Karens Minde
Tekst Jan Arnt og Web Søren Sol Meyer, maj 2019. Revideret i samarbejde med Per Ekstrøm, september 2022.   

Byens kulturhus

Alle Sydhavnere kender Karens Minde, der lidt majestætisk ligger midt i det lille parkområde med de høje træer. 

Bygningen var tidligere institution for udviklingshæmmede, men vi havde ikke så fine fornemmelser for hvad dette betød, så for os børn i 1900 tallet var det bare Tosseanstalten uden at tænke over, hvad det egentlig betød.

Den store bygning lå dengang bag hegn og virkede lidt truende, hvor Karens Minde i dag er et åbent og indbydende kulturhus med bibliotek, cafe og et rigt foreningsliv, hvor vores Lokalhistoriske Arkiv har haft domicil fra kulturhusets start 4. maj 2001. 

Men historien om Karens Minde går meget længere tilbage i tiden. Ja, helt tilbage til o. 1799, hvor der blev opført en mindre avls- og lystgård.

1795 til 1809

Ejendommen ligger på matr. nr. 4 (tidligere lod 22) Kongens Enghave, Kjøbenhavn, som tidligere var en del af tidligere Hvidovre Sogn på Undsgaards gamle kort fra 1795.  

Lod 22 var det mindste af de gamle gårde med kun 11 tdr. land + en ½ skæppe land (en skæppe land = 690 m2). Af brandtaksationen fra 1799 kan ses, at der på ejendommen var opført et bindingsværkshus og at ejendommen er benævnt Lisesminde. 

Første kendte ejer var den jødiske købmand Abraham Wulf (1739-1815). Vi ved ikke hvornår købmanden købte ejendommen, men han gik fallit, hvorfor den blev solgt på tvangsauktion 31. december 1800.
Den næste kendte ejer var kaptajn Niels Holbeck, der allerede samme år videresælger Lisesminde til bagermester Johan Jahn (død 1819), der ejede gården frem til 1809, hvor han solgte ejendommen til apoteker Marx Boye, som hermed blev den fjerde kendte ejer.  

Beskrivelse af bygningerne i 1800

Fra indkaldelse til tvangsauktionen i 1800 kan vi om ejendommen læse, at den har en hovedbygning på 10 fag og fire fag bred samt en etage høj. Hovedbygningen er opført i murværk og taget er tækket med strå. Alle vinduer er engelske vinduer og dørene er hollandske med beslag. Opvarmning er bilæggerovn.
En tilhørende sidebygning er syv fag lang, fire fag dyb og en etage høj og opført i bindingsværk. Taget har ikke stråtag som på hovedbygningen, men lidt atypisk stentag. Sidebygningen er indrettet til stald samt vognremise, karlekammer samt lo. Endvidere er beskrevet, at der bag sidebygningen er opført et lokum af tømmer og brædder. Gården er indhegnet med fem fag plankeværk og har en brønd med ophaler og pumpeværk. Haven er indhegnet med 15 fag stakit og ditto porte med beslag.

1809 til 1856 (Lisesminde) 

1809 flytter Marx Boye (f. 1768 i Holsten) ind på gården. Boye er apoteker og ejer på dette tidspunkt Løveapoteket i København. Han bruger gården til dyrkning af lægeurter og sortimenter til apoteket samt til botaniske studier og eksperimenter. 

Tilsyneladende har dette være virksomt, idet han sidder på gården i hele 47 år frem til 1856. 

I starten havde han en forvalter til den daglige drift, men af folketællingen i 1850 ses, at han selv boede på gården som enkemand, hvor han levede sammen med en datter, en husholderske, og to tjenestefolk indtil sin død i 1856.

1856-1865 (Lystgården Karens Minde)

Næste ejer er Jacob Arnkiel, født 1823 i København. Jacob er en travl grosserer og vinhandler og boede det meste af året inde i staden, dvs. inden for Københavns volde. Han drev derfor gården som lystgård og forpagtede gården og jorden til en landbrugskyndig.

Det er under Jacob Arnkiel, at gården får sit nuværende navn: Karens Minde. Måske sker navneskiftet 19. november 1856 i henhold til kongelig bevilling. I følge familiens bibel opkaldt efter J. Arnkiel’s mormor Karen Wancher (født Schmidt), som døde i 1841. Familien solgte gården i 1865 for 10.000 rigsdaler.

1865-1870

Køber og den nye ejer er Haagen Valdemar Mathiesen (1812-1897), som både var cand. jur. og oberst, og som om det ikke var fint nok, havde han også titel af kammerherre.

Haagen Valdemar var gift med Agnes Hedvig, f. 1815, og de er begge født i Christiania, som var Norges daværende hovedstad. Også denne gang synes købet at være sket på grund af stedets landlige præg, og samtidig så tæt på byen, hvor Haagen har haft sit daglige arbejde.
Vi har ikke undersøgt om gården i perioden blev drevet af en landbrugskyndig forpagter, men må formode det, da jorden næppe har ligget ubrugt hen. 
Parret ejer stedet indtil 1870.

1870-1879 (brødrene Køhler)

I 1870 kom der igen nye ejere, nemlig brødrene og murermestrene Vilhelm Køhler og hans yngre bror Johan G. Køhler. Handelsprisen var 16.000 rigsdaler incl. inventar og besætning. Derudover var Karensminde pålagt en årlig høafgift på 59 rigsdaler + 36 skilling.

På det tidspunkt var de i gang med at anlægge det store Frederiksholm Teglværk og har næppe tænkt gården som lystgård. Snarere skal deres køb af ”Karens Minde” ses som ”monopol-køb”, nemlig at få alt jord opkøbt ”på stedet”, for at modvirke at andre forretningsfolk skal få øje på stedets muligheder. 
Tilsyneladende fandt man ikke kalk eller ler i undergrunden, da brødrene allerede ni år senere i 1879 sælger gården. 

1879-1895 (professor, læge og forstander Johan Keller)

Ved salget af gården i 1879 til professor Johan Christopher Henrich Rummelhoff Keller skete en voldsom ændring af gårdens formål, og der flyttede nogle anderledes beboere ind, nemlig udviklingshæmmede og døve. At mange af de døve så ikke var åndsvage, er en helt anden sag, men sådan blev de set på dengang.

I 1879 bevilligede Rigsdagen et lån på 110.000 kr. så Johan Keller fik midler til ”oprettelse af et Asyl for Uhelbredelige Aandssvage”. Derudover blev der også bevilget et årligt tilskud på 15.000 kr. til fripladser. 

Det var dette, der satte Keller i stand til at opkøbe den gamle lystgård, der dog hurtigt delvis blev fjernet, da Keller havde ambitioner om at bygge både højere og større.
Til opgaven valgte han arkitekt Vilhelm Klein, som tegnede og stod for opførelsen af den første del af det, vi i dag kender som Karensminde.

1895 til 1980

Efter Johan Kellers død i 1884 fortsatte arbejdet med de udviklingshæmmede på Karensminde. I 1895 skøder enkefru Catrine Elizabeth Debora Keller (1833-1906) til Institutionen ”De Kellerske Aandsvageanstalter”. Den selvejende institution fortsatte sin forsorgsvirksomhed indtil slutningen af 1980érne.

I perioden skete de store om- og tilbygninger, som tidligere beskrevet, men allerede i 1905 blev anstalten udvidet med en verandastue (havestuen) af træ som opholdsstue for børn. Verandaen blev desværre fjernet i forbindelse med renoveringen i 1990’erne.
I 1938 blev gartnerens tjenestebolig ledig, hvorefter det blev muligt at indrette en sovestue for 10 mandlige alumner, som patienterne på asylet blev kaldt. 
I 1943 blev tjenesteboligen, som hidtil havde været beboet af anstaltens kusk ledig. Den blev indrettet til soveafdeling for syv piger.
For at afhjælpe den store mangel på børnepladser, blev i 1949 opstillet fire røde træbarakker, som man i Kirkebæks bog kan læse oprindelig havde stået på Kløvermarksvej, hvor de havde fungeret som flygtningelejr lige efter krigen.  
Barrakkerne blev taget i brug april 1949, og der skaffedes herved pladser til 30 flere alumner på Karens Minde, hvis normerede alumnetal (patienter) herefter blev forhøjet til hele 200.  
I 1962 blev det vurderet, at hvis det lægeligt skulle være forsvarligt, så kunne Karens Minde maksimalt have 107 patienter. I denne lægefaglige udtalelse benævnes patienterne heller ikke længere som alumner, men som det de er: Patienter, der trænger til omsorg og hjælp.

Åndsvageasylet Karens Minde 1880 til 1987

Som børn i 1950 og 60 har vi begge oplevet Karens Minde som et lukket område, hvor man ind i mellem hørte skrig og underlig tale. Jævnligt så vi også, når de udviklingshæmmede gik tur i deres blå tøj bundet sammen med seler og altid i en lang række to og to. Vi havde lidt ondt af dem, og der gik også historier om, at de udviklingshæmmede blev bundet til stolperne på loftet.

Birgit Kirkebæk skrev i 2007 bogen ”Uduelig og Ubrugelig”, der handler om Åndsvageasylet 1880 til 1987. Alene bogens titel antyder at patienterne på ingen måde blev betragtet som rigtige mennesker, i hvert fald ikke de første 60-70 år.

Forfatteren Birgit Kirkebæk og forlaget SocPol har givet arkivet tilladelse til at citere og vise billeder fra bogen, hvorfor vi har klippet et par afsnit for at give et billede af visitationen og forholdene:

Forfatteren holdt i 2018 et par foredrag om bogen på Karens Minde, hvor Søren Sol Meyer på vegne KELA optog nogle små film, som vi har her på arkivet som dokumentation. 

De fleste patienter på Karens Minde blev klassificeret som idioter eller imbecile. Der var et vidt spænd indenfor de enkelte kategorier. Således omfattede gruppen imbecile både mennesker, der kunne tale, læse og skrive og mennesker som næsten intet kunne, ligesom klassen af idioter omfattede mennesker, der stadig var sengeliggende og mennesker, der både kunne gå og til dels klare sig selv. 

I personalets optik var der en anden inddeling af patienterne til supplement for det lægelige. Inddelingen gik på, om den enkelte patient var nem, slem eller besværlig i det daglige… Adfærd foranlediget af hjemve og små modmagtsforsøg fra patienternes side blev ikke opfattet som begrundede reaktioner på den sociale situation… men på grund af sygdommen. 

Udsagn og praksis hører sammen. I samme grad som asylets beboere blev fremstillet som ubrugelige og uduelige med næsten dyriske instinkter, kunnen og behov, blev personalets praksis indskrænket til fodring og personlig pleje. Udadtil i aviser, foredrag og beretninger fremstilles arbejdet på Karens Minde som en humanitær opgave… men opgaven rummede INTET håb om udvikling eller forbedring.

Kilde: Per Ekstrøm……..

1980-1997

I 1980 overtager Københavns Kommune Karens Minde, hvorefter den flotte ejendom i det næste 10-15 år ligger tom og forfalder, da kommunen end ikke ofre penge på det utætte tag. 

Sydhavnerne ser fortvivlet til og klager. Andre lokale beboere mener stedet skal omdannes til et kulturhus, hvorfor der indledes forhandlinger med kommunen.
Dette indleder en gradvis holdningsændring hos den høje Magistrat, og stakittet og det tætte buskads fjernes, så lokalbefolkningen nu kan kigge helt ind, hvilket bare betød, at de endnu bedre kunne se potentialet og mulighederne.

1994-2019

Efter en periode i slutningen af 1980’erne med ombygning og renovering blev stedet igen taget i brug 1997 – nu som et kulturelt aktivitetshus. I de samme år flyttede Sydhavnens bibliotek fra P. Knudsens Gade ind i aktivitetshusets nyindrettede lokaler.

Renoveringen og de mange aktiviteter fortsatte, og den 4. maj 2010 blev huset officielt indviet som ”Karens Minde Kulturhus”. 

Her i 2019 har den gamle murstensbygning også fået tilbygning ind mod gården, som er en udvidelse af biblioteket, ligesom biblioteket ud mod Wagnersvej har fået nyt indgangspart. Begge tilbygninger er udført i rustfarvet stål og store glaspartier i nutidens formsprog. 

Her i 2019 fremstår stedet stadig som bydelens daglige centrum for et bredt sortiment af kulturelle uden- og indendørs aktiviteter, og benyttes flittigt af bydelens beboere i alle aldre.  

Så stor tak til de mange Sydhavnere, der kæmpede indædt mod kommunen, så den stolte bygning ikke blev nedrevet. 

Læs også historien om, Dansepavillonen på Karens Minde
Af Søren Sol Meyer og Jan Arnt, maj 2019.

.

Kilde:
· Birgit Kirkebæk og hendes bog “Uduelig og Ubrugelig” 2007
· Per Ekstrøm.

Af Jan Arnt
Web: Søren Sol Meyer
…………………………………
Notater udarbejdet af Gert Topp og Harald Eriksen, begge tidligere medlemmer af KELA.
Copyright © 2019
Material published on this website is protected by copyright.
Gengivelse af materialet er kun tilladt efter forudgående aftale og med tydelig kildeangivelse.