Forfatter: Per Ekstrøm.
Stormfloden i Kongens Enghave.
Det er ikke en stormflod, der for Kongens Enghaves vedkommende er skrevet meget om i historiebøgerne, men en stormflod ramte Danmark i nytåret 1904/1905 og den ramte de østvendte kyster med stor kraft. Specielt byerne på Bornholms østkyst, Faxe Ladeplads, Køge og en del østjyske byer blev ramt. Vandstanden ved Køge steg med over 2 meter, hvorfor vandet i Kalveboderne også steg.
Stormfloden er den klassiske fortælling om, at når der har været en vestenstorm, som har presset Østersøens vand mod øst, så kommer vandet strømmende tilbage, når vinden aftager. Når så vinden samtidig slår over med en kraftig nordøstenvind, så kommer der ekstratryk på vandet, og så stiger vandet. Det var præcist hvad der skete. Et sammentræf af uheldige omstændigheder.
Årsagen til at vandstigningen ramte Kongens Enghave som voldsomt var, at på den tid, var der ikke noget som hed Vestamager. Det område blev først inddæmmet under besættelsen, så Kalveboderne har været en stor tragt, hvor vandet er blevet presset op. Der var heller ingen større holme ved Avedøre, og da kysten ved Kongens Enghave kun bestod at lave strandenge, var der faktisk ikke noget, som kunne holde vandmasserne tilbage. Karens Mindes jorder lå direkte ud til Kalveboderne. Det samme gjorde Frederikslunds jorder, så vandet havde frit spil med at trænge helt ind i det område, der nu hedder Musikbyen, som den gang kun bestod marker med gartneri og enkelte villaer.
Vandet strømmede selvfølgelig ind om natten, hvor de fleste lå og sov. Datidens aviser var rigtig gode til på en dramatisk måde at berette om hændelserne, så læseren rigtig kunne indleve sig i dramaet. Socialdemokraten skrev:
Kl. 6½, da det endnu var mørkt var vandstanden højest, og en hel del bygninger i Kongens Enghave, heriblandt ”Karens Minde”, Brødrene Olsens gartneribygning og isfabrikant Christensens Isværk, der under daglige forhold ligger mange hundrede alen fra stranden, var helt omslugt af vand. Vi har i går aflagt et besøg derude og talt med en del af beboerne, der endnu var opskræmte af nattens begivenheder, hvilket ikke er underligt. En af brødrene Olsen sov natten til i går i gartneribygningen. Da han vågnede, var vandet trængt ind i stuerne og han måtte iføre sig lange støvler for at kommer over gården, hvor bølgerne gik højt. Inde i stalden stod hestene i vand til langt på benene, og inde i loen flød et stort parti korn der lå til rensning.
Endnu mere uhyggelig var isfabrikant Christensens opvågning. Han lå i sin søde morgensøvn, da han pludselig vågnede ved at vandet plaskede mod sengen. Hans sprang ud i stuen og stod i vand til knæene. Alle møbler svømmede og da den forfærdede mand stak hovedet udenfor døren, hørte han havet bruse fra alle sider. Huse og de omkringliggende marker var fuldstændig overskyllet, og søerne gik mod hushjørnerne.
Det lykkedes Christensen at vade ud på vejen, der fører fra Kongens Enghave til Trekronergade i Valby, men her stod vandet ca. 1 alen højt og væltede sig i store masser ind over de lave marker, der ligger mellem Enghaven og Valby. I så godt som alle ejendomme, der ligger fra Kongens Enghave til Trekronergade var vandet trængt ind; haver og veje var overskyllede og flok flygtede i den mørke morgenstund rædselsslagne for det stigende hav, der piffet af den brølende orkan bruste i vildt oprør.
Også Frederiksholms Teglværk blev ramt. Her berettes:
Kl. 6 ankom arbejderne til Frederiksholms Kalkværk, og to mænd, Arbejdsmændene Niels Johansson og Edvard Andersen, gik ud i et lille skur ved lergravene, hvor de opbevarer deres mad og klæder: Da det havde været inde i skuret et øjeblik, begyndte vandet pludselig at stige omkring dem. De vældige lergrave, der indtager et areal af ca. 70 tønder land var i løbet af kort tid fyldt med vand, der strømmede ind over dæmningerne syd for sluseværket. I gravene fød en mægtig gravemaskine, og en del andre arbejdsredskaber, der selvfølgelig begravedes i bølgerne, og snart var de to ovennævnte mænd afskåret fra land. De skreg om hjælp, men deres råb hørtes ikke gennem mørket. Imens steg vandet, og de to mænd måtte flygte ud af skuret og op på en høj jord knold. Her stod de omgivet af vand på alle sider og råbte på hjælp.
Endelig hørte arbejderne inde på værket deres nødråb, og i en fart blev en båd sat i vandet. Man roede ud og i yderste øjeblik lykkedes det at redde de to mænd, der var halvdøde af skræk og kulde.
Der nævnes i artiklen følgende steder: Karens Minde, Brødrene Olsens gartneri bygning og Isfabrikant Christensens isværk. Karens Minde ved alle hvor ligger. Brødrene Olsens gartneribygning er den for længst nedrevne gård Frederikslund, der lå cirka der hvor Sjælør Boulevard nr. 15 ligger i dag.
Isfabrikant Christensens Isværk har de færreste nok hørt om, men isværket lå på den grund, hvor Cafe Kongens Enghave (Skraldemandscafeen) og nu SuperBrugsen på hjørnet af Stubmøllevej og Hammelstrupvej ligger. På den tid benævnt matr. Nr. 9 b Kongens Enghave. Ved senere udmatrikuleringer får den nr. 266.
Kraks Vejviser 1911. Det er ikke mange isværker som findes i København. Her er adressen Enghavevej Flora Danica.
Det er rigtigt, at isfabrikanten hed Christensen, men isværket gik under navnet ”Vesterbros Isværk”, hvilket bekræftes af et opslag i Kraks Vejviser fra 1911 over isværker i København. Adressen er anført som Enghavevej ”Flora Danica”, hvilket var navnet på den villa, som lå overfor stubmøllen. Om det er navnet på villaen som skal anvise placeringen af værket vides ikke. Fam. Christensen boede selv inde på Vesterbro på Enghavevej 25.
Det er ikke meget, som vi ved om isværket, men ejeren, Mads Lange Christensen, købte matr. Nr. 9 b i 1884, så det er tænkeligt, at værket har været i gang siden engang i slutningen af 1890érne. Mads Lange Christensen dør i 1899, men værket føres videre af enken og sønnen, Christian Lange Christensen frem til omkring 1916, hvor ejendommen sælges.
