Indtil Jesuskirken stod færdig i 1891 var Kongens Enghave en del af Hvidovre sogn, og derefter frem til 1922 en del af Valby sogn. Efter at AKB Karré 4 stod færdig i 1918 var der nu brug for en lokal aflastningskirke og samme år blev der så med Kirkefondets hjælp placeret en kirkebarak ved “Gamle Enghavevej”; så nogenlunde ved Mozarts Plads´s østlige side hvor vi nu har AKB Karré 17 (Hovedstadens Brugsforening / Fakta ); Barakkirken blev indviet til kirkebygning 24. november 1918 hvorefter Frederiksholm sogn blev etableret som ny selvstændig enhed med skæringsdatoen 1. april 1922.
5 år senere blev der, som en midlertidig løsning, opført et menighedshus med en kirkesal ved Louis Pios Gade, hvorefter selve kirken så skulle opføres ved siden af ved den først givne lejlighed. Grundstenen blev lagt 12. juni 1927 og menighedshusets kirkesal blev indviet ½ år senere, på 4. søndag i advent 1927.
Men også på den tid skete det, at midlertidige nødløsninger kunne blive af en mere udstrakt varighed. I nabosognet Enghave gik der 36 år før kirkebygningen stod færdig.
Hermed følger uddrag fra en artikel, der i 1938 blev trykt i kirkefondets “Vaartegn – Udgivet af Det Københavnske Kirkefond. MCMXXXVIII” hvor en yngre teolog, der på den tid var residerende kapelan i Frederiksholm sogn formidler et indtryk af tilstande og stemninger lige før 2. verdenskrig brød ud og dermed for en længere årrække afbrød alle påtænkte byggeplaner.
“Omkring Sydhavnskvarteret – Hvor gammelt og nyt mødes”
Naah, Frederiksholm – det er derude hvor alle de mange Havekolonier findes. Og har I ikke også Kommunens Lossepladser derude? – – – Jo, det har vi, og vi har vist den mest forskelligartede Bebyggelse, der findes i hele vor Storby. Vore “Boliger til Søs” er kendt fra en tidligere Aargang af dette Aarsskrift. Vi har dem stadig og desuden en stor Mængde Lysthuse, gode og daarlige med Sommer – og Vinterbeboelse; en enkelt Jordhulebeboer maatte vi nødvendigvis skaffe et andet Opholdssted sidste Vinter, inden Kulden for Alvor satte ind. Og saa har vi alle de prima Karréer med dejlige luftige Gaarde til Opholdssted for Børnene og ofte særdeles hyggelige Forhaver.
Der rummes mange forskellige Menneskeskæbner bag alle disse Former for Beboelse, og ofte synes man, at der her er samlet saa mange Mennesker, som Livet har taget haardt paa, at Sognet bliver en levende Billedbog til Illustration af vort Lands forfærdelige sociale Nød.
Her skal der gøres et kirkeligt Arbejde. Det er formodentligt ikke mere nødvendigt her end andre Steder; men det er nødvendigt at det bliver mindre stift og mere levende end de fleste andre Steder. Kirken i Frederiksholm møder ikke med Traditionens Vægt. Sin Autoritet må den selv skabe sig, og sin Berøringsflade må den selv erhverve, paa en gang Vanskeligheden ved Arbejdet og Forfriskelsen i det – Derfor maa vi Sommeren igennem holde Friluftsmøder i Sognet to gange om ugen, det giver just ikke Feriefornemmelser; men det gør Præsterne taknemmelige mod de Menighedsmedlemmer, der trofast møder op og er med, enten Mødet er i en stor Gaard eller i en Havekoloni, mest naar man ved, at det er en personlig Overvindelse for mange “at stille sig op og synge”. Og det giver os i Menigheden Anledning til at overveje, om vi er lydige mod Herrens Befaling: Gaa ud i Alverden.
Men paa Grund af denne manglende Tradition kan vi også roligt en søndag Eftermiddag hjemsøge en Havekoloni, lade et Orkester spille paa Festpladsen, mens en halv Snes Stykker af os gaar fra Hus til Hus med Indbydelse til Aftengudstjeneste i Kirken med Prædiken og Lægmandsvidnesbyrd, atter samles paa Festpladsen for at holde et Møde paa 5 – 10 Minutter og saa videre til næste Havekoloni, for endelig om Aftenen at se nogle nye Ansigter i Kirken.
Men paa Grund af den samme Mangel paa Tradition oplever vi desværre også, at kristne Mennesker kommer andetsteds fra og ikke finder sig til Rette, af flere Grunde maaske, men ogsaa fordi de ikke forstaar, at en Menighed paa dette Sted maa være baseret paa Samarbejde mere end paa blot og bar Samfølelse.
Gammelt og nyt mødes her; men det gamle forsvinder. Havekolonier bliver sagt op, Huse revet ned og en kort tid staar Haverne forladte tilbage, indtil Gravkoen kommer og æder dem, og skaffer Plads til nogle hundrede nye Mennesker. Det er en dagligdags Begivenhed hos os, og det er vel en rigtig Udvikling, saa sandt som meget af det, der stod, ikke burde være Menneskeboliger; men det er også en Begivenhed, der dækker over megen Lidelse, hvor Mennesker ser det, de har bygget op og glædet sig over, gaa til Grunde i et Øjeblik. Med alt dette vokser Bydelen, vokser allerede nu langt udover de 10.000, som Kirkefondet har sat som Maksimum for et Sogn. Kvarteret finder sin endelige Form med Sporvogns- og Buslinier og brede Boulevarder; Kommunen bevilger Millionbeløb til Parkanlæg og Idræts do.,
og – – Sognet har som Kirke en Menighedssal indviet til Gudstjenestebrug.
Vi har et ualmindeligt velindrettet Menighedshus; vi er meget glade for vor Kirkesal, det er for alle en øjensynlig Fremgang i Forhold til det første lille Træhus herude, Frederiksholm Domkirke kal-det. Men det er en Station, vi ikke kan blive holdende ved; en Menighed kan ikke for stedse leve sit Liv i en midlertidig indviet Kirkesal, for det midlertidige maa ikke blive kronisk, mindst af alt, naar Sognet naar de projekterede 22.000 Indbyggere. Og derfor maa vi, Menigheden i Sydhavns-kvarteret, idet vi ikke glemmer den Taknemmelighed, vi skylder Kirkefondet, for vi har praktisk talt faaet alt, hvad vi har, derfor maa vi sige til alle Venner af den københavnske Kirkesag: Det er ikke forbi! Det aandelige Arbejde er ikke forbi, det vil endda paa Grund af Udviklingen bestandig faa karakter af Nybegyndelse, og Kirkebygningsarbejdet er det ikke heller. Forholdene vil bestandig hjælpe Menighederne i København med at raabe til alle kristne Venner: Kom over og hjælp os!
Willy Westergaard Madsen – Sognepræst ved Frederiksholm Kirke
Såvidt W. W. Madsen, der sidenhen blev generalsekretær i De Samvirkende Menighedsplejer, for derefter at afsluttede sin teologkarierre som biskop her i Københavns Stift 1960 – 1975.
Efter 1938 hvor det ovenfor citerede stykke stod at læse i “Vaartegn” – Udgivet af Det Københavnske Kirkefond – fortsatte de bestående, som det fremgår ovenfor, mildest talt ganske uhensigtsmæssige forhold, uændrede.
Året efter udbrød 2. verdenskrig, og dermed blev de følgende år så turbulente, at det i sig selv umuliggjorde al videre fremtidsplanlægning; ikke mindst på det kirkelige område. Tiden stod dog ikke stille her i Kongens Enghave. Således blev AKB Karré 14, 15 og 16 opført (1014 er hjørnet Scandiagade/Borgmester Christiansensgade, mens 15 og 16 er de gule karreer mellem P. Knudsensgade og jernbanen), og postdistrikt SV blev udskilt fra København V til “Skiftedag” 1. november 1944 med postekspedition på Enghavevej 226 – nuværende Borgbjergsvej 26.
Men i april 1945, da det omsider var til at se en ende på krigsårenes usikkerhed, udsendte 28 sognebørn, der tilsammen udgjorde “Frederiksholm Kirkekomite” den her gengivne tryksag – for NU skulle det være – “Nu er Tiden Inde”
Litteraturhenvisning: “Storbyens Virkeliggjorte længsler – kirkerne i København og på Frederiksberg 1860-1940” – udgivet ved Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring 2001
(Med en gengivelse af et Foto af Barakkirkens indre på side 75 )
(Folkebibliotekernes Decimalklasse system: 71.863 )