En vej med en god historie!

Af Per Ekstrøm. 
Web:  Søren Sol Meyer – juli 2023.

For enden af den ”blinde del” af Scandiagade fortsætter en lille beskeden vej ind i H/F Frederikshøj. Det er Buschvej. Næppe mange sydhavnsborgere tænker til daglig over hvem denne Busch var, men i næsten 40 år var han Tivolis kunstfyrværker og havde i en periode sit laboratorium på stedet.

Han var døbt Nicolai Fritz Busch, men anvendte aldrig navnet Nicolai. Født i Odense d. 12. februar 1838 i Sankt Knuds Sogn og døbt i Sankt Hans Sogn. Flyttede senere med familien til Slagelse, hvor han blev konfirmeret. Karaktererne for opførsel og kundskaber udi det bibelske takserede præsten til mg. Nogenlunde svarende til hvad de andre konfirmander opnåede. Så han adskilte sig ikke fra andre raske drenge på samme alder. Den unge Busch, der blev udlært som snedker, begyndte meget tidligt at eksperimentere med fyrværkeri. Allerede som kun 10-årig fremstillede han sit første fyrværkeri med noget krudt, han havde ”hugget” fra sin bror. Broderen havde fået krudtet fra en soldat, der var med i 3-års krigen fra 1848-1850. Man brugte forladegeværer, så krudtet blev udleveret til soldaterne i ”løs vægt”, hvor de så opbevarede krudtet i et såkaldt krudthorn. Allerede da han var i starten af tyverne, begyndte han at fremstille, sælge og afholde fyrværkeriafskydninger rundt om i landet.

Som 22-årig stod han for sit første rigtigt store fyrværkeri, da han d. 4. september 1860, med kongelig tilladelse, stod bag et kæmpe fyrværkeri i slotshaven i Odense.

Busch så også de humanitære muligheder i fyrværkeriet. I 1864 modtog han for eksempel 50 Rigsdaler i økonomisk støtte til udvikling af en redningsraket, der kunne skyde en hampeline ud på 600 alen (cirka 370 meter) ud til et grundstødt skib. Særligt den jyske vestkyst var kendt for sine revler, hvor mange skibe i hårdt vejr ofte gik på grund. Mange søfolk mistede livet i de store bølger tæt under land, hvor redningsfolk inde på stranden blot kunne se til, mens tragedien udspillede sig. For at få en redningsline ud til skibet, var det nødvendigt at ”skyde” en line ud for at etablere forbindelse med skibet. Så kunne man via en redningsstol få de skibbrudne i land. Kyststrækningen mellem Hanstholm og Thyborøn og fra Harboøre Tange og sydover var fra midten af 1800-tallet og 25 år frem specielt hårdt ramt med masser af ”sorte pletter”, hvor der var markeret et skibsforlis. Buschs forgænger i stillingen som Tivolis  kunstfyrværker, Gaetano Amici, foretog også forsøg med redningsraketter. Så fyrværkeri havde også andre funktioner end blot at se flot og imponerende ud.

Starten som kunstfyrværker i Tivoli.
Gaetano Amici havde tidligere været kunstfyrværker for selveste paven i Rom, men allerede ved Tivolis åbning i 1843, havde Tivolis grundlægger Georg Carstensen overtalt ham til at tage til København og blive havens kunstfyrværker. Så i 1844 dukkede Amici op i København og havde i mange år et samarbejde med Georg Carstensen. Også da denne senere etablerede forlystelsesstedet Alhambra ude på Frederiksberg, var Amici den der stod for fyrværkeriet. I 1882 havde Amici ansvaret for fyrværkeriet i Tivoli, men da han døde d. 7. september, fik Tivoli et problem. På det tidspunkt befandt Fritz Busch sig i Göteborg, men direktøren for Tivoli, Bernhard Olsen telegraferede og fik fat på ham, så han kunne stå for det kommende søndagsfyrværkeri.
Søndag d. 10. september var der derfor debut for Fritz Busch som kunstfyrværker i Tivoli. I en annonce i Nationaltidende for dagens mange arrangementer i Tivoli, var der nederst noteret, at der var debut for kunstfyrværker Busch kl. 11. (kl. 23.00)

Buschs laboratorium, hvor han fremstillede fyrværkeriet, lå efter datidens forhold ”langt ud på landet” eller ”far west” som journalisten fra dagbladet Dannebrog ”Partout” beskrev det, da han besøgte Busch i anledning af hans 25-års jubilæum som fyrværker for Tivoli.

Af hensyn til sikkerheden var der ingen omkringliggende bebyggelse, så på Frederiksholms Teglværks jorder, var placeringen ideel. Først var laboratoriet placeret mellem den nuværende Kirkesø og Peter Sabroes Gade. Der hvor AKB´s Karré 4 ligger i dag. På et tidspunkt mellem 1913 og 1916 flyttede det ud bag ved gården Frederiksholm ned mod vandet. Fra Franz Sedivys litografi over Kongens Enghave kan man se, det ligger ensomt mellem Frederiksholm og Kalveboderne.

Braget i Kongens Enghave.
Det der ikke måtte gå galt, gik galt. Den 14. juni 1918 omkring kl. 18.00 skete ulykken. En lærling på 17 år med halvandet års erfaring, Alfred Gustav Löfgren, var i en barak ved at fremstille et fyrværkeri kaldet ”røde flammer”, da et eller andet gik galt. Hvad der præcist skete står hen i det uvisse, da lærlingen ikke selv kunne forklare årsagen, da han var den eneste i barakken, men pludselig var der ”røde flammer” over alt. Det lykkedes ham at komme ud forbrændt på hænder og i ansigtet, men han overlevede. Branden spredte sig på grund af kraftig blæst hurtigt til de andre barakker og et gigantisk fyrværkeri begyndte. Dagbladet B.T. kunne berette, at det var marketenderen Lars Knudsen på Frederiksholm, som havde alarmeret brandvæsenet, da han havde observeret branden og bragene. Aviserne kunne også dagen efter malende beskrive hændelsen, selvom ingen af de skrivende journalister sandsynligvis havde overværet sceneriet. Der var udtryk som: ”I løbet af sekunder slog flammer fra pavillon til pavillon og et vældigt bål  rejste sig mod himlen” eller: ”Mægtige drøn rungede ustandselig og røde, gule, blå og grønne raketter steg op mod den mat grå aftenhimmel og spredte et sydende ildhav om sig”. Udtryksfulde beskrivelser, der overfor læseren skulle formidle den dramatiske hændelse, men næppe en eneste af journalisterne havde været til stede. Allerhøjst fået det fra anden eller tredje hånd. Resultatet var imidlertid ikke til at tage fejl af. Efter en halv time var det hele brændt ned til grunden med undtagelse af det lille murede hus.

På et tidspunkt havde der været fare for, at flammerne vil ramme gården Frederiksholm, men det afværgede brandvæsenet. De rykkede ud fra flere brandstationer i København samt fra hoved brandstationen med flere dampsprøjter. Det hele under ledelse af både brandchef og brandinspektør. Laboratoriet kunne de imidlertid ikke redde. Kun den lille murstensbygning stod tilbage.

Alt fyrværkeriet til Tivolisæsonen røg i luften. Netop på den tid var grundmaterialerne specielt dyre, da forbruget af krudt var enormt. Første verdenskrig rasede på 4. år, og der blev brugt masser i skyttegravene i Frankrig, så det var med en vis skepsis, man så frem mod resten af Tivolisæsonen. Busch havde ikke forsikret materialerne, da  forsikringsselskaber kun ville forsikre den brandfarlige virksomhed mod enorme præmier, som Busch ikke havde råd til. Efter branden blev det anslået, at tabet på materialer lå på mindst 50.000 kroner.

Busch var imidlertid en mand med mange venner. Så selvom aviserne skrev, det var slut med fyrværkeri i Tivoli det år, så fik Busch i løbet af få dage tilført nødvendige materialer fra andre fyrværkere, så han hurtigt kunne gå i gang. Tivoli besluttede også, at så snart der kunne stables et fyrværkeri på benene, ville man arrangere en ”æresaften”, hvor hele entréindtægten skulle tilfalde Busch. Allerede den 27. juni var Busch klar med et mindre fyrværkeri i Tivoli. Samtidig havde nogle af tidens kendte kunstnere givet tilsagn om at medvirke ved forskellige optrædener i Tivoli. Ved siden af entréindtægten blev der samlet kr. 31.000 kroner ind de første 10 dage. Desværre viste vejrguderne sig ikke fra sin mildeste side ved ”Æres-aftenen”, og Social-Demokraten skrev, at Busch heller ikke stod sig godt med elementerne. Trods regn og kulde kom der 9.000-10.000 besøgende, som rundt regnet lagde omkring 5.000 kroner i entréindtægter.

I juli 1921 takkede den gamle kunstfyrværker af og overlod virksomheden til sin gamle medarbejder Holger Emil Pedersen, som havde været ansat hos Busch siden sit 16. år. Omkring 1932 flyttede Holger Emil Pedersen virksomheden til Vallensbæk Nordmark, da de store beboelsesejendomme på Glucksvej, Wagnersvej og Beethovensvej blev opført lige lovlig tæt på. Ulykkeligvis skete der i januar 1938 en kæmpe ulykke på hans værksted, hvor 4 mænd, herunder Holger Emil Pedersen og 2 af hans sønner, omkom på grund af svære forbrændinger, men det er en helt anden historie.

Fritz Busch døde d. 5. november 1922. Ved begravelsen fremmødte hele Tivolis direktion samt repræsentanter fra forskellige foreninger i Tivoli. Folketingsmand Thorvald Stauning mødte også frem. Beviser på at han var en afholdt mand. Ridder af Dannebrog var Busch også. Han anvendte nemlig også fyrværkeri til andet end festligheder. Blandt andet fremstillede han i en del år også signalraketter til DFDS, ligesom han opfandt lysbomber til den danske hær og marine.
En mand med ”krudt i”? Han så i hvert fald mulighederne.