Cyklisten Jack kørte ud til Sydhavnen i 1912

Tekst Jack + Jan Arnt og web Søren Sol Meyer – juli 2023 

Kgs. Enghave indlemmet i København 1901

Indbyggertallet i Københavns Kommune voksede fra 1890 til 1911 med ca. 200.00 til 559.000, hvilket førte til voldsom overbebyggelse, hvorfor kommunen i 1901 købte store jordarealer blandt andet Brønshøj, Sundbyerne, Valby Fælled samt Kgs. Enghave inklusive de lavvandede arealer langs Kalvebod Strand, hvor Frederiksholm teglværk allerede var begyndt opfyldning. De nye arealer udgjorde ca. 550 tønder land, og købesummen var 800.000 kroner.  Et beløb, der i dag lyder helt latterligt her i 2023, hvor en almindelig parcelhusgrund nemt koster 3 – 4 millioner kroner.
Allerede året efter i 1913 stod den første boligejendom i Frederiksholm færdigbygget på hjørnet af Enghavevej og Hørdumsgade, som var en forlængelse af Vasbygade. Udviklingen af Kgs Enghave (i folkemunde Sydhavnen) fortsatte, og efter 30 – 40 år var Kongens gamle Enghave udbygget med kvartererne Frederiksholm, Bavnehøj, Musikbyen og alle fabrikkerne ude ved de opfyldte vandarealer samt områdets mange kolonihaver. En stor del af Valby Fælled blev til Valbyparken og resten blev indlemmet i Valbys udbygning. 

De indkøbte arealer var kun sparsomt bebygget, men hvordan så her egentlig ud. En forårsdag i 1912 cyklede en mand ved navn Jack ud til kommunens nye arealer, og her er hvad Jack (med enkelte lt justeringer og udeladelser) skrev i en artikel til Valby Tidende april 1912:

Cyklisten Jacks beretning fra 1912

For en måned siden var disse jorder statsejendom, nu er det kommunens. Det er denne vej og så helt ud i Kalvebod Strand man mener byen skal udvide sig. Her skal kommende slægter bo og bygge – men vor generation agter foreløbig at losse sin dagrenovation af derude.
Valby Fælled og turen derud er ikke så kedelig som man tror. Spring på cyklen og kør ud ad Enghavevej, forbi de københavnske sporvejes store remiser, oplagspladser og hovedværksteder, endnu nogle få hundrede alen frem, forbi de nye kolonihaver i Kongens Enghave – og man har nået den gamle Valby Kro (skal nok stå Vasby kro, da Valby kro ikke lå ud mod Enghavevej/Vasbygade). Det var engang da hønsekræmmere og gåseopdrættere og en del slagtere drejede denne vej om og tog den første morgenkaffe og en dram i den gamle kro. Nu søges den til hverdags mest af teglværksarbejderne fra Frederiksholm og sommersøndage af arbejderfamilier, som spiser deres medbragte mad i Kongens Enghave og tager kaffen i kroen.

Nu står man på uopdaget nyt land. Foran sig til venstre har man asfaltfabrikken og Ingeniør Monbergs oplagspladser. Der er planeret gader helt ud mod vandet, og skønt man gerne vil have grundene solgt til bebyggelse, har man glemt at fjerne de gamle skilte, der forbyder uvedkommende adgang. Her ligger også kødfoderfabrikken og destruktionsanstalten.

Man kører videre op gennem Frederiksholm, en hel lille by med arbejderboliger og villaer, en enkelt gård og til venstre teglværket med de mange høje skorstene, sine lergrave og sin egen havn.
Bag en prægtig gammel have ser man nu et bygningskompleks, som man ikke kun være i tvivl om er et hospital eller asyl; det er åndssvageanstalten “Karens Minde”, hvor 100 åndssvage børn (og voksne) er anbragt.
Forbi flere kolonihaver – det er en ren ynk at kolonihaverne lidt efter lidt bliver puffet langt ud i storbyens periferi; det er jo snart en hel rejse for arbejderne at komme derud, og så ser man et par ruiner og et par nye flotte villaer. Ruinerne er nogle gamle fabrikker som forretningsmæssigt er gået i stykker længe inden murene smuldrede hen.
En tredje ruin – en gammel mølle – er mere interessant. Det er som om tiden slet ikke kan få bugt med sådan en gammel træmølle; vingerne er for længst drysset af den, murværket er næsten smuldret bort under den, men hele det mægtige spånklædte træskrog med den smukt svajende træhætte står uantastet af storm og slud. Den kolossale midterbjælke der som en rygrad går op gennem hele værket, synes uforgængelig. (Stubmøllen nedbrændte dog 2 år senere Sankthansaften 1914).
Det er et stykke af det gamle Københavns historie man kigger lige ind i hjertet. Engang stod denne mølle lige uden for byens vestre port. Folk som blot er i trediverne, kan huske den endnu. Stod vi som børn på volden og så ballonen stige op fra Tivoli, havde vi møllens klaprende vinger bag os. Og det var mod stille gysen vi sagde: Uh, sikke fart der er på Lussemøllens vinger (Luciemøllen).
Og endelig når man ud til Valby Fælled, en flad grøn eng 176 hektarer stor, 520 tønder land i gammelt mål. Her har hæren længe haft eksercerpladser. Nogle bastioner ude ved vandet vidner om den militære fortid, ellers afbrydes dens ensformighed kun af nogle lave gærdeplantninger og engvandets solstriber hvor grunden ligger særlig lavt. Som hvide øer tegner sig også hist og her søfuglenes flokke.
Her er søndagsjægernes paradis. Der jages både på søen og på land ude i denne egn. På landjorden koster det penge at få jagtret, og efter sigende er der ikke meget at skyde. Men som sport betragtet må det jo – set med en jægers skarpe øje – være idyllisk at trampe rundt her i høje søstøvler.