Syd-Vest Folkeblad 1998 nr. 11
OPVÆKST I FREDERIKSHOLM 1928 – 1950 I:
Det første afsnit af Henning Hyrup Jørgensens erindringer.
Mine forældre så mig komme til verden den 10. marts 1928. Den første ramme i min opvækst var en toværelses lejlighed i K. M. Klausens Gade 44, st. tv. i bydelen Frederiksholm. Mine forældre var forinden flyttet dertil i et nyt ejendomskompleks (AKB) fra en noget ringere bolig på Amager. Karré 8 hed den fire etagers ejendom, og flere andre karréer var allerede opført af AKB.
I opgang 44 var der udelukkende toværelses lejligheder, men i de fire hjørneopgange havde man treværelses til den ene side. Der var 14 opgange. Kun få steder var der flere end tre børn i familien.
Til lejlighederne hørte et fælles vaskerum i kælderen, et loftrum og et ligeledes fælles tørrerum på loftet.
Billedet: Henning Hyrup Jørgensen på vej hjem fra skole. Billedet er taget på Johan Kellers Vej mod Bavnehøj allé
Med til lejemålet hørte et brændselsrum og et cykel- og barnevognsrum i kælderen. Huslejen var 45 kr. om måneden i stuen og 5 kr. mere oppe på etagerne.
Opvarmningen af lejligheden kom fra en flot opretstående kakkelovn, der havde luger med glasruder. Den stod i et hjørne i stuen mod skillevæggen til soveværelset og skulle i tidens løb vise sig at være utrolig grådig i mængder af koks og andre brændbare sager. I de dengang så lange og kolde vintre med kulde og sne langt hen på foråret blev vi nødt til også at tænde gasapparaterne i køkkenet uden for madtiderne, når alle lejlighedens enkeltlags-glasruder blev totalt iset til.
Årets gang i lejligheden fordelte sig med behagelig kølighed i sommertiden og om vinteren med halvkulde mange af dagene, hvilket skyldtes dårlig gulvisolation ned til kælderetagen, som kunne have utætte vinduer såvel som glemsomme dørlukkere blandt beboerne. Alle skulle ned i kælderen flere gange i dagens løb, bl.a. efter brændsel. Dette medførte, at alle vore gulve blev ekstremt fodkolde.
Køkkenet, dette vigtige rum, havde en møntgas-automat oppe i et af hjørnerne, der jævnligt skulle fodres med en 25-øre for at levere gas til madlavningen. Nogle fædre skal have bildt ungerne ind, at det var en sparebøsse, ak ja … Madlavningen skete med to gasapparater og en gasovn, der stod på en hylde under gasbordet, der var lavet af jern med kakler i sorte og hvide felter. Alt i køkkenet var malet blåt, undtagen vægge og lofter. Der var ikke megen plads, men fint. Lejligheden havde wc med håndvask. En dør førte ud til en lille korridor, og derfra var der tre døre til de øvrige rum. Jeg mener, at vi rådede over 55 kvadratmeter.
1928
Dengang jeg blev borger i Frederiksholm Sogn, der nu om dage kaldes Sydvest-kvarteret, havde Arbejdernes Kooperative Byggeforening allerede opført boligkarreer i nogle år, og hovedfærdselsvejen, Enghavevej (nu Borgbjergsvej), inde fra Vesterbrogade sluttede ude i Enghaven. Et oprindeligt kongeejet areal, hvor der midt i engene var opført et lystslot. Det ligger der stadig, men helt omsluttet af det senere opførte boligområde »Musikbyen«. Navnet på slottet »Karens Minde« er efter sigende tilknyttet en bestemt konges kvindelige bekendtskab og skænket til hende. I min tid blev det hjem for særlige børn under socialforsorgen i Københavns Kommune.
Tæt ved lå Stubmøllevej, der var yderste grænse for København. På den anden side lå Valby. Området helt derude blev omkring min fødsel til Københavns store losseplads, og gennem hele barndommen husker jeg strømmen af skraldevogne; de meget store, nærmest sekskantede hestetrukne vogne skramlede fra tidlig morgen til sent på dagen gennem Enghavevej ud ad Mozartsvej og sluttede for enden af Hammelstrupvej på »Lossen« – nu endt som det meget smukke anlæg »Valbyparken« med den berømte gartnerpryd »Rosenhaven«. Skraldevognsturen fra Vesterbro og igennem Frederiksholm foregik på brostensbelagte veje. Det gik som sagt ikke stille af.
Udsigt til havnen
Frederiksholm kvarteret var overvejende have- og fabriksområde samt et nyt arbejderboligkvarter fra jernbaneviadukten ved Vasbygade (nu Gammel Vasbygade) til Mozarts Plads og på begge sider af P. Knudsens Gade. På den tid, da boligkarréer tog sin begyndelse, var der et større antal haveforeninger i kvarteret, og de forblev der langt op i min barndom. Men nu er der kun få tilbage. Haveforeningen Frederiksholm måtte give op i 50´erne for AKB´s store boligkompleks ved Wagnersvej. Dog er der tilkommet fire nye haveforeninger, efter at Valbyparken er blevet anlagt: Kalvebod, Bergmans Have, Haveforeningen Sundbo og Haveforeningen Musikbyen.
Frederiksholm var i min tidlige barndom et uhyre åbent område. Fra vores stuevindue havde vi udsigt til havnens bygninger, kraner og skibe og langt videre ud til Kalvebod Slusestation og store dele af Amager Fælled. Mod det centrale København kunne vi se de store jernbaneanlæg og Vesterbros yderkvarter samt fabrikskvarteret ude på Teglholmen og så det største bygningsværk »H. C. Ørsteds-værket«. Kæmpe kuloplags- pladser var der alle vegne også tæt ved, hvor jeg boede. Kulkranernes travle virke dag og nat – året rundt – hører til barndommens faste lydindtryk, ligesom sporvognskørselen blev det. Den skingre frekvens i hjulene i rundkørselen ved endestationen på Mozarts Plads kunne høres langt omkring og blev en vanedannelse at overhøre. Den var der bare. Der var masser af friarealer og grønne områder – og så den rene luft. Frederiksholm blev et godt sted for mig dengang.
En mælkekusk
De gode ydre rammer for min opvækst kunne ikke rigtigt opveje de senere trængsler i hjemmet. Min far havde som mælkekusk gjort bekendtskab med mor, der var i huset hos en professorfamilie på Frederiksberg. Det blev til giftermål og fødsel af min storebror Jørgen. Han blev født i 1924 på Amager.
Morfar, Jens Hyrup, der var værkfører i snedker- og tømrersvendenes kooperative selskab i Hillerødgade, havde kraftigt advaret mor mod giftermålet, idet han mente, at min far var alkoholiker, selv om han var god til at skjule det. Men det kom så frem i løbet af den korte tid inden min egen fødsel. Min mor var blevet ret deprimeret ved svangerskabet og skulle have forsøgt at undgå udviklingen, men hun var blevet forhindret i at gøre en ende på det … Omstændighederne gjorde, at jeg helbredsmæssigt ikke fik det så godt, idet jeg pådrog mig den Engelske Syge. Der var masser af brystmælk, men ingen vitale næringsstoffer, og jeg havde været et meget skrigende og plagende væsen. Lægehjælp løste gåden – der skulle en anden føde til. Min knoglebygning fik dog varige men, der i 15-16 års alderen gav albuebrud og knæledsproblemer. I dag har jeg knæprotese i venstre ben. I min skoletid blev jeg af skolelægen flere gange sendt på svagbørnsophold på grund af magerhed, kirtelsvaghed og sløvsind. Helt forkert var det også, at min skolegang blev indledt alt for tidligt. Jeg var kun 6 1/2 år gammel!
SV FOLKEBLAD 1999 nr. 2
OPVÆKST I FREDERIKSHOLM BYDEL II:
Henning Hyrup Jørgensen Beretning – Fortsat fra Folkeblad 1998 nummer 11:
Efter barndommens fire første leveår, som ikke giver mig erindringer, indtræffer der begivenheder, der huskes, og det er ikke for det gode. Min far kom hjem – ad køkkendøren – fra et længere sygeophold i Roskilde. Mor og jeg var i køkkenet, hvor hun opbragt spurgte far, hvad han ville hjem efter … han skulle forsvinde igen med det samme.
Dette fik store følger for min opvækst og senere adfærd i livet, tror jeg. Mine forældre blevskilt, og værre blev den økonomiske side ved den følgende retshandling, der undtog min far fra at skulle betale børnepenge til mig, fordi mor gik imod min fars krav om myndighed over mig, som han så afgav i retten mod ikke at betale… Så det blev hårde tider.
Det gik helt tilbage til min fars svaghed, drikkeriet! Min morfars tidligere vurdering om min far holdt stik. Drikkeriet førte dårlige forhold i ægteskabet, og desværre også til en ulykke på hans arbejde som mælkekusk, idet han faldt ned fra sin vogn ude på Nylandsvej og pådrog sig en alvorlig hjernerystelse, som han helt utroligt nægtede at lade sig behandle for. Han ville passe sit mælkevognsarbejde!
Lang tid senere fik jeg fortalt, at hans hest med vogn flere gange var set drage alene hjem til Trifoliums stalde uden kusken, min far, fordi han hang på et værtshus, og hesten længtes efter krybben! Den kendte efterhånden hele ruten, ligesom den gik op til trappestenene ved døre, hvor folk plejede at give brødskorper eller gulerødder.
Min far kom til at bo til leje i Trekronergade, hvor min bror Jørgen og jeg besøgte ham.
Fattige vilkår
Vi blev ved med at bo i K. M. Klausens Gade 44, men nu var det virkelig fattige livsvilkår. Mor skaffede penge ved at vaske for folk og ved at gøre rent på en større frisørsalon ved Valby Byting samt ved at ordne hoved- og køkkentrapper i 3 opgange hjemme i ejendommen.
Morfar, der havde advaret min mor, var længe om at blive formildet. Han forbød min mormor overhovedet at stikke nogle penge til mor. Senere hen, da jeg blev en høj, ung og stærk fyr, plagede han mig tit med, at jeg skulle rejse til Amerika … Jeg lignede for meget min far i udseendet. Han kunne jo ikke vide, at jeg i 1945 lige var ved at komme af sted med et stort skib, der lå i havnen, og som hed: »M/S Korea«, hvor man skulle bruge en dæksdreng, 16 år gammel. Men hjemme brød min mor fuldstændig sammen, som jeg ikke havde set tidligere, fordi hun ikke var helt rask længere, og min lønindtægt var afgørende på mange måder. Så USA måtte vente, og morfar, som var slået ud af en fejloperation i nyrerne og var ophørt alt for tidligt som værkfører, blev mere tolerant med alderen og periodisk venlig. Men min fars navn kom dog aldrig nogensinde på hans læber … Og mormor hjalp selvfølgelig i det skjulte med tøj og midler, så vi kunne klare de strenge tider i armod – og for resten en del foragtelse.
Nedvurdering og foragtelse
Nedvurdering og foratgelse blev meget belastende for mor i dagliglivet. Tidligere venlighed i omgangen med andre beboere blev anderledes. Selv ved mors trappevask kunne hun blive straffet af kvinder, der rystede måtter og fejemøg ned ad de nyvaskede trapper for derefter yderligere at klage til viceværten over sjusket arbejde. Jeg kendte det alt for godt selv ved at hjælpe med trapperengøringen, og også fra de andre jævnaldrendes skældsord: »Skilsmisseunge«! syg familiefar udsmidt! Føj! Ingen kunne jo vide dengang, hvor god min far havde været til at skjule sit misbrug. Vi børn vidste det heller ikke; kun morfar forudså og vidste det!
Trods uvenligheden – ikke kun hos nogle af beboerne i ejendommen, men også i dele af vores store familie – blev denne dog aldrig gældende i vores opgang eller hos dens beboere. Det blev nok tilværelsens lyspunkt for mor. Ja, der var både hjælp og praktisk støtte fra mange sider.
Frederiksholms menighedsråd stillede ofte med penge, tøj og mad mod stiltiende løfte om naturligvis at komme til kirkens forkyndelser og samlinger. Det blev til nogle års søndagsskole for mit vedkommende … … … Ingen penge til tøj
Vi måtte jo have lidt nye møbler efter hjemmets deling. Men det blev dog ikke store sager grundet økonomien. Jeg havde fået tjansen med at spadsere ind til Valdemarsgade på Vesterbro med et månedligt afdrag på 2-5 kroner (for møblerne) og hjem igen … En sporvognsbillet til 25 øre, som en omstigning kostede dengang, var luksus.
Jeg havde også tjansen med at hente brændsel i form af optændingsbrænde og en hektoliter koks fra kommunens brændselsudlevering i Matthæusgade forbi Enghave Plads. Det foregik på samme måde medbringende min sammenflikkede legevogn med Barnevognshjul, eller min kælk om vinteren, når der var sne – helt fint. Dengang var jeg omkring 10 år og tjente som eftermiddagsbydreng i et ismejeri 12 kroner om ugen 3-4 timer hver dag, dog ikke søndage.
Tøj til min bror og mig var det helt galt med. Det tøj, vi sled op, var andres brugte, og det holdt jo ikke ret længe. Vi var begge i aktivitet og voksede hurtigt. Tøjet blev det evige økonomiske problem for os, og under krigen blev situationen aldeles deprimerende. Alting blev dyrere, og kvaliteten ringere.
Efter krigen måtte mor have en svulst fjernet i hjernen af prof. Busch på Militærhospitalet. Det var i 1947. Prognosen sagde, at 8 ud af 10 patienter kunne ikke stå sådan en operation igennem, men min mor stod den igennem og blev for resten fremvist for auditoriet på Rigshospitalet som eksempel.
Forinden havde hun også gennemgået andre lidelser; bl.a. et misligholdt tandsæt, da der ikke var råd. Operation for galdestenslidelse havde også tæret på livsglæden og energien – for hendes overlevelse.
Dog viste det sig, som andre har sagt; »Jyden er stærk og sej«; mor var jo fra hovedlandet. Og så kunne hun mobilisere godt humør ved andres venlighed mod hende, så hun stod tiderne igennem og stred for sine to sønners liv.
SV FOLKEBLAD 1999 nr. 3
OPVÆKST I FREDERIKSHOLM III
Henning Hyrup Jørgensens Beretning fortsat.
Der kom imidlertid en slags nye tider for mors økonomi ved min brors indtjening på forskellige arbejdspladser efter at have været butiksbud, til han blev 18 år. Nan fik arbejde på en skotøjsfabrik ved Toftegårds Plads, og det gav godt. Jeg selv tjente fra 10-års alderen en fast ugeløn ved budkørsel, omkring 12 kroner, hvilket gav mig selv 2 kroner i lommepenge.
Men det lykkedes dog hovedsageligt ikke at opnå en god økonomisk plan i hjemmet. Forbruget til vore levebehov forblev fra hånden til munden og kunne lige akkurat holde uventede udgifter stangen.
Men økonomisk tryghed skulle mor ikke opleve før invalidepensionen i 1947 …
I 1966 fik hun en anden halvanden værelses lejlighed med centralvarme på en 2. sal i nærheden.
Bygninger, fabrikker og forretninger i Frederiksholm
Frederiksholms befolkning og de handlende var jævne folk, som havde en sammensætning af funktionær- og arbejderbevægelsens mange grene.
Da der ikke længere kunne findes udvidelser til byggeri efter afslutningen af K. M. Klausens Gade og Scandiagade med 7 store 4-etagers blokke, havde tilkommende boligselskaber udviklet Musikbyen mod syd til bygrænsen. Ligesådan var det med Bavnehøj kvarteret, hvor min skole, Bavnehøj Skole, og den nye kommunale brandstation var dele heraf. Her kom også senere et omfattende aldersrentebyggeri, der kom til at omkranse boligkvarteret op til den store Vestre Kirkegård og Vestre Fængsel samt Københavns Sporvejes værkstedsremiser.
Erhvervsudviklingen blev også enorm. De tidligere så åbne og frie arealer foran stedet, hvor jeg boede, og hvor Dansk Ilt & Brint Fabrik, Nordisk Simplex, Citroën, Adler- og Fords samlefabrik ker lå spredte langt fra hinanden mod havnefronten, indeholdt vældige byggerier og arealudvidelser med opfyldning til yderligere erhvervsarealer. Navnlig omkring Ford fabrikken og ud mod Sluseanlægget.
Nye kajanlæg opstod, og den nye store trafikvej til Amager blev dannet efter fjernelse af de gode og populære rekreative områder med badeanstalten, Sønderstrand, og sandstrækningen, Fluepapiret, foruden de to bådeforeninger: Frem og Enigheden. Væk blev disse betydningsfulde fritidsområder for Frederiksholmerne, og kvarteret fik langsomt trafikudviklingens hensynsløse fremfærd tæt på boligområdet. En anden årsag var også at, Københavns sydgående tungtrafik mod Hovedvej 2 og Sydsjælland blev ledt gennem kvarteret. DSB førte efterhånden også megen godstrafik ad godsbanen, som delte kvarteret op mellem Bavnehøj og Frederiksholm, eller Sydvest kvarteret og Valby. Senere blev der dannet en S-togslinie langs med godsbanen.
Mens denne rivende udvikling tog fart i min barndom og ungdom, begyndte befolkningen i hele Sydhavnen at gå fra cykel og knallert over til at være motoriseret med motorcykler og automobiler. Den kollektive kommunale trafik gennemførte fra Sydhavnen 3 sporvognslinier og to buslinier fra Mozarts Plads. Der var linie 3 mod Ndr. Frihavnsgade på Østerbro, den nyeste linie 11 gennem City mod nordvest til Husum samt linie 16 til Emdrup, ligesom buslinie 22 kørte over Valby og Vanløse til Husum med endestation ved hjørnet af Husumvej og Frederikssundsvej. En senere busrute blev oprettet fra Valby Station, igennem Trekronergade og Borgmester Christiansens Gade og via de nye vejanlæg over Sjællandsbroen og Amager til Holmens Bro. Det var linie 37.
Trafikken i Sydhavnen i det gamle, rolige boligområde Frederiksholm blev en frygtelig plage og har først i nutiden fundet andre veje, således at de nu mange gamle beboere har kunnet ånde befriet op for den ødelæggende trafik og dens miljøforringelser.
Ang. mine tanker nu om Frederiksholm som opvækststed for børn dengang tillader jeg mig at sige, at: »Der var engang i de gode gamle dage« i denne bydel i København …
Nye boliger
Frederiksholms boligkvarter udviklede sig ud ad den brede Enghavevej fra viadukten nær Sydhavns Plads og helt ud til den store Mozarts Plads med trafikendestation. På det stykke af Enghavevej var der ingen sammenhæng i bebyggelsen. Hele den midterste del af Enghavevej var på begge sider flankeret af lave barakbygninger af træ, og der var også en større pavillon et sted, et stort teateragtigt byggeri med politistation og børnehave. Der var også helt åbne markstykker mod havnen, hvor der også lå en større tømmerhandel, Frederiksholms Tømmerhandel, som kom ud for den skæbne, at beboere fra fjern og nær kom og flåede alle bygningerne ned for brændets skyld! Der skulle nybygges på arealet. Folk havde hørt rygter om, at man bare kunne hente gratis brænde … Flere hundrede mennesker rev og bankede løs, indtil politiet dukkede op og skrev bøder ud, i lang tid. Det brænde, der nu lå i vores kælder fik vi dog ingen bøde for. Og det lunede! Da jeg kom hjem fra børnehavens ferie i Faxe med frk. Brock i 1933, var alle barakbygningerne væk, og et større boligbyggeri langt fremme på begge sider af gaden. Det blev to lange bogligblokke, så der blev sammenhæng i hele Enghavevejens længde. Blandt de nye indflyttere var en del nye butikker, bl.a. apotek, restaurant og biograf: »Enghave Bio«, et folkebibliotek og en musikforretning. Dette fik meget stor betydning for Frederiksholms kulturliv. Jeg selv fik megen glæde af biblioteket og biografen og kom også tit i den nye boghandel. Mange syntes vel også, at Gislasons store isenkræmmerbutik var en længe savnet forretning.
Enghave Bio og biblioteket var store trækplastre, der fik betydning for beboerne og især den nye generation. Min egen udvikling ikke at forglemme. En særlig oplevelse var, at dir. Holger Madsen, Enghave Bio, holdt filmpædagogiske foredrag inden forevisningen – også til søndagens 4-forestilling for børn. Det kostede 35 øre med friplads i hele salen. På biblioteket slugte jeg især rejseoplevelser og opdagelsesrejsebeskrivelser. Hakon Mielche, Palle Huld og Elith Foss var mine favoritter …
Skole og arbejde
Jeg var kommet for tidligt i skole og blev oversidder. Der skulle fire års skolegang til, førend jeg fik en bevidst skoleindlæring og videnssøgen.
Først fra 5. klasse gik det overordentligt stærkt med at lære skolekundskaber – for så brat at slutte skolen efter 2. fri mellem i 1942. Skoleprøverne til den rigtige mellemskole og senere realskole var foretaget i 5. klasse, hvor jeg lige akkurat var begyndt at bruge skoletiden rigtigt. Så det løb var kørt. Jeg kunne godt have tænkt mig at få 3. fri mellem med, men vi behøvede penge hjemme, så jeg blev arbejdsdreng og bud. Læreplads blev der ikke tale om.
Min første arbejdsplads var Valdemar Larsens metalvarefabrik på Carl Jacobsens Vej i Valby som arbejdsdreng og bud. Her kom jeg til at arbejde med tunge metalblokke i smelteriet og kom til at stå ved maskiner, der savede jernblokke ud til fremstilling af store økse- og hammerhoveder.
Fabrikken fik så meget at lave, at jeg også måtte arbejde der om natten nogle gange. Og jeg skulle jo derover inden udgangsforbudet. Det var i de urolige augustdage ved den store folkestrejke i 1942. Så jeg fik i stedet et andet arbejde. – H H J Beretning fortsætter – – –
SV FOLKEBLAD 1999 4
OPVÆKST I FREDERIKSHOLM IV
Henning Hyrup Jørgensens Beretning
Af Harald Eriksen:
Jeg fik arbejde på Den Kongelige Porcelænsfabrik i Smallegade på Frederiksberg, hvor også min far var ansat. Jeg blev sat til at udskære porcelænsmasse fra lange ruller og dreje en flad pandeskive, som så drejeren overtog og formede tallerkener af på en gipsform. Jeg skulle så flytte 5-6 forme på et bræt fra drejebordet og til nogle store tørrereoler, der gik fra gulvet og op til hovedhøjde. Sidst på året 1944 fik jeg brud på venstre albue, som var to måneder om at hele. Jeg kom tilbage, men fik kort tid efter brud på højre arm. Man fik jo ikke sygedagpenge dengang, og sygekassen kunne kun gå med til at betale 14 kr. ugentlig. Normalt tjente jeg 45 kr. om ugen. Min mor havde ikke råd til føde på mig, så jeg måtte holde op på porcelænsfabrikken.
På lageret hos Bur-Wain
Jeg fik arbejde hos Scaniadam, en fordforretning på Lyøvej på Frederiksberg. Det var alle tiders arbejde. Jeg hjalp svendene med forskellige ting, men ellers var det især bykørsel efter reservedele.
Der var mange lærlinge på værkstedet, og i foråret 1945 begyndte der at blive tale om en læreplads. Det blev beklageligvis ikke til noget. Omkring 5. maj 1945 havde den ene værkfører set en af mekanikerne i en kranvogn ude i byen med en personbil på slæb med mig ved rattet – uden kørekort. Han fyrede mig omgående. Han kunne modsat overværkføreren og den anden værkfører Nielsen ikke snuppe mig af en eller anden grund. Måske fordi han havde lovet en anden lærepladsen. Hvad ved jeg. Så jeg måtte igen finde nyt arbejde.
Heldigvis for mig søgte Bur-Wain Autodiesel på Chr. havn et bybud, og det blev min nye arbejdsplads, men her var dog ingen læreplads. Man fremstillede mellemstore dieselmotorer til virksomheder, fiskekuttere og større institutioner, hvor nødstrømsanlæg var livsnødvendige. Dette monteringsarbejde var mægtigt for mig.
Virksomheden fremstillede også de gode gasgeneratorer til biler og større vogne. Det var bøgebrændefyret røggasanlæg. De erstattede benzin eller diesel og var meget væsentlige i erhvervsmæssig henseende. De blev godt nok lidt sodede og var lidt besværlige at betjene, men absolut driftsikre.
På Frederiksholmsvej
Firmaet flyttede i 1947 ud til Frederiksholmsvej (10nu Borgmester Christiansens Gade) i Sydhavnen og blev omdøbt til: »Nordisk Dieselauto«. Her fik jeg for første gang en slags uddannelse. Foruden kontorbudsarbejdet blev jeg efterhånden oplært i at betjene reservedelslageret og i at ordne postgangen i det nu hurtigt voksende firma. Selskabet med dir. Jens Yde som dygtig chef importerede nu biler som: Studebaker, Willys Jeep, og de engelske: Standard 8-, 10- og 12-typer (10senere også: Vanguar, og den legendariske grå: Massey Ferguson traktor, red), og man reparerede et stigende antal lastbiler med Bur-Wain motorer. Jeg var flere gange assistent på værkstedets værktøjsdepot og fik lært alt om specialværktøjet i branchen og at vedligeholde det. Men det hele endte med, at reservedelslageret, postgangen og budtjeneste med betroede bankoverførsler blev min faste gerning, hvor jeg tjente 75 kr. ugentlig, indtil jeg blev 18 år. Derefter fik jeg funktionærløn på 325 kr.
På en af mine byture fik jeg et ærinde ind til min gamle arbejdsplads Scaniadam Ford på Lyøvej, hvor jeg erfarede, at den værkfører, som jeg hadede, fordi han fyrede mig for kørslen på slæb efter kranvognen – det var jo mekanikerens ansvar – var omkommet ved udsivning af gas i hjemmet. Det var egentlig selvforskyldt. Han havde i nogen tid bedraget sin hustru, og hun havde ikke kunnet tage det mere. Så hun havde taget deres lille datter og sig selv af dage ved at åbne for gassen efter at have lagt et afskedsbrev i entréen. Værkføreren var så kommet godt beruset hjem ud på natten, undladt at tænde lys, og styrtet omkuld i sin seng … Familien blev dagen efter fundet døde. Jeg kunne ikke påstå, at jeg sørgede voldsomt over det – på hans vegne, men …
I firmaet gik det godt med jobbet et stykke tid endnu, men jeg forventede mig efter flid og selvstændige initiativer på reservedelslageret, hvor vi var mange ansatte, at få en uddannelseskontrakt som autoriseret ekspedient. Altså en lærekontrakt. Det blev også på en måde stillet mig i udsigt, men tiden gik uden at nogen i ledelsen berørte sagen … Jeg tog også kørekort og regnede det med til yderligere kvalifikationer. Men stadig intet … Jeg fyldte den plads firmaet havde brug for, men ekspedienter var der ikke mangel på.
Lastvognskørsel med flyveaske
Jeg havde i nogen tid kendt min senere hustru, Else, gennem en ny ven, kaldet Store-Bent, fra vores bijob i Enghave Bio. Bent og Else var kammerater fra deres fælles boligkompleks ved Mozarts Plads. Nordisk Dieselauto ønskede stadig kun at benytte mig som bud, men uden at benytte sig af, at jeg havde fået kørekort. Jeg kunne ikke rigtig bygge nogen fremtid op med min forlovede og senere hustru med 375 kr. i månedsløn – og så være bybud hele mit liv …
Så faldt jeg for et tilbud fra et mandlig medlem af Elses familie. Han stillede en ældre lastvogn til rådighed. Og jeg skulle så køre flyveaske bort fra nogle af de store centralopvarmede ejendomme på Bispebjerg for samme løn, som jeg fik nu, men han lovede, at jeg måtte overtage lastvognen og nogle ejendomme som selvstændig virksomhed i løbet af et par år … Jeg tog jobbet. Jeg mente, at vi, Else og jeg, godt kunne bygge en fremtid op på. Else havde også haft 7 års skoletid, og var nu ekspedient i en boghandel.
Det var det værste job jeg overhovedet kunne rende ind i. Godt nok var jeg fysisk stærk af svømningen, men jeg var for høj til kældre- og fyrrerum, så min ryg led meget; også af aske der rendte ned ad nakken. Knæene begyndte også at protestere. De skulle jo klare byrden af de 40-60 kilo tunge skraldebøtter med flyveaske på ryggen gennem de lave kældergange. De fleste kældergange med rør under loftet.
Lønforhandlinger: Jeg blev noget til grin ude, hvor asken blev kørt hen, af de andre arbejdere, når jeg fortalte, hvad jeg tjente. Så det gik op for mig, at jeg kun fik tarifløn, som lastvognschaufør, og ikke noget for det hårde arbejde med at slæbe de tunge bøtter med aske gennem kældergangene ud til vognen. Det var næsten ikke til at bære. Så jeg gik til min arbejdspartner, for at få rene linier. Det kunne jeg da godt få. Men jeg skulle ikke komme og forlange omklædningsrum, bad og fast spisetid, når jeg kunne låne vognen til private kørsler; jeg udbragte slam og slagger til en del ko lonihaveejere for 15 kr. pr. halvlæs (10vognen var til 1 1/2 tons). Joh, men jeg ydede også småreparationer på lastvognen, argumenterede jeg. Han skulle ikke ifølge arbejdsgiverforeningen give mig ekstra løn for af- og pålæsning … Hvis jeg var utilfreds, kunne han bare åbne vinduet. Der var masser af folk ude på gaden til sådan et job … Og sådan blev det. Efter at jeg havde talt med Else, der jo var i familie med ham, ringede jeg et par dage efter til ham og bad ham om at åbne vinduet … Jeg kom ikke mere.
FOTOGRAFI: Henning Hyrup Jørgensen udskærer fra Porcelænsmassen på Den Kongelige Porcelænsfabrik – Smallegade
SV Folkeblad 1999 5
OPVÆKST I FREDERIKSHOLM V:
Henning Hyrup Jørgensens Beretning 5
Svømning og at være søspejder blev mine store fritidsinteresser. Vi havde skolesvømning i Gasværkshavnens badeanstalt »Gassen«, og gik i flok fra Bavnehøj Skole med lærer Mortensen foran på gedebukkecyklen ad Otto Busses Vej forbi DSB´s værksteder, mens vi skrålede: »It´s a long long way to Tipperary« … Den skulle vi altid synge – også hjemme i skolens iskolde gymnastiksal. Vi taler om de første krigsår nu.
Nogle år efter skoletiden blev jeg svømmer i »Gassen« (10Poloklubben af 1908) og i svømmehallerne i København og Frederiksberg. I min bedste tid med svømningen var jeg sparringspartner for den berømte guldsvømmerske, Greta Andersen. Jeg kom også til at svømme mod en ung mand fra »Sparta«, som var Sjællandsmester for juniorer; han hed Anker Jørgensen og blev senere fagforeningsformand og i 1972 statsminister.
Da jeg i 1940 var 12 år, blev jeg søspejder i Københavns 1. trop i Nordhavnen. Den 23.-25. juni 1944 havde jeg og søspejderpatruljen en sejlads fra Roskilde Fjord over Isefjorden til Kongsøreskoven. Sejlads på Øresund var totalt forbudt på det tidspunkt. Vi kom alt for sent tilbage til Roskilde grundet modstrøm, og togene var for længst ophørt med at køre. Ud på natten kom vi dog med et postgodstog mod København, og næste morgen skulle jeg passe mit arbejde på Den Kongelige Porcelænsfabrik i Smallegade, men min mor nænnede ikke at vække mig. Det fik dog ingen følger … Den dansk/tyske terrorgruppe ledet af Otto Schwerdt havde den nat forårsaget store ødelæggelser ved sprængninger af bl.a. Porcelænsfabrikken, Tivoli, Langelinie Pavillonen og flere andre store kendte bygningsværker.
Sabotage i Sydhavnen
De sidste krigsårs natlige overflyvninger, sabotager og skyderier i gader og på pladser gik ikke stille af. Tyskernes store luftværnskanoner på Teglholmen rystede jorden under Frederiksholm, og flere kendte fabrikker blev saboteret: Bur-Wain´s støberi, Ford og Citroén, Adler og vægtfabrikken på Stubmøllevej; ved andre sabotager var det transformatorstationer, der var målet.
Der blev dræbt en del mennesker. Det foregik både dag og nat og selv på åben gade med publikum i nærheden. »Røde Otto« fra Musikbyen blev likvideret i en køgebus fra Toftegårds Plads. Han havde hjulpet tyskerne med nogle oplysninger. En mand blev skudt på cykelstien lige ud for posthuset ved Enghave Bio. Min tidligere skolekammerat, Knud, som var på orlov fra Østfronten, blev dræbt ved hjemmet på Tranehavevej. 18 år gammel.
Der kom nye tider efter 1945. Trafikken i Frederiksholm foregik på gåben, cykler eller sporvogne: linie 3, 11, og 16, samt buslinie 22 til Husum. Men udviklingen gik stærkt. Kvarteret blev efterhånden miljøskadet i et utroligt omfang. Ikke fordi beboerne gik over til knallerter, motorcykler og familiebiler, men den enorme transport til hovedstaden og til Amager krævede større vejgennemførsler, hvorved Frederiksholms bymiljø efterhånden blev mere og mere spoleret.
Tilbage til porcelænsfabrikken
Da jeg blev hjemsendt fra Marinen (101948-49), mødte jeg op på min gamle arbejdsplads, Den Kgl. Porcelænsfabrik på Frederiksberg, for tredje gang. Denne gang skulle jeg arbejde ved ovnbrænding i en kulfyret muffelovn, hvor vaser, figurer og guldbelagte spisestel blev brændt, efter at malerafdelingen havde dekoreret dem. Nogle metalkurve på 60×60 cm rullede på stenkugler gennem en ca. 25 m lang og 2 m høj firkantet ovn, hvor der blev fyret midtvejs inde i ovnen. Temperaturen var på 5-700 grader Produktionen foregik i 3-holdsskift med 2 mand på hvert hold. Det blev godt lønnet – men det gik ud over samværet med min forlovede, Else – og så var der konkurrence- svømningen. Den skulle jo også passes. Det var Elses og min plan at spare op, så vi kunne drive et selvstændigt erhverv. Tiden var netop moden til det, fordi vi ikke havde mulighed for at bruge penge i større omfang, da vi jo ikke var så meget sammen i denne tid. Men da vi var blevet lidt trætte af arbejdet, snakkede vi om at søge på lærerseminarium.
I vores fritid gik vi også en del på aftenskole med engelsk og sløjd, og vi gik en del i biografen for at se de mange gode udenlandske film, der strømmede ind i de Københavnske biografer.
Fagforeningsbogen
Det var hyggeligt at besøge Elses forældre, Alma og Georg Hansen, der boede på Beethowensvej 2 i Musikbyen. Georg kunne godt lide at diskutere den politiske situation. Han var socialdemokrat til fingerspidserne og var stolt af fagforeningsbogen nr. 5 i Dansk Arbejdsmands Forbund, hvor han havde været medlem, siden dengang man blev fyret for at være organiseret arbejder.
Min mor, Anna, der havde gennemgået en større hjerneoperation i 1947, var nu invalidepensionist og havde sådan set ikke økonomiske problemer, men var stadig alene. Og min far, Axel, mødte jeg jævnligt på fabrikken, hvor han nu støbte ovnblokke i grove lerarter, som skulle bruges til foringer i højovne. Det var han dygtig til.
Koreakrigen udbrød kort tid efter, at jeg var blevet hjemsendt fra Marinen i 1949. »Nu ramler det nok igen«, sagde jeg til Else, min kæreste. »Vi gifter os og får tid til at være rigtig sammen, så længe det varer …« Vi blev gift på Københavns Rådhus den 22. juli 1949, og vores ægteskab holder stadig her i december 1998, hvor vi nu bor i Kalundborg.
Hermed slutter Henning Hyrup Jørgensens beretning.
