FORDFABRIKKEN
Detroit i Sydhavnen
Syd-Vest Folkeblad 1997 nr. 1
Fords montagefabrik, som dannede rammen om en af de første og største samlebåndsproduktioner uden for USA, leverede biler til hele Nordeuropa og Skandinavien.
(Fredning og lokalhistorie ved Troels Jørgensen )
De fleste københavnere har nok mere eller mindre bevidst lagt mærke til bygningen – enten pga. dens beliggenhed i forhold til det trafikale system for enden af Borgmester Christiansens Gade og Bådehavnsgade eller mere sandsynligt, fordi bygningen fremstår med indlysende, arkitektoniske kvaliteter. Fordfabrikken er tegnet af den kendte, amerikanske arkitekt Albert Kahn og er opført i 1923 med Monberg og Thorsen som hovedentreprenører og bilkoncernen Ford som bygherre.
Fordfabrikkerne, der blev grundlagt i 1904 i Detroit, besluttede omkring 1920 at decentralisere produktionen for at minimere eksport- og / transportomkostningerne og forstærke deres europæiske markedsandele med indførelsen af den nye samlebåndsteknik.
Et af resultaterne af udflytningen blev en stor samlemontagefabrik i Sydhavnsgade. Selv om tiden kun har ladt en noget ramponeret hovedbygning tilbage, kan man dog stadig fornemme reminiscenserne fra et tidstypisk eksempel på godt designet fabriksbyggeri.
Indstillet til fredning: Albert Kahn nyder stor international anerkendelse for sine Bauhaus-inspirerede fabriksbygninger. I Sydhavnen har han udformet et projekt, der stilmæssigt er et klassisk eksempel på tidens samlebåndsfabrikker: Et bærende system, bestående af søjler og dragere i jernbeton, et let tag, og store, karakteristiske vinduespartier fra gulv til loft med mange små ruder i småsprossede jernrammer. Fabrikkens kulturelle og historiske værdier, samt velsagtens arkitektens gode navn, er medvirkende årsager til, at fabrikken i mange år har haft fredningsmyndighedernes bevågenhed. Skønt det arkitektoniske udtryk er blevet mere og mere sløret i takt med et antal skiftende ejere, besluttede Det Særlige Bygningssyn at indstille fabrikken til fredning, selv om den endnu ikke er 100 år gammel.
Bygningshistorisk set ville det mest interessante have været at bringe fabrikken tilbage til sin oprindelige skikkelse både med hensyn til husets brug og ydre fremtoning – med andre ord, at bygningen igen blev brugt til noget med salg af biler. Men til trods for de økonomiske gevinster (ved fredning bortfalder ejendomsskatten), der er ved at have en fredet ejendom, ønskede ejeren – i dette tilfælde et datterselskab af Højgaard & Schultz – selvsagt at kunne disponere over sin ejendom til de gøremål, der lå til grund for anskaffelsen. ‘I forhold til at bringe fabrikken tilbage til den oprindelige skikkelse kan man sige, at fredningsmyndighederne er i et dilemma, fordi bygningsfredningsloven lægger vægt på, at fredede bygninger får en hensigtsmæssig funktion og ikke blot henstår som museer,´ oplyser man i Skov- og Naturstyrelsen.
Drøftelserne mellem fredningsmyndighederne og ejeren handlede i dette tilfælde om, hvordan man skulle renovere bygningen og, hvor omfattende restaureringen skulle være.
Fredningsmyndighederne gik med konsulentbistand aktivt ind i udarbejdelsen af nye vinduespartier, men det lykkedes ikke at opnå en løsning, der tilfredsstillede alle parter. Spørgsmålet om skiltning på facaden blev også drøftet i denne forbindelse og var en del af planen for fredningen af fabrikken.
Den faste forbindelse: Parterne nåede ikke videre i deres drøftelser, for i mellemtiden var A/S Øresund nemlig – bogstaveligt talt – kommet på tværs, idet tunnelen, hvor persontogene skal køre fra Øresundsforbindelsen til Hovedbanegården, var planlagt til at gå under bygningen. For at kunne udføre anlægsarbejdet var man derfor nødsaget til at nedrive bygningens nordvestlige hjørne og senere genopbygge det. Fredningsmyndighederne var involveret i drøftelserne om, hvordan hjørnet skulle genopføres. Der var forskellige modeller på tale, og med henvisning til international praksis på området accepterede man den løsning, som blev forelagt under drøftelserne og senere bragt til udførelse. I forbindelse med udgravningen af tunnelen diskuterede parterne også, om hjørnet skulle genopføres, eller der kunne tænkes en anden fornuftig arkitektonisk løsning. Skov- og Naturstyrel- sen godkendte, at man forsøgte sig med en arkitektonisk løsning, hvor det klart kunne aflæses, at der var sket en afskæring af hjørnet. Efterfølgende måtte fredningsmyndighederne erkende, at løs- ningen ikke havde resulteret i det ønskede resultat. Sammenholdt med en række andre bygningsændringer fandt fredningsmyndighederne, at Bygningssynet igen skulle have lejlighed til at udtale sig.
Klage over fredningen: Efter at hjørnet var genopført – med et resultat, der næppe kan påstås at være i pagt med fabrikkens arkitektoniske og æstetiske værdier – modtager Fredningsmyndigheder- ne i august 1994 en klage fra Højgaard & Schultz, hvor man nu sætter spørgsmålstegn ved fred- ningens berettigelse.
Om begrundelsen for klagen siger Michael von Bulow fra Højgaard & Schultz: »Fabrikken var i så dårlig stand, at vi ikke fandt det forsvarligt at gennemføre den omfattende renovering, og hvis bygningen var blevet fredet og restaureret, ville ejendomsværdien være steget så voldsomt, at det ville blive umuligt at sælge bygningen. Højgaard & Schultz købte den i sin tid med »produkt-udvikling« for øje, men hvad den fremover skal bruges til, tager vi først stilling til, når Øresunds- banen er færdigudbygget«.
Det særlige bygningssyn: Det Særlige Bygningssyn fik på denne baggrund igen forelagt sagen og udtalte i marts 1995: »Bygningssynet finder, at Fords tidligere monteringsfabrik er et enestående eksempel på amerikansk industriarkitektur og viser USAs betydning for den danske modernise- ringsproces i dette århundrede«.
Fabrikken er den første i Danmark, der ved sin rationelle udformning er beregnet til at rumme samlebåndsproduktion, og er dermed et hovedeksempel på rationaliseringsbevægelsens betydning for udviklingen i mellemkrigstiden inden for arkitekturen såvel som samfundet i bredere forstand.
Bygningssynet må imidlertid konstatere, at der nu er gennemført så omfattende ændringer, at fabriksanlægget i dag ikke har den værdi, der kan begrunde fredningen af en bygning, der ikke er 100 år gammel.
Skov- og Naturstyrelsen har flere tilsvarende projekter i gang, bl.a. et pionerprojekt med henblik på genanvendelse af store fabriksanlæg, der tager udgangspunkt i centralværkstederne i Århus, og et projekt, der søger at bevare fredningsværdierne i Den hvide Kødby, og fortsat gøre dens brug som kødforarbejdende virksomhed mulig.
Fords samlefabrik i Sydhavnen blev revet ned i 2006.
Fotos, Fords montagefabrik i Sydhavnen.
