Tyskerpiger og værnemagere.
Den 5. maj 1945 blev for de fleste Københavnere en begejstringens dag. Kirkeklokkerne bimlede, folk stimlede sammen ved flagsmykkede bygninger og gader, glæden og lettelsen fik frit løb. Freden var brudt ud, uden at Danmark tilnærmelsesvis var blevet ramt af død og ødelæggelser i et omfang, der svarede til situationen i de andre krigsførende eller besatte lande. Majdagene 1945 havde imidlertid også sine dunkle sider. Allerede om formiddagen den femte begyndte lastbiler og personbiler, bemandet med bevæbnede modstandsfolk, at køre ud for at afhente personer, som nu skulle stå til regnskab for deres handlinger. Jagten var gået ind på stikkere, værnemagere, tyskerpiger, nazister og landsforrædere. De tilfangetagne blev under skarp bevogtning bragt til Politigården eller Vestre Fængsel i København, hvor afhøring og internering ventede.
Birthe Drachmann, (pigenavn: Koch).. født og opvokset Rubinsteinsvej 46, 3.tv fortæller:
Jeg var 5. år, da denne episode fandt sted på Rubinsteinsvej. Jeg boede sammen med min mor, far og lillesøster i nr. 46, min far var Politimand og min mor hjemmegående. Mit forhold til alt hvad der havde med krig, tyskere og Tyskland at gøre, var for en lille pige som mig meget skræmmende og hadefuldt, især fordi tyskerne året før, den 19. september 1944 havde taget det danske Politi til fange og deporteret dem til den tyske koncentrationslejr Buchenwald .. “deriblandt min far”.
Jeg husker, at jeg stod på behørig afstand af folkemængden og kan huske den ophidsede stemning blandt tilskuerne. Jeg husker derimod ikke om det var værnemagere, tyskerpiger eller landsforrædere der blev afhentet på Rubinsteinsvej, heller ikke hvilket nummer på gaden de kom ud fra.
Derimod havde jeg en næsten identisk oplevelse samme år fra Glinkasvej 4, hvor det var en tyskervenlig pige der blev afhentet af bevæbnede modstandsfolk. Jeg husker hvordan de tililende tilskuere spyttede på hende da hun kom ud af opgangen med armene over hovedet, ledsaget af modstandsfolkene som bragte hende ud til den ventende lastbil. En oplevelse der virkelig satte sine spor og gjorde et dybt indtryk på mig.
Det skal til slut lige nævnes, at min far heldigvis kom hjem fra koncentrationslejren, selvom han var meget syg dernede. Han kom hjem med store ar på sjælen, hvilket vi hans børn godt kunne mærke.
Birthe Drachmann.© Billedet med tilhørende historie tilhører Kongens Enghave Lokalhistoriske Arkiv.