tung ting”.

“Et af postbudene hed Torben, men blev altid kaldt Boogie Torben, da han var ret god til at spille. Cafe Kongsgården på Hammelstrupvej var med på hans normale postrute, hvorfor han kendte tjenerne ret godt, og da Kongsgården havde jubilæum aftalte de, at Boogie Torben skulle underholde. Og da vi postbude tilbage i 1970’eren og 80’erne jo nærmest var en stor familie blev vi alle jo inviteret med – og sikke en fest, vi havde”, afslutter Jørgen med et stort smil.

Copyright © 2022
Material published on this website is protected by copyright.
Gengivelse af materiale på denne webside er kun tilladt efter forudgående aftale – og med tydelig kildeangivelse.

Del dette indhold på Sociale medier.