SV Folkeblad 19961.
Om at arbejde på B&W’s støberi på Teglholmen.
Jeg (Harald Eriksen) står nu på det sted, hvor B&W´s hovedindkørsel var – på Støberigade på Teglholmen – lige på den anden side af Teglholmsbroen. Det var vist nok Sydhavnens største arbejdsplads dengang, hvor jeg arbejdede der i slutningen af 61 og begyndelsen af 62. Hvor mange der var ansat, aner jeg ikke, men der var enormt mange, og det var langt fra alle af de ansatte, der var fra Sydhavnen.
Jeg arbejdede i støberiet, en meget stor, rund bygning, som var kendt af mange Sydhavnsrødder som Den Runde”. Min arbejdsplads var oppe på første salen i småtingsafdelingen”.
Førstesalen var nærmest en balkon, der gik næsten hele vejen rundt langs den indvendige side af ydermuren Nede under balkonen kørte en løbekran, som hang på en skinne. Denne kran blev bl.a. brugt til at køre vores” færdigstøbte maskindele væk. Vi hejste maskindelene ned på gulvet med en loftkran med træksnore, igennem en lem i gulvet på balkonen til denne løbekran, der var bemandet med en kranfører. Han sad deroppe og råbte ned til os om, hvordan vi skulle sætte stropperne på vores jernbaljer med maskindelene i. Kranen kørte dem hen til en pram, der lå i en indsejling i bygningen. Vi skulle selv følge med hen i prammen for at tage stropperne af baljerne igen. Kranføreren kunne jo ikke nå derned. Der var vel 10 til 15 meter ned.
Inde i midten af bygningen var der en aksel, hvorpå der sad nogle lange arme, og for enden af hver arm sad der en stor kran. Jeg kan ikke huske, om der var 2 eller 3 kraner. Disse kraner brugte man til at flytte de store tunge maskindele, som man støbte i nogle forme nede på gulvet. Nå! Men tilbage til balkonen.
Det var skifteholdsarbejde. For mig var det dels daghold og dels nathold. På dagholdet lavede vi bl.a. støbeformene, og på eftermiddagsholdet, som jeg ikke havde med at gøre, støbte man for det meste. På natholdet slog vi bl.a. det støbte ud af formene og lavede nyt støbesand til støbeformene til næste dag.
På dagholdet arbejdede jeg sammen med en former ved en stampemaskine, en høj, slank maskine med to plader, der vendte vandret mod hinanden. Formeren tog mål og lagde formene på den underste plade, og jeg skulle så skovle støbesandet op i formene. Formeren tændte maskinen for at stampe sandet sammen. Maskinen rystede og hoppede, og de 2 plader blev presset mod hinanden. På den måde kunne der være lidt mere sand. Derefter fik maskinen atter en rystetur, indtil formen var helt fast. Så blev den kørt ud på et rullebånd, hvor den blev smurt med noget oliesværte – eller hvad det nu var for noget – for at det støbte jern ikke skulle klistre fast i formen.
Om eftermiddagen var det så eftermiddagsholdet, der for det meste støbte. Når vi på aftenholdet så kom, skulle nogle af os slå de støbte maskindele ud af formene dvs. hejse formene op i loftkranen og slå dem i stykker med en mukkert. Andre af os skulle harpe (si) sandet fra de ituslåede forme til genbrug, men vi skulle først blande det med nysand (gult sand). Efterhånden nærmede vi os morgenstunden (fyraften), hvor vi samlede de støbte stumper sammen i de tidligere omtalte jernbaljer og kørte dem ned i den – også tidligere – omtalte pram, som blev hentet senere på dagen af en motorbåd og slæbt over til værftet på Refshaleøen.
Jeg måtte desværre holde op efter 3-4 måneder, da jeg fik problemer med maven. Det var ellers en god arbejdsplads med et godt sammenhold imellem kollegaerne.
Der er ikke meget tilbage af B&W på Teglholmen. “Den Runde” er helt væk. Nogle af bygningerne er der endnu. Der står noget med City Speed World” på den ene af bygningerne, men jeg aner ikke, hvad det er for noget, eller hvad de laver derinde.
Nå, nu kommer der en stor rød Masey Ferguson traktor med anhænger fra en maskinstation ud af porten. Så sker der da lidt. Der ligger i øvrigt en produktions- eller udviklingshal i Teglholmsgade, hvor der står M A N – B&W på facaden. Det er jo som bekendt den store tyske koncern, M A N, der har overtaget B&W. Hvor meget har jeg ikke rigtig check på.
Et foto: B & W`s Støberihal – “Den Runde”
H. HOLLESEN´s RADIATOR FABRIK
H. Hollesens Radiatorfabrik (Golf Radiator) lå i Teglholmsgade 2. Foruden radiatorer producerede man pumper. Pumpefabrikken lå i en bygning bagved radiatorfabrikken, næsten nede ved Sydhavnsgade.
Jeg, Harald Eriksen, blev ansat i ekspeditionen i radiatorfabrikken i 1962 og var der i 2 år. Jeg havde ikke noget med produktionen at gøre, men jeg kan godt lige fortælle lidt om, hvordan der nogenlunde så ud. Der var to slags radiatorproduktioner. Der var de almindelige søjleradiatorer, og så var der nogle lette aluminiumsradiatorer, man kaldte H. E. Radiatorer”, som blev produceret i en hal for sig. Denne lå til venstre for porten, men var for stor til denne produktion, hvorfor den var delt ca. midt over med et skillerum. Den anden halvdel af hallen blev brugt til en del af ekspediti- onen, bl.a. til nogle af de færdige søjleradiatorer og til de moderne flade radiatorer, som blev lavet på DANAR i Randers Danar-ovne” eller Randers-ovne”, som vi kaldte dem. Hollesen havde vist aktier i Danar”.
Hovedbygningen var en produktionshal, hvor man producerede søjleradiatorerne” i størstedelen af hallen. Man både pressede elementerne ud og svejsede dem sammen, og bagefter kravesvejsede man (satte elementerne sammen). Herefter blev de kontrolleret i nogle store badekar. Til sidst blev de dyppet i et kar med lysegrå maling. Til slut blev de med sækkevogn kørt til ekspeditionen, som var i den øverste venstre del af hallen og i halvdelen af den tidligere omtalte hal. Det var her, jeg arbejdede.
Nogle af søjleradiatorerne” – især de tosøjlede (de slanke) – blev, når de kom fra malebåndet, stillet op ad nogle jernstænger, der var banket ned i gulvet, og de 3-, 4-, eller 5-søjlede (de kraftige) blev stillet ret op og ned på gulvet. Gulvet i ekspeditionshallen i hovedbygningen var planeret muldjord, som der var banket træklodser ned i. Det var ligesom lidt nemmere at få ovnene (radiatorerne) til at blive stående, når man bankede dem lidt hårdt ned i klodserne. Det var bedre end cementgulv, som der var i den anden ekspeditionshal.
Ovnene stod på faste pladser alt efter, hvor mange stk. der var på ordrerne.
Læssesjak.
Vi var 2 læssesjak med fire mand i hvert sjak i begyndelsen, men senere blev vi reduceret til 3 mand i hvert sjak. Vores opgave var at finde de ovne (radiatorer) frem, der skulle af sted til kunderne, og læsse dem på lastvogne i samarbejde med chaufførerne.
Der var en af kollegaerne på hvert sjak, som var det, man kalder sjakbajs. Han fik udleveret papirerne på de ovne, der nu skulle af sted. Han styrtede så rundt i hallerne med os andre tre mand med hver sin sækkevogn i hælene. Vi fik læsset de ovne, der nu kunne være på vores sækkevogn, og tøffede så af sted hen til den lastvogn, der nu skulle have de pågældende ovne. Jeg skal måske lige bemærke, at chaufføren havde fået nogle tilsvarende papirer som dem, sjakbajsen havde, hvor- ved han kunne kontrollere, om vi nu kom med de rigtige ovne. Sommetider holdt lastvognen i den ene hal, og vi skulle over i den anden hal og hente nogle ovne (radiatorer). Da vi så trillede tilbage med “læs”, hændte det sommetider, at nogle af radiatorerne røg af sækkevognen, fordi vi skulle krydse nogle jernbanespor, der gik tværs gennem gården ude fra Scandiagade og op til B&W. (Vi krydsede gården, når vi skulle fra den ene hal til den anden).
Der var ellers til tider fuld fart på sækkevognene. Det var især om morgenen og formiddagen, hvor der holdt en kødrand af lastvogne og ventede på et af læsseholdene. Der var både firmaets egne vogne og nogle lejede vognmænd (firmaet havde selv 5 Bedford lastvogne) eller andre kunder, som Bang & Pingel og Brd. A. & O. Johansen samt andre sanitets- grossister, som selv hentede deres radiatorer. Det skete tit, at de første vogne var tilbage igen, inden vi var færdige med de sidste.
Vi havde dog også pauser ind imellem, hvor vi måske tog en øl eller en vand, hvis det da ikke var sidst på ugen, hvor vi var flade, fordi vi fik ugeløn.
Lønnen var nogenlunde god i sommermånederne, men til gengæld ikke god i vintermånederne. Timelønnen var ikke ret høj, men vi fik lidt bonus for hver radiator, vi læssede om dagen, men dog ikke, før vi havde læsset 200 stk. radiatorer.
Om vinteren havde vi ikke så travlt. Det var igen det med byggeriet, at man ikke producerede så meget i vintermånederne, hvorfor der var jo ikke brug for så mange radiatorer. Vi kom sjældent op på de 200 stk. om dagen. Så vi havde flere pauser, men ikke så meget i lønningsposen.
Selvom der var en del trilleri med sækkevognene frem og tilbage mellem hallerne og for lidt i lønningsposen, var det – traditionelt for arbejdspladser i Sydhavnen – et godt sted at arbejde, og der var sammenhold mellem os kollegaer.
Lønforhandling.
Vi var 10-12 mand i ekspeditionen, der havde bedt om lønforhøjelse, som vores to sjakbajser skulle forhandle med driftslederen om. De havde tidligere været til møde med direktør Hollesen, junior, og samme driftsleder, som jeg ikke kan huske hvad hed, om lønproblemerne, hvor driftslederen havde sagt, at der godt kunne slækkes på bonusen. Vi skulle altså måske kun læsse 100 stk. radiatorer til firmaet om dagen imod nu 200 stk., før vi fik bonus.
Da så vores bajser” var til møde med driftslederen alene, nægtede han at have sagt noget om bonusen. Derfor bandede en af “bajserne” over, at han ikke ville stå ved, hvad han havde sagt. Vores “bajser” blev så smidt ud af hans kontor. Sådan. Det var dråben. Vi var 3 mand, der sagde op. Jeg var heldig at få arbejde med det samme.
Golf Radiatorfabrik flyttede senere til Korsør.
N E S på Ellebjergvej I & II ( SV Folkeblad 1996 nr. 3 og nr. 4 )
N E S, der står for Nordisk Elektricitets Selskab, var et større firma, der havde adresse på Ellebjergvej 50. Her producerede man elektriske artikler – bl.a. store afbryderanlæg, skibstavler, stikkontakter, stikdåser og afbryderkontakter. Desuden producerede man lamper til gadebelysning, bl.a. armaturer til lysstofrør, scotlamper, murstenslamper og lamper til store haller.
Firmaet blev grundlagt i 1908 med et lille værksted i Mikkel Bryggers Gade af en grovsmed, der hed H. F. Jensen, og en urmager, der hed Jacobsen. De kaldte firmaet Moderne Mekanik. Året efter flyttede de til Vesterbrogade 80.
I 1913 købte Oscar Ekmann part i firmaet, og samtidig flyttede de til et bindingsværkshus i Trekronergade 157 (nu Strømmen) og ændrede navnet til Nordisk Elektricitets Selskab (N E S). Sammen med bindingsværkshuset havde de nogle træskure til opbevaring af råvarer.
Ekmann blev eneindehaver af firmaet 1. 9. 1913, hvor han fortsatte med at lave N E S´s strygejern, og i 1927 begyndte han at lave lampefatninger og vejarmaturer og senere stikkontakter, marinedåser, knivafbrydere og tavlemateriale.
Lokaliteterne var efterhånden blevet for små. I 1936 byggede man den store bygning langs med Trekronergade (Strømmen), og i 1954 blev bygningen, der ligger helt ud til Strømmen, opført. Det var en todelt hal med kælder. Her havde man bakkelitpresseri i den ende op mod Ellebjergvej og råvarelager i den anden. Bakkelitlageret lå i kælderen.
Vinkelbygningen langs med Ellebjergvej blev bygget i 1959 og var en etagebygning med forskellige produktioner.
I 1961 kom den gule murstenshal på »Trekanten« (: Stubmøllevej, Ellebjergvej, Haydnsvej), som blev brugt til mellemvarelager. På Trekanten« var der tidligere, før Shell-tanken kom, nyttehaver til dem, der arbejdede på N E S og havde lyst til at få jord under neglene. Der var dog kun et begrænset antal haver, da arealet jo ikke var ret stort. Efter Oscar Ekmanns død var det hans kone Lie, der kørte firmaet videre.
Hvornår det skete, har jeg ikke kunnet få oplyst, men det må have været sidst i 50´erne eller først i 60´erne. I 1962 overtog N E S grunden og bygningerne på Ellebjerg ved Haydnsvej, hvor børnehaven og garagerne lå. Her byggede man den» sidste store etagebygning. Man bibeholdt dog børnehave- og garagebygningerne til overfladebehandlingsværksted – så som fornikling, forzinkning, kromatisering, forsølvning, geldbrænding og fosfatering.
Samtidig byggede N-E-S en ny børnehave nede på Spontinisvej (Benedictegården). I 1965-66 blev den store, grå værksteds- og montagehal på »Trekanten« bygget til produktion af tavlerne. I mellemtiden var sønnen, Ulf Ekmann, blevet direktør for firmaet.
Antal ansatte: Da firmaet havde 50-års jubilæum i 1958, var der 512 ansatte, og i oktober 1962 var der en specialarbejder, der fik et armbåndsur i gave af firmaet – ansat som nr. 1000. Men igennem de sidste år i 60´erne indtil fusionen med L-K i 1968-69 svingede antallet af ansatte mellem 800 og 1200 på N-E-S.
Et Fotografi af “Her i Trekronergade (Strømmen) begyndte N-E-S i et bindingsværkshus – Den tidligere N-E-S bygning på Trekanten (set fra Stubmøllevej)”
Jeg blev ansat på vejarmaturafdelingen i 1964 som gulvmand. Afdelingen lå i den bygning på Ellebjergvej, der ligger nærmest Haydnsvej (bygn. F.), hvor jeg skulle lave forefaldende arbejde, bore huller i glasfiberoverparterne til diverse bøsninger, pakninger samt pakke armaturerne.
Senere, da der kom nogle nye, smallere og lettere lysstofrørsarmaturer, blev jeg sat ind i produktionen sammen med fire kvinder. Det var nærmest som et samlebånd, hvor jeg først borede hullerne i overparten og derefter satte bøsninger, pakninger, chassisplade og fatningsholdere i, hvorefter jeg skubbede den videre til den næste. Armaturerne stod på en lille vogn, der kørte i en skinne, monteret i bordet.
Vi var efterhånden blevet tre ufaglærte, mandlige arbejdere, omkring tyve damer, en opstiller, en værkfører og en kontordame. Lønnen for os ufaglærte arbejdsmænd i armaturafdelingen var i begyndelsen den dårligste på hele N-E-S, men da opstilleren i afdelingen blev værkfører, gik det stærkt fremad. Nu fik vi mindst 25 øre en gang imellem, hvor vi før fik 5-10 øre.
På et tidspunkt var der stilstand i produktionen. Det må have været i 66, og jeg blev lånt ud til pladekapselanlægsafdelingen (afd. 25), der lå i samme bygning. Det var, da den grå hal på »Trekanten« (:Ellebjergvej, Haydnsvej, Stubmøllevej) var bygget færdig, og man skulle flytte produktionen af kapsel- og tavlemateriale derover. Jeg skulle være med til dette. Her kom jeg til at arbejde sammen med min onkel John. Det var i øvrigt ham, der skaffede mig ind på N-E-S. Vi nåede lige at blive færdige til sommerferien 1966, og jeg fik besked på at henvende mig hos forvalter Vieler efter ferien, hvilket jeg gjorde. Men det kendte han ikke noget til. Han sagde: »Jah, hva´ ska´ du lave. Joh, du ka´ hjælpe Svend-Åge henne på elevatoren.« Det var en vareelevator med »piccolo«. Der var fire vareelevatorer med »piccoloer« i firmaet. Jeg skulle så være på den i bygning »E« sammen med Svend-Åge. Jeg tror, det var den elevator, der kørte flest varer igennem. Elevatoren vendte ud til en rampe i gården og kørte op til produktionssafdelingerne i bygningen. Elevatoren var ikke særlig stor. Der kunne lige være tre europaller og et par »piccoloer« (specialarbejdere).
Vi skulle hente ladene eller skamlerne, som de også blev kaldt. Det var nogle små jernlad, som firmaets smed havde lavet, og som vi brugte til at stille kasser med materiale på. Vi havde en løftevogn hver, Svend-Åge og jeg. Når så gaffeltruckene stillede varer på rampen, kørte vi op med det, vi kunne have i elevatoren, og tog noget med ned igen, som vi stillede på rampen til truckene. Det var to Clarktrucks, som så tøffede varerne videre, hvor de nu skulle hen. Efter et par uger blev jeg fastansat i transportafdelingen. Jeg var jo ellers kun lånt ud fra armaturafdelingen.
Efter at jeg sammen med Svend-Åge havde trykket på knapperne i elevatoren i to-tre måneder, kom forvalter Vieler og spurgte, om jeg havde lyst til at få et truckkursus, da en af truckførerne skulle holde op? Joh, selvfølgelig.
Selvom jeg begyndte som truckfører i efteråret 66, gik der dog fire år, før jeg kom på truckskole. Det var på Landtransportskolen, der dengang lå ude ved Frihavnen. Dengang var det ikke obligato- risk med truckcertificat. Det var firmaet, der forlangte, at man fik det. Nå, men jeg blev truckfører og var så det resten af tiden, indtil firmaet desværre lukkede. Jeg var med til at »lukke« de forskellige afdelinger eller i hvert fald læsse deres materialer og værktøj på lastvogne. Firmaet var for øvrigt kommet til at hedde LK NES. Det var egentlig noget uhyggeligt noget at være med til at se kollegaerne forsvinde efterhånden. Mange af dem havde man kendt i femten-tyve år. Denne store fabrik og denne gode arbejdsplads, som havde ligget her al den tid, man havde boet her i Sydhavnen (siden 1943). Utroligt, men sandt.
LK NES lukkede omkring 75 – 76. Men vi to truckførere og Vieler, vores forvalter, fik endnu en frist. Vi fik nogle færdigvarer ud på Ellebjergvej fra LK-lageret på Østerbro, men til sidst kom turen også til mig. Jeg kan ikke huske, om det var i 80 eller 81, at jeg blev flyttet til Østerbro, først på et lager, men efter ca. tre måneder kom jeg op i gården som truckfører.
Efterhånden var LK NES begyndt at sælge ud af sine produktioner, og sommeren 82 var vi mange, der fik en fyreseddel. En dag, da der kom en værkfører fra en afdeling i Valby og skulle bruge en gulvmand, slog jeg til. Jeg skulle hjælpe Charles (en gammel ven fra N-E-S) med at vaske sandet til sikringerne og stable sikringerne i nogle dampbeholdere (autoklaver) og tage dem ud igen, når de havde fået den damp, som de skulle have.
Vi fik desværre kun lov til at være i Valby i præcist et år, da sikringsproduktionen – temmelig overraskende for os almindelige arbejdere – blev solgt til en af kunderne – et amerikansk firma, der hed Bussmann. Dette firma fandt noget etplansbyggeri i Skovlunde, og der flyttede vi ud i sommeren 84. Sådan endte det med en af de større – og rigtig gode arbejdspladser i Sydhavnen.