Forord
Endnu en gang kan vi præsentere en historisk fortælling fra en af arkivets mest engagerede kræfter.
Per Ekstrøm, medlem og revisor ved Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv, har gennem flere år bidraget med en række indsigtsfulde og stemningsfulde artikler til arkivets hjemmeside.
I denne artikel fører han os tilbage til Kalveboderne og Sjælør og skildrer et landskab og et farvand, der gennem århundreder har forandret sig markant – men som fortsat rummer sin historie.
SOL
Kongens Enghaves udgang til verdenshavene
Kalveboderne, Kalvebod Strand, Kallebod eller Callebo. Sidstnævnte benævnelse kan føres helt tilbage til 1518, men der har været mange stavemåder og udtalelser om farvandet ud for Kongens Enghave. Forskellige skrivemåder og udtalelser er anvendt i mere end 500 år – men hvad betyder Kalvebod?
Selve navnet har ikke noget med kalve at gøre, men betyder små undersøiske skær. Kalle er gennem tiden blevet til kalve, men har som sagt ikke noget med kalve at gøre. Gamle søkort over Kalveboderne viser mange markeringer af store sten, man absolut ikke skulle sejle ind i. Svenskestenen i Valbyparken, som isen skubbede hertil i seneste istid, var ikke den eneste, der blev efterladt, da gletsjerne smeltede. Alt i Kalveboderne er – eller var – oversået med store sten.
En del ligger formodentlig stadig under de mange opfyldninger, som er sket gennem de seneste 150 år, men der er større sandsynlighed for, at de – som det er sket overalt i Danmark – er blevet fisket op og anvendt til byggeri af moler, høfder og havneanlæg.
Kalveboderne er også “skrumpet” gevaldigt. Oprindelig bredte de sig fra Christianshavn helt ud til sydspidsen af Amager. Ved Kongens Enghave mod øst har der været udsigt til Amagers flade land. Kystlinjen på Amager har været nogenlunde der, hvor Kongelundsvej er i dag. Tårnet på kirken i Tårnby har været den højeste bygning og har stået som en landkending for søfarende. I dag skygger Bellacentret, Bellasky, Ørestaden og en masse træer på Vestamager for udsigten.
Kalvebodernes oprindelige kystlinje eksisterer ikke mere, ligesom farvandet gennem de seneste århundreder har mistet areal ved inddæmning og opfyldning. Opfyldningen i Kongens Enghave begyndte omkring starten af 1900-tallet, og det var ikke god dansk muldjord, som blev anvendt.
For eksempel begyndte opfyldningen af H/F Musikbyen i 1913, og laget består formodentlig hovedsagelig af dagrenovation. Man ved det ikke. Opfyldningen blev afsluttet i 1953, da haveforeningen blev etableret.
Opfyldningen, der udgør Valbyparken, er fyld fra deponeret dagrenovation, murbrokker, industriaffald samt affald fra de københavnske gasværker. Fiskerihavnen og Sydhavnstippen tog sin begyndelse omkring 1950 og består primært af byggeaffald, men der er også efterladt andet “spændende” fyld, ligesom det er velkendt, at der har været mange uautoriserede udfyldninger.
Det ser på overfladen pænt ud i dag, men man skal nok ikke begynde at grave for dybt, for så dukker der nok en del forskrækkelser op. Én ting er sikkert: Den oprindelige kystlinje i Kongens Enghave eksisterer ikke mere og ligger nu langt inde på land.
Skal man beskrive beskaffenheden af den oprindelige kystlinje, er noget af det nærmeste nok kysten ved Saltholm. Store lavvandede strandenge med holme, småøer og enorme sivskove, hvor der har været et omfattende dyreliv med masser af fugle, der har hentet føde i det lave vand.
Hvor store disse sivskove har været, beskrives vist bedst, når man hører fortællinger om et omfattende krybskytteri i fuglenes fredningstid. Myndighederne havde svært ved at få fat i krybskytterne, som benyttede sig af fladbundede pramme, hvor det letteste i verden var at gemme sig i sivskovene.
Sejladsen og Sorte Rende
Kalvebodernes lave vand og de mange sten lige under overfladen har krævet et indgående kendskab til sejladsforholdene, hvor kun skibe med lav dybdegang har kunnet sejle til København sydfra. Der var en sejlrende, som løb langs østkysten. Renden blev kaldt “Sorte Rende” og var markeret helt nede fra Avedøre Holme.
Renden var markeret med “koste” og “tønder”. Fra syd ved Avedøre mødte man “Mursands Kost”, og på et enkelt kort er nævnt “Bismarchs Kost”. Hvorfor den preussiske kansler er blevet begavet med et navn på en søkost, er næppe en hæder, men måske snarere en hån. Bismarch var kendt for en meget beskeden hårpragt og blev ofte karikeret med kun et par enkelte hår på issen. Hvis søkosten ikke har haft mange ris i toppen, er det muligvis et vittigt hoved, som har navngivet den.
Af andre koste kan nævnes “Brokosten” og “Kokkens Kost”. “Knækkosten” havde dette navn, fordi sejlrenden slog et knæk, mens en person ved navn Ole er blevet hædret med “Oles Kost”. Ole har også fået opkaldt en sten efter sig, nemlig “Oles Sten”. Hvem Ole var, vides ikke – måske en lods eller en lokal fisker.
Lige syd for Kongens Enghave lå “Torne Øen”, og sejlrenden ved Torne Øen var naturligvis markeret med “Tornkosten”. Navnet kommer måske af, at der på Torne Øen lå rigtig mange store sten, som var markeret på søkortet. Som Kalveboderne havde skær, har de mange sten samlet på ét sted nok udgjort en masse “torne”. Deraf navnet.
Ingen tvivl om, at det har været et vanskeligt farvand at sejle i. Måske er det årsagen til, at den statslige institution “Kalvebodernes Lodseri” blev oprettet i 1807-08. Formodentlig har der i tidligere tider været et lodseri, men uden statslig indblanding. Lodsstationen lå for enden af den nuværende Lodsbovej i Hvidovre og fungerede frem til 1930’erne.
Udsnit ”Siæl Ør” og ”Flasken”, ved udløbet af Harrestrup Å, er de 2 eneste navne i Kalveboderne.
På land er Frederiksberg og Valby placeret, ligesom man kan genkende Enghavevejens
løb som bugter sig ud mod det næs, der er Kongens Enghave.
Sjælør – den lokale kyst ved Kongens Enghave
Selve navnet Sjælør betyder kort og godt sæl ved stenet/gruset strand. Sammensat af “Siæl”, som betyder sæl, og “ør”, som betyder gruset strand.
Første gang man støder på navnet “Sjæl Ør” er på datidens mest kendte korttegner Jens Sørensens kort fra 1720 i Frederik d. 5.s Atlas, bind 16, hvor Enghaven i syd ender i “Siæl Ør”. Det eneste andet stednavn i Kalveboderne, der er påført kortet, er “Flasken” ud for udløbet af Harrestrup Å.
Tidligere blev stednavne med lavt vand benævnt “flaske”. Flaskekroen, som lå ved Gammel Køge Landevej ved Harrestrup Å, har derfor ikke noget med ølflasker at gøre, selvom man på ældre fotos af kroen kan se, at der står en kæmpe ølflaske fra Tuborg på taget.
Senere kort har markeret en lille halvø, der skulle have haft navnet Sjælør. Også på Undsgaards kort fra 1795, men her er navnet ikke nævnt. Jens Sørensen skriver navnet ud for kysten ved Kongens Enghave, så mon ikke der menes hele kyststrækningen. Andre ældre kort har ikke halvøen med.
I en artikel fra Illustreret Tidende fra 1863 har en skribent, der underskriver sig “B”, beskrevet, hvad han ser under en sejltur på Kalveboderne. Han skriver:
“Til højre havde vi Vesterbro og Gasværket, længere i baggrunden Frederiksberg Bakke, foran Kongens Enghave, som ligger på en fremspringende odde.”
Gasværket (opført 1857-58), der er tale om, er Vestre Gasværk. Det lå der, hvor Den Hvide Kødby ligger i dag. Opført på strandarealer med opfyld af byggeaffald fra Københavns Bombardement i 1807. Så har man en fornemmelse af, hvor den oprindelige kystlinje gik.
Ingen tvivl om, at Kongens Enghave oprindelig strakte sig ud i Kalveboderne og fremstod som en odde.
I Kraks Vejviser fra 1937, hvor Sjælør Boulevard første gang er medtaget, står forklaringen:
“Gammel betegnelse for den sydlige del af Kongens Enghave.”
Den omtalte halvø er for længst forsvundet. En afskrift af et kort tegnet af B.O. Steuben i 1781 har halvøen med som Sjælør, men kortet er senere end Jens Sørensens. Mon ikke man kan gå ud fra, at det er hele kyststrækningen, som oprindeligt er blevet benævnt Sjælør. En lille ubetydelig knold ville næppe få en korttegner til at markere stedet med navn.
Sælerne ved Sjælør
Har der så været sæler ved Sjælør? Der findes ingen øjenvidneskildringer, men blot få kilometer sydover ved Avedøre Holme findes der en beretning fra 1806, som er beskrevet af Poul Sverrild i “Sælfangeren fra Avedøre”.
En tjenestekarl, Niels Jørgensen, fangede det år ikke færre end 43 sæler. Som tjenestekarl har han næppe haft råd til et skydevåben, men sælerne er højst sandsynligt fanget i net eller med andre fangstredskaber.
Det har været en ganske givtig forretning, da både skindet og – ikke mindst – tran fra sælernes spæk havde stor værdi. Ved at koge tran skulle han have fremstillet ikke mindre end 400 potter tran – næsten 400 liter. Tran blev anvendt til lampeolie og havde derfor stor værdi.
Hvis der har været sæler ved Avedøre Holme i de mængder, har der med sikkerhed også været mange sæler ved Sjælør. Havmiljøet dengang var helt rent. Det lavvandede område har været en fantastisk fangstplads for sælerne.
Kysten har været omkranset af store sivbræmmer, og i det lave vand har ålegræsset været den altdominerende vandplante, hvor fiskeyngel og småfisk har kunnet gemme sig. Et uudtømmeligt spisekammer for sultne sæler, der har smovset sig i en fiskerigdom, vi i dag ikke kan begribe.
Hvis det har været den mest almindelige sæl i Danmark, der har holdt til her, så er det den spættede sæl. En spættet sæl skal spise omkring 5 kg fisk om dagen, hvilket måske sætter mængden af fisk og sæler i perspektiv.
På ældre søkort er der midt ude i Kalveboderne markeret en stor sten kaldet “Sælhundestenen” – formodentlig fordi stenen har været en yndet hvileplads, hvor der sikkert har ligget en stor, dominerende hansæl og slikket solskin.
Der var 4 afgange om søndagen. En enkeltbillet kostede i 1911- 75 øre, og skulle man retur, var prisen 1 krone og 10 øre. En faglært arbejder tjente i 1910 omkring 50 øre i timen, så det var ikke alle forundt at sejle til Kongelunden og få et kig ind mod Kongens Enghave, hvis man havde kone og flere børn.
Set fra søsiden – 1913
Hvordan så Kongens Enghave ud set ude fra Kalveboderne i begyndelsen af 1900-tallet, hvor udviklingen af København virkelig tog fart?
Det beskriver journalisten Bruno fra Folkets Avis, der i sommeren 1913 tager en tur med Havnens Motorfærge. Fra Knippels Bro var der oprettet en sommerrute til Kongelunden – en tur på halvanden time, hvor man også passerede Kongens Enghave.
Indledningsvis omtaler han de store landvindinger, der er gjort i inderhavnen, hvor man med uddybningen har fjernet det fede blåler og de store granitsten. Ved slusen skriver han:
“Fra Sluseværket til Kongelunden må båden gøre en mægtig omvej ud langs Valby og Hvidovres flade kyst, helt ud til Avedøre Holme, inden man kan sætte kursen ind mod skoven. Man må følge den såkaldte sorte rende, thi udenfor den er vandet ikke dybere, end man kan soppe i det.”
Men hvad betyder en omvej, når man er på udflugt til søs? Her får man så meget bedre lejlighed til at kigge på alle de kendte punkter fremme inde på land: Jesuskirkens tårn (opført 1895) med kobberenglen på spiret, Søndermarkens og Frederiksberg Haves trægrupper, hvorover Zoologisk Haves udsigtstårn (opført 1904-05 – toppen ligger 70 meter over havet) hæver sig.
Byggeforeningernes røde og hvide småbyer – og om et års tid vil de første tage af Arbejdernes Kooperative Byggeforetagende tone frem på baggrund af Vestre Kirkegårds beplantning. Det er AKB’s ejendomme i Kongens Enghave, der omtales.
Som det fremgår, har der været ret fladt, og intet har skæmmet for udsigten til de to tårne på Valby Bakke.
