Af Søren Sol Meyer, Januar 2025.  

Barndommens Eventyrland:
Sommer i Valbyparken

Valbyparken: Mere end bare en park
Valbyparken var en af de mest fantastiske dele af min barndom i Sydhavnen. Den var mere end bare en park; det var vores eventyrland, vores tilflugtssted, vores legeplads uden grænser. Jeg husker, hvordan solen syntes at skinne ekstra meget om sommeren i Sydhavnen. Så snart strålerne brød gennem skyerne, vidste vi, det var tid til at tage i Valbyparken.

Min mor pakkede en taske med omhu – madpakker smurt med kærlighed, som regel med leverpostej, ost og spegepølse, måske en sildepostej. Og så naturligvis en flaske orangeade fra købmand Baunsøe. Orangeaden var noget helt særligt; koncentratet blev blandet med koldt vand og hældt på tomme sodavandsflasker med patentpropper. Den sødmefyldte drik var uundværlig på en varm sommerdag og så vandrede vi fra Rubinsteinsvej og en tur i Valbyparken.

Picnic og skjulte lysninger
Når vi nåede frem til parken, gik vi altid mod min mors yndlingssted – et lille område med lærketræer tæt ved toiletbygningen. Her spredte hun sit picnictæppe og solede sig, mens jeg forsvandt ud i parkens mange hjørner.
Valbyparken var så stor, at man kunne finde skjulesteder, som ingen opdagede i timevis. Jeg fandt engang en lysning tæt på vandet, hvor solens stråler brød gennem bladene og skabte en magisk cirkel af lys. Det blev mit hemmelige sted, hvor jeg sad og drømte om alt fra at blive cirkusartist til at sejle ud på verdenshavene.

Legepladsens magi
Legepladsen var et andet højdepunkt. Gyngerne og klatrestativet var sjove, men det bedste var vandposten. Vi lavede kanaler i jorden og lod vandet strømme, mens vi forestillede os at være store ingeniører eller kaptajner på skibe. Der sad en lille knap øverst på vandposten, der skulle aktiveres for, at der kom vand ud af den meget særegne hane. Det kunne godt være lidt af en prøvelse for som ung purk som mig, man havde jo ikke så mange fingerkræfter, og hvis man ville have vand ud af vandposten, skulle der trykkes til. Hele håndfladen var bedste løsning. Det var utroligt, hvor meget sjov vi kunne have med en simpel vandpost og lidt jord.
Hvis man blev lidt træt ovenpå alle strabadserne, ja så tilbage til udgangspunktet for at slappe lidt af og få en tår orangeade. En ting jeg husker, når man lå der på tæppet ved lærketræerne, var gøgens karakteristiske kukken; den kunne man høre over det meste af Valbyparken.
En anden ting, man som barn bed mærke i, var skuddene fra militærets øvelsesbaner på Amager. Jo tættere vi kom på vandet, desto tydeligere kunne vi høre dem. Det var en påmindelse om en verden, der lå udenfor vores egen trygge barndomsverden, men som kun gjorde vores eventyr i parken endnu mere spændende.

Vandturbinens legesyge kraft
Et højdepunkt midt på dagen, når solen stod højest, var, at parkbetjentene ofte satte en stor vandturbine op på den store græsplæne, der lå lige efter man havde passeret den store sten. Når turbinen startede, blev det som om, den vækkede hele området til live med sin brusende energi. Vi børn hoppede straks i badebukserne og løb gennem de kraftige stråler, som dansede i solen og kastede små regnbuer. Det var noget, vi kunne bruge. Vi skreg af fryd og konkurrerede om, hvem der kunne stå længst under den kolde, brusende vandmængde. Det var en dejlig kold dukkert midt i den stegende hede. Det var en uforglemmelig oplevelse af frihed og barnlig lykke.

Modelflyenes fascinerende verden
Hvis det var søndag, var min far som regel med. En fast tradition var at gå ud på den store græsplæne mod vandet og se folk flyve med motoriserede modelfly. Flyene blev startet på jorden og fløj for enden af en lang line. Jeg elskede lyden af de små motorer og duften af æter, der blev dryppet i maskineriet.

Jeg husker en gang, hvor jeg næsten blev ramt af et fly. Min far reagerede lynhurtigt og fik mig kastet til jorden. Modelflyene var ikke ufarlige, men de var spændende at betragte. Når flyene tog fart og steg op mod himlen, virkede det næsten magisk – en perfekt balance mellem teknik og drømme om at kunne flyve. Da fjernstyrede fly blev introduceret, blev det endnu mere dramatisk. Historier gik om fly, der fløj ud af kontrol – som det berømte rygte om et fly, der fløj hele vejen ind til Hotel Europa og skræmte hotelportieren. Om det var sandt, ved jeg ikke, men det var fascinerende at tænke på, hvordan små maskiner kunne skabe så store eventyr.

Den store sten i Valbyparken ankommer i 1959.
Den store sten i Valbyparken ankom i 1959 – samme år, som jeg fyldte syv. Dengang var den et kæmpe mysterium og næsten mytisk i vores børneunivers. Sydhavnsbisserne kendte den alle, og den blev hurtigt en slags prøve på mod og smidighed for os børn. At komme op på toppen var en bedrift, og pladsen deroppe var forbeholdt de mest ihærdige. Var der for mange, der forsøgte samtidig, måtte nogen give op og glide ned ad den glatte overflade, mens vi andre grinede og heppede.

Jeg husker, hvordan der på stenens højre side var et lille indhug – som et hemmeligt trin – der gav en hjælpende hånd til dem, der ikke var høje nok til at nå op i ét spring. For os var stenen enorm, en kæmpestor klippe, som man nærmest følte sig som en konge eller dronning på, når man endelig sad på toppen. Men ser man den i dag, virker den mærkeligt lille. Hvad der dengang føltes som en bjergbestigning, virker nu næsten latterligt let. Tiden har dog haft sin forklaring – stenen er sunket langsomt i jorden, og området omkring den er blevet opfyldt med jordlag gennem årene.

Efter sin ankomst blev stenen hurtigt et vartegn for Valbyparken. Når man trådte ind i parken, stod den der som en slags portvogter – massiv og lokkende. Selvom stenen er blevet flyttet et par gange siden, står den i dag næsten på samme sted, som da jeg var barn. Dengang symboliserede den eventyr og kammeratskab – og lidt mod til at tage kampen op med Sydhavns mest legendariske sten.

Traditioner og lakridstandbørster
Vi sluttede ofte dagen ved Ishuset der lå i et indhak omsluttet af grønne træer lige ved den store sten, hvor fru Stender serverede is og lakridstandbørster. Min far elskede tandbørsterne og at man kaldte dem tandbørster, er uforståeligt, for når man havde indtaget en sådan fyr, ja så havde man kulsorte tænder. Det blev over tid en fast tradition at købe dem, jeg ville dog helst have en champagnebrus, mens vi hyggesnakkede med fru Stender. Det satte prikken over i’et på vores tur hjem.

En dag fuld af minder
Når solen gik ned, pakkede vi sammen og gik hjemad. Jeg var udmattet efter en dag fyldt med leg og eventyr, men det var en god slags træthed, min mor var gået i forvejen og gjort klar til aftensmaden.
Valbyparken var ikke bare en park; det var et sted, hvor minder blev skabt, og hvor barndommens ubekymrede glæde fandt sit udtryk. Hjemturen foregik i hyggelige omgivelser langs den brostensbelagte Tudsemindevej og Gåsebæksrenden.

Om vinteren: Skøjter og romantik
Om vinteren blev parken også flittigt brugt. Når frosten kom, sprøjtede parkbetjentene den store plæne ved indgangen til Valbyparken med vand, som blev til en skøjtebane. Her skøjtede vi unger sammen med de ældre, som viste deres imponerende skøjtefærdigheder frem.

Dem, der mestrede kunsten, var ofte heldige nok til at imponere pigerne. Små vinterromancer opstod mellem svingene, og vi yngre fnisede, når vi så rødmende kinder og modige skøjtere. Det var en tid fyldt med latter, skøjteskrab og magi.

Børn på Djævlebakken i Valbyparken 1953

Djævlebakken i Valbyparken

Ude i det område, hvor Rosenhaven ligger i dag, havde vi børn også en kælkebakke, som vi kaldte Djævlebakken. Navnet lyder jo megafarligt, men dengang vi var børn, virkede Djævlebakken voldsom stor og rigtig indbydende til en kælketur. Hvor har jeg mange vintre trasket afsted med min kælk efter mig, helt fra Rubinsteinsvej og over til Djævlebakken. Ser man Djævlebakken i dag – den ligger der stadig – så synes man, ligesom med stenen i Valbyparken, at den er ret lille. Når man står og kigger på den, kan man ikke forstå, at man engang synes, den var farlig stor.

I denne erindringsartikel kan man finde billeder, som er blevet doneret til Arkivet, og som vækker minder om de mange gode stunder i Valbyparken. Blandt andet er der et billede doneret af René Stender, hvor han står ved sin mors ishus i Valbyparken, og en charmerende tegning af vandposten i parken. Der er også et billede fra skøjtebanen, venligt doneret af Allan Raaberg, samt billeder fra Kirsten Koldbech. Alle bidragyderne har haft tilknytning til Sydhavnen. Kirsten Birgitte Koldbechs far var desuden med fra starten i Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv og var i mange år et aktivt medlem.

Disse billeder og historier er mere end bare minder – de er en påmindelse om en tid, hvor livet var enklere og fyldt med eventyr. En tid, der for os, der oplevede den, aldrig vil blive glemt. Tak til alle, der har bidraget med billeder, oplysninger og historier. Jeres indsats betyder, at disse erindringer kan leve videre for kommende generationer.

Med venlig hilsen
Søren Sol Meyer

×

Forord

“Sommer i Valbyparken” tager os med tilbage til en tid, hvor parken var et af Sydhavnens mest elskede åndehuller.

I denne erindring deler Søren Sol Meyer sine minder om varme dage på de store plæner, duften af græs og den særlige frihed, der prægede barndommens somre.

Valbyparken har i generationer været et sted, hvor familier mødtes, børn legede, og hverdagen gled i baggrunden for en stund. Meyers fortælling giver et fint indblik i, hvordan parken blev oplevet indefra – som et levende sommerlandskab fyldt med små ritualer, fællesskab og uformelle glæder.

Det er netop disse personlige erindringer, der gør historien til et værdifuldt bidrag til forståelsen af både Valbyparkens og Sydhavnens kulturhistorie.