SV FOLKEBLAD 1998 nummer 8
Leif Nielsen fortæller om sin barndom i Bavnehøj- kvarteret ca. 1926 – ca. 1940.
Harald Eriksen Samtale / Interview med Leif Nielsen.
Jeg flyttede til Bavnehøj kvarteret i 1926, og bortset fra en afbrydelse i Saxogade på Vesterbro, hvor vi boede en 3-4 år, vendte vi tilbage hertil – om ikke ligefrem kvarteret her – så til Frederiksholm, så jeg har jo kendt forholdene herude igennem mange år.
Haveforeninger og karreer.
Der var jo 3-4 haveforeninger her i Bavnehøjkvarteret. Karréerne, som vi ser dem i dag, fandtes ikke i 1926. Men jeg kan huske, da man begyndte at bygge Bavnehøj Skole og brandstationen samt karreerne, der ligger på Bavnehøj Allé.
Den karre, der ligger i midten, er fra omkring 1928, tror jeg. Jeg kan ikke rigtigt kontrollere det, fordi der er røget et tal ned fra husmuren derovre, men jeg mener bestemt, at det er den ældste. Den næstældste ligger på hjørnet af Bavnehøj Allé og Enghavevej. Den er fra 1929. Jeg husker tydeligt, da de byggede den karre, fordi vi drenge ovre fra haveforeningen »Skovbo« – som lå i mellem Vestre Kirkegård og Enghavevej – løb derover, efter at håndværkerne havde holdt fyraften, og tog nogle brædder, som vi byggede huler med. Det husker jeg tydeligt. Jeg husker også, at man byggede karreerne ved siden af.
Som sagt er midterkarreen fra 1928, og den næste ejendom (Bavnehøj Allé nr. 15-17) er fra 1930. Skolen og brandstationen er fra 1929-30. Så kom de andre karreer. Det er dem, der er omkransede af Johan Kellers Vej, Edward Storms Vej, Tranehavevej – og så den karré, hvor Engelbert Petersen ligger. De er begge to fra 1933.
De næstsidste, der blev bygget, var Vestervænget, som vi kaldte det. Vestervænget er de karreer, der ligger på Johan Kellers Vej – mellem Tranehavevej og Vestre Kirkegård. De er fra 1935. Derefter kom karreen på Ernst Kapers Vej, som blev bygget under krigen, og ligeledes er aldersrenteboligerne på Bavnehøj Allé også bygget under krigen. De er så senere blevet til ældreboliger.
Der var faktisk bare marker – bortset fra disse haveforeninger. Min mor har fortalt mig, at da hun var 15-16 år, og de boede ude i Haveforeningen Frederikshøj – som stadig ligger ude ved Wagnersvej – gik der mange køer og græssede på de marker, der lå der langs højre side af Enghavevej. Hun gik nemlig fra Enghave Station ud mod Frederiksholm. Det er altså, hvad hun kunne huske fra den gang, hvilket må have været i begyndelsen af tyverne. Der har vist også været en vej, der hed Groots Vej. Jeg kan ikke rigtigt huske det, men jeg ved, at vores hovedindgang til »Skovbo« hed Groots Vej, og den gik fra »Skovbo« igennem det område, hvor nu Bavnehøj Skole ligger, og ud til Bavnehøj Allé.
Frem og skøjtebanerne
Der hvor Bavnehøjbadet ligger, havde boldklubben Frem et stort areal – mindst 3-4 baner i hvert fald. Jeg kan ikke sige nøjagtigt, hvornår Frem flyttede ind, men det har nok været omkring 1905-06. Om vinteren var der skøjtebane. Det var kommunen, der overtog den, for den ejede jorden. Senere lavede man en skøjtebane, som var meget besøgt af ungdommen fra Vesterbro og Sydhavnen, og det var faktisk et dejligt sted at komme. Man kunne bl.a. købe varme æbleskiver. Jeg tror kun, de kostede 5 eller 10 øre. Vi taler her om begyndelsen af 30´erne. Ved siden af Frem lå der en haveforening. Jeg kan ikke huske, hvad den hed, men nogle siger, at den hed »Frem«, og andre , at den hed »Enghavedal«. Men det er faktisk den haveforening i Bavnehøjkvarteret, som sidst blev nedlagt – omkring 1965-70, tror jeg.
Forretningerne
Der lå en hel del forretninger på Enghavevej. Vi begynder med Tranehavevej i ejendommene fra 1933, hvor der på hjørnet lå en cigarforretning. Den ligger der for resten stadig. Jeg husker det tydeligt fra den gang, fordi vi drenge altid skulle over og læse på løbesedlerne om verdensmesterskabet i boksning. Det var spændende at følge med i. Det var, dengang Joe Louis blev sværvægts- mester, så vi styrtede derover for at se, om Joe Louis havde vundet. På en eller anden måde var han vores helt.
Ved siden af cigarforretningen lå der et ismejeri. I dag ligger der en grøntforretning. Længere henne lå Engelbert Petersen, som stadig ligger der. Han har ligget der siden 1933. Før hans tid lå der en viktualieforretning, der senere blev til en slagter – vist nok et gros salg, men den er jo lukket nu.
Efter brandstationen kommer vi til hjørnet af Hans Olriks Vej og Enghavevej. Dengang lå der en slikforretning i kælderen. Jeg husker den så tydeligt blandt andet, fordi min lærer sendte mig over for at købe tyggegummi til ham – for 10 øre. Mange år senere fik Sydhavns Bilen kontor der.
Længere henne – i den samme ejendom – lå der i mange år en købmand på hjørnet af Bavnehøj Allé, som hed Hemstra. Omkring hjørnet lå der en tøjforretning, og længere henne ad Bavnehøj Allé lå en barberforretning. Barbereren hed Valde. Der var også en viktualieforretning, og på hjørnet af Johan Kellers Vej lå der en bagerforretning, hvis indehaver hed Hverversen. Det er der, hvor Kiki er nu.
Længere oppe ad Enghavevej mod Vigerslev Allé kan jeg huske, at der i 30´erne lå en cykelsmed. Det er muligt, at der også var en vognmand med skraldevogne og hestestald. Jeg kan i hvert fald huske, at der lå en vognmandsforretning i Bavnehøj Allé, men der var også en cykelsmed og andre forretninger op mod Vestre Kirkegård.
Bavnehøjen
Den Bavnehøj, der har givet navn til kvarteret og til Bavnehøj Allé, har ligget lige i nærheden af Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, som er det af kapellerne, der ligger ved den store sø. Jeg har læst, at når der kom fjender i gamle dage, gik man op på den høj og satte fakler, så de kunne ses som advarsel langt omkring.
Kongens Enghave i sten- og jernalderen
I stenalderen var Kongens Enghave en ø, der var adskilt fra Sjælland ved et bredt sund, og halvdelen af det nuværende Vestre Kirkegård lå under vand. I jernalderen var området igen blevet landfast med Sjælland, og Amagers beboere sejlede til »Sæløret«, når de skulle besøge egnens helligdom »Solbjerget« på det nuværende Frederiksberg. Det har jeg læst et sted.
Kystlinien
Enghavevej gik også langs den gamle kystlinie. Min morfar har fortalt mig, at han boede inde ved Sønder Boulevard omkring 1880-85, og dengang gik vandet helt op til Sønder Boulevard. Der var en kystvej, der gik inde fra Vesterbro forbi Sønder Boulevard og helt ud til Sydhavnen. Dengang lavede man bl.a. mursten ude på A/S Frederiksholm Tegl- og Kalkværker (1871-1918).
SV FOLKEBLAD: 1998 nr. 9 NOVEMBER
Leif Nielsen: DRENG PÅ BAVNEHØJ i 1930érne –
Jeg kan huske, da jeg begyndte at gå i skole. Vi var mange drenge, der kom fra »Skovbo« og de andre haveforeninger i kvarteret. Jeg spurgte engang min klasselærer, hvor mange haveforeninger der var, og han mente, at der nok har været en 33-34 haveforeninger i hele Sydhavnskvarteret. Mange af de børn kom fra de fattigste familier.
»Om vinteren gik man og samlede brænde, kul og koks ude ved Ford-fabrikkerne. Bilerne havde tabt kullene og koksene på vejen. Chaufførerne gjorde det med vilje; de bremsede kraftigt op, så drengene – og også de voksne – kunne gå og samle ind«. »Fattigdommen var så stor dengang, at mange af os fik varm mad på skolen. Om vinteren fik vi træsko udleveret, og nogle af os kom på svagbørnskoloni. Det var noget, lægen skønnede efter anbefaling fra læreren, som nok har ment, at vi kunne have godt af at komme ud i sunde omgivel- ser. Inden vi rejste på svagbørnskoloni, fik vi udleveret tøj på skolen. Jeg kan huske, at der var brune sko, bukser og skjorter; ja, hele udrustningen. Det kom fra Børnenes Kontor. Det var tøj, som, når man så det, var klar over, stammede fra Børnenes Kontor. Men det var vi jo mange, der fik dengang, så det tænkte man ikke så meget over«.
På æbleskud: Jeg, Leif, skulle møde Bent Højer, Poul Olsen og Jørgen Jensen i Jørgens have på midtergangen i det såkaldte hønsehus. Jeg bankede tre slag på døren og blev lukket ind. Hønsehuset, som engang havde virket som sådan, var blevet forandret til et opholdsrum. Væggene var beklædt med gamle sække, som lugtede af koks, og loftet, som engang havde været hvidkalket, var nu fyldt med store sorte pletter. En gammel kasse virkede som bord, og en anden som bænk. Værktøj og gamle aviser lå rundt omkring på gulvet, medens edderkopper for op og ned ad væggene. Et stearinlys lyste kun lidt op og gav rummet et spøgelsesagtigt udseende.
Cigaretter (35 øre) blev trukket op af lommerne, og en tændstikæske (med Chr. X udenpå uden hest) blev brugt som askebæger. Efter en del snakken frem og tilbage – vi havde efterhånden røget så meget, at vi havde svært ved at se hinanden i tobaksrøgen – blev vi enige om slagplanen og var parate til 30´ernes store ekspedition, der skulle give tynd mave flere dage fremover. Døren blev lukket op, og vi vaklede ud i den friske luft, som nær havde slået os omkuld.
I den måneklare aften gik vi langsomt, som havde vi hele natten til vores rådighed, ud af haven og standsede ved den første have på gangen til højre. Vi så os omkring, og da alt virkede roligt, sprang vi over stakittet og befandt os på fremmed jord. Foran os stod to frugttræer, til venstre et med æbler, og det andet til højre var et pæretræ. I huset virkede det stille og tyst, og vi begyndte at plyndre æbletræet. Lommerne blev fyldt op, og brystet lignede snart en ballon. Vi arbejdede roligt, og kun vort sagte åndedræt samt en gang i mellem et æbles fald mod jorden kunne høres.
Pludselig hørtes skridt på gangen, og Bent, der hang i toppen, og den af os, der var nærmest månen, prøvede at liste ned, men det mislykkedes totalt. Pludselig brast grenen, og Bent styrtede ned. »Stille« hviskede Jørgen.
Skridtene var ophørt – var personen mon blevet mistænksom? Vi krøb længere ind under buskene, men nu hørte vi heldigvis, at han gik igen. I måneskinnet kunne vi se, at det var Gamle Skov, marketenderens far, som boede kun få haver fra, hvor vi lå. Han lukkede døren op til sit hus og forsvandt, og vi kunne fortsætte vort måneskinsarbejde. Da vi var færdige og hoppede over stakittet, faldt et pund æbler til jorden – og vi satte kursen mod hønsehuset.
Så befandt vi os igen i det smukke lokale, og frugten blev lagt i en stor bunke, som var ved at nærme sig loftet. Vi stod lidt og betragtede det smukke syn (herligt), men vi var ikke færdige endnu. En have på sidste gang, hvor bl.a. Gunnar og Orla Sørensen boede, før de dampede af sted til Ørsted, ventede på os. Vi tog lidt brylcreme i håret, pudsede skoene – og forlod hønsehuset.
Vi gik ned ad midtergangen og havde lige passeret Støvring, da en stemme lød: »Din sjover, din bandit«. Vi vendte os om og så uskyldige ud, men der var ingen at se. Vi kikkede overrasket på hinanden. Bent pegede over mod et oplyst hus, hvor stemmer igen kunne høres i højeste gear. Vi smågrinede og gik videre. Det var nemlig ikke til os. Så nåede vi bestemmelsesstedet, og denne gang var det pærer, som skiftede ejermænd. »Jeg kan ikke spise min skolemad i morgen«, mumlede Poul.
Vi havde fået vækket hønsene. De flagrede rundt, og hanen begyndte at gale. Vi begyndte at liste af sted. Pludselig blev et vindue lukket op, og et ansigt kom til syne: »Jeg har aldrig set noget lignende«, lød en stemme. »Det har jeg sgu heller ikke«, svarede jeg, og vi sprang over stakittet og løb hen ad gangen. Lidt efter sad vi i hønsehuset i fuld gang med at spise den herlige frugt og tænkte: »Livet er dejligt«. Vi var jo kun drenge.
