Strålende hjemkomst, der sprængte alle rammer.

De danske olympiske svømmepiger.
17. august 1936 blev København vidne til den største sportsmodtagelse i byens historie. De danske statsbaner havde givet tilladelse til, at Berliner-Ekspressen med vore sejrrige svømmepiger og de øvrige danske idrætsmænd fra de Olympiske Lege måtte gøre holdt ved Enghave Station. Herfra skulle svømmepigerne i åben vogn køres ud til badeanstalten »Sønderstrand«, hvor Inge Sørensen skulle deltage i juniormesterskabet over 200 meter. Mindst 30.000 mennesker var mødt op, længe før toget skulle ankomme. Broerne over jern-banelegemet var udsat for den allerstørste belastning. På skråningerne lejrede menneskehavet sig som en kæmpemæssig græshoppesværm. Og da toget så endelig rullede ind! Perronen blev stormet, og politiet blev fejet væk. Inge Sørensen og Ragnhild Hveger kom aldrig op til den ventende bil. Det lykkedes dog omsider at føre dem over til et rangerlokomotiv, der kørte dem til Sydhavnen og herfra videre i åben bil.
Efter stævnet, der blev overværet af alle de mennesker, »Sønderstrand« kunne rumme, skiltes Ragnhild Hvegers og Inge Sørensens veje. Ragnhild Hveger blev i ekstratog kørt op til Enghave Station, hvor hun atter var genstand for store ovationer. Klokken tyve startede toget til Grønnehave, hvor 15.000 Helsingørborgere ventede. 15.000 i Helsingør, det var utroligt! Og så begyndte triumftoget. I en åben Landauer blev hun kørt til byens Rådhus, borgmester »Kong Peder« hyldede den danske svømmepige og takkede hende for bedriften. Jublen vilde ingen ende tage, da han udbragte et »leve Ragnhild Hveger«. Men endnu var festlighederne ikke forbi. En bil ventede. Den skulle køre hende til »Kronborg Havbad«, hvor der var arrangeret en pompøs fest til hendes ære. Først sent gik Helsingør til ro efter den største sportsmodtagelse i dens lange historie. At »Holger Danske« ikke fik megen ro den nat, er der ikke noget at sige til. Olympisk sølv er jo ikke hverdagskost. Dagbladet »Politikken« havde lejet en af Øresundsselskabet’s både med det til lejligheden træf-fende navn »Den lille Havfrue«, som skulle bringe Inge Sørensen hjem til Skovshoved. Det blev en strålende tur med det smukt illuminerede skib. Inge havde favnen fuld af blomster, da hun fra en motorbåd bordede skibet i Sydhavnen. På land stod folk og vinkede.Og ved Lange- og Knippelsbro oversteg publikumstilstrømningen forventningerne. Blomsterbuketter blev kastet over mod skibet. Hurraråbene ombølgede lille Inge, der smilende stod i forstavnen. Og dette gentog sig igen ved Langelinie. Hurraråb og lykønskninger dannede bro mellem skib og land. »Lille henrivende Inge«, som den danske speaker havde døbt hende, vinkede og vinkede. I Skovshoved ventede store folkemasser. På molen, der var indrammet af tusind festblus, stod folk så tæt, at man hvert øjeblik ventede, at nogle af dem skulle falde i vandet. Alle sejlerne havde hejst signalflag. Så snart skibet lagde til, blev der sat et stort festfyrværkeri i gang, og et skolekor istemte sangen: »Lille henrivende Inge«. En æresport var rejst. Båret på roernes skuldre forlod Inge »Den lille Havfrue«. Hyldesten bølgede op mod hende. Alle ville trykke hendes hånd. Og så begyndte talernes række. Borgmester Åge E. Jørgensen bød Inge velkommen hjem. Og skoleinspektør Sørensen hyldede hende for bedriften.
Men Inge blev ikke spor fortumlet, selv om festlighederne ikke syntes at ville tage nogen ende, og gaver i massevis hobede sig op om hende.
»I kan lave al den fest, I vil; men i morgen skal jeg i skole«, sagde hun midt under det hele.
Ragnhild Hveges og Inge Sørensens navne var på alles læber. »Lille henrivende Inge« blev sat på postkort, på vers og i musik, og snart fløjtede og sang hver eneste dansker sangen om barnet, der blev olympisk helt.
Trods ihærdige forsøg, er det ikke lykkedes os at finde kilden til denne artikel (red.)