SV FOLKEBLAD 1999 11
KØBENHAVNS HAVNE I
ved Harald Eriksen
FOTO: Lokalplanforslag >Kalvebod Brygge Nord II.
Tømmergraven lå tidligere inde på Vesterbro, der hvor polititorvet nu ligger. Kalveboderne gik helt op til, der hvor Tietgensgade er nu. Det var en kraftig markeret bugt, som kysten dannede.
Rysensteen var en fremskudt Bastionspost, som hed »Rysensteen Lynette«. Herfra førte, fra midten af 1700-tallet, en fæstningsport ud til en vej, der fulgte voldgravens yderside op til de Københavnske tømmermestres oplagspladser, der strakte sig fra Rudolf Bergs hospital til godt ud imod Kødbyen. Hospitalsgrunden såvel som hele kvarteret omkring politigården var altså vand.
På Rysensteens Lynette blev der anlagt en offentlig badeanstalt i 1925. Der havde dog tidligere i nogle sæsoner været »bade-machine for fruentimmere« med opvartende damer, indrettet af tømmerhandler Lars Larsen i 1787; men den har næppe været så imponerende som badeanstalten Rysensteen, der blev indrettet i en gammel fabriksbygning på selve Lynetten.
Badeanstalten blev eksproprieret og nedlagt i 1893. En ny Rysensteen genopstod på den anden side af havnen i 1905, men kun i form af svømmebade, og tildels ved genanvendelse af de gamle materialer. Den blev nedlagt i forbindelse med anlæggelsen af den nuværende Langebro, der åbnede i 1954. Den (10badeanstalten) havde i hele perioden en nabo, en kommunal badeanstalt, der også nød stor popularitet trods vandets ringe kvalitet.
Den Gamle Tømmerhavn
I 1865 var der stor Slesvigsk besøg i København, hvor under gæsterne blev bespist på det festligste. Det foregik på Larsens Plads, for siden – ifølge dagspressen – at blive sejlet med dampskibe direkte til Tivoli. Det kan som bekendt ikke lade sig gøre i vore dage, at sejle til Tivoli, men det kunne det dengang. Som før nævnt gik Kalveboderne helt op til der hvor Tietgensgade er nu.
Tømmeroplagerne lå ude langs med kysten, ud til omkring den nuværende Kvægtorvsgade, hvor der siden 1700-tallet havde været en mindre militær installation, nemlig: Tømmerplads-batteriet.
Fra Tømmerhavnen løb en grav langs Tivoli ud til batteriet, som gjorde Tømmerpladserne til en ø, der dog var forbundet med fastlandet med broer, hvorover et par veje førte op til Vesterbrogade.
Gasværkshavnen
Opfyldningen af havnen omkring politigården begyndte i 1885. Men der var stadig adgang til pladserne fra søsiden indtil / til jernbanen fra 1847 skulle udvides til mere end det dobbelte.
Den nye Gasværkshavn blev så placeret ved den nærmeste kystlinie; Kalvebod Brygge, og kullene blev transporteret fra skibene over baneterrænet og Ingerslevsgade ved hjælp af en 1300 alen (10886,60m) lang svævebane med tippekurve, ophængt på høje stålmaster. Gasværket blev definitivt lukket d. 8. juni 1927, for at give plads til Kødbyen. Under nedrivningen af en beholder var der endnu lidt gas tilbage i den, så den sprang i luften, hvorved en arbejder omkom. Det samme skete som bekendt i 1964, da man var ved at fjerne Valby Gasværk, blot med den forskel, at der denne gang var flere dødsofre og langt mere omfattende skader.
For år tilbage var det kul og koks, der dominerede Kalvebod Brygge, der i nutiden er blevet forvandlet til en bred storbygade med to kørebaner, tunnel, og stærk trafik døgnet rundt. Før i tiden strakte der sig et bælte af kulpladser ned mellem selve gaden og havnekajen, som også havde gadebrede. Kulkranerne kørte på skinner højt oppe i luften, når de transporterede det sorte guld fra skibslasterne over til oplagspladserne. Store skilte meddelte, at det var på eget ansvar at færdes under kranerne.
Man så ofte mindrebemidlede pille de spildte koks op i sække og kurve – eller i mange tilfælde de mindrebemidledes raske drenge.
Det var blevet skik, at man gratis kunne opsamle tabte koks – som det i gamle Søkøbstæder blev tilladt fattigfolk at opsamle spildt korn.
Bag de sortsværtede plankeværker, der gav kvarteret et skummelt præg, lå vældige bjerge af kul og koks, og med korte mellemrum lød den karakteristiske lyd, som salver fra et maskingevær, når kranernes grabber åbnede sig og væltede et læs fast brændsel ned oven i de sorte bjerge mellem bryggens to gader. I blæsevejr føg det fra dyngerne, så cykelister blev sorte i hovedet – og i stormvejr blev ansigtshuden trakteret, så man havde en fornemmelse af, at den blev sandblæst.
Ved kajen lå den ene damper efter den anden og i de senere år naturligvis også motorskibe; men dampskibene holdt ud i meget lang tid, i de engelske kulhavne, der stod i regelmæssig forbindelse med Københavns store kulhavn Kalvebod Brygge, der blev kraftig suppleret af en del af Islands Brygge på den anden side af havnen.
Kilde. Københavns Havne. Bent Zinglersen 1977?
Kulpladserne med de store krananlæg, der engang fandtes på Kalvebod Brygge helt op til 1960´erne. Foto fra: Lokalplanforslag »Kalvebod Brygge Nord II :
SV FOLKEBLAD 2000
KØBENHAVNS HAVNE II
Harald Eriksen
Foruden kulhavnens arbejdere var der mange kuske og chauffører blandt gæsterne på de tre værtshuse, der lå ved bryggen. Det første var »Neger-hytten«, hvis officielle navn var »Folkerestaurant Hytten«. Den var indrettet i et lavt bindings-værkshus, som havde været epidemisygehus under den spanske syge, som fulgte i kølvandet på første verdens-krig. Bygningen lå i en lettere »afstumpet« spids vinkel. Den må have ligget næsten hvor Hotel Europa ligger nu.
Her sad de mange gæster på lange træbænke og drak kaffe af hankeløse kopper af jernpor-celæn for en billig penge – og så var den anden kop endda gratis. Man kunne naturligvis også købe øl og brændevin. Og så var der hele to billardborde i tilgift. Om muligt endnu mere præget af kul og koks var »Far West«, som lå mellem kajgaden og den »almindelige« gade i forlængelse af de store kul-bjerge. Man kan ikke rigtigt forestille sig, at der skulle komme andre gæster end »det sorte gang«, som man kaldte såvel havnearbejdere i Gas-værkshavnen som de gamle kulfyrede damperes fyrbødere. Ikke des mindre har digteren Tom Kristensen også været gæst her i midten af 30´erne.
Navnet »Far West« var valgt, fordi stedet i århundredes begyndelse lå »uden for lov og ret«. Det var noget nyt, ukendt København, hvor navnet markerede fjernheden. Nu er man unægtelig rykket nærmere centrum efter de store gadeudvidelser, kulbjer-gene og kranerne og havnens værtshuse er forsvundet. Fra godsbanen og ud sydpå er gadeudvidelsen afsluttet i 1974. Mens den gamle Gasværks-havns tildækning blev foretaget af DSB, blev opfyldningen af Tømmergraven overladt til Københavns kommune, hvor man lod anlægge en dobbelt kajgade på Kalvebod Brygge, hvor der i dag ikke er meget at bestille for havnevæsnet. I 1972 blev havnen her lagt ind under den gamle havns distrikt, og Kalvebod Havnefogeddistrikt blev nedlagt. Det hed sig i den anledning fra kommunalpolitisk hold, at man regnede med nedlæggelse af hele Sydhavnen inden for de kommende 30 år. Det rummer muligheder for sejlsportens folk.
I gamle dage, da trafikken i havnen var relativt begrænset, var der ofte omfattende arrangementer i Sydhavnen inden for sejlsport og ikke mindst roning i kraft af Køben-havns Roklubs tilstedeværelse i Tømmergraven. Roningen blev flyttet til Bagsværd i 30´erne, og efter 50´ernes store opsving i skibstrafikken i Københavns havn har det også været småt med sejlsport. Allerede nu er der sket en ændring i dette forhold. I sommeren 1975 blev der afholdt et stort speedbåd-stævne i Gasværkshavnen.
Hjuldamperen, Hotelskibet: »St. Lawrense« – En markant ændring i havnebilledet på disse kanter var, da hjuldamperen, hotel-skibet »St. Lawrense« i marts måned 1975 forsvandt fra Kalvebod Brygge. En polsk slæbebåd trak afsted med det gamle fartøj i forstavnen, mens Københavnske bugserbåde trak i agterenden. Det forårsagede trafiksammenbrud og spærring af broerne i over en halv time, og der var vældig publikums-interesse for den maritime forestilling. Hotelskibet skulle slæbes til Grækenland for at blive ombygget til luksushotel, hvorefter det skulle til den persiske golf, idet det var blevet købt af en oliesheik, der også satsede på turisme. ” St. Lawrense« var blevet hentet til København på for-anledning af overborgmesteren ved byens 800 års jubilæum i 1967, for at huse de mange gæster , som ikke kunne være i de forhåndenværende hotel-ler. I otte år kom det altså til at ligge der ved Kalvebod Brygge, bred og malerisk med sine to høje dampskorstene, der næppe nogen sinde mere kommer i brug i deres oprindelige funktion.
»St. Lawrense« blev bygget i 1928 og har en glorværdig for-tid som showboat på St. Law-rense-floden i Canada. Men til sidst blev den urentabel i drift, og hjuldamperen blev købt af en norsk hotelmand, der fik den bugseret til Oslo, hvor Urban Hansen altså rekvirerede den.
ISBRYDERNE:
Det er ikke ligefrem havnetravlhed, der præger bryggen i dag, men biltrafikken sørger for, at der er lige så meget larm og luftforurening nu, som da kraner og kuldynger prægede hele havnefronten i denne ende af kvarteret. Nu er det byggekraner, der præger Kalvebod Brygge, hvor man er ved at opføre nogle enorme kontorbygninger.
Ved Kalvebod Brygge anbragte Den danske Istjeneste, der sorterer under Handelsministeriet, i regelen sine isbrydere, når der var optræk til isvinter. En af dem fra 40´erne, da der var brug for isbrydere overalt i de danske farvande, blev solgt til ophugning i 1974. det var den navnkundige: »Storebjørn«, isbryderflådens stolthed, fra den første gang den gled ud på de tæmmede vover i 1931. Den havde kraftige dampmaskiner ombord, mens de øvrige isbrydere, »Elbjørn«, »Isbjørn« og »Danbjørn«, har dieselelektriske maskiner.
Man kan savne synet af dem ved havnekajen, men næppe mange ønsker at se dem i funktion.
2 Fotografier til denne artikel:
Restauranten »Far West«, som lå mellem de to kajgader på Kalvebod Brygge.
Reklameplakat fra Søbade-Anstalten ved Rysensteens Bastion. Plakaten indeholder de forskellige tilbud og priser som badeanstalten havde på det tidspunkt. Plakaten er fra juni 1839.
SV FOLKEBLAD 2000
KØBENHAVNS HAVNE III
Harald Eriksen
– Helt ude, hvor den nye hovedfærdselsåre, som Kalvebod Brygge er en del af, svinger over imod H. C. Ørstedsværket, lå indtil slutnin-gen af 60´erne restaurant »Fremtiden«. Den var også bygget af bindingsværk i pioner-tiden, hvor kvarteret bogsta-veligt talt lige var dukket op af havets skød. I dens sidste levetid var den blevet topmoderniseret og så var den blevet vældig hyggelig. Fra dette sted udgår Kalvebod Pladsvej, der indtil 1954 bl.a. tjente som indkørsel til kommunens badeanstalt, populært kaldet: »Gassen«. Den blev oprettet allerede i 1902 og var delt op i en herre- og en dameside, hver med hele tre bassiner. Her blev i begyndelsen holdt internationale svømmestævner.
Foto: Udlånt af Københavns Bymuseum.
Nu er Kalvebod Pladsvej først og fremmest tilkørsel til Københavns Fisketorv, der tidligere hørte under Københavns Havnevæsen, men i 1926 overgik til kommunen – altså endnu mens det lå inde ved Gammel Strand, hvorfra det først flyttede i 1958. Dette store torv råder over en af Europas største frysehavne for landing af fisk, bl.a. laks, fanget ved Grønland. Slet så store dimensioner var der jo ikke over fisketorvet inde i byens hjerte! De fleste fisk kommer dog med lastvogne fra Jylland og købes af detailhandlere, restauranter og institutioner, fx hospitaler og plejehjem. 70 procent af fiskene stammer fra Nordsøen. Enkelte Københavnske fiskere og andre, der tager fangst i nære farvande, går dog også til kaj og deltager i torvehandlen som i gamle dage ved Gammel Strand. Torvet ligger i dvale det meste af døgnet, men omkring kl. 5.30 begynder der at ske noget. Der bliver gjort klar til dagens fiskeaktion i den store torvehal. Den åbner kl. 7, og på det tidspunkt har stadeejerne, der er omkring 30, gjort det hele klar til dagens store ryk. Faktisk kan alle komme og købe af dem, da det er et frit marked, men udover branchens egne fok kommer her sjældent andre end nogle turister og skolebørn, der vil opleve den ganske særegne stemning, der er over en fiskeauktion.
Langebro.
Vi vender nu tilbage til den nordlige del af Kalvebod Brygge, hvorfra Langebro tidligere udgik, mens bryggens trafik nu føres under broram-pen. Den første bro på dette sted var en ren militær foran-staltning. Fæstningen var blevet vældig udbygget siden svenske-krigens dage, og i 1689 udsendte Kong Christian den femte et memorandum om at etablere en pælespærring over havneløbet mellem Vestervold og Christianshavns Vold. Det blev i stedet til, at man anlagde en gangbro i 1690. Den var først og fremmest beregnet til, at inspektionen af forsvars-anlæggene kunne foretages fra den ene ende af fæstningen til den anden uden brug af både; men også civilbefolkningen havde adgang til at benytte gangbroen.
Teknisk Museum i Helsingør har modeller af havnens broer gennem tiderne, også den ældste Langebro, træbroen, der benyttedes indtil 1722. Den blev af nærliggende grunde kaldt Kalvebodbroen. Den nye bro kunne også tage vogn-trafik. Omkring denne tid overgik navnet Den lange bro – – Langebro fra, som var betydelig længere end den første bro over havnen.
Atter i 1749 blev Langebro fornyet og igen i 1796. I løbet af dette århundrede var broens militære betydning blevet stærkt reduceret, og det blev bestemt, at militæret ikke længere alene skulle klare udgifterne til vedligeholdelse og fornyelser, men at statens og havnevæsnets kasser også skulle bidrage. Da imidlertid ingen af de tre parter var særlig villige til at påtage sig arbejdet imod refusion /godtgørelse fra de andre, påtog hof arkitekten Andreas Kirkerup sig arbejdet i privat entreprise i 1796 og lod en ny bro opføre. Broen var først og fremmest havnevæsnets anliggende. Under det engelske bombardement i 1807 blev Langebro stærkt beskadiget, men omgående nødtørftigt istandsat, så den kunde tage den voldsomme flygtninge-strøm fra den brændende by til det frelsende Amager. Efter flere udbedringer byggedes i 1851 den sidste træbro, som i 1875 forsynedes med et klapparti af jern – et fremskridt, omend maskineriet stadig fungerede ved håndkraft.
Den næste Langebro blev svingbro, hvis midterparti svingede langs sejlretningerne og således gav plads for passerende på begge sider. Den skulle have været indviet på Kong Christian den Niendes fødselsdag, 8. april 1903, men et skib brasede ind i den, så kun det ene fortov kunne tages i brug. Nogen officiel indvielse af Christian den Niendes Bro, som man kaldte den i starten, fandt derfor aldrig sted. Den havde jo været benyttet længe, da den omsider var helt færdig. Navnet Langebro holdt stand og har som bekendt gjort det siden.
Svingbroen fik ikke nogen lang levetid. Ikke mindst udviklingen af bilismen gjorde den forældet på kort tid, og den 5. januar 1929 blev der indgået en overenskomst mellem kommune og havnevæsnet om opførelse af halvhøje broer over havnen, så en række broåbninger kunne spares. Det havde været meningen, at Langebro skulle ændres før Knippelsbro, men det gik ganske anderledes. En midlertidig bro med en klap i et enkelt stykke med en mægtig kontravægt blev lagt over havnen midt mellem Vester Voldgade og Vestre Boulevard (10nuv. H. C. Andersens Boulevard), og det var hensigten, at den i løbet af få år skulle afløses af den halvhøje bro, som tvungen af omstændighederne først stod færdig i 1954.
Udlånt af Københavns Bymuseum.
2 FOTOGRAFIER: Kommunens Søbade Anstalt i Gasværkshavnen, også kaldet »Gassen«. Fotografi fra Københavns Bymuseums Billedarkiv:
Kullosning i Gasværkshavnen, år 1900. Udlånt af Københavns Bymuseums Billedarkiv.
SV FOLKEBLAD 2000 3
KØBENHAVNS HAVNE IV
Harald Eriksen
Under den tyske besættelse var 17 store motorskibe, overvejende fra ØK, oplagt ude i Sydhavnen ved pælerækkerne, der udgår fra den tidligere Gasværkshavns sydlige del. Skibene blev beslaglagt af tyskerne i krigens slutning og skulle have været brugt til troppetransporter og overførsler af flygtninge fra det hærgede Nordtyskland til Danmark.
Havde det været tidligere under krigen, ville den danske modstandsbevægelse vel næppe have tøvet med at rette sabotageangreb mod skibene for at hindre bortførelsen; men nu, i marts 1945, var man ikke længere interesseret i de store ødelæggelser, eftersom man var klar over, at krigen snart var forbi. Nu gjaldt det om at så meget som muligt at bevare dansk ejendom og beskytte den mod eventuelle ødelæggelser fra tysk side.
Efter ordre fra Frihedsrådets komandoudvalg blev uundværlige maskindele fjernet fra hvert enkelt skib, og særlige havnegrupper af modstandsbevægelsen gjorde klar til at sænke skibene ved at fjerne bundventilerne – for at undgå den langt mere ødelæggende sprængning.
Man var dog også svært betænkelige ved at sprænge Langebro i luften for at spærre skibene inde i Sydhavnen; men Københavns havnedirektør fejede betænkelighederne til side ved at oplyse, at de 17 skibes værdi var langt større end værdien af den interimistiske Langebro. Derefter rettede man en sabotageaktion mod den skarpt bevogtede bro ved højlys dag!
Ved hjælp af højttalerbiler stoppede sabotørerne trafikken, og straks efter standsede et godstog, der var på vej over, umiddelbart under broens maskinhus. Man havde anbragt en kraftig sprængladning i denne vogn, og mens sabotører fra alle sider gav sig til at fyre løs mod de tyske vagter, lød en øredøvende eksplosion, og broens maskineri var sat ud af kraft, og nogle få sekunder efter var alle sabotørerne væk. Broen var nu spærret i længere tid, og al trafik mellem Amager og Københavns midte måtte føres ad Knippelsbro – dog således at ingen automobil køretøjer udover cykler fik lov passere. Sporvognene skulle standse på begge sider af broen, og passagerne skulle spadsere over i gåsegang på sporvognsskinnerne, skarpt bevogtet af tyske soldater med maskinpistoler. Tyskerne regnede med, at sabotører ville prøve at sætte Knippelsbro ud af spillet, når Langebro var repareret; men Frihedsrådets komandoudvalg havde en meget bedre ide.
Den gang lå vraget af en hollandsk damper, Wupi, ved Havnegade, der var minesprængt. Sabotørerne trak den, en tidlig morgen ud i havnen, hvor de sænkede den, så den lå på tværs af havneløbet. I forlængelse af vraget sænkede de den lille tankbåd Japos, og så var havnen effektiv spærret. Tyskerne nåede ikke at få vragene væk, før det var forbi. Samtidig havde man for en sikkerheds skyld kapret alle de bugserbåde, Svitzer havde i havnen. Det gjorde man ved at telegrafere efter assistance til motorskonnerten Røsnæs, som man foregav var grundstødt ved Hven. Bugserbådene blev dirigeret til Sverige, og det hævdes, at Svitzers aktier steg kraftigt på børsen!
Djævleøen
Vi retter atter blikket mod Sydhavnen, som vi slap i et tidligere afsnit med omtalen af Kalvebod Brygge og Fisketorvet. Herfra går gadetrafikken videre ud langs den inderste kaj af Tømmergraven, og man er nu ude i det store område, som i almindelig omtale betegnes som Københavns Sydhavn med et stort industri- og boligområde, som man bl.a. kalder Sydhavnskvarteret.
Der har som tidligere omtalt været fremsat planer for en sydlig havn både i 1700- og 1800-tallet, men den nuværende havnedannelse tog sin begyndelse med anlæggelsen af spærredæmningen fra Kongens Enghave til Amager i 1901-04, idet der dog umiddelbart før var grundlagt en fiskerihavn på et udfyldt område ved den nuværende Tømmergrav. Den blev kaldt »Djævleøen«, fordi den lå langt uden for lov og rets grænse – og i lige så høj grad fordi navnet på den franske straffekoloni i Guayana på den tid var på alles læber i forbindelse med den opsigtsvækkende Dreyfuss-affære. Ikke blot fiskere nedsatte sig i denne afkrog af byen, men også en hel del af byens udskud, der slog en proper næve, og havde svært ved at indpasse sig i det civiliserede byliv. Otto Rung fortæller i romanen »Paradisfuglen«, som for en stor dels vedkommende bygger på den barske virkelighed, at en lokalitet på Djævleøen blev kaldt Sovekrogen og tjente som havn for spritsmuglere. Fiskerihavnen blev først endelig rømmet i 1948, da den nuværende Fiskerihavn syd for Sjællandsbroen var fuldt udbygget.
Foto: Københavns Bymuseum.
Forrest på Djævleøen ligger i nutiden Københavns Roklubs bygning med en statue foran af den berømte idrætsmand J. P. Müller, hvis forfattervirksomhed om gymnastik og mange idrætter gav ham et verdensnavn. Han var tillige aktiv udøver i topklasse i mange sportsgrene og var med på Skandinaviens bedste rohold, der var dannet af Københavns Roklub. Müller levede fra 1866 til 1938 og var født i det år, roklubben var blevet grundlagt – kun få måneder efter den ældste danske roklub, Kvik. Københavns Roklub har tidligere haft til huse bl.a. på Christianshavn og i den gamle Tømmerhavn, der lå der, hvor Politigården nu ligger.
Djævleøen – det kaldes den stadigvæk, selvom forudsætningen for det barske navn var forsvundet allerede et par årtier ind i dette århundrede. Den er nu præget af firmaer med tilknytning til havnen.
Frederiksholms havne
I 1903 blev der anlagt en godt to km lang spæredæmning mellem Sjælland og Amager med en sluse, beregnet til regulering af vandgennemstrømningen og med passagemuglighed for småskibsfarten.
Der blev over en del år anlagt en række havne ved opfyldning af Kalvebod Strand, og ved benyttelse af de gamle ler- og kalkgrave. Således blev Enghave Brygge til i 1906-07, og Teglvæekshavnen i 1916-22, og i 1918-22 kom Teglholmen. Herude levede endnu omkring 1940 ynglende oddere, og blot nogle år før var der både harer og springmus..
Foto: Københavns Bymuseum.
SV Folkeblad 2000 5
Københavns Havne V
Under 2. Verdenskrig igangsatte staten forskellige større anlægsarbejder som beskæftigelsesforanstaltning, bl.a. for at undgå tysk deportering af arbejdsløse danskere. Der blev udført et vældig dæmningsarbejde langs Amagers vestside. Det opfyldte areal udgør 2.500 hektar, og dermed blev Amager en tredjedel større. Her findes i dag bl.a. naturparken på Vestamager, også kaldt Kalvebod Fælled.
Samtidig anlagde havnevæsenet – ligeledes som beskæftigelsesarbejde – en ny kombineret fisker- og lystbådehavn på Sjællandssiden syd for den gamle slusedæmning. Lystsejlerne tog den nye havn i brug i 1943, og i 1948 flyttede fiskerne fra Djævleøen ud til deres nye havneområde.
Foto: Københavns Bymuseum.
Sjællandsbroen har i mellemtiden ændret områdets karakter. Selve fiskerhavnen ligger ved en række sideveje til Bådehavnsgade med en række småhuse og skure af den velkendte slags i fiskerlejer samt et tjærekogeri og oplag for bundgarns pæle i nærheden. Der landes også fisk her, hvor de ises på kajen eller ved slæbestederne. Fiskerhavnen, der nu har ligget her igennem et halvt århundrede, er blevet et broget og malerisk syn.
Spørgsmålet er, om man kan kalde bebyggelsen for et »fiskerleje«, det kan man vel næppe i traditionel forstand, for her bor ingen fiskerfamilier med kone og børn som det synlige element. Nok er der små pyntelige huse med gardiner i vinduerne og en lille forhave, men egentlig beboelse er der ikke tale om i noget særligt omfang. Men der drives erhvervsfiskeri fra havnen.
Bundgarnsfiskeri
I 1990´erne er der i fiskerhavnen fire »bundgarnsselskaber«, som de kaldes. De driver fiskeri med bundgarn bl.a. i det ret lavvandede område syd for Amager og i Køge bugt. Et sådant selskab består af indehaveren – eller indehaverne – og beskæftiger 2-4 lønnede medarbejdere.
Lad os bennytte lejligheden til at se på, hvad bundgarnsfiskeri er. Stærkt forenklet kan redskabet beskrives som
en gigantisk beholder eller pose, der er sænket ned på havbunden således, at det lodretstående garn, der danner den rundløbende sidevæg, rager et stykke op over vandet. I al sin enkelthed er bundgarnet en fælde. Fiskene ledes ind i midten af bundgarnet, der er konstrueret således, at de har meget svært ved at finde ud igen.
Helt tæt på land sænkes et garn lodret ned til bunden vinkelret på kysten, og det løber helt ud til selve bundgarnet. Den øverste kant af garnet, »overlægget«, bæres oppe af »flåd« – flydere, som i dag består af store, luftfyldte plastickugler – og på den nederste kant, »underlægget«, er fastgjort en jernkæde eller et andet tungt materiale, som holder garnet ned mod bunden. Dette langstrakte garn kaldes »raden«. Det skal tvinge fisk, der svømmer langs kysten, til at dreje udad for at komme udenom forhindringen. For enden af raden står selve fangstnettet, som typisk består af to »arme«, der så at sige inviterer fiskene til at gå videre ind i systemet. Fra mundingen ledes de ind i en tragtlignende opstilling, »kalven«, og så er de inde i det kredsformede garn, »ringen« eller »hovedgarnet«. Det er forsynet med netbund, så fiskene i realiteten befinder sig i et bassin. For at holde på især ålene er der langs ringen påsyet ruser, som ålen gerne søger ud i.
Hele systemet holdes oppe af rebstropper, fastgjort til nedrammede pæle, som – bl.a. afhængig af vanddybden – kan være over 20 m. lange. Når fiskepladsen, »bundgarnsstadet«, er tildelt, skal der først rammes pæle ned i havbunden. En rambuk, »ramslaget«, monteres i en båd, der læsses med et antal pæle. Den sejler så ud til stedet, hvor pæl efter pæl bankes ned. Når alle pæle er på plads, fastgøres garnene, og så er det hele klart. Flere bundgarn kan opstilles i forlængelse af hinanden, så der bliver en lang kæde af bundgarn ud fra land; ofte flere kilometer.
Når bundgarnet skal røgtes, sejler fiskerne ud i ringen og begynder at hale nettet i bunden op. Efterhånden som garnet drages op, søger fiskene hen i den anden ende, og når den kommer op, kan fangsten tages.
Den tiltagende forurening, der rammer vandmiljøet, og de indhug i fiskebestanden, der skyldes intensiv opfiskning i andre farvande – især af torsk og makrel – har gradvis forringet bundgarnsfiskernes vilkår. Og hvis den faste forbindelse over Øresund engang bliver en realitet, må det forventes, at miljøforringelserne simpelt hen tvinger erhvervet til at høre op – i hvert fald i Sydhavnen (10Nu i 1998 hvor Øresundsforbindelsen er en realitet, er der stadig nogle få bundgarnsfiskere tilbage i fiskerhavnen, men flåden er skrumpet gevaldig siden begyndelsen sidst i 40´erne).
Lorterenden og Valbyparken
Som hele Fiskerhavnens landområde er opfyld i Kalveboderne, er også det øvrige kystland herfra til Harrestrup Å resultat af mange årtiers landvinding ved hjælp af dagrenovation og jordfyld til at dække uhumskhederne. En stor del af det indvundne land er uvejsomt med pløre og sumpe eller vildsomme kratskove. En stor mark er overladt til fiskerne fra Bådehavnsgade til stejleplads. Her står endeløse rækker af kors til ophængning af nytjærede garn, og ligner alt andet end en storby, skønt området, som bekendt ligger inden for Københavns kommunes grænser.
Herude ligger også udløbet fra en kloak, »Enghaverenden« eller »Lorterenden«, som man kalder den herude. Her lå der for få år siden en række gamle, ødelagte træskibe, på hvis dæk der boede mennesker i tilfældigt sammenflikkede træskure. »Det værste slum nord for Alperne«, blev det kaldt i forbindelse med en udsendelse i tv fra denne storbys vrangside. Man skal over på den anden side af Lorterenden for at se primitiv bebyggelse. Her ligger en masse småhuse, bygget af forhåndenværende midler, flere af dem på pæle ud i vandet. Man har indrettet sig i campingvogne, kasserede busser, ægte gamle gøglervogne, og ind imellem også helt nette små sommerhuse. Eller nogle fiskere har deres grej i et skur, og en autoophugger sit værktøj.
Denne sælsomme bebyggelse strækker sig helt ud til en kunstig ø ved den nuværende kyst af Kalvebod Strand. Vandarealet indenfor synes som skabt til engang at blive en lille moderne lystbådehavn, men der har ikke stået noget i de lokale blade om planer i den retning. Nu er der ved nogle af hytterne lavet en ophalingsplads for både, der er lige så primitive som bebyggelserne.
På den anden side af Lorterenden og dennes bebyggelse ligger Musikbyens Haveforening, der med sine nyttehaver med små huse er anlagt med parallelle nord-syd-gående gange. Haveforeningen, der har egen købmandsforretning, grænser, ligesom haveforeningen Solskræntens nordlige del – op til Gåsebækrenden.
På den anden side af Gåsebækrenden ligger Hammelstrupvej og haveforeningen Kalvebod, og Valbyparken, som fortsætter ud til Harrestrup Å. Det er en udpræget kyst, man har dannet her, en høj, kunstig klint, som afliver alle formodninger om, at der endnu er myndigheder, som ønsker at afvande hele Kalvebod Strand på nær den smalle sejlrende ved Kongelundsdæmningen. Man skaber ikke et så udpræget kystland, hvis man ikke er sikker på, at det ikke en skønne dag vil komme til at ligge inde i landet.
På den tilgængelige kyst er der i 1974 bygget en lille bro ud i vandet, hvorfra man kan drive fiskeri; men det er også en udmærket post til iagttagelse af svømmefugle året rundt.
På den anden side af Harrestrup Å, som indtil 1950´erne havde bådepladser helt op til Gl. Køge Landevej, begynder Hvidovre.
Kilder: Bent Zinglersen; Københavns Havne og Jan Møller; Strandvejens Fiskerlejer.