I Sydhavnen gemmer der sig historier, man næsten ikke tror på. Her er fortællingen om, hvordan en fin herre med jord i Kongens Enghave blev afsløret som storsvindler – midt i en lotteritrækning på Rosenborg Slot i 1817.

Forfatter: Per Ekstrøm.

Storsvindleren fra Frederiksholm

– da Kongens Enghaves største jordbesidder blev afsløret
Fortalt af lokalhistoriker og ægte Sydhavnsbisse, Per Ekstrøm

Vi skal tilbage til den 5. september 1817 og til de fine sale på Rosenborg Slot, hvor det Kongelige Danske Klasselotteri trak sine vindere. Her var der offentlig adgang, og blandt de fremmødte stod en norsk skipper og fulgte nøje med.
Pludselig brød han stilheden:
“Stå lidt! Han har gevinsten i ærmet, ham dér!”
Og med de ord blev en af datidens største svindelsager afsløret.

Et snedigt bedrag

Den udpegede var ingen ringere end krigsråd og fuldmægtig Friederich Christian Gleiss, ansat ved Klasselotteriet. For øjnene af de tilstedeværende havde han listigt ladet en gevinstseddel falde ned i hånden på den dreng fra Opfostringshuset, som trak lodderne.
Der opstod naturligvis stor uro, og trækningen blev straks standset. Gleiss blev arresteret på stedet.
Men det viste sig hurtigt, at dette ikke var en enkelt forseelse – det var et system.
Lotteriet foregik med to maskiner: én med numre og én med gevinster. Under trækningerne sørgede Gleiss for, at de blev byttet rundt på det helt rigtige tidspunkt.
Resultatet var til at tage og føle på: venner og bekendte vandt – og det gjorde Gleiss selv også. Allerede i 1811 havde han “vundet” hele 50.000 rigsdaler.
Ingen undrede sig. Man mente blot, at han havde været heldig.

Et liv i overflod

Selvom hans løn langt fra var imponerende, begyndte Gleiss at leve et liv, som vakte opsigt.
Han købte stort hus, anskaffede sig et landsted og holdt selskaber for hovedstadens bedre borgerskab. Forklaringen var belejlig: en arv – og lidt held i lotteriet.
Pengene blev også investeret.
I Kongens Enghave købte han i 1811 gården “Larsens Minde”, og året efter fulgte avlsgården Frederiksholm, som han gav hele 36.000 rigsdaler for.
Om han nogensinde selv har boet derude, er tvivlsomt. Men i en periode var han faktisk en af områdets største jordbesiddere.

Sandheden kommer frem

Efter arrestationen nægtede Gleiss først alt. Men efterhånden som flere oplysninger kom frem, måtte han til sidst tilstå.
Og sagen stoppede ikke der.
Ved fogedforretningen pegede hans hustru på endnu en skandale: Gleiss havde en elskerinde. En ung kvinde fra Bornholm, Elisabeth Holm, som under navnet Madam Lise Brandt boede i en lejlighed på Nytorv – med barn og indbo betalt af Gleiss.
Det førte også til en anklage om hor.
Om hustruens afsløring var hævn eller blot oplysning, kan vi kun gætte på.

Livet i Stokhuset

Dommen faldt den 13. maj 1818: fem års fængsel i Stokhuset.
Her sad datidens forbrydere tæt sammen – over 500 på én gang. Gleiss blev placeret blandt de såkaldt “ærlige fanger”, altså dem der havde begået økonomisk kriminalitet.
Det gjorde dog ikke opholdet mildere.
Fangerne udførte hårdt tvangsarbejde. De bar blandt andet lig til Anatomiteatret og begravede selvmordere. Derfor blev de også kaldt “stokhusslaver”.

Hvor mange penge?

Hvor meget Gleiss egentlig havde svindlet for, fandt man aldrig helt ud af.
Et forsigtigt skøn lød på omkring 200.000 rigsdaler alene i årene 1815–1817 – en formue, der i dag ville svare til mange millioner kroner.
Men sagen havde en særlig drejning.
Mange af dem, der havde “vundet”, var velstående og indflydelsesrige personer. Og i enevældens Danmark var det ikke nemt at få hele sandheden frem.
Man holdt hånden over hinanden.

En mand, der forsvandt

Efter dommen blev alle Gleiss’ ejendomme solgt på auktion – også dem i Kongens Enghave. Men det dækkede langt fra det, han skyldte.
Da han blev løsladt, var han en svækket mand.
Han døde i 1835, men hvor, ved man ikke. Kirkebøgerne i København giver ingen svar. Måske vendte han tilbage til Slesvig, hvor han var født.
Hans hustru levede videre helt til 1858.

En historie uden ende

Sagen blev aldrig helt opklaret.
Den dukkede op igen i Illustreret Tidende i 1877 og senere i Holbæk Amts Venstreblad i 1924. Interessen holdt ved.
Måske fordi der var for mange fine folk indblandet.
Måske fordi sandheden aldrig rigtig kom frem.
Og måske fordi det stadig er en historie, der passer godt på Sydhavnen:
At selv de største historier kan gemme sig lige dér, hvor man mindst venter det.