SV FOLKEBLAD 1998 – nummer 10.
IKKE EN RIGTIG FREDERIKSHOLMER
Elly Anthonisen er en af de kendte fra det gamle Frederiksholm og er lige rundet de 90. hun har fortalt nogle af sine erindringer til Hermann Vorbech, Frederiksholms Kirke, som hun har kendt i mange år. Sydvest Folkeblad bringer her hendes beretning.
Elly Anthonisen siger selv, at hun ikke er en rigtig Frederiksholmer, fordi hendes forældre til at begynde med kun boede herude om sommeren i deres sommerhus, som lå på Hammelstrupvej. De blev først fastboende i 1928, da huset blev til et helårshus.
– Jeg gik på Oehlenschlægersgade Skole, og da jeg var blevet 16 år, gik jeg 3 år på boghandlerskole. Mit eneste ønske var at komme i boghandlerlære, men min mor ville have, at jeg først skulle på husholdningsskole. Bagefter kom jeg så på boghandlerfagskole, og jeg var hos boghandleren på Istedgade, indtil jeg blev gift i 1931 med Viggo.
Søndagsskolelærer
– Om sommeren kom mine forældre og jeg i kirken, men om vinteren foregik det på Vesterbro. Først fra 1928 begyndte vi at komme fast i Frederiksholm Kirke, og så blev jeg spurgt, om jeg ville være søndagsskolelærer. I søndagsskolen var den gamle kordegn forstander, og vi var ca. 10 lærere og inddelt i små klasser. Hver fredag havde vi forklaringsmøde hos kordegnen. Her kom lærerne, og af og til havde vi også talere. Ellers sad vi og sang og spillede. Vi havde et blad, der blev udsendt til medarbejderne, og som også lå til grund for undervisningen. I 1930 kom pastor Honoré og pastor Bartholdy til kirken.
Fattigdom
– Det var pastor Honoré, der satte mig i gang. Det var i 30’erne, hvor arbejdsløsheden kom, og det var også på den tid, at haverne opstod: Frem, Frederikshøj, Strandhaven, Kgs. Enghave, Rosenhøj, Frederikslund. De fleste af dem var helårsbeboelse, og dér var der fattigdom.
Det var pastor Honoré, der startede arbejdet. hver anden fredag havde vi møde for de arbejdsløse med kone og børn.
Der blev dækket lange borde i krypten. Man tog aldrig overtøjet af.
-Hjemme lavede de mad og varmede det ved petroleumsovne. Vask var der ikke meget af og toilet forhold heller ikke. Der var fattigdom og mange børn.
Jeg gik på besøg sammen med den gamle , fru kordegn Petersen. Til at begynde med gik vi to og to, fordi der var så mange hunde derude. men efterhånden så lærte hundene mig at kende.
– Jeg kan huske, at fru Juul Petersen var ude for et meget pudsigt tilfælde. Hun kom hos nogle gamle mennesker, som af og til kom i kirken. Hun havde ikke set dem længe og spurgte, hvorfor… Jo, de havde ikke penge til at købe benklæder. Så sagde hun: »min mand har lige fået et nyt kjolesæt, jeg tror, De kan passe hans gamle benklæder. Kom hjem en dag, så kan De få dem«. Da så Juul Petersen nogen tid efter skulle til en stor garderfest, så siger han til sin kone: »Ellen, hvor hænger mine nye bukser«. Hun svarer: » De hænger da derinde«. »Nej, svarer han, det er de gamle«.
I farten havde hun givet de nye bukser væk, men hun hjalp alt, hvad hun kunne.
Hun havde så mange venner derude.
– En gang kom Viggo og jeg til et sted, hvor børnene løb rundt splitternøgne. vi kom så i snak. Det gjorde man altid. »Ih dine børn løber nøgne rundt«. »Ja, men jeg er ved at vaske deres tøj. Det skal være rent til i morgen, søndag«. De har ikke haft råd til at købe tøj til børnene. Sådan var det i Frederiksholm.
Bodil Kock
– Når man havde en taler, så skulle de gerne hjem til præsten, men så sagde de: Åh Anthonisen, det kan de godt tage dem af – og det gjorde vi så. Der kom så organist og kirketjener, og der var gerne nogen med fra menighedsrådet. Der var sjældent nogen damer med dengang. Jeg var gerne alene. Jeg kan huske, at Bodil Kock skulle komme herud. Lænkholm sagde så til Viggo: Anthonisen, sørg for at der er godt med store cigarer – og det kom der også.
– Hun kom så ind og stod der foran bordenden; jeg havde plader i bordet. Så stod hun der og kiggede sig omkring og blev anvist plads mellem pastor Lænkholm og Viggo. Så så hun sig sådan omkring, og sagde: »Der vil jeg ikke sidde. Vi er kun to kvinder, og vi sætter os hernede«. Det var hendes måde at gøre det på.
Kirken
Jeg betragter mig som en naiv kristen. Jeg har haft et rigt liv. Jeg har oplevet så meget. Kirken er ligesom blevet mit andet hjem. Nu på mine ældre dage kan jeg se tilbage på et godt liv. Særligt det kristne fællesskab har betydet meget for mig: trofasthed, ærlighed, hjælpsomhed, og taknemmelighed for hver dag, der går godt. Jeg mærker glæden ved at komme i Frederiksholm kirke. Unge og gamle kan glæde sig ved at være sammen. Jeg kan mærke, at alle er så søde overfor os gamle. der er i den senere tid kommet flere yngre, og der er en god ånd.