SV Folkeblad 1995 – 2

SKORSTENSRØG

ARBEJDSPLADS
Af Harald Eriksen

Danilbo var en del af Dansk Ilt & Brintfabrik, som lå i Scandiagade 3l ved siden af Nordisk Simplex.

På Danilbo lavede man autogensvejseværktøj, altså svejsepistoler. Jeg var der i 59 som l8-årig. Da jeg før havde arbejdet i Hvidovre, var det skønt, at komme her ud i Sydhavnen,hvorjeg også boede. Det tog kun knapt ti minutter, at cykle der op. Dengang var der jo ikke så mange biler, men det myldrede med cyklister på vej til arbejde om morgenen – og jeg var en af dem.Jeg blev sat hen ved en drejebenk. Jeg havde aldrig stået ved en maskine før.Tidligere havde jeg varet arbejdsdreng på et snedkeri og lavet forefaldende arbejde.

Da jeg var inde på Danilbo og søge arbejde, og så, de stod med nogle messingringe og messingmøtrikker, spekulerede jeg meget over, hvordan pokker man lavede sådan noget. Jeg blev sat hen ved en drejebænk, hvor jeg skulle dreje messingsmåting, som bolte og møtrikker. Men det blev dog snart rutine,og jeg kom til at dreje større messingting.

Jeg stod i en maskinhal, hvor der arbejdede omkring en 40-50 mand. Maskinerne larmede en del, så hvis vi skulle snakke, måtte vi råbe til hinanden. Det var ellers en god arbejdsplads og nogle friske arbejdskammerater, jeg kom til at vare sammen med. Værkføren kunne godt være lidt bøs eller kølig. Sådan var de fleste værkførere dengang. Som noget nyt havde man skaffet to automatiske drejebænke. Hvor vi andre skulle stå og lave de forskelige dimser og dippedutter i hånden, kunne de, der passede de automatiske maskiner, nøjes med at fodre dem med materiale, og løbende tage mål af de emner, der blev drejet ud.

Lønnen var egentlig ret god, selvom det var på akkord.Vi lå i snit på 255-60 kr. om ugen. Tariffen var for en ufaglært timelønsarbejder på det tidspunkt 206 kr. om ugen. Jeg var der dog kun ca. 1/2 år, så måtte jeg skifte arbejdsplads. Der var noget galt med drejebænken, jeg stod ved. Spændetøjet,der holt messingen fast, sprang op hele tiden,så jeg ikke kunne holde akkorden. Jeg måtte have fat i opstilleren tre-fire gange i timen.Opstilleren var en maskinarbejder eller værktøjsmager, der skulle vedligeholde maskinerne.

Værkføreren kaldte mig ind på kontoret; fordi jeg ikke kunne holde akkorden,og gav mig et ultimatum.Hvis jeg ikke kunne holde akkorden den næste uge, blev jeg fyret.
Og det blev jeg så.

Jeg fik hurtig andet arbejde.
Et stykke tid efter fyringen, kom jeg forbi fabrikken, hvor jeg lige kiggede ind til mine gamle kollegaer, der var på aftenhold, der var 4 mand. De fortalte og viste mig, at den pågældene maskine var skiftet ud. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade vrære med at ærgre mig lidt over den måde, jeg blev fyret på. Men der var jo altid en anden skorsten der røg – dengang.

Danilbo og Dansk Ilt & Brint Fabrik er flyttet fra Scandiagade, hvorhen ved jeg ikke. Nu i dag ligger der nogle værksteder og et distributionsfirma på stedet.
SV Folkeblad 19953

“PAPDÅSEN”
ARBBJDSPLADS
Af Harald Eriksen

Dansk Presse Fabrik var en større fabrik, som lå på Carl Jacobsens Vej 16 i Valby, hvor man bl.a. samlede pressemaskiner i alle størelser og til alle formål. Ydermere standsede man bl.a. øl-og sodavandskapsler ud til bryggerierne og papdåser til bl.a. medicinalindustrien.

Fabrikationerne var delt op i forskellige bygninger. Når man kom ind ad porten, lå pressemaskine fabrikationen i stuen i den højre bygning. Og på en af de andre etager lavede man så bl.a. øl-og sodavandskapslerne. Og i bygningen til venstre lavede man bl.a. papdåserne.

Fabrikken fik i øvrigt tilnavnet “papdåsen”.
Det var i 59 jeg blev ansat i maskinværkstedet, hvor man samlede pressemaskinerne.

Maskinværkstedet bestod af en lang vinkelformet hal, hvoraf den ene halvdel lå langs med Kløverbladsgade(10sidegadetil Carl Jacobsens vej), og den anden halvdel lå langs med Karensgade (10parallel med Carl Jacobsens Vej).

Jeg var ansat i den bygning, der lå langs med Kløverbladsgade. Det var for det meste som gulvmand, altså dels som stik-i-rend dreng, og dels til at feje og rydde op efter de faglærte håndværkere. Forskellen mellem ufaglærte og faglærte var større, end den er i dag. Håndværkerne stod på nogle faste pladser ved en række filebænke, som stod under vinduerne i den side, der vendte ud mod Kløverbladsgade.

I midten af værkstedet, kørte der en loftkran med træksnore, der blev brugt til at transportere maskinerne frem og tilbage på værkstedet.

Når jeg havde en ledig stund,gik jeg hen til sliberen, som jeg kendte hjemme fra ejendommen.

Han stod nede i vinkelhjørnet, og jeg hjalp ham med at renslibe maskinkroppene, svinghjulene og andre støbte maskindele, som de fik fra De Forenede Jernstøberier(10D. F. J.) i Frederiksværk.
Her var lønnen ikke det store sus. Den lå 5 kr. under tariffen. Men vi fik dog en mindre bonus hver måned.

Jeg var der kun en 3-4 måneder, hvorefter jeg igen skiftede arbejdsplads. Pressefabrikken ligger der ikke mere. Der ligger nu en del mindre firmaer.
SV Folkeblad 1995 4

“DAFAS”
ARBEJDSPLADS
Af Harald Eriksen

Dansk Asfalt Fabrik A/S lå i østre Teglgade, en sidegade til Teglholmsgade.

Set fra gaden ser den ud som i dag, bare med nogle andre navne på facaden.

De producerede bygningsartikler.Bl.a. asfalt, som firmanavnet antyder; asfalt pyntelister, beg og cement til fx badeværelsesgulve og cement trapper (10stentrapper).

Jeg var der i en sæsonperiode på en 4-5 måneder i 1960, hvorefter der ikke var mere at lave. Dengangvar byggeriet mere sæsonpræget. Man byggede ikke så meget i vintermånederne.
Asfalten blev blandet i nogle ovne, som nærmest var bygget lidt som gamle kulsiloer. De var bygget op i beton, jern og træ.

Jeg begyndte i gården, hvor jeg skulle lave forefaldende arbejde. Vi var en halv snes mand i gården. Arbejdet var ikke delt op i faste pladser, men der var dog kunen traktorfører. I gården, der var ret stor, var der en hel del trafik af lastvogne, betonblandervogne og asfaltkogere. Firmaet havde bl.a. to gamle Dodge lastvogne fra først i fyrrene, hvoraf den ene stadig var i drift og slæbte afsted med asfaltkogere. Den anden var åbenbart defekt, for de havde fjernet nummerpladerne. Den blev brugt internt i gården.

Arbejdet bestod bl.a. af at lukke den færdigblandede asfalt fra ovnene ned i formene. Formene var samlet af fire stykker kraftigt jern, der dannede nogle buede firkanter, som asfalten så blev lukket ud i, så den blev til nogle tykke
blokke på ca.15-20cm.

Formene stod på nogle lange flade vogne, som en traktor kørte ind under ovnlemmen.

Når formen var fyldt, rykkede traktorføreren vognen frem til næste form osv., osv. Når så de forme, der stod på vognen, var fyldt, blev vognen kørt over i gården, så asfalten kunne køle af. Når blokkene var afkølet og stivnet, skulle vi slå dem ud af formene og stable dem op i et hjørne i gården. De var nu klar til brug.

Da jeg havde været et par måneder i gården, blev jeg hentet op på cementloftet, hvor jeg skulle hjælpe med at lave cement til bl.a. badevrerelsesgule og cementtrapper (10stentrapper).

På cementloftet, der lå på første sal inde i baggården, var vi fire mand, hvoraf de to var beskæftiget med at lave asfaltpyntelister til bl.a. trapper. Og vi to andre skulle blande cementen. Asfalten til pyntelisterne blev lavet ved et køkkenbordslignede langt bord, hvorefter den blev hældt ned i nogle flade forme, som så, blev stillet til afkøling.

Det meste af cementen skulle være i den naturlige grå farve, men der skulle også blandes med hvid eller sort, ja sågar rød eller grøn farve. Når cementen var færdigblandet, tog vi med en gammeldags kulskovl og skovlede den op i en
gammeldags kødhakkemaskine, hvor det blev kørt igennem og kom ud som nogle lange strimler, der faldt ned i en tønde med vand, så de blev afkølet og stive med det samme.

Når vi var færdige med at køre cementen, tømte vi tønden for vand og trillede den ud i et tilstødende lokale, hvor vi spredte strimlerne ud på gulvet foran en elektrisk vifte for tørre dem. Imedens de tørrede, gik vi i gang med at gøre det næste hold cement klar.

Når vi så havde sat blanderen i gang, gik vi ud og fortsatte med strimlerne, der nu var blevet tørre. Vi skovlede dem med en rigtig skovl op i en knusemaskine for at gøre strimleme mindre.

Herefter pakkede vi dem i papirsække og lagde dem på paller. Med en løbekran hejste vi dem ned i gården, og med en løftevogn trak vi dem om på lageret,som lå omme i forgården.

Når der så skulle bruges eller sælges noget af cementen, skulle vi over og blande de forskellige farver sammen. Det kunde vare grå/sort/hvid eller grå/rød/grøn. Vi skulle dog altid bruge flest sække af den grå cement. Når vi blandede, var laboranten altid med, og han havde check på, hvor mange sække vi skulle bruge af hver farve. Når vi så havde fundet de sække frem, vi skulle bruge, blev de tømt ud på cementgulvet, og med en skovl blev strimleme blandet sammen og til sidst skovlet op i nye papirsække. Nu var cementen klar til at sende ud til en eller anden byggeplads.

Efter 2-3 måneder var der ikke mere at lave oppe på cementloftet, så blev vi sendt ned i gården, hvor vi var ca.1 måned, så var der heller ikke mere at lave dernede. Så vi blev fyret.

Der var ellers et godt arbejdsklima og gode kollegaer og et sammenhold, som der dengang var på de fleste fabrikker i Sydhavnen.

Dansk Asfalt Fabrik eksisterer tilsyneladende ikke mere. Jeg ved så ikke, om den er blevet købt eller solgt, eller om den er fusioneret med andre asfaltfabrikker.

Der er jo sket så meget siden 60erne.

---