Stubmøllevejs mølle

Den stolte ”Lucie Mølles” triste skæbne

Af Per Ekstrøm.
Billedtekster Jan Arnt og Web Søren Sol Meyer, september 2022.

Stik visende Luciemøllen på sin oprindelige placering på Gyldenløves Bastion.

Møllen, kaldet Lucie Møllen, stod oprindelig på Københavns Vold ved Gyldenløves Bastion. Helt præcist kan stedet ikke udpeges, da der er sket mange ændringer i det københavnske bybillede siden, men det er omtrent der, hvor Københavns Rådhus ligger. Endda måske midt på H.C. Andersens Boulevard, da Tivolisøen, der er en del af den gamle voldgrav, også er skrumpet i forbindelse med nedlæggelse af volden.

I århundreder havde der stået møller på Københavns Vold, men da turen kom til nedlæggelse af Volden og fjernelse af Lucie Møllen, i folkemunde beæret med det knap så flatterende navn ”Lusse Møllen”, var der faktisk tale om en forholdsvis ny mølle. Den 7. juni 1861 var den mølle, som hidtil havde stået på Gyldenløves Bastion nemlig brændt, og der var på stedet opført en ny mølle – en stubmølle.

Litografen Franz Šedivý (1864 – 1945) lavede nogle spændende panoramaer fra Københavnske bydele blandt andet ovenstående deludsnit, hvor man ser en del af Tivoli med Lucie Stubmølle på Vestervold tæt på hjørnet af Vesterbrogade og det der i dag er H.C. Andersens Boulevard. Møllen blev nedtaget i 1886 og genopført i Kgs. Enghave året efter.

Møllen på Gyldenløves Bastion

Den 12. januar 1886 kunne man i avisen læse, at nu var nedbrydningen af Vestervold begyndt, og det var planen, at ”Lucie Møllen” ville blive nedtaget i april måned. Via en avisannonce d. 4. marts meddelte Københavns Magistrat, at de den 17. marts ville afholde auktion til ”nedbrydelse og bortførelse på den ved Volden ved Tivoli beliggende Stubmølle og Vaaningshus med Tilbehør”.
Den 16. april 1886 begyndte man opfyldningen af voldgraven og nedbrygningen møllen. Det var derfor en forholdsvis ny mølle, som kunne tages ned og helt sikkert anvendes et andet sted. Ifølge avisen Social-Demokraten modtog ejeren af møllen en erstatning på hele 28.000 kroner fra Københavns Magistrat. En ret anselig sum for datiden.
Arbejdet med nedbrydningen af volden blev overdraget til entreprenørerne Madsen og Michelsen, der også forsøgte at sælge både mølle og våningshus. Under nedbrydningen af vold og mølle klagede Arbejdsmændenes Forbund over stedets arbejds- og lønforhold til Kommunalbestyrelsen. Blandt andet via et åbent brev i ”Social-Demokraten”.
Lucie Møllen sættes til salg gennem annoncer i aviserne i både april og maj samme år. Her lød en annonce fra maj 1886:

EN GOD LEVEVEJ”.

En mand med en lille kapital som vil gøre en god forretning ved at købe en nedbrudt og saa god som ny Stubmølle til den meget billige pris kr. 2.000 hvor der er Brug for en saadan vil den udmærket kunne føde en Familie.” Sælgeren var Entreprenør Niels Madsen, Vesterbrogade 122.

Niels Madsen og Julius Theodor Michelsen var nogle af datidens berygtede storentreprenører. Arbejdet med fæstningskanalen i Kongens Lyngby, der var en del af projekteringen og anlæg af dele af Københavns Vestvold, var de også involveret i. Et anlægsarbejde som trak overskrifter i ”Social-Demokraten”. Eksempelvis ”Sulteløn”, samt en bemærkning hvor de omtales som ”Estrups entreprenører”. Et skældsord blandt arbejdere, da den daværende konseilspræsident (Statsminister) fra partiet Højre var forhadt i hele arbejderklassen.

Niels Madsen findes i maj måned 1887 druknet ved Strandpromenaden. I aviserne er der ingen omtale af dødsfaldet. Kun en dødsannonce fra familien. Niels Madsen kan derfor ikke have haft noget at gøre med den senere flytning af møllen til Kongens Enghave.

Avisannonce fra 1886, hvor stubmøllen sættes til salg.
Luciemølle genopstilles i 1886-87 på Enghavevej i Kongens Enghave, der dengang var ”langt ude på landet”. Enghavevej løb fra Enghave Plads og ud til Gl. Køge Landevej. Den røde streg viser Enghavevejs oprindelig forløb gennem Kgs. Enghave, som i dag er opdelt på flere vejnavne: Borgbjergsvej, Glucksvej, Wagnersvej og Stubmøllevej. Den lille gule cirkel viser møllens placering ved det der i dag er Stubmøllevej 22. Illustration Jan Arnt.

Stubmøllen i Kongens Enghave

Hvordan møllens vej fra Bastionen fra 1886 til 1888 var, inden den havner i Kongens Enghave, kan ikke umiddelbart spores, men d. 20. april 1888 fremgår det af tingbogen, at enken efter Peder Olsen på gården Frederikslund udstykker og sælger et areal af matr.nr. 8 a Kongens Enghave, Hvidovre Sogn til mølleejer Johannes Larsen Møller (1818-1897). Han havde tidligere været møllermester på Westensborg Mølle ved Nykøbing Falster, men hvorfor han i en alder af 70 ville være møller i Kongens Enghave er lidt af en gåde.

Arealet der tildeles matr.nr. 8 b Kongens Enghave, Hvidovre Sogn ligger der, hvor Händelsvej og Haydnsvej i dag støder ud i Stubmøllevej, den daværende Enghavevej. Grunden har et areal på 5.460 kvadratalen, og handelsprisen er 2.730 kroner, svarende til en pris på 50 øre pr. kvadratalen. Prisen svarer nogenlunde til, hvad ubebygget jord blev handlet til på den tid. Arealet er omregnet til nutidens måleenheder cirka 2.130 m2.

På denne grund opstilles stubmøllen, og der opføres samtidig et bageri. Af tingbogen fremgår, at der udstedes panteobligation til Karen Olsen på hele købesummen. Desuden gives murermester Pihl og møllebyggemester A. Jørgensen hver et pant på 1.000 kroner i ejendommen. Møllebyggemesteren må være Andreas Jørgensen, der på daværende tidspunkt bor på Jagtvej 63 Nørrebro.

Det går tilsyneladende ikke så godt med mølledriften og bageriet, for allerede efter et par år begæres tvangsauktion over ejendommen. Af tingbogen fremgår desuden, at møllejer J.L. Møller i 1889 har indgået et frivilligt forlig med både tømmermester og møllebygger. Tilsyneladende på grund af nogle uoverensstemmelser om afholdelse af nogle udgifter i forbindelse med byggeriet. Endvidere ser det ud til, at han ikke har været i stand til at overholde sine forpligtelser over for andre panthavere, som også foretager udlæg i ejendommen.

Avisannonce fra 1890, da møllen tvangsælges.

2. april 1890 afholdes der 4. auktion over ejendommen. Højeste bud ved 3. auktion var på kun 3.100 kroner, selvom den samlede vurdering lød på 9.500 kroner, og bygningerne var assureret for 13.070 kroner. Meget tyder på, at tiden var løbet fra vinddrevne møller. Dampmøller havde længe været en del af moderne mølledrift, og de var ikke afhængige af hverken vejr eller vind.

Den 8. oktober 1890 erhverver møller (Niels) Edvard Møller (J.L. Møllers søn) ejendommen på udlægsskøde og sælger den samtidig tilbage for 4.200 kroner til de 4 sønner efter Karen Olsen (1819-1888), som nu ejer og driver gården Frederikslund. I forbindelse med tvangsauktionen krævede de møllen fjernet. Årsagen var, at afstanden til skellet ikke overholdt den lovbefalede afstand for møller. Det blev imidlertid afvist, da det af skødet klart fremgik, at der på grunden skulle opstilles en mølle. Desuden havde både de og Karen Olsen kunnet iagttage byggeriet. De havde også modtaget rentebetalinger på gælden og havde på intet tidspunkt gjort indsigelser.

Samme måned de overtager ejendommen, forsøger de, via en annonce, at udleje både mølle og bageri. Det er åbenbart svært at få nogen til at overtage både ejendom og drift, for i januar 1892 tilbydes den på fordelagtige vilkår. Enten ved salg eller leje, men det lykkedes tilsyneladende ikke.

Avisannonce, hvor Møllen inklusiv det fritliggende bageri forsøges udlejet, endda billigt, som der står.

Stubmøllen opstillet på Enghavevej i 1886-87 er allerede i 1909 faldefærdig og uden vinger. I avisen Riget kan man i 1913 læse, at stubmøllen er meget forfalden, og at der af maskineriet kun fandtes et par kværnsten og et taljehjul af træ. Ud over nogle enkelte villaer og det store gartneri var området omkring møllen uden bebyggelse. Villaen til venstre skulle ifølge P.E. Lind være Stubmøllevej 21. Huset bag møllen kan evt. være bageriet. nærmere.  

Møllens forfald og endeligt

Møllen stod de følgende år langsomt og forfaldt som et monument over svundne tider. Ved folketællingen i 1901 skrev optællingskommisæren: ”ingen faste beboere” og noterede: ”Briketfabrikken Juno”. Juno var en fabrik, der blandt andet producerede sæbe og ovnsværte. Om den kun blev brugt til lager, eller der foregik produktion på ejendommen vides ikke. Ved næste folketælling i 1906 var blot noteret ”Stubmøllen – ejendommen har ingen beboere”.

Helt glemt var møllen dog ikke, da mange ældre københavnere huskede den fra dens storhedstid på volden. Nu og da var der også en lille notits i aviserne om møllen. I november 1913 tog en journalist, Peter Linde, fra avisen ”Riget” ud til Kongens Enghave for at se nærmere på møllen, som lå nedbrudt og forladt. Her er hans beskrivelse af oplevelsen:

Paa Foranledning af Hr. Raadhusforvalter Nyrop Larsen foretog undertegnede en Udflugt til Kongens Enghave for at underkaste den der staaende Mølleruin et nøjere Eftersyn. Det er den saakaldte Lucie Mølle, en Stubmølle, der fra sin Plads paa Gyldenløves Bastion blev flyttet derud ved Voldsløjfningen i Slutningen af forrige Aarhundrede. Den ejes nu af Gartnerfirmaet Brdr. Olsen og Petersen, som beredvillig gav Adgang baade til Møllen og nogle enkelte Dele af Mølle værket, der laa i Gartnergaardens Udbygninger. Måske er gården Frederikslund identisk med Gartnergaarden.

Selve Møllens Midtstolpe og Krydsfundament af mægtigt Egetræ hvilende paa fire Murstenspiller, er ganske velbevaret, det samme maa ogsaa siges om Skroget med den spaantækte Hat, der i Form minder om en omvendt Baad, rigtignok fladt afskaaret for og agter. Udvendig mangler egentlig kun Vingerne og noget saa den skraa Trappe, der er fasttømret højt oppe paa Mølleskroget og ellers hænger frit ud.

Adgangen til det Indre af Møllen maatte foregaa gennem Hejselemmen under det drejelige Skrog, hvis fire Sider for neden har en svagt rundet Udskæring for at kunne gaa klar af de skraa Fodstolper. Det viste sig nu, at der af maskineriet kun fandtes ganske enkelte Dele paa Plads, nemlig et Par Kværnsten og et Taljehjul af Træ med Jerngafler langs Randen, og Træværket i Gulvene var meget medtaget af Ælde. Hvad der beroede hos Gartneren bestod i det væsentlige af et meget stort Hjul af Træ med nedstemmede Huller til løse Trætappe, hvor af der fandtes nogle.

Man fik her det Indtryk, at de gamle Sager efterhaanden vandrede over i Huggehuset og derfra i Kakkelovnen; det er en trist Udsigt, hvis det samme gælder selve Mølleskroget, der endnu i sin afplukkede Skikkelse præsenterer sig smukt og originalt i Landskabet
ogsaa er det jo dog den Mølle, der stod paa den historiske Grund, paa den minderige Jord, som nu bærer det stolte Raadhus.

At det gamle maa vige for det nye er vel indlysende og for dette Tilfældes Vedkommende viste Udviklingen sig i den heldigste Belysning, thi Nyrops Raadhus er et Mindesmærke, vi med Stolthed kan give Fremtiden i Arv; men den gamle Mølle paa Bastionen ved Luciedam behøvede ikke at skamme sig for det nye, der kom og tog denne Plads og sløjfede Voldene og lod saa meget ærværdigt gaa med i Købet Det vilde kun være Nutiden til Ære, om Lucie Malle kunde reddes fra Tilintetgørelse.”

Matrikelkort 1920 til 1946, hvor stubmøllen og bageriet indtil 1914 lå på matr. nr. 8b. På kortet ses at 8b er overstreget, hvilket skyldes at matriklen blev en del af de tilstødende matrikler i forbindelse med opførelsen af den gule trekantede ejendom. Den store grund mod vest (matrikel 172) var marker, men da N.E.S købte arealet blev området o. 1940 udlagt til lagerplads og nyttehaver for firmaets ansatte og senere kom også en Esso benzintank. Fra o. 1970 opføres erhvervsbygninger og den særlige atmosfære forsvandt.     
Stubmøllen ses til venstre på fotoet fra 1908. Motivet er udgravningen til kloak samt rørlægning af Gåsebækrenden incl. et underjordisk overfaldskammer på hjørnet af Ellebjergvej og den senere Trekronergade. Iflg. avisartikel (Berlingske august 1909) blev ”2.000 kubikfavne jord gravet op og kørt ud til Kallebod Strand”. Villaen lå på Enghavevej på den del, der i dag hedder Stubmøllevej. De små huse foran møllen må være de kolonihaver eller nyttehaver, som lå på trekantsgrunden (grund 172) op mod det, der senere er bebygget med erhverv og afgrænset mod Haydnsvej.  

Møllen brændte i 1914

Peter Lindes beskrivelse var den sidste, inden møllen mødte sit endeligt. Sankthansaften eller nat, 1914, gik møllen til grunde i en brand. Nationaltidende skrev dagen efter:

”Brandvæsenet har i Nat haft to ret betydelige Ildsvaader, at bekæmpe og med Vemod vil mangen gammel Københavner erfare, at den gamle Luciemølle, der nu stod som en aflagt Stubmølle ude i Kongens Enghave, i Nat er gaaet op i Luer. Ilden i Møllen opdagedes Kl. ca. 12 ¼, og Flammerne greb Strax stærkt om sig. Beboerne i nogle nærliggende Huse fik tilkaldt Brandvæsenet, der mødte med Udrykning fra Valby Stationen, medens Inspektør Thisted tog afsted fra Hovedstationen.
Ved Slukningstogets Ankomst stod hele Møllen i ”Flammer”, og man blev hurtigt klar over, at den ikke stod til at redde. Der blev dog lagt nogle Slanger ud og sprøjtet saa vidt, som Hanen gav Vand, men da Klokken slog 1, laa der af Møllen kun nogle forkullede Bjælker tilbage paa Marken.
Der er næppe Tvivl om at Branden er paasat. Nogle løse Elementer har villet lave et St. Hansblus, og saa har Møllen maattet holde for.”

Flere aviser omtalte i 1914 branden på stubmøllen, men fotoet i artiklen er i dårlig kvalitet, hvorfor det samme foto vises i bedre kvalitet til venstre. I baggrunden ses en høj bygning, hvorfor vi har været i tvivl om det er vores mølle, men både Københavns Museum og Det Kongelige Bibliotek har fotoet og begge skriver, at det er stubmøllen på Enghavevej, som senere på den strækning blev til Stubmøllevej.
 Avisen skriver ikke hvem der har påsat branden, men to historier er ofte blevet genfortalt. Den ene skulle være nogle vagabonder, der skulle lave mad over et bål, som de så ikke kunne styre, hvorefter de forsvandt. Den anden historie fortæller om nogle drenge, der i kådhed eller bevidst havde sat ild til den forfaldne mølle, så de kunne få byens største Sankt Hansbål. Hvilken der er sand, eller om årsagen er en helt tredje opklares nok aldrig.

Selve grunden, hvorpå møllen stod, blev i familien Olsens og Petersens eje. Den udstykkes senere i matr.nr. 315 og 324 af Kongens Enghave, hvor den blev solgt i forbindelse med udbygningen af Kongens Enghave til det beboelseskvarter, vi kender i dag.


 

Stubmøllevej som den så ud i 1943. Før branden i 1914 lå møllen til venstre i billedet, hvor Haydnsvej munder ud i Stubmøllevej. Til møllen hørte et lille bageri. Om dette var årsag til, at der i den senere opførte ejendom i nr. 22 kom en bagerbutik med bageri i baglokalet er nok en tilfældighed. I dag er der lægeklinik i de tidligere butikslokaler.    
Og 108 år efter stubmøllen nedbrændte ser området i dag sådan ud. Foto Jan Arnt – september 2022.

En tidligere brand i bageriet.

Der er berettiget tvivl om på hvilket tidspunkt møllen brændte. Blandt andet på grund af nogle fotos på Enghave Kanals’ hjemmeside, hvor de pågældende billeder helt klart er optaget i dagslys, da personer på billederne kaster skygger.

Jeg er imidlertid overbevist om, at billederne er ældre. Ser man nærmere på billederne kommer røgen ud fra huset(bageriet) i forgrunden. Ikke fra møllen. En forhold der absolut taler imod er, at møllen er udstyret med vinger. Møllen stod i mange år uden vinger, hvilket et foto fra 1909 på samme hjemmeside bekræfter. Man har næppe monteret vinger på møllen for at ”futte den af.” På fotoet fra 1909 er anes der på Enghavevej master med luftledninger. Der er ingen luftledninger på de fotos med branden.

Det er snarere fotos fra slutningen af 1890érne, måske tidligere. Har en brand i bageriet tidligt måske været skyld i, at det ikke lykkedes for mølleejer J.L. Møller at få gang i hverken mølle og bageri?

Ovenstående foto har i flere medier været brugt til illustration af branden i 1914, hvilket er en fejl, da vores mølle i 1914 var vingeløs ligesom det ikke er møllen der brænder, men det lille hus (evt. bageriet), hvor man kan se røgen vælter ud af gavlvinduet. Vort skøn er derfor, at fotoet viser en tidligere brand på et tidspunkt, hvor møllen har haft vinger. Bemærk den lille hestetrukne vogn med en vandtank og håndslukningsudstyr, som næppe har været til meget hjælp.    

Hvad er en stubmølle?

Som afslutning på historien om Luciemøllen, der i 1887 blev flyttet til Kongens Enghave følger her en kort beskrivelse af hvad en stubmølle egentlig er.
En stubmølle er en vindmølle, der står på en fod med en midterstolpe (stubben), så hele møllekroppen incl. vinger kan drejes op mod vinden i modsætning til den senere udviklede hollandske mølletype, hvor det kun er hatten med vingerne, der drejer op mod vinden. Begge typer møller bruger kværne (møllesten) til at male de forskellige kornsorter.

Tekst og skitse af en stubmølle – Jan Arnt

Selve stubben (den lodrette midterstolpe) er normalt udført af egetømmer, der bæres og støttes af møllefodens skråstivere. Stubmøller har 2 til 3 lofter: broloftet, kværnloftet og lorrisloftet. Det var på kværnloftet, kornet blev malet til mel mellem de runde kværnsten, og det var på lorrisloftet hejseværket var monteret. 
Skroget (møllekroppen) har oftest lodret beklædning, men møllen på Enghavevej havde vandret træbeklædning.
Gamle stubmøller hviler oftest på store kampesten, men på fotoet fra 1909 kan man se, at stubmøllen i Kgs. Enghave står på et højt krydsformet murstensfundament.
Hatten er typisk bådformet undtagen agter samt den udkragede forside (stævn), der begge er fladt afskåret. De buede flader på hatten er beklædt med spåner og de lodrette (stævn og agter) har lodret træbeklædning. Vingerne er ofte forsynet med kludesejl fastgjort til vingen af et spinkelt træskellet. Vingerne på ovenstående skitse er af tynde træspanter fastgjort til skellettet, men både vinger med stof og træspanter blev relativ hurtigt nedbrudt af vejrlig, hvilket kan ses på mange ældre fotos. 
De fleste vinddrevne stubmøller i Danmark blev opført frem til 1650, hvor den hollandske mølletype vinder frem og i 1800 tallet vinder dampmøllen frem, da den ikke er afhængig af vindens luner.
Det kan derfor undre, at den første mølleejer J.L. Møller har foretaget investering i en (utidssvarende) stubmølle i 1886.
– Så måske ikke så underligt, at stubmøllen på Enghavevej allerede få år efter kom på tvangsauktion og senere forfaldt. Men tilbage har vi da vejnavnet ”Stubmøllevej” og en god lokalhistorisk fortælling.

Kilde:
Notat udarbejdet af Per Ekstrøm og billedtekster af Jan Arnt, som begge er medlemmer af Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv. Hovedparten af fotos er fra KELAs arkiv.
Enkelte fotos er fundet på nettet uden kildeangivelse.

Copyright © 2022
Material published on this website is protected by copyright.
Gengivelse af materialet er kun tilladt efter forudgående aftale og med tydelig kildeangivelse.

Del dette indhold på Sociale medier.